Heldet følger de, der sparer på det

Jeg har udviklet en teori om, at mennesket har en afgrænset mængde af bestemte egenskaber. Held for eksempel. Hvis man bruger løs af egenskaben, så er der ikke mere tilbage til det her liv. Så ku’ du have holdt hus med det, ja du ku’.
Hvis den teori holder er det synd, at tilværelsen ikke byder på en højere retfærdighed. I form af et slags overjordisk forbrugerankenævn:
– Hallo, er det Gud? Jeg fik fire rigtige på min lottokupon. 43 kroner, helt ærligt . .!
Jeg har lige fået min teori bekræftet, da en tidligere kollega meddelte, at nu holdt hun op med at ryge. Jeg er så solidarisk med hende, at hun kan sy en fagforeningsfane af al den opbakning. Jeg kvittede selv cigaretterne for mange år siden, og mine negle har ikke været de samme siden.
Der var flere anledninger:
1) Jeg havde en vejrtrækning som en kaffemaskine, der trænger til at blive afkalket.
2) Jeg blev forpustet, bare jeg så et par Sloggi-trusser på et udstillingsstativ.
3) Mine fingre var så gule af nikotin, at jeg kunne bruge dem som lommelygter om aftenen.
Altså besluttede jeg at stoppe. Og stoppede. Og det holdt ved. Også efter hovedretten ved selskaber, hvor alle andre havde et komplot kørende med at hive cigaretter frem. Og på kommando puste skyer ud i luften og udstøde et saligt »aah«. Så sad jeg der og kløede mig på underarmen som en epileptisk gorilla.
Nu kommer min teori ind i billedet, for desværre opbrugte jeg al mit livs kvote af viljestyrke ved det rygestop. Jeg mangler stopklodser:
1) Jeg tager altid to stykker.
2) Jeg kan ikke gå ind i en spøg- og skæmtbutik uden at købe en pruttepude.
3) Når jeg er i byen, kan jeg ikke styre mit forbrug af det sagde-hun-også-i går-vittigheder.
Til gengæld må jeg sidde i held. Jeg har aldrig vundet mere end de der 43 kroner.