onsdag den 13. juni 2007

Overhalet af udviklingen

Det kan godt være, jeg er den eneste, der har undret mig: Men hver eneste gang et stykke nyt teknologi ser dagens lys, får vi at vide, at det alene er sat i verden med det formål at gøre vores liv enklere og bedre. Okay, dem, der opfandt atombomben, gik nok stille med dørene, men ellers.
Af eller anden grund, som nogen burde forske i, bliver resultatet ofte det modsatte. Telefonen blev opfundet: Resultat: Vi har ikke haft ro siden. Krudtet blev opfundet: Vi startede nogle krige, og det koncept udvikler vi stadig.
Sådan har det sikkert været gennem hele menneskehedens historie:
– Hvad siger du? Har du opfundet ilden? Hvad skal det til for? Hvad er der nu galt med råt kød, men det er typisk dig: Bare fordi noget er nyt og kan lyse – straks skal du have det. Og se nu dér: Nu brændte maden på!
Det er nok derfor, forskere tit føler sig misforstået. Vi er simpelthen uimodtagelige for nye muligheder. Vi køber mobiltelefoner i tonsvis, og når man ringer, siger en stemme, at der ingen kontakt er til mobiltelefonen. Vores e-mails læser vi heller ikke. Personligt tabte jeg betagelsen af fænomenet, da det gik op for mig, at alle mails med indledningen »get a free blowjob. . .« dækkede over, at jeg skulle sende mine kontokort-oplysninger til Samoa.
Men hvis nogen spørger, er vi alle tilhængere af udvikling. Vi kan bare ikke finde ud af den. Det er lige som sund mad. Vi går ind for det, og alligevel tager vi på. Det er altså ikke teknikken eller maden, der er noget i vejen med. Det er os.
Men det er jo klart med den udvikling, vi har sat i gang.

Ingen kommentarer: