Mænd, kvinder, drenge og piger

Jeg har aldrig kunnet finde ud af, hvornår drenge bliver mænd, og hvornår piger er kvinder. Andre har samme problem, har jeg fundet ud af. Især kvinderne. Eller er det pigerne?
– Vi er på pigetur, lyder det hvidvins-dampende hyl fra et af den slags selskaber, der kommer væltende ind og kan sende chokbølger igennem enhver café.
Og uanset hvor godt de andre gæster kigger efter, kan de ikke få øje på en eneste i selskabet, der er er under 20 år. Derimod er der adskillige damer med panikstriber i håret, smalle kloge-briller samt vold-manicurerede negle. Og uanset om de nu kalder sig kvinder eller piger: De har ramt det stade i livet, hvor en eventuelt sitrende fornemmelse i brystvorterne skyldes, at de sidder fast i buksekanten.
Til gengæld indtager selskabet bordet og begynder en konversation, som, hvis man lukker øjnene og nøjes med lydsporet, godt kan minde svagt om en flok fulde gymnasiepiger af den slags, der er i fare for at droppe ud af 2. g.
Nu kan jeg godt høre alle de beskeder, der bliver lagt på min telefonsvarer fra kvinder, der med stemmer som en russisk isvinter siger:
– Som om mænd måske er bedre.
Og nej, det er er de da bestemt ikke. Mænd kan også ses to og to på vej nedad gågaden iklædt Converse-sko og en latter, som om de var ved at brække sig, alt i mens de snakker om et eller andet, der bare var rå-nederen. Måske den dørmand på diskoteket, der i fredags spurgte:
– Er du kommet for at lede efter din datter? Hun må ellers gerne være her. Hun må jo for længst være fyldt 18. . .

Bloggen lægger idrætstimerne for had

Jeg har lige haft en terapeutisk samtale med en kollega om, hvorfor vi har samme forhold til sport. Og det er nogenlunde som muslimers forhold til at holde ramadan i en svinestald.
Vi blev rørende enige om, at skadens årsag skal findes i vores barndom, der var tyk af traumatiske tåger så snart, der var noget i skolen, der bare lugtede af sport. Og lugter er det rigtige ord: Idræt lugtede. Af svedige shorts, af fugtige håndklæder og af sure børnetæer.
Det var den ene forklaring.
Den anden var alle dovne læreres genvej ud af en gymnastiktime: Sæt eleverne i gang med at spille bold, en disciplin hvor skolebørn kunne deles i tre grupper:
1) De der valgte hold.
2) De der blev valgt.
3) De der blev valgt fra.
Så stod man og var den næstsidste, der blev valgt. Den sidste var Tykke-Niels, der havde bryster i en alder af 12 og altid lugtede ud af munden som en gammel golden retriever.
Den var den anden forklaring.
Den tredje var det efterfølgende boldspil, hvor man blev afsløret som en, der havde motorik som en havelåge. Man kunne godt gribe bolden, men kunne ikke huske, hvad man skulle stille op med den. Hvilket gav efterfølgende kammeratlig påtale i form af punkteret cykel, mavepumpere, trælår og en tur op i pisserenden.
Det var den tredje forklaring. Og samtidig forklaringen på hvorfor høvdingebold var det eneste spil, man udviklede et vist talent for. Det er der, hvor man skal undgå at blive ramt af bolden. Stikke halen mellem benene og forsvinde. Så det blev vi gode til.

Længe leve kedelige møder

En ny undersøgelse viser, at lange, kedelige møder er det, der kan gøre danskere mest ophidsede. Så fatter man jo ikke, at de holder så mange af dem. Nogle må jo indkalde til de møder, men det er åbenbart alle de andre mødedeltagere, analysefirmaet har spurgt.
I øvrigt er jeg helt uenig med flertallet. Jeg elsker kedelige møder. Til det sidste, jeg deltog i, kom jeg pludselig i tanke om, hvilket år »Langt ned i Halsen« blev indspillet, og det årstal havde jeg ellers fortrængt. Jeg kan også nå at gennemgå alle de indkøb, jeg skal huske at gøre, og den slags har man dårligt tid til, når man skal passe sit arbejde.
Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at jeg aldrig havde lært at tegne var det ikke for lange, kedelige møder. Jeg er med garanti den eneste, der har tegnet nullermænd som croquis-modeller, og det lærte jeg under nogle møder med min gymnasierektor om farven på skolens toiletpapir.
Så sådan et godt dræbermøde er ikke at foragte. Jeg begriber simpelthen ikke uviljen mod dem. Jeg synes tværtimod de negative burde takke møde-manikerne, for der er flere gevinster: Man indhenter sit søvnunderskud, og så er der alle de mennesker, man slipper for at tage stilling til, mens man sidder i møde. Krakilske kunder og mennesker, der vil klage over fejl, mangler, dårlig service og andet, som vi alligevel ikke gider snakke om. I stedet kan de få lov at være »nummer 17 i køen, vent venligst, og have deres kundenummer, cpr-nummer og skonummer klar«.
Så bliver folk tossede. Det er selvfølgelig et problem, så det må vi have et møde om.

En snedig drengerøv

Jeg har altid undret mig over, hvor ofte man hører udtrykket »en drengerøv«. Mens man aldrig hører det tilsvarende udtryk om piger. Da jeg ikke kan spekulere over den slags eksistentielle gåder ret længe, fordi jeg så ender med at tage på pilgrimsrejse til et kloster på Rhodos, var jeg nødt til at spørge min kone:
– Det er fordi, en pigerøv er noget, man skal kigge på, meddelte hun.
Heri ligger også en forklaring på drengerøvens sociologiske placering: Det er noget, man må leve med.
Kvinder ved, hvad det handler om: De kommer hjem fra et berigende weekend-ophold om kranio-sakral teprai og konstaterer, at skraldespanden er fuld af tomme pizzabakker, og computeren flyttet ind i stuen, hvor den udstyret med rat, joystick og speederpedal. Samt cola i tastaturet.
Det er en voksen mand med ansvar og pauselån, der efter to flasker rødvin kan spille luftguitar, uanset det beroligende middel konen et par timer forinden gav ham i form af en habit med samme farve som sofaen.
En stor del af de sidste 15 års sitcoms i tv henter faktisk deres humor i forestillingen om mænd som nogle, der aldrig bliver rigtigt voksne, og derfor brænder brødet på, mens kvinderne alle er udstyrede med løftede øjenbryn, pastamaskiner og styr på indkøbslisten. Og som selvsagt behandler drengerøven som – en dreng. Der så slipper for at tage stilling til en masse bøvl i hverdagens og livets logistik, for »det er min kæreste meget bedre til«.
Ret klogt tænkt af en drengerøv. Gad vide hvorfor pigerøvene ikke kan gennemskue det.

En evig bippen giver ro i sindet

Min bil er usædvanligt pædagogisk indrettet. Den har indbyggede bippere. De bipper, når har jeg glemt at slå det lange lys fra og åbner døren, når jeg ikke har taget nøglen ud, samt når tanken er ved at være tom.
Med andre ord: Min bippende bil redder mig fra at låse mig selv ude, stå med et dødt batteri klokken fem minutter i vigtigt møde samt redder mig fra løbe tør for benzin på Nørre Venneløse Markvej søndag nat i regnvejr.
Da den også bipper – temmelig vedvarende endda – hvis jeg glemmer at tage selen på, redder bipperne mig også fra at flyve gennem forruden og ende mine dage som et abstrakt maleri på en af motorvejens bropiller.
,!Hvordan bilister uden så snakkesalige og formanende biler overlever, er mig en gåde. Og jeg fatter ikke, at de overhovedet tør bevæge sig rundt i trafikken. Tværtimod ser jeg frem til, at bipperne i næste ge-neration af biler er udviklet yderligere:
Bip: Fartkontrol om næste hjørne.
Bip: Blød hat forude. Vær klar til at give fingeren.
Bip: Bliv hjemme. Der er ingen parkeringspladser nede i byen.
Bip. Se til venstre. Der går en 18-årig D-slål.
Faktisk kunne det være beroligende at have en følsom bipper med rundt i hele sin tilværelse:
Bip. Din svigermor er på vej. Træk gardinerne for.
Bip: Træk gardinerne fra igen. Nabokonen er ved at klæde om i soveværelset, og hun har glemt at trække sine gardiner for.
Bip: Sluk tv’et. Der kommer et boligprogram lige om lidt.

Krybdyr er løs på motorvejene

Mennesker har krybdyr-hjerner. Det har jeg lige læst, og denne, forestiller jeg mig, skællede underafdeling af forstanden tager især over, når vi kører bil. I hvert fald ifølge en trafikpsykolog, og det forklarer i så fald en del: For eksempel hvorfor der er så mange sløve padder ude i trafikken. Det er simpelthen krybdyr-hjernen, der har taget magten over føreren.
Det med de sløve padder er centralt i den her sammenhæng. For efterhånden som der bliver flere og flere biler på vejene, bliver køerne længere og længere, og vi kommer for sent til flere og flere aftaler og finder færre og færre ledige parkeringspladser, når vi endelig når frem til vores mål. Med andre ord: Jo længere kø jo kortere lunte. Og så bliver den indre reptil luftet, sagde trafikpsykologen.
Det synspunkt kan jeg sagtens følge. Og jeg kan så rigeligt se mig selv i omegnen af Vejlefjordbroen en lørdag formiddag i sommerhus-sæsonen - som et laverestående væsen spærret inde i en Citroën C3:
Hvæse som en klapperslange og lade tungen spille i retning af de andre bilister. Spjætte med arme og ben som en fugleedderkop på speed og styrte ud af bilen som en psykotisk eremitkrabbe.
Eller falde i den anden grøft: Sidde og stirre fortabt ud i luften som en komodovaran, der blot kan ærgre sig over at tilhøre gruppen af vekselvarmedyr, indtil den kravler om i bagagerummet og graver nogle æg ned mellem advarselstrekanten og to kasser blå Ceres fra grænsebutikken.
Egentlig troede jeg, at krybdyr var sådan nogle tilbagelænede fætre, der kunne sidde på en sten i solen og glo koncentreret ud i intetheden, indtil en eller anden idiot trådte på dem. Men det gælder ikke denne afart af krybdyr-hjernen. Den skal frem. Koste hvad det vil.
Og så må de andre padder bløde.

Kommunikation i minefeltet

En kvinde må hellere sige »Osama bin Laden står ude i entreen« til sin mand end: »Vi må tale sammen«. Sætningen kan få mænd til at svede angstens sved, så de næsten kan vande blomster med det.
Hvorfor? Fordi mænd ved, hvad ordene dækker over:
– Jeg er pissesur over det, du gjorde i torsdags, og nu skal jeg pinde ud hvorfor. Og du holder kæft imens . . .
Det er den hårde version, skal jeg skynde mig at understrege. Der findes en mere elegant udgave:
– Der er noget i vores forhold, vi bliver nødt til at forholde os til. . .
Den er camoufleret, men den erfarne mand ved godt, hvad det drejer sig om: De familiefrokoster, hvor han altid drikker sig fuld og begynder at synge »Down To The River«, mens han svinger med en tændt engangslighter.
Det skal pindes ud. Det bliver det. Og han holder kæft. Alt imens kan tænker på alle de gange, han i skolen blev sendt op til inspektøren. Også dengang blev taletidskortet inddraget.
Når det forholder sig sådan, skal ens retoriske evner forblive famlende. Så nu ved kvinderne, hvorfor så mange mænds kommunikation kan smeltes ned til:
– Hvor er fjernbetjeningen?
– Oven på fjernsynet!
Kort og kontant. Som mænd kan lide det. Fordi de drukner, hvis de lader munden løbe:
– Har jeg sagt, at jeg ville male carporten, købe en minkpels og bestille en udvidet weekend i Paris? Tror du ikke, du husker forkert?
Allerede her mærker han kløen fra de nælder, han har trådt i, og han ved, hvad der er på vej:
– Vi må tale sammen. . .

Et tempel i hastigt forfald

Din krop er et tempel hedder det. Som oplæg til at man skal lade være at spise, i hvert fald ikke noget, der smager godt, drikke, ryge, eller dyrke sex.
Templer skal jo være rene. Og åbenbart også tomme. For når man trækker ovenstående forbud fra, er der dæleme ikke meget at bruge den til. Andet end til pynt, men den skæbne er jo overgået så mange kirker, så hvorfor ikke også kroppens tempel?
Det virker i hvert fald som om, et stort antal mennesker har fået den opfattelse, at deres krop virkelig er en bygning af religiøs betydning og med så høj ejendomsværdi, at de skal aflevere den ubrugt, når de er færdig med den.
Der kan jeg slet ikke være med.
Jeg har altid hyldet det princip, at lidt svineri skal der til, men så vil jeg nok heller ikke lige bruge ordet tempel om min krop, når jeg kigger mig i spejlet.
Der er vel nærmest sådan lidt hangar over den, eller måske er der snarere tale om et uheldigt klyngebyggeri. Ikke at der ikke har været aktivitet på matriklen. Tværtimod kan jeg få øje på flere tilbygninger, der er dukket op. Uden at de sådan set har været planlagt, og noget fornuftigt formål tjener de egentlig heller ikke. Det er ikke den mest begavede arkitekt, der har været på spil, og selve udformningen får ordet byggesjusk til at ligge lige på tungen: Vaklende terrasse. Murværk der mørner. Svamp på loftet, hvor det også trækker. Fugtskader flere steder. Og en forsikring mod skader i skjulte rør kan jeg godt glemme alt om.
Så nej: Ikke noget tempel. Snarere et håndværker-tilbud. Og afgjort ikke til pynt.

Det er skrig, og det er skrål, og det er søndag

Jeg er muligvis den eneste, der undrer mig: Eftermiddag i et af de supermarkeder, der bidrager til at holde nationens stressniveau oppe i det røde felt ved at holde åbent om søndagen.
Med en ti meter kø, der snegler sig af sted, fordi der konsekvent er en kasse for lidt åben. Ved varebåndet står en familie fra Berlingo-segmentet med to spædbørn, der skråler, så snottet bobler. Det har de gjort med røde øjne, siden fa-milien befandt sig midt i køen, alt imens far og mor med smil som Tony Blair, når han er i knibe, skovler kilovis af Pampers og Lillebror Ost op i vognen.
Der kan være flere årsager til, at hele familien skal i byen:
1) Hvis far skal købe ind, glemmer han bare det halve.
2) Mindre børn kan ikke være ude af mors synsfelt og i fars varetægt. Så får de bare lov at spise Matador-miks og se Cartoon Network.
Men meningen kan selvfølgelig også være, at trofæbørn skal tages med her og der og alle vegne, for vi er en familie, og det er vigtigt for vores vaklende selvværd at vise den frem, når vi sådan »får en dag ud af det«.
Hvis det sidste er tilfældet, falder brandet til gulvet. Efter 20 minutter med enerverende sirener og forgrædte øjne må eventuelle barnløse i køen føle deres status som et liv i sus og dus. Samt fred og ro.
Muligvis ville børn være meget mere glade for at være hjemme og hygge sig med den ene forælder, mens den anden køber hverdagens trivialiteter ind. Når vi er i butikker er vi kunder. Far, mor og børn kan vi lege derhjemme.
Og så lige en ting til:
Køen i butikken ville være kortere.

Rappenskralder lever længere

En undersøgelse viser nu, at gifte mænd har bedre helbred end ugifte mænd. Des-værre melder historien ikke noget om hvorfor, men måske er forklaringen, at kvinder efter sigende har såkaldt panoramasyn, mens mænd har tunnelsyn:
Kvinde åbner køleskab:
– Der er er ingen mælk, gryn, brød, kød, salat eller tomater.
Mand åbner køleskab:
– Hvor er øllene?
Nu ved jeg godt, at nogle vil indvende, at mænd faktisk har panoramasyn i enkelte udvalgte situationer. For eksempel kan de fleste af os skanne samtlige D-skåle på hele stranden en sommerdag, men det er en tangens, jeg synes, vi skal forlade.
Tilbage til køleskabet, for det kan anvendes som afsæt for at beskæftige sig yderligere med den ovennævnte undersøgelse. Forskerne konkluderede også, at kvinder, der »udtrykker klare holdninger under et skænderi«, har fire gange lavere dødelighed en kvinder, der forholder sig tavse under en konflikt med ægtefællen. De forknytte kvinder har også flere depressioner og mere tarmiritation end kvinder, der for eksempel griber ovenstående køleskabs-krise an på følgende måde:
– Du har ikke købt ind, hvorfor er det altid mig, der skal sørge for at købe ind, og når du endelig køber ind, glemmer du det halve, og opvasken har du heller ikke taget, det er faktisk også din familie, hvis det ellers er gået op for dig, og jeg har altså også et arbejde, og mit job er lige så vigtigt som dit job, og ved du overhovedet, hvordan en vaskemaskine virker, for vasketøjet ligger også bare og flyder. . .
Hvis manden her tager en dyb indånding og tænker: – Jeg tror jeg flytter på hotel, bør han tænke på følgende:
1) Din kone tager blot vare på sit helbred.
2) Du har altid vidst, at kvinder lever længere end mænd. Nu ved du også hvorfor.
3) Og fis så ned og køb ind. Det giver motion, og måske lever du længere.

Vidensamfund i voldsom vækst

Vidste De, at kvinder har i gennemsnit 11.000 hår på benene – og 2500 hår under armene? Jeg vidste det ikke, og spørgsmålet er: Hvorfor skal jeg vide det? Samme betænkelighed kan man lægge for dagen overfor en oplysning om, at 35 procent af alle verdens kvinder har smidt en sko efter en mand. For slet ikke at snakke om undersøgelser, der afslører, at et gennemsnitligt kvindebryst – hvad det så end er for en størrelse – bevæger sig ni centimeter uafhængigt af kvindens krop, for hvert skridt hun løber på et løbebånd.
Som sagt: Jeg vidste det ikke. Det gør jeg nu. Og det takket være en hjemmeside, hvis eksistens, jeg lige er blevet gjort opmærksom på. Den er en guldgrube af informationer, jeg ikke har brug for. Derfor hedder den da også http://www.ubrugelig.dk. Her kan man også læse, at en sædcelle kan svømme 18 centimeter på en time, og at det er fysisk umuligt at slikke sin egen albue. . . det sidste er en oplagt don’t try this at home-oplysning.
Det eneste, siden desværre ikke informerer om, er hvem dælen, der undersøger alle disse ting. Hvor mange kvinder ringer selv op:
– Nu har jeg gjort det igen.
– Hvad?
– Smidt en sko i hovedet på idioten.
Tjener unge kvindelige studerende til studierne ved at sidde og barbere sig under armene? Og tælle høsten op bagefter?
Men interessant er det da. Til næste gang man skal ned i motionscentret:
– Jeg står aldeles ikke og glaner på dine bryster. Jeg tæller. Ja det er en videnskabelig hjemmeside. . så, nu bevægede sig igen.

Klovn i kræmmerland

Jeg har altid hyldet et princip om at betale mig fra alt, jeg kan betale mig fra. Og betale hvad det koster. Især det sidste gør mig aldeles uegnet til at bo i Jylland. Her har jeg ikke indtryk af, at de godvilligt betaler, hvad det koster. Her opfattes sætningen »betal ved kasse 1« som trussel, der kræver politianmeldelse. Her prutter man, og det gen mangler jeg.
Jeg er ikke ene om handicappet. For en del år tilbage kendte vi en kvinde, der var gift med en mand, der var vestjyde med stort W og vist aldrig havde købt en vare til den pris, der stod på skiltet. Han forhandlede om alt fra letmælk til kummefrysere, og en tur i butikker med ham var et mara-thononløb, hvor han pruttede med ekspedienter, så butikkens tyverialarm næsten gik i gang. Mens konen stod ved siden slog knuder på sig selv i en grad, så hun næsten kunne have fået kælenavnet »Krølle«. Fordi det var så piiiinligt.
Siden blev de skilt. Og hendes liv var ikke længere pinligt.
Som sagt: Prut-genet mangler jeg. Men jeg haft meget fornøjelse af at iagttage mimikken hos ekspedienter i årenes løb:
– Det køleskab tager vi. Hvad koster det? Fint, her. Hvornår kan I levere det?
Så stirrer de for at se, om de kan fange en begyndende vanvid i mine øjne. Eller de stirrer mistænksomt. Måske opstår en mistanke om, at jeg stjålet pengene, når jeg sådan bare slipper dem.
Men et eller andet sted tror jeg på, at hvis alle betalte, hvad det koster, så var alle priser lidt mere gennemskuelige. Men det viser kun, at jeg er fjols, der ikke har forstand på penge.