Når store sandheder dør

Jeg ved det: Jeg er ved at blive så gammel og reaktionær, at jeg er begyndt at lyde som en plade med Grethe Sønck. Og lugte som et patcwork-tæppe, hvor der har ligget en våd hund. Alligevel eller måske netop derfor vil jeg påpege, at hverdagens store sandheder er ved at forsvinde ud af vores liv.
Ikke berusede vidtløftigheder som »Gud er død« og den slags pjat. Næ, de helt store sandheder, som mange er vokset op med:
– Hvis du bliver ved at skære grimasser, bliver det ansigt siddende en dag.
– Hvis du ikke klipper de tånegle, går der hul på dine sokker.
Det var sandheder: Der gik ganske rigtigt hul på sokkerne, og alle, der har modtaget et kontoudtog fra banken, har erkendt, at ansigtsudtrykket har det det med at blive siddende: Man ligner en, der har fået et slagtilfælde.
Den er altså god nok. Store sandheder udtrykker en fysisk realitet, der kan sættes på formel. I modsætning til de mere åbne udsagn, som man heller ikke længere møder så ofte:
– Hold op med at vippe på stolen.
– Hvorfor?
Fordi hvis du bliver ved, får du et par flade.
Her er ingen strengt videnskabelig argumentation på plads, men et praktisk forsøg vil vise, at teorien holder:
1) Jeg fortsætter med at vippe på stolen.
2) Jeg fik faktisk et par flade.
Tilbage er spørgsmålet: Hvorfor er de store sandheder forsvundet? Det kan skyldes, at vi lever i en tid uden absolutter. I stedet samtaler vi:
– Far, hvad er klokken?
– Ja, hvad synes du min dreng.