Bloggen lægger idrætstimerne for had

Jeg har lige haft en terapeutisk samtale med en kollega om, hvorfor vi har samme forhold til sport. Og det er nogenlunde som muslimers forhold til at holde ramadan i en svinestald.
Vi blev rørende enige om, at skadens årsag skal findes i vores barndom, der var tyk af traumatiske tåger så snart, der var noget i skolen, der bare lugtede af sport. Og lugter er det rigtige ord: Idræt lugtede. Af svedige shorts, af fugtige håndklæder og af sure børnetæer.
Det var den ene forklaring.
Den anden var alle dovne læreres genvej ud af en gymnastiktime: Sæt eleverne i gang med at spille bold, en disciplin hvor skolebørn kunne deles i tre grupper:
1) De der valgte hold.
2) De der blev valgt.
3) De der blev valgt fra.
Så stod man og var den næstsidste, der blev valgt. Den sidste var Tykke-Niels, der havde bryster i en alder af 12 og altid lugtede ud af munden som en gammel golden retriever.
Den var den anden forklaring.
Den tredje var det efterfølgende boldspil, hvor man blev afsløret som en, der havde motorik som en havelåge. Man kunne godt gribe bolden, men kunne ikke huske, hvad man skulle stille op med den. Hvilket gav efterfølgende kammeratlig påtale i form af punkteret cykel, mavepumpere, trælår og en tur op i pisserenden.
Det var den tredje forklaring. Og samtidig forklaringen på hvorfor høvdingebold var det eneste spil, man udviklede et vist talent for. Det er der, hvor man skal undgå at blive ramt af bolden. Stikke halen mellem benene og forsvinde. Så det blev vi gode til.