Så tag dig dog sammen, mand...

Jeg bliver nogle gange ramt af den her følelse af, at nu skal jeg dæleme også tage mig sammen. De fleste kender sikkert den slags anfald: De er ret modbydelige og kan i værste fald gøre fysisk ondt, for eksempel hvis man har en garage, der skal ryddes op i. Godt nok går anfaldene ret hurtigt over – mine gør i hvert fald – men det er slemt, mens det står på.
Oven i købet rammes jeg som regel i weekenderne, hvor man ikke en gang kan ringe til sin læge:

– Nu er den gal igen. Jeg er ramt af iver og energi.
– Luk dig inde på toilettet med en roman af Tolstoj, så du kan få lidt søvn. Og find dig så nogle rigtige problemer. Vi sidder faktisk med syge mennesker her. . .
Den mulighed er som sagt ofte udelukket, så der er ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og stå smerten igennem. Det har kostet mig en nyslået græsplæne op til flere gange.
Som andre kronisk syge er jeg nødt til at indrette mit liv efter, at lidelsen kan slå ned uden varsel. Der er er ting i hverdagen, jeg skal sørge for at undgå: Byggemarkeder, for eksempel, så jeg ikke pludselig står i bryggerset med en kinesisk rystepudser.
Ens hjem skal indrettes efter sygdommen. Altså ingen fuld kælder, der vil ryddes op. Ingen plankeværk, der skriger »Gori« efter mig, men gerne en gammel, vildvoksende hæk, der kan kunsten af dø af sig selv – og helst lidt hurtig, tak.
Endelig skal jeg ruste mig psykisk. Ikke sidde lørdag eftermiddag med Tolstoj slået op på side 148, lade blikke glide ud ad vinduet og tænke:
– Jeg kunne også tage mig sammen og gå ud at. . . .