Kommunikation i minefeltet

En kvinde må hellere sige »Osama bin Laden står ude i entreen« til sin mand end: »Vi må tale sammen«. Sætningen kan få mænd til at svede angstens sved, så de næsten kan vande blomster med det.
Hvorfor? Fordi mænd ved, hvad ordene dækker over:
– Jeg er pissesur over det, du gjorde i torsdags, og nu skal jeg pinde ud hvorfor. Og du holder kæft imens . . .
Det er den hårde version, skal jeg skynde mig at understrege. Der findes en mere elegant udgave:
– Der er noget i vores forhold, vi bliver nødt til at forholde os til. . .
Den er camoufleret, men den erfarne mand ved godt, hvad det drejer sig om: De familiefrokoster, hvor han altid drikker sig fuld og begynder at synge »Down To The River«, mens han svinger med en tændt engangslighter.
Det skal pindes ud. Det bliver det. Og han holder kæft. Alt imens kan tænker på alle de gange, han i skolen blev sendt op til inspektøren. Også dengang blev taletidskortet inddraget.
Når det forholder sig sådan, skal ens retoriske evner forblive famlende. Så nu ved kvinderne, hvorfor så mange mænds kommunikation kan smeltes ned til:
– Hvor er fjernbetjeningen?
– Oven på fjernsynet!
Kort og kontant. Som mænd kan lide det. Fordi de drukner, hvis de lader munden løbe:
– Har jeg sagt, at jeg ville male carporten, købe en minkpels og bestille en udvidet weekend i Paris? Tror du ikke, du husker forkert?
Allerede her mærker han kløen fra de nælder, han har trådt i, og han ved, hvad der er på vej:
– Vi må tale sammen. . .