Din krop er et tempel hedder det. Som oplæg til at man skal lade være at spise, i hvert fald ikke noget, der smager godt, drikke, ryge, eller dyrke sex.
Templer skal jo være rene. Og åbenbart også tomme. For når man trækker ovenstående forbud fra, er der dæleme ikke meget at bruge den til. Andet end til pynt, men den skæbne er jo overgået så mange kirker, så hvorfor ikke også kroppens tempel?
Det virker i hvert fald som om, et stort antal mennesker har fået den opfattelse, at deres krop virkelig er en bygning af religiøs betydning og med så høj ejendomsværdi, at de skal aflevere den ubrugt, når de er færdig med den.
Der kan jeg slet ikke være med.
Jeg har altid hyldet det princip, at lidt svineri skal der til, men så vil jeg nok heller ikke lige bruge ordet tempel om min krop, når jeg kigger mig i spejlet.
Der er vel nærmest sådan lidt hangar over den, eller måske er der snarere tale om et uheldigt klyngebyggeri. Ikke at der ikke har været aktivitet på matriklen. Tværtimod kan jeg få øje på flere tilbygninger, der er dukket op. Uden at de sådan set har været planlagt, og noget fornuftigt formål tjener de egentlig heller ikke. Det er ikke den mest begavede arkitekt, der har været på spil, og selve udformningen får ordet byggesjusk til at ligge lige på tungen: Vaklende terrasse. Murværk der mørner. Svamp på loftet, hvor det også trækker. Fugtskader flere steder. Og en forsikring mod skader i skjulte rør kan jeg godt glemme alt om.
Så nej: Ikke noget tempel. Snarere et håndværker-tilbud. Og afgjort ikke til pynt.
torsdag den 13. september 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar