Mennesker har krybdyr-hjerner. Det har jeg lige læst, og denne, forestiller jeg mig, skællede underafdeling af forstanden tager især over, når vi kører bil. I hvert fald ifølge en trafikpsykolog, og det forklarer i så fald en del: For eksempel hvorfor der er så mange sløve padder ude i trafikken. Det er simpelthen krybdyr-hjernen, der har taget magten over føreren.
Det med de sløve padder er centralt i den her sammenhæng. For efterhånden som der bliver flere og flere biler på vejene, bliver køerne længere og længere, og vi kommer for sent til flere og flere aftaler og finder færre og færre ledige parkeringspladser, når vi endelig når frem til vores mål. Med andre ord: Jo længere kø jo kortere lunte. Og så bliver den indre reptil luftet, sagde trafikpsykologen.
Det synspunkt kan jeg sagtens følge. Og jeg kan så rigeligt se mig selv i omegnen af Vejlefjordbroen en lørdag formiddag i sommerhus-sæsonen - som et laverestående væsen spærret inde i en Citroën C3:
Hvæse som en klapperslange og lade tungen spille i retning af de andre bilister. Spjætte med arme og ben som en fugleedderkop på speed og styrte ud af bilen som en psykotisk eremitkrabbe.
Eller falde i den anden grøft: Sidde og stirre fortabt ud i luften som en komodovaran, der blot kan ærgre sig over at tilhøre gruppen af vekselvarmedyr, indtil den kravler om i bagagerummet og graver nogle æg ned mellem advarselstrekanten og to kasser blå Ceres fra grænsebutikken.
Egentlig troede jeg, at krybdyr var sådan nogle tilbagelænede fætre, der kunne sidde på en sten i solen og glo koncentreret ud i intetheden, indtil en eller anden idiot trådte på dem. Men det gælder ikke denne afart af krybdyr-hjernen. Den skal frem. Koste hvad det vil.
Og så må de andre padder bløde.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar