Handymand kommer til kort

Nu synes jeg nok, at sparsommelighed er en fin ting. Men da hustruen foreslog, at vi »også bare kunne banke hovedet på plads på den gamle gårdkost«, blev jeg grebet af ødselhed:
– Jeg skal nok købe en ny kost, proklamerede jeg, hvilket faktisk er et offer. Jeg har samme forhold til byggemarkeder, som en muslim har til svinestalde og begyndte at hyperventilere allerede på parkeringspladsen. Indtil jeg opdagede, at gårdkoste var på udsalg og stod i en kasse udenfor butikken. Jeg skulle altså ikke lede efter den i en butik af den slags, hvor jeg ikke engang kan finde mig selv.
Jeg blev lettet, grænsende til det overmodige, greb en kost og indtog butikken med sådan en let slentrende gang, som man har, når man ligner én, der også liiiiige skal have et par rustfri dørgreb. Og følte mig næsten helt godt tilpas i denne verden af mænd i sorte træsko, hvide tennisstrømper og en kæk jeg-har-fri-og-slapper-af-kasket, som konen har givet dem lov at gå med i weekenden, bare de ordner den terrasse.
Så stillede jeg mig i kø ved kassen bag en to meter høj, yngre mand med rank ryg, Camp Danevang-frisure og en røvfuld høvlede brædder under armen.
Der ikke kunne sætte dankortet rigtig i terminalen.
Handymand stod og kiggede hjælpeløst på automaten. Længe. Meget længe.
Indtil den cirka 19-årige kassedame vendte tyggegummiet i munden og forklarede, at den der »gyldne dims skal vende nedad«.
Det stod der sådan set også på et kort på dankort-automaten, men okay, rigtige handymænd læser ikke manualer.