Når ordens-genet flytter hjemmefra

Kvinder mener som bekendt, at de kan have flere bolde i luften samtidig. Underforstået: Det kan mænd ikke. De kan end ikke slå brættet op, før de gør det der, vi ikke skal pære mere rundt i.
Det er den slags mantraer, kvinder bekræfter hinanden i, når de mødes i lukkede selskaber – for eksempel på en ensom pløjemark, hvor de i fuldmånens skær svinger støvsugerposer over hovedet, mens de messer: »Mænd kan ikke multitaske, mænd kan ikke multitaske. . .«
 
Sådan ved vi, at det foregår. Kvinder har overblik og kan organisere tingene.
Udsagnet finder imidlertid kun støtte hos folk, der ikke har prøvet at flytte for piger.
Men det har jeg.
Været med på det hold, der mødte lørdag klokken ni med opsmøgede ærmer og en lille æske myoser til at smøre på ryg og skuldre i løbet af dagen.
Og klar til at tage fat. I de flytteklasser fra Jem og Fix, som det multitaskende væsen med næsten religiøs iver havde lovet at erhverve sig, så det »ikke gik som sidst«.
Det havde al overbliks moder blot ikke fået gjort.
Så det gik som sidst:
Plasticposer hobede sig op som sandsække på et hollandsk dige fem minutter i orkan. I selskab med 17 papkasser, alle forskellige, men dog med ét fællestræk: Bunden var ved at gå ud af dem. Trætte, tics-plagede øjne spottede mindst to lamper, der ikke var monteret af og pillet ned. Samt 57 stykker af det nips, enhver kvinde kan fylde et hjem med, der stadig stod på hylderne.
Alt imens myoserne fandt deres plads, og hjernen sendte beskeden: Lang lørdag hen over den indre lystavle.