En indvandrer taler ud

Jeg er en nogenlunde integreret indvandrer. Jeg havde aldrig set den del af Jylland, der ligger syd for Kolding, da jeg begyndte som ung journalistspire i 1983. I Sønderborg. Inden da havde jeg en tåget fornemmelse af Sønderjylland som et sted, hvor der var en svag lugt af currywurst, og alle drak Hansa-øl og bagefter maste den tomme dåse mod panden.
Sådan i store træk.
En af mine første telefonsamtaler var med en indfødt – meget indfødt – mand, der ville fortælle, at den lokale vejmandsklub havde bevilget nogle penge til børn med vanskelige forældre. Så det skrev jeg. Det viste sig, at han sagde Y’s Mens Club, så dér skrev jeg min første rettelse.
Episoden faldt mig ind, da en yngre kollega forleden spurgte:
– Hvornår lærer man at sige mojn?
Og så ud som om han ville tilføje:
– Og kan man på nogen måde undgå at blive ramt af det?
Der måtte jeg blive ham svar skyldig, for jeg lærte det vel ikke sådan på den måde. Ligesom fodsved er det bare noget, der kommer af sig selv, og en dag hører man bare sig selv stå i en butik og sige »mojn«. Og forlade forretningen. Måske med seks Hansa-øl og en currywurst.
Faktisk har jeg et større problem med at huske ikke at sige mojn, når jeg er uden for Sønderjylland. Og der kan altså blive meget stille i en københavnsk bagerforretning, hvis man søvndrukket mumler mojn efter at have fået sine rundstykker og gifler.
Så er man integrereret. Men helt opgivet mit oprindelige jeg har jeg ikke:
Jeg fatter stadig ikke en bjælde på tysk.