Og pludselig blev der tyst...

I gamle dage, dengang tv hed fjernsyn og sendte i sorthvid, fordi også livet blev holdt i grå toner, havde søndag en særlig status. Når man vågnede om morgenen i stribet nattøj - som der stod i loven, at alle drenge skulle bruge - vidste man med det samme, når det var søndag. Med et moderne ord kunne man beskrive sin viden om søndagens særlige natur som stilhed. Men ordet dækker dårligt, måske især fordi det er moderne. Ordet tyst er meget bedre. Fordi det er gammeldags, og fordi søndagen derude bag rullegardinet var gammeldags.
Hele verden var blevet enig med sig selv om at gå i stå. Alt stod stille. Eneste synligt tegn på liv var noget væltet legetøj på plæner, hvor ejerne havde efterladt det lørdag aften, da ordet >spiseeeeeee< lød ud ad vinduet. Så spiste man. Sammen og på én gang. Derefter gik alle i seng. Som på kommando. I selskab med Otto Leisner og kaffekopper på kakkelborde.
Søndag morgen var kun tystheden. Alle veje, fra markveje til motorveje, lå øde hen. I byens gader var der ikke så meget som en løs hund. Kun hos bageren var der mennesker, men de kunne kun vælge mellem rundstykker, kryddere og horn. De skulle ikke have en parlør med for at huske på andalusisk bjergbrød bagt i stenovn eller kende den dybere forskel på håndværkere og grove håndværkere. Så hos bageren blev der også hurtigt stille.
Med andre ord: Søndage var lige så spændende som finske tv-spil. Og lige så langtrukne. Af samme grund hadede alle børn søndage. Ugens sidste dag var stille, fordi den af eller anden grund skulle være stille. Derfor fik de voksne hurtigt gå-ud-at-leg-i-det-gode-vejr-stemmen på. Så stod man ude i regnvejret og kløede sig på underarmen, indtil man fandt nogle andre.
Så man kunne ryge i smug.
Daske ud på lossepladsen og smadre tv-apparater.
Stå nede i den kommunale legeplads’ arkitekttegnede legehuse og overtale Berit til at hive op i blusen og vise bryster.
Samt en hel masse andet så der alligevel kom en søndag ud af det.
Alt sammen bare fordi det var en naturlov, at søndage skulle være stille-far-hviler-sig.
På den baggrund er det beroligende, at flere og flere butikker har åbent om søndagen. Og at der er udvidet liv på motorvejene, hvor vi nu også søndag eftermiddag kan ligge i kølvandet på slingrende erhvervskøretøjer bemandet med polske chauffører, der smider de tomme flaske ud af vinduet. Søndagen er langt om længe blevet en del af virkeligheden. Hvor vi står i kø, polerer bil, køber ind, spekulerer på umættede fedtsyre i køen hos bageren, hvor man er nummer 83 i køen, tager i legeland, bliver stimuleret og har kvalitetstid sammen med børnene.
Det bedste ved hele udviklingen er, at vi bedre kan holde øje med de samme børn. De skulle jo nødigt rende rundt derude i legehusene, på lossepladsen og de tomme veje, få for mange gode ideer, se Berits bryster og drikke vand af haveslangen. Bare fordi de keder sig.