Sidesting af bar selvkritik

Jeg må se det i øjnene – hvis jeg kan få dem op: Jeg er kommet i den alder, hvor ansigtet har det lige som flaget. Det er pænest i modvind.
Ellers ligner det til dagligt en badebold, der har tabt det meste af luften og nu ligger i en krog og siger hvisle-lyde. Ved festlige lejligheder efter midnat kan det også antage form af et stykke julesylte, nogen har smidt to rosiner i.
Med andre ord: Jeg kan ikke længere placeres i noget sociologisk farvesegment. Med det leverpostejfarvede som mulig undtagelse. Det er dér, hvor tidligere tiders aha-oplevelser er blevet afløst af uha-oplevelser – på badevægten og foran spejlet. Og hvor resten af tilværelsen mest består af gab-oplevelser.
Hvor spændingen har forladt hverdagen og har sat sig i nakken og i skuldrene. Hvor mange tror, at MTV er et blodtryksmedikament, og DK 4 er noget, man ser.
Hvor mænd har fået bryster, og hvor kvinderne har fået hår på deres. Hvor mænd ikke kan binde snørebånd på åben gade, fordi andre så ser den voksende plet. Og hvor kvinder bliver mere runde udvendigt og mere firkantede indvendigt.
Hvor vi bliver overfaldet af modepolitiet, fordi vi går i T-shirt, og det dur simpelthen ikke, fordi maven ligner et slapt bilsædebetræk, nogen har tabt en navle ned ad.
Til gengæld kan vi glæde os over visdom, indsigt, ro og meningsfyldte samtaler. Også blandt mænd:
– Kan du stadig to gange?
– Ja, da.
– Kan du også to gange?
– Ja, da.
–Hvilket er bedst?
– Den om efteråret.