Bloggen vil også dopes

Jeg overvejer at følge i overskudsmenneskenes fodspor: Jeg må simpelthen dopes. Gerne så meget at jeg kommer til at ligne Jan Gintberg på speed. Så kan det være, jeg kan følge med – også uden cykel-shorts og en brystkasse som et par røvballer.
Det med at følge med kniber det efterhånden med. Jeg synes, jeg falder over flere og flere sten, der minder mig om, at jeg er kommet ind på en af livets vildveje. Sådan en skummel sti, der bliver mere og mere tilgroet, og som ingen vegne fører, samtidig med at man kan høre kragerne komme nærmere.
Der er flere advarselssignaler:
1) Jeg er begyndt at kigge efter kvinder over 20 år på gaden.
2) Min mobiltelefon kan ikke klappes sammen.
3) Jeg har aldrig Læst en Harry Potter-bog.
4) Jeg er blevet snuppet i at surfe efter billeder af Ulla Cold på Internettet.
I gamle dage var det sikkert lettere at være en del af det selskab, der ikke kunne følge med. De blev anbragt på en sten i udkanten af landsbyen, hvor de sad i deres vadmelstøj og talte med sig selv.
Så nemt slipper man ikke i dag. Nu er det slet ikke accepteret at ende på B-holdet sammen med enlige ældre, tosserne og tabere, der insisterer på at arbejde på deltid. Man skal holde skruen i vandet konstant, få søvnbesvær og udvide døgnet til 33 timer. Der skal jo også være tid til fælles forargelse over, at elitesportsfolk viser vejen og pumper sig med medikamenter for at nå det ypperlige, fordi mindre ikke kan gøre det i et CV-samfund med lodder og vægte og kompetenceudviklingsskemaer.