Forbrugsfest med fatale følger

Jeg har bidraget til forbrugsfesten og købt ny mobiltelefon. Vel vidende at jeg bidrager til den globale opvarmning og måske er skyld i at barn i Kina får slidgigt i fingrene.
Og så har jeg skyndt mig at føje endnu en tanke til:
- Det går s’gu nok.
Under alle omstændigheder har jeg en folkevandring af udskyldninger parat til at forsvare min investering. Min gamle mobiltelefon var – netop gammel. Ikke at den ikke fungerede. Tværtimod: Når den lå i min brystlomme og ringede, ringede alle andre 112, fordi de troede, min pacemaker var eksploderet. Til gengæld var den så tung, at når jeg lagde den i jakkelommen, fik jeg en gangart som Klokkeren fra Notre Dame. Og hvis jeg tog mobilen frem mellem folk under 30 år, sagde de:
– Ti, hi tager den også imod to-kroner?
Den slags er undergravende for en i forvejen vaklende selvtillid. Altså fandt jeg en stille, skyggefuld krog nede i den anden ende af haven. Og trådte på den. Nu ligger den begravet ved siden af rabarberbedet med sin egen mindeplade: Hvem ka’? Nokia.
Dens afløser er som en kvindelig tennisspiller fra Rusland: En lille, smart sag.
Desværre er den lige så svær at kommunikere med. Jeg har læst manualen igennem med en sådan grundighed, at man skulle tro, jeg var tysker, men det er ikke dér problemet ligger. Det ligger i fingrene. Mens taster bliver mindre, bliver de desværre større. Det går især ud over SMS-trafikken, hvor mine beskeder ser ud som, om de faktisk er skrevet af en russer. Nu kan jeg godt frygte, at tasterne på mit pc-tastatur går samme vej, for såskjvbkcvjfkdggfkl.