Klovn i kræmmerland

Jeg har altid hyldet et princip om at betale mig fra alt, jeg kan betale mig fra. Og betale hvad det koster. Især det sidste gør mig aldeles uegnet til at bo i Jylland. Her har jeg ikke indtryk af, at de godvilligt betaler, hvad det koster. Her opfattes sætningen »betal ved kasse 1« som trussel, der kræver politianmeldelse. Her prutter man, og det gen mangler jeg.
Jeg er ikke ene om handicappet. For en del år tilbage kendte vi en kvinde, der var gift med en mand, der var vestjyde med stort W og vist aldrig havde købt en vare til den pris, der stod på skiltet. Han forhandlede om alt fra letmælk til kummefrysere, og en tur i butikker med ham var et mara-thononløb, hvor han pruttede med ekspedienter, så butikkens tyverialarm næsten gik i gang. Mens konen stod ved siden slog knuder på sig selv i en grad, så hun næsten kunne have fået kælenavnet »Krølle«. Fordi det var så piiiinligt.
Siden blev de skilt. Og hendes liv var ikke længere pinligt.
Som sagt: Prut-genet mangler jeg. Men jeg haft meget fornøjelse af at iagttage mimikken hos ekspedienter i årenes løb:
– Det køleskab tager vi. Hvad koster det? Fint, her. Hvornår kan I levere det?
Så stirrer de for at se, om de kan fange en begyndende vanvid i mine øjne. Eller de stirrer mistænksomt. Måske opstår en mistanke om, at jeg stjålet pengene, når jeg sådan bare slipper dem.
Men et eller andet sted tror jeg på, at hvis alle betalte, hvad det koster, så var alle priser lidt mere gennemskuelige. Men det viser kun, at jeg er fjols, der ikke har forstand på penge.