En snedig drengerøv

Jeg har altid undret mig over, hvor ofte man hører udtrykket »en drengerøv«. Mens man aldrig hører det tilsvarende udtryk om piger. Da jeg ikke kan spekulere over den slags eksistentielle gåder ret længe, fordi jeg så ender med at tage på pilgrimsrejse til et kloster på Rhodos, var jeg nødt til at spørge min kone:
– Det er fordi, en pigerøv er noget, man skal kigge på, meddelte hun.
Heri ligger også en forklaring på drengerøvens sociologiske placering: Det er noget, man må leve med.
Kvinder ved, hvad det handler om: De kommer hjem fra et berigende weekend-ophold om kranio-sakral teprai og konstaterer, at skraldespanden er fuld af tomme pizzabakker, og computeren flyttet ind i stuen, hvor den udstyret med rat, joystick og speederpedal. Samt cola i tastaturet.
Det er en voksen mand med ansvar og pauselån, der efter to flasker rødvin kan spille luftguitar, uanset det beroligende middel konen et par timer forinden gav ham i form af en habit med samme farve som sofaen.
En stor del af de sidste 15 års sitcoms i tv henter faktisk deres humor i forestillingen om mænd som nogle, der aldrig bliver rigtigt voksne, og derfor brænder brødet på, mens kvinderne alle er udstyrede med løftede øjenbryn, pastamaskiner og styr på indkøbslisten. Og som selvsagt behandler drengerøven som – en dreng. Der så slipper for at tage stilling til en masse bøvl i hverdagens og livets logistik, for »det er min kæreste meget bedre til«.
Ret klogt tænkt af en drengerøv. Gad vide hvorfor pigerøvene ikke kan gennemskue det.