Det er skrig, og det er skrål, og det er søndag

Jeg er muligvis den eneste, der undrer mig: Eftermiddag i et af de supermarkeder, der bidrager til at holde nationens stressniveau oppe i det røde felt ved at holde åbent om søndagen.
Med en ti meter kø, der snegler sig af sted, fordi der konsekvent er en kasse for lidt åben. Ved varebåndet står en familie fra Berlingo-segmentet med to spædbørn, der skråler, så snottet bobler. Det har de gjort med røde øjne, siden fa-milien befandt sig midt i køen, alt imens far og mor med smil som Tony Blair, når han er i knibe, skovler kilovis af Pampers og Lillebror Ost op i vognen.
Der kan være flere årsager til, at hele familien skal i byen:
1) Hvis far skal købe ind, glemmer han bare det halve.
2) Mindre børn kan ikke være ude af mors synsfelt og i fars varetægt. Så får de bare lov at spise Matador-miks og se Cartoon Network.
Men meningen kan selvfølgelig også være, at trofæbørn skal tages med her og der og alle vegne, for vi er en familie, og det er vigtigt for vores vaklende selvværd at vise den frem, når vi sådan »får en dag ud af det«.
Hvis det sidste er tilfældet, falder brandet til gulvet. Efter 20 minutter med enerverende sirener og forgrædte øjne må eventuelle barnløse i køen føle deres status som et liv i sus og dus. Samt fred og ro.
Muligvis ville børn være meget mere glade for at være hjemme og hygge sig med den ene forælder, mens den anden køber hverdagens trivialiteter ind. Når vi er i butikker er vi kunder. Far, mor og børn kan vi lege derhjemme.
Og så lige en ting til:
Køen i butikken ville være kortere.