torsdag den 12. juli 2007

Hænderne op eller hit med firserne

En søgning på Google efter ordene »hit med firserne« giver riiiiiigtig mange hits. Hvorfor er den sekvens og den tid lige blevet så in? Der er jo ingen, der siger »hit med halvfjerdserne«. Sikkert fordi vi er temmelig mange, der får angst-anfald ved tanken om kakkelborde, gildesale og James Last.
Men firserne: Det er noget andet. Sæt Ulla Cold på cd-afspilleren, og din stue bliver indtaget af 15 mennesker, der skråler »Elsk mig i nat«, mens de lugter af fadøl og fægter med lightere.
Så der må være en grund til, at så mange har svært ved at proppe årtiet ned i hjernens container for let brændbare fortrængninger. Det har jeg tænkt over og det så længe, at jeg kunne udgive det som ph.d.-afhandling. Men nogle highlights må være:
1) Vi var 20 år yngre.
2) Vi var 20 kilo lettere.
3) Vi kunne se vores fødder, når vi stod op, fordi maven ikke spærrede for udsynet.
4) Piger smed blusen og blottede de bh-løse bryster til kollegiefester, hvor der blev spillet Kliché på vinyl, og vi brækkede os i fryseposer og lagde det i frostboksen.
5) Kollegiefester var i det hele taget sjove.
6) Vi lignede ikke et luftangreb over Bagdad efter kollegiefester.
7) Metallicas medlemmer havde hår på hovedet.
8) Vi kunne høre Metallica uden at have hyletone for øret tre dage efter.
Men var der slet ikke noget skidt ved årtiet? Jo, bagateller som 300.000 arbejdsløse, Palle Simonsen som socialminister og en rente på 22 procent.
Nå ja, og så Bon Jovi. Ham var det faktisk næsten lykkedes mig at fortrænge. . .

Ingen kommentarer: