Handymand kommer til kort

Nu synes jeg nok, at sparsommelighed er en fin ting. Men da hustruen foreslog, at vi »også bare kunne banke hovedet på plads på den gamle gårdkost«, blev jeg grebet af ødselhed:
– Jeg skal nok købe en ny kost, proklamerede jeg, hvilket faktisk er et offer. Jeg har samme forhold til byggemarkeder, som en muslim har til svinestalde og begyndte at hyperventilere allerede på parkeringspladsen. Indtil jeg opdagede, at gårdkoste var på udsalg og stod i en kasse udenfor butikken. Jeg skulle altså ikke lede efter den i en butik af den slags, hvor jeg ikke engang kan finde mig selv.
Jeg blev lettet, grænsende til det overmodige, greb en kost og indtog butikken med sådan en let slentrende gang, som man har, når man ligner én, der også liiiiige skal have et par rustfri dørgreb. Og følte mig næsten helt godt tilpas i denne verden af mænd i sorte træsko, hvide tennisstrømper og en kæk jeg-har-fri-og-slapper-af-kasket, som konen har givet dem lov at gå med i weekenden, bare de ordner den terrasse.
Så stillede jeg mig i kø ved kassen bag en to meter høj, yngre mand med rank ryg, Camp Danevang-frisure og en røvfuld høvlede brædder under armen.
Der ikke kunne sætte dankortet rigtig i terminalen.
Handymand stod og kiggede hjælpeløst på automaten. Længe. Meget længe.
Indtil den cirka 19-årige kassedame vendte tyggegummiet i munden og forklarede, at den der »gyldne dims skal vende nedad«.
Det stod der sådan set også på et kort på dankort-automaten, men okay, rigtige handymænd læser ikke manualer.

Bloggen vil også dopes

Jeg overvejer at følge i overskudsmenneskenes fodspor: Jeg må simpelthen dopes. Gerne så meget at jeg kommer til at ligne Jan Gintberg på speed. Så kan det være, jeg kan følge med – også uden cykel-shorts og en brystkasse som et par røvballer.
Det med at følge med kniber det efterhånden med. Jeg synes, jeg falder over flere og flere sten, der minder mig om, at jeg er kommet ind på en af livets vildveje. Sådan en skummel sti, der bliver mere og mere tilgroet, og som ingen vegne fører, samtidig med at man kan høre kragerne komme nærmere.
Der er flere advarselssignaler:
1) Jeg er begyndt at kigge efter kvinder over 20 år på gaden.
2) Min mobiltelefon kan ikke klappes sammen.
3) Jeg har aldrig Læst en Harry Potter-bog.
4) Jeg er blevet snuppet i at surfe efter billeder af Ulla Cold på Internettet.
I gamle dage var det sikkert lettere at være en del af det selskab, der ikke kunne følge med. De blev anbragt på en sten i udkanten af landsbyen, hvor de sad i deres vadmelstøj og talte med sig selv.
Så nemt slipper man ikke i dag. Nu er det slet ikke accepteret at ende på B-holdet sammen med enlige ældre, tosserne og tabere, der insisterer på at arbejde på deltid. Man skal holde skruen i vandet konstant, få søvnbesvær og udvide døgnet til 33 timer. Der skal jo også være tid til fælles forargelse over, at elitesportsfolk viser vejen og pumper sig med medikamenter for at nå det ypperlige, fordi mindre ikke kan gøre det i et CV-samfund med lodder og vægte og kompetenceudviklingsskemaer.

Må vi få noget mere kaos, tak

Per definition betyder kaos mangel på orden, og det er der mange, der ikke kan lide. Derfor lægger mennesker planer. Simpelthen for at undgå kaos.
Nu kan det godt være, at det er mig, der er grænsepsykotisk karakterafviger, men jeg har altid været imod for meget plan og orden. Egentlig mener jeg, at et menneske kun behøver én plan og med blot to punkter:
1) Først tager du dine bukser på.
2) Derefter dine sko. Ikke omvendt.
Mere plan behøver et menneske ikke, for så ender alting i vaner og forudsigelighed, og det er tilværelsen i forvejen fyldt med. Forudsigelighed som at:
1) Regninger altid kommer ubelejligt.
2) Dem ved nabobordet får mere lækker mad, end du har bestilt.
3) Telefonen altid ringer, når du er i bad.
4) Det er din mor, der spørger, hvorfor du aldrig ringer.
Nej, vel? Så hellere kaos.
Og kaos bør tages alvorligt. Videnskaben har i hvert fald udviklet såkaldte kaosteorier. Den mest kendte er spørgsmålet stillet af en meteorolog, Edward Lorenz: Hvis en sommerfugl i Kina basker med vingerne, kunne det så få indflydelse på vejret i Nord Amerika?
Det er et fascinerende tankeeksperiment og kræver dyb indsigt. Jeg kan godt nøjes med et mindre perspektiv:
Hvis naboerne starter en plæneklipper søndag før klokken ti, får det så indflydelse på mit mavetarm-system? Svaret er forudsigeligt:
Ja, i allerhøjeste grad.
Og det viser blot hvor trælse størrelser planer og forudsigelighed er.

Så tag dig dog sammen, mand...

Jeg bliver nogle gange ramt af den her følelse af, at nu skal jeg dæleme også tage mig sammen. De fleste kender sikkert den slags anfald: De er ret modbydelige og kan i værste fald gøre fysisk ondt, for eksempel hvis man har en garage, der skal ryddes op i. Godt nok går anfaldene ret hurtigt over – mine gør i hvert fald – men det er slemt, mens det står på.
Oven i købet rammes jeg som regel i weekenderne, hvor man ikke en gang kan ringe til sin læge:

– Nu er den gal igen. Jeg er ramt af iver og energi.
– Luk dig inde på toilettet med en roman af Tolstoj, så du kan få lidt søvn. Og find dig så nogle rigtige problemer. Vi sidder faktisk med syge mennesker her. . .
Den mulighed er som sagt ofte udelukket, så der er ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og stå smerten igennem. Det har kostet mig en nyslået græsplæne op til flere gange.
Som andre kronisk syge er jeg nødt til at indrette mit liv efter, at lidelsen kan slå ned uden varsel. Der er er ting i hverdagen, jeg skal sørge for at undgå: Byggemarkeder, for eksempel, så jeg ikke pludselig står i bryggerset med en kinesisk rystepudser.
Ens hjem skal indrettes efter sygdommen. Altså ingen fuld kælder, der vil ryddes op. Ingen plankeværk, der skriger »Gori« efter mig, men gerne en gammel, vildvoksende hæk, der kan kunsten af dø af sig selv – og helst lidt hurtig, tak.
Endelig skal jeg ruste mig psykisk. Ikke sidde lørdag eftermiddag med Tolstoj slået op på side 148, lade blikke glide ud ad vinduet og tænke:
– Jeg kunne også tage mig sammen og gå ud at. . . .

Heldet følger de, der sparer på det

Jeg har udviklet en teori om, at mennesket har en afgrænset mængde af bestemte egenskaber. Held for eksempel. Hvis man bruger løs af egenskaben, så er der ikke mere tilbage til det her liv. Så ku’ du have holdt hus med det, ja du ku’.
Hvis den teori holder er det synd, at tilværelsen ikke byder på en højere retfærdighed. I form af et slags overjordisk forbrugerankenævn:
– Hallo, er det Gud? Jeg fik fire rigtige på min lottokupon. 43 kroner, helt ærligt . .!
Jeg har lige fået min teori bekræftet, da en tidligere kollega meddelte, at nu holdt hun op med at ryge. Jeg er så solidarisk med hende, at hun kan sy en fagforeningsfane af al den opbakning. Jeg kvittede selv cigaretterne for mange år siden, og mine negle har ikke været de samme siden.
Der var flere anledninger:
1) Jeg havde en vejrtrækning som en kaffemaskine, der trænger til at blive afkalket.
2) Jeg blev forpustet, bare jeg så et par Sloggi-trusser på et udstillingsstativ.
3) Mine fingre var så gule af nikotin, at jeg kunne bruge dem som lommelygter om aftenen.
Altså besluttede jeg at stoppe. Og stoppede. Og det holdt ved. Også efter hovedretten ved selskaber, hvor alle andre havde et komplot kørende med at hive cigaretter frem. Og på kommando puste skyer ud i luften og udstøde et saligt »aah«. Så sad jeg der og kløede mig på underarmen som en epileptisk gorilla.
Nu kommer min teori ind i billedet, for desværre opbrugte jeg al mit livs kvote af viljestyrke ved det rygestop. Jeg mangler stopklodser:
1) Jeg tager altid to stykker.
2) Jeg kan ikke gå ind i en spøg- og skæmtbutik uden at købe en pruttepude.
3) Når jeg er i byen, kan jeg ikke styre mit forbrug af det sagde-hun-også-i går-vittigheder.
Til gengæld må jeg sidde i held. Jeg har aldrig vundet mere end de der 43 kroner.

Åh nej, ikke nu igen

Ifølge ordbogen betyder dille at være meget optaget af en bestemt ting. Det er en klinisk udlægning og forklarer ikke hvor belastende, det kan være. Jeg har sågar haft perioder, hvor jeg havde en dille med at blive grebet af en dille. Så er det altså slemt.
En af de få diller, der fik varig betydning og lykkelig udgang, var da jeg for så mange år siden, at det er løgn, besluttede at holde op med at ryge. På det tidspunkt havde jeg en vejrtrækning som en kaffemaskine, der trænger til at blive afkalket. Mine tænder lignede en arabisk landsby efter et luftangreb, og jeg begyndte dagen med at hoste så meget, at røgalarmen ude på trappen gik i gang.
Så jeg holdt op. Og holdt ved.
Desværre steg succesen mig til hovedet, så jeg siden med iver har kastet mig over mange diller. Med, skal vi sige, begrænset succes. For eksempel min dille med at blive lidt mere kulturel. Jeg kunne stå og kigge med påtaget beundring på skulpturer, der mest mindede mig om en operation for tarmslyng. Så trådte jeg et skridt tilbage. Nikkede. Og sagde:
– Spændende!
Det var simpelthen for tyndt. Min seneste dille er at begynde dagen med et halvt fed hvidløg. Det skulle være så sundt, at det halve kunne være nok. Desværre kan det halve af lugten også så rigeligt slå til. Jeg har opdaget, at det ikke kun er vampyrer, der flygter, og man kan skabe rædsel i enhver kø i Netto.
Så hvis De en dag møder en mand med dårlig ånde på vej ud ad Netto med favnen fuld af Nutella, hvidt brød og Buko ost, så er det mig, der er på vej til at opgive min seneste dille.

Chip og Chap på krigsstien

Ifølge Ekstrabladets netavis har iransk politi anholdt 14 egern, der sigtes for spionage. De lumske gnavere var på vej over den iranske grænse iført lytteudstyr, og nu sidder spionerne formentlig spærret inde i bure og er under skarpt forhør:
– Okay, hvem af jer er Chip og Chap?
Nogen synes måske, at der må være opstået overtryk i turbanen dernede, men jeg kan godt følge iranernes mistanke. Jeg har altid haft en teori om, at vi skal være på vagt overfor dyr.
Vores kat har jeg alvorlig mistænkt for at føre hemmelig, biologisk krig ved at sprede kattehår overalt med den hensigt, at vi en dag transformerer til forede hjemmesko. Herefter kan den lodne agent overtage huset og oprette en base sammen med artsfæller, der fører krigen videre med killinger, lopper og ringorm i overflod.
Så er der fuglene. De små har i årevis har ført psykolog-isk krig ved at holde en mildt sagt disharmonisk koncert uden for vores vinduer. Vel at mærke så tidligt om morgenen, at de selv må have poser under øjnene.
Bombeeskadriller af store fugle udsætter nyvaskede biler for overraskelsesangreb og tæppebomber dem med lind afføring. Alt imens jagerflyene i form at solsorte slår ned i stikkelsbærbusken. (og hvor er katten så, når der endelig er brug for den. . ?)
Endelig må vi ikke glemme vores legioner af myrer, der i antal får Kinas hær til at ligne en eksklusiv rejseklub for de få udvalgte.
Sådan er vi omgivet af en krigerisk natur. Ikke noget at sige til at mennesker har bekæmpet den så intenst, som tilfældet er.

En indvandrer taler ud

Jeg er en nogenlunde integreret indvandrer. Jeg havde aldrig set den del af Jylland, der ligger syd for Kolding, da jeg begyndte som ung journalistspire i 1983. I Sønderborg. Inden da havde jeg en tåget fornemmelse af Sønderjylland som et sted, hvor der var en svag lugt af currywurst, og alle drak Hansa-øl og bagefter maste den tomme dåse mod panden.
Sådan i store træk.
En af mine første telefonsamtaler var med en indfødt – meget indfødt – mand, der ville fortælle, at den lokale vejmandsklub havde bevilget nogle penge til børn med vanskelige forældre. Så det skrev jeg. Det viste sig, at han sagde Y’s Mens Club, så dér skrev jeg min første rettelse.
Episoden faldt mig ind, da en yngre kollega forleden spurgte:
– Hvornår lærer man at sige mojn?
Og så ud som om han ville tilføje:
– Og kan man på nogen måde undgå at blive ramt af det?
Der måtte jeg blive ham svar skyldig, for jeg lærte det vel ikke sådan på den måde. Ligesom fodsved er det bare noget, der kommer af sig selv, og en dag hører man bare sig selv stå i en butik og sige »mojn«. Og forlade forretningen. Måske med seks Hansa-øl og en currywurst.
Faktisk har jeg et større problem med at huske ikke at sige mojn, når jeg er uden for Sønderjylland. Og der kan altså blive meget stille i en københavnsk bagerforretning, hvis man søvndrukket mumler mojn efter at have fået sine rundstykker og gifler.
Så er man integrereret. Men helt opgivet mit oprindelige jeg har jeg ikke:
Jeg fatter stadig ikke en bjælde på tysk.

Hænderne op eller hit med firserne

En søgning på Google efter ordene »hit med firserne« giver riiiiiigtig mange hits. Hvorfor er den sekvens og den tid lige blevet så in? Der er jo ingen, der siger »hit med halvfjerdserne«. Sikkert fordi vi er temmelig mange, der får angst-anfald ved tanken om kakkelborde, gildesale og James Last.
Men firserne: Det er noget andet. Sæt Ulla Cold på cd-afspilleren, og din stue bliver indtaget af 15 mennesker, der skråler »Elsk mig i nat«, mens de lugter af fadøl og fægter med lightere.
Så der må være en grund til, at så mange har svært ved at proppe årtiet ned i hjernens container for let brændbare fortrængninger. Det har jeg tænkt over og det så længe, at jeg kunne udgive det som ph.d.-afhandling. Men nogle highlights må være:
1) Vi var 20 år yngre.
2) Vi var 20 kilo lettere.
3) Vi kunne se vores fødder, når vi stod op, fordi maven ikke spærrede for udsynet.
4) Piger smed blusen og blottede de bh-løse bryster til kollegiefester, hvor der blev spillet Kliché på vinyl, og vi brækkede os i fryseposer og lagde det i frostboksen.
5) Kollegiefester var i det hele taget sjove.
6) Vi lignede ikke et luftangreb over Bagdad efter kollegiefester.
7) Metallicas medlemmer havde hår på hovedet.
8) Vi kunne høre Metallica uden at have hyletone for øret tre dage efter.
Men var der slet ikke noget skidt ved årtiet? Jo, bagateller som 300.000 arbejdsløse, Palle Simonsen som socialminister og en rente på 22 procent.
Nå ja, og så Bon Jovi. Ham var det faktisk næsten lykkedes mig at fortrænge. . .

Hvad mænd ville ønske at kvinder vidste

En sikker salgssucces er de her livsstils-håndbøger, der prøver at overbevise læserne om, at mænd og kvinder er fra hver deres planet.
Det er især kvindelige forfattere, der har succes med at opfatte det andet køn som stammende fra en planet, hvor beboerne lever af at spille old boys-fodbold og drikke øl. Og som derfor skal have oversat, forklaret og gentaget, hvordan kvinder ser på livet. I pixibog-sprog. Det er det, vi kunne kalde »hør-efter-hvad-jeg-mener-og-ikke-hvad-jeg-siger«-litteraturen. Det er der åbenbart penge i, så jeg vil også være med.
Nu synes jeg nok, det er meget at begynde med en hel bog, så jeg vil i første omgang nøjes med en oplistning af ting, >mænd ville elske at kvinder vidste<.
Den liste kan kvinderne så hænge op på køleskabsdøren med en af de små magneter, som mange af dem alligevel bruger til at bekæmpe eksistentiel angst med:
1) Jo, du er for tyk. Men hvis ikke du vil kende svaret så lad være at spørge.
2) Vi skal i byen nu, og det tøj, du har taget på er fint. Helt fint. Det er rigtig okay. Du ser godt ud. Jo du gør. . . Kom nuuuuu!
3) Jeg har én gang sagt, at jeg elsker dig. Og jeg skal nok meddele, hvis det ændrer sig.
4) Power-shopping er ikke sport.
5) Øl betyder for mig, hvad bælter og håndtasker betyder for dig.
6) Du har tøj nok.
7) Du har for mange sko.
8) Jeg har tre par, og jeg klarer mig udmærket.
9) Lad være at græde. Det er afpresning.
10) Vi slår ikke det bræt op. Så fat det dog.
11) Fersken er en frugt. Ikke en farve. Og da slet ikke til sofaer.
12) Vi klør os i skridtet, fordi det faktisk klør.
13) Din mistanke er helt rigtig: Vi er faktisk ikke tankelæsere.

En rigtig mandesnak

Der var nok mange mænd der manglede ord, da de så tv forleden. Her fortalte man, at forskere har opdaget, at kvinder og mænd bruger lige mange ord, når de taler.
Det var noget af et chok for det køn, der bryster sig af, at der findes to svar, der er brugbare i enhver situation:
1) Ja.
2) Nej.
Og som fortæller vittigheder som:
– Ved du, hvorfor kvinder strikker?
– Nej!
For at have noget at tænke på, mens de snakker.
Så griner mændene og bruger ikke flere ord på den slags selvfølgeligheder. Så vi blev lettere mundlamme, da nogle emsige forskere har snaget i, at mænd og kvinder taler lige meget. Der burde tales med store bogstaver til sådan nogle forskere, for hvad er der så snart tilbage af kønsforskelle? Bortset fra mænds genetisk bestemte trang til at klø sig i skridtet og kvinders notoriske uvilje mod at folde autokort rigtigt sammen.
Måske bygger forskrækkelsen i virkeligheden på et overset faktum: Nemlig at kvinder er udmærket i stand til at bringe en sag til afslutning med meget få ord.
Som den nygifte kvinder med kriger-frisure, der forleden i tv skulle forklare, hvor hun skulle giftes den 07.07.07:
– Jo, for så er der en chance for, at han kan huske dagen. Datoer er jo ikke hans stærke side, lød det med røg ud ad begge næsebor.
Ved siden af sad brudgommen og lignede en hundehvalp der var slået bagi med en avis, fordi den har tisset på tæppet. Og han var en rigtig mand. Sagde ikke noget. Ikke en gang vuf.

Prinsessedåb, piberygning og panik fra morgenstunden

Indrømmet: Jeg har samme forhold til kongehuset som til sport:
1) Alle andre end mig har tilsyneladende fattet, hvorfor det betyder noget som helst.
2) Samfundet går i stå, når de foretager sig noget ekstraordinært i den verden.
3) Har vi ikke set det hele før?
Det sidste fik jeg bekræftet med eftertryk søndag den 1. juli, da nationen havde en helt særlig anledning til at bære morgenhår: En prinsesse skulle døbes.
Min i øvrigt elskelige samlever tændte fjernsynet på et tidspunkt, da jeg stadig var optaget af at spekulere over, hvorfor birkes altid skal smuldre sådan.
- Skal det sige sådan, forhørte jeg mig, fordi jeg ikke ved, hvordan tv-apparater lyder om morgenen.
Jo. Det skulle lyde sådan. Meget højt, insisterende og - lige som birkes - være uden ret meget indhold. Så der skulle gå næsten tre timer med. . . ikke ret meget.
Hvor meget lidt af lidt fremgik, da min elskelige... osv. kom ud i køkkenet klokken ni og med øjenbrynene helt oppe i Far Til Fire-højde sagde:
- Kirken er allerede fyldt, og dåben er først klokken 11.30. Per Stig Møller sidder der også...
Da må jeg indrømme, at jeg satte mig op i stolen og blev en del af den almindelige ophidselse:
- Det er løgn. Så skal de stakkels mennesker sidde der i to og en halv time. Kirkebænke er noget, ergoterapeuter brænder under deres årlige hekse-sabatter. . .
- Ja, sagde den elskelige.. osv.
og føjede det lammende slag med heksehammeren til:
- Og så Per Stig Møller, der er pibryger. . .
Nu har jeg ikke selv røget, siden jeg mente at vide bedre. Men alligevel: Per Stig Møller. Det pæne menneske. Regeringens klogeste mand og med et intellekt, som Anders Fogh Rasmussen, hvis han har en overbærende bankrådgiver, kan få et lån i. Jeg mener: Jeg ville bygge
en udestue og lade Per Stig Møller flytte ind med pibe, Weekendavisen og Chesterfield-stol, hvis det skulle være.
Sad jeg og tænkte forarget. Indtil min elskede. . . osv. kom ud i køkkenet og sagde:
- Nå, men de der billeder fra kirken var genudsendelse fra en tidligere, kongelig begivenhed.
Så faldt der ro på. Tv-stationerne sendte blot en transmission fra før, tingene skete.
Problemet var altså blot, at de havde nogle højtlønnede folk til at stå udenfor kirken og uden for virkeligheden og meddele, at her står jeg, og der er to timer, til de første gæster kommer, men der går en mand og fejer blade op. Tilbage til dig i studiet, Jesper.
Det kan man ikke fylde en seerflade, der skal være større end virkeligheden, med. Så de tog lidt fra en tidligere virkelighed. Fyldte fladen. Og alle dør lidt imens.
Men jeg var s'gu da lettet over at konstatere, at Per Stig Møller ikke sad på en kirkebænk med en komfort som en russiske grænsebom - uden sin pibe. For så afspejler tv godt nok for meget virkeligheden. Og så må de hellere lade være.