Den jul, der nærmer sig som en løbsk snescooter i en vinterstorm, er døbt hjerternes fest. Det er almindelig vedtaget, men jeg synes, det er lidt urimeligt, at hjertet skal have monopol på højtiden. Andre dele af kroppen bidrager da så rigeligt.
Tag nu maven: Den er i den grad på arbejde og omdannes til en indsø af sild, snaps, rødkål, mere sild, mere snaps, mere rødkål. Var der tale om et havnebassin, havde miljømyndighederne slået alarm.
For ikke at snakke om ørerne: Forældre til børn i folkeskolen vil vide, hvad det handler om: Et maratonløb fra julestuer over gløggaftener til krybbespil. Hvor hænderne ligger døde i skødet henne i skolens gymnastiksal, indtil musiklæreren rejser sig og kigger hvast ud over forsamlingen, der bryder ud i maniske klapsalver, som var der møde i det nordkoreanske kommunistparti.
Alt sammen akkompagneret af en susen i varmerørene og lyden af børn, der står på scenen og hælder savl ud af blokfløjternes mundstykker.
Eneste kropsdel, der ikke synes stresset af julen, er hjernen. Mange hjerner er åbenlyst gået i hi under halløjet, og det kan dårligt undgå at påvirke den øvrige opførsel.
Endelig bør nævnes øjnene, der kan blive ganske trætte af tv’s julekalendere. I gamle dage var der én julekalender med sorthvide snoredukker, der havde det fornuftige koncept, at ungerne holdt kæft i 20 minutter. Nu skal 17 forskellige julekalendere skrue spændingen i vejret til sidste, 24. afsnit.
Sådan slides hele systemet, til vi en gang januar sidder hos lægen:
- Du skal tabe fem kilo og lade være at læse dine kontoudskrifter for december. Det kan dit hjerte slet ikke klare. Og hvad det for noget med den tinnitus, der lyder som Whams »Last Christmas«?
fredag den 4. december 2009
fredag den 27. november 2009
På flugt fra julens stress og jag
Jeg kan lige så godt foregribe situationen. På et tidspunkt er der alligevel en, der spørger, om jeg ikke kan skrive en klumme om stress i julen.
Det lette svar er: NEJ! Hvis man skal skrive om stress i julen, er der ingen undskyldning for ikke også at skrive om sommerferiestress, efterårsferiestress, og vores-børnefødselsdag-skal-være-mere-glamourøs-end-de-andre-ungers-stress.
Mere imødekommende var det, om jeg tog en dyb indånding og sagde:
- Glem gaveræset og den materialistiske jul, saml din familie om adventskransen og tal i stedet om højtidens egentlige budskab: Julen er lysets og glædens fest, hvor vi venter på Jesu komme.
Men ærlig talt: Dér kan jeg godt høre, at min mund bliver fyldt med så meget uld, at Poul Nyrup Rasmussen lyder som en stand upper på ecstasypiller ved siden af. Den slags kan man kun binde på ærmet af folk, der kom for sent til Guds reception for den 11. plage, julestress.
Så der er kun tilbage at slå fast: Der findes kun én løsning: Stik af!
At stikke af har altid været det mest effektive, uanset om det drejer sig om overarbejde, uddeling af karakterbøger, middag med svigerfor8ældre. Eller julestress. Man kan gemme sig på et eksotisk sted, hvor de ikke har hørt om jul, siden de europæiske kolonitropper bandt snørestøvlerne og rejste hjem, og her kan man sidde på stranden med solskoldet næse og ringe hjem:
– Hvordan går det? Nå, det regner, Netto var løbet tør for frosne æbleskiver, du nåede ikke den sidste gave, men til gengæld nåede din mor frem til jul og står lige nu og sviner din kones juletræspynt til, Karl Albert fik bank, fordi hans klassens gave var billigere end Andreas’, og anden er brændt på, nå men, så skal jeg ikke forstyrre. Du skulle jo nødig blive stresset, he, he.
Det lette svar er: NEJ! Hvis man skal skrive om stress i julen, er der ingen undskyldning for ikke også at skrive om sommerferiestress, efterårsferiestress, og vores-børnefødselsdag-skal-være-mere-glamourøs-end-de-andre-ungers-stress.
Mere imødekommende var det, om jeg tog en dyb indånding og sagde:
- Glem gaveræset og den materialistiske jul, saml din familie om adventskransen og tal i stedet om højtidens egentlige budskab: Julen er lysets og glædens fest, hvor vi venter på Jesu komme.
Men ærlig talt: Dér kan jeg godt høre, at min mund bliver fyldt med så meget uld, at Poul Nyrup Rasmussen lyder som en stand upper på ecstasypiller ved siden af. Den slags kan man kun binde på ærmet af folk, der kom for sent til Guds reception for den 11. plage, julestress.
Så der er kun tilbage at slå fast: Der findes kun én løsning: Stik af!
At stikke af har altid været det mest effektive, uanset om det drejer sig om overarbejde, uddeling af karakterbøger, middag med svigerfor8ældre. Eller julestress. Man kan gemme sig på et eksotisk sted, hvor de ikke har hørt om jul, siden de europæiske kolonitropper bandt snørestøvlerne og rejste hjem, og her kan man sidde på stranden med solskoldet næse og ringe hjem:
– Hvordan går det? Nå, det regner, Netto var løbet tør for frosne æbleskiver, du nåede ikke den sidste gave, men til gengæld nåede din mor frem til jul og står lige nu og sviner din kones juletræspynt til, Karl Albert fik bank, fordi hans klassens gave var billigere end Andreas’, og anden er brændt på, nå men, så skal jeg ikke forstyrre. Du skulle jo nødig blive stresset, he, he.
tirsdag den 24. november 2009
Gud - dit navn er sundhed
Vi kan lide så godt se i øjnene, at sundhed har overtaget Guds plads. Og som troen skulle sikre de gamle evigt liv, således skal sundhed sikre os et par år længere med et liv, der er lige så spændende som svenskernes.
Derfor er det på sin plads med en revision af de ti bud:
1) Du må ikke have andre guder end din krop – det skulle lige være glutenfri mad, masochistisk maratonløb og Statens Institut for Folkesundhed.
2) Du må ikke misbruge herren din krop til noget som helst, der tangerer noget sjovt.
3) Kom fitnesscentret i hu så du holder det helligt.
4) Du skal ære dit kosttilskud og paperbackudgaven af »Kernesund Familie«
5) Du må ikke spise noget, fordi det smager godt eller gør dig i godt humør. Faktisk er det bedst, hvis du helt kan undgå fødeindtag.
6) Du må ikke bryde slankekuren.
7) Du må ikke stjæle dig til bedre humør ved at lukke øjnene, når du står på badevægten.
8) Du må ikke vidne falsk mod din næste, hvis vedkommende er overvægtig. De skal bare have sandheden lige i sylten: At de er nogle fede tabere uden selvkontrol.
9) Du må ikke begære din næstes Matador Mix eller cheeseburger. Eller noget som helst der smager godt.
10) Du må ikke begære din næstes hustru, og hvis du ikke kan dy dig, så er det kun ok, fordi man taber kalorier ved at have sex. Men husk at vaske lagener bagefter og dup dig med desinficerende væske. Kropskontakt er dybest set uappetitligt.
Husk de ti bud. Thi således kan du få et par år mere i den anden ende, så du kan sidde som 90årig og ærgre dig over alt det, du gik glip af.
Hvis du da ikke dør af kedsomhed forinden.
Derfor er det på sin plads med en revision af de ti bud:
1) Du må ikke have andre guder end din krop – det skulle lige være glutenfri mad, masochistisk maratonløb og Statens Institut for Folkesundhed.
2) Du må ikke misbruge herren din krop til noget som helst, der tangerer noget sjovt.
3) Kom fitnesscentret i hu så du holder det helligt.
4) Du skal ære dit kosttilskud og paperbackudgaven af »Kernesund Familie«
5) Du må ikke spise noget, fordi det smager godt eller gør dig i godt humør. Faktisk er det bedst, hvis du helt kan undgå fødeindtag.
6) Du må ikke bryde slankekuren.
7) Du må ikke stjæle dig til bedre humør ved at lukke øjnene, når du står på badevægten.
8) Du må ikke vidne falsk mod din næste, hvis vedkommende er overvægtig. De skal bare have sandheden lige i sylten: At de er nogle fede tabere uden selvkontrol.
9) Du må ikke begære din næstes Matador Mix eller cheeseburger. Eller noget som helst der smager godt.
10) Du må ikke begære din næstes hustru, og hvis du ikke kan dy dig, så er det kun ok, fordi man taber kalorier ved at have sex. Men husk at vaske lagener bagefter og dup dig med desinficerende væske. Kropskontakt er dybest set uappetitligt.
Husk de ti bud. Thi således kan du få et par år mere i den anden ende, så du kan sidde som 90årig og ærgre dig over alt det, du gik glip af.
Hvis du da ikke dør af kedsomhed forinden.
fredag den 20. november 2009
Dissekering af en Berlingo-mand
Har De nogensinde hørt om en Berlingo-mand? Sikkert ikke, men De har garanteret set en uden at vide, at det var en Berlingo-mand.
Det er en mand med døde øjne, der kommer kørende i – netop en Berlingo.
Bilmærket afgør, at han er en gift, og kvinden har nogle børn. Ja, det vil sige, når de skal hentes i institutionen, hedder det ganske vist vores børn, men egentlig er de kvindens.
Det finder manden ud af, hvis han prøver at købe tøj til børnene. Ved sådanne lejligheder gør mange mænd den erfaring at:
1) alt, hvad mænd køber, skal byttes.
2) alt, hvad mænd hænger op, skal pilles ned.
3) alt, hvad mænd kan lide, er dårlig smag subsidiært ingen smag.
Når det pensum er blevet gennemgået længe nok, består han eksamen og finder sig selv i en Berlingo. På vej til Silvan, til middag hos svigerforældrene eller til møde i børnehavens bestyrelse.
Aldrig på vej til fodbold med mindre det er børnene, der skal spille, og hvor tredje halvleg fejres med rød sodavand. Eneste lyspunkt er, at han slipper for at vaske spillertrøjer, for:
Alt, hvad mænd vasker, bliver vasket for varmt/for koldt/forkert.
Hjemme får han måske udvidet pensum med ligningerne:
1) Tv er møbler.
2) Højttalere er møbler.
3) Det er bordfodbold ikke.
Måske rummer Berlingo-manden forklaringen på det mysterium, flere forskere er faldet over: Hvorfor toilettet er blevet det rum, mænd tilbringer mest tid i. Jo, for her kan vores mand få ro og dvæle i sit eget selskab.
Han har måske oven i købet tilkæmpet sig denne ret til at tilbringe terapeutiske timer bag toilettets dør.
Altså hvis han lover at sidde ned og tisse.
Det er en mand med døde øjne, der kommer kørende i – netop en Berlingo.
Bilmærket afgør, at han er en gift, og kvinden har nogle børn. Ja, det vil sige, når de skal hentes i institutionen, hedder det ganske vist vores børn, men egentlig er de kvindens.
Det finder manden ud af, hvis han prøver at købe tøj til børnene. Ved sådanne lejligheder gør mange mænd den erfaring at:
1) alt, hvad mænd køber, skal byttes.
2) alt, hvad mænd hænger op, skal pilles ned.
3) alt, hvad mænd kan lide, er dårlig smag subsidiært ingen smag.
Når det pensum er blevet gennemgået længe nok, består han eksamen og finder sig selv i en Berlingo. På vej til Silvan, til middag hos svigerforældrene eller til møde i børnehavens bestyrelse.
Aldrig på vej til fodbold med mindre det er børnene, der skal spille, og hvor tredje halvleg fejres med rød sodavand. Eneste lyspunkt er, at han slipper for at vaske spillertrøjer, for:
Alt, hvad mænd vasker, bliver vasket for varmt/for koldt/forkert.
Hjemme får han måske udvidet pensum med ligningerne:
1) Tv er møbler.
2) Højttalere er møbler.
3) Det er bordfodbold ikke.
Måske rummer Berlingo-manden forklaringen på det mysterium, flere forskere er faldet over: Hvorfor toilettet er blevet det rum, mænd tilbringer mest tid i. Jo, for her kan vores mand få ro og dvæle i sit eget selskab.
Han har måske oven i købet tilkæmpet sig denne ret til at tilbringe terapeutiske timer bag toilettets dør.
Altså hvis han lover at sidde ned og tisse.
fredag den 6. november 2009
Alpha-han med vinylskiver
Jeg har lige opdaget, at jeg er en alpha-han. Det fik jeg at vide i et program i DR2, der en gang blev kaldt klogekanalen, så det må passe.
Tilmed blev det sagt af en mand, der hedder Mads Christensen. Han har en gang skrevet en bog, der hed »Den store Blærerøv«, som handler om, hvordan man binder slipseknuder, og som solgte forfærdeligt godt. Sådan en mand må man lytte til.
Tilbage til alpha-hannen, som jeg troede var en karseklippet mandsperson, der tyranniserer firmaet med powerpoint og øjne som dem, man ser på torsk i fiskehandlerens vindue. Men nej. Det er pladesamlingen, der afgør sagen.
I programmet sagde Mads Christensen, at hvis man kommer ind i et hjem, hvor lp-pladerne står frit fremme, så bor der en alpha-han. Jeg fornærmer ingen ved at sige, at den bemærkning fik alpha-hunnen i den anden ende af sofaen til at fnise, og jeg synes ærlig talt også, at det lød lidt tyndt: Jeg er »den som dominerer resten af flokken og puster sig op, når udefrakommende truer«, fordi AC/DC, en røvfuld dødsmetal plus fejlkøb fra diverse udsalgskasser har fået lov at overleve på en reol i form at vinylskiver med et hul midten.
Hvor er det indiskutable førerskab og videreførelse af flokkens gener lige i det?
Men det kan blive småt for enhver. Især for enhver mand, og små mænd var der fyldt med i programmet, der handlede om biler, de ikke måtte købe, fodboldkampe de ikke måtte gå til, modeljernbaner, de ikke måtte lege med, Al Pacino-plakater, de ikke måtte hænge op. Alt sammen fordi: Så blev konen sur.
Jeg sad og fik det helt skidt på deres vegne, hvad der ikke er særligt alpha, og jeg håber ikke, at de mænd nogensinde selv ser programmet. Men det får de sikkert slet ikke lov til.
Tilmed blev det sagt af en mand, der hedder Mads Christensen. Han har en gang skrevet en bog, der hed »Den store Blærerøv«, som handler om, hvordan man binder slipseknuder, og som solgte forfærdeligt godt. Sådan en mand må man lytte til.
Tilbage til alpha-hannen, som jeg troede var en karseklippet mandsperson, der tyranniserer firmaet med powerpoint og øjne som dem, man ser på torsk i fiskehandlerens vindue. Men nej. Det er pladesamlingen, der afgør sagen.
I programmet sagde Mads Christensen, at hvis man kommer ind i et hjem, hvor lp-pladerne står frit fremme, så bor der en alpha-han. Jeg fornærmer ingen ved at sige, at den bemærkning fik alpha-hunnen i den anden ende af sofaen til at fnise, og jeg synes ærlig talt også, at det lød lidt tyndt: Jeg er »den som dominerer resten af flokken og puster sig op, når udefrakommende truer«, fordi AC/DC, en røvfuld dødsmetal plus fejlkøb fra diverse udsalgskasser har fået lov at overleve på en reol i form at vinylskiver med et hul midten.
Hvor er det indiskutable førerskab og videreførelse af flokkens gener lige i det?
Men det kan blive småt for enhver. Især for enhver mand, og små mænd var der fyldt med i programmet, der handlede om biler, de ikke måtte købe, fodboldkampe de ikke måtte gå til, modeljernbaner, de ikke måtte lege med, Al Pacino-plakater, de ikke måtte hænge op. Alt sammen fordi: Så blev konen sur.
Jeg sad og fik det helt skidt på deres vegne, hvad der ikke er særligt alpha, og jeg håber ikke, at de mænd nogensinde selv ser programmet. Men det får de sikkert slet ikke lov til.
torsdag den 8. oktober 2009
Skal vi ikke bare glemme det?
For nylig var vi et lettere opstemt selskab, der var inde at se »Pigen, der legede med ilden«. I kapløb med tiden havde jeg frem til den aftalte biografdag prøvet at æde mig igennem bogen, men det lykkedes ikke helt.
Da jeg nu havde set Lisbeth Salanders pyrotekniske tilbøjeligheder, synes jeg ærligt talt ikke, at jeg behøvede at læse de sidste sider.
Meddelte jeg let henkastet under den efterfølgende pizza.
Det skulle jeg ikke have sagt. En af kvinderne i selskabet fik en kulør som en gammeldags glødepære i ansigtet og lagde bestikket fra sig med klirrende lyde, der fik mig til at tænke på en abe, der spiller xylofon. Hun var forarget langt op i tolvfingertarmen, og harmen var så intens, at baconskiverne på pizzaen begyndte at syde igen:
- Det er princippet. Man skal gennemføre det, man er begyndt på, tordnede hun, så jeg et øjeblik følte min mormors ånd svæve i rummet. Jeg har ikke hørt nogen sige, man skal gøre det, man er begyndt på, færdigt, siden hun døde.
Måske døde den principfasthed sammen med hendes generation, hvor de også lukkede for den varme hane, mens de sæbede hænder ind.
Men hvor var vi henne med al den standhaftighed? Okay, har man taget hul på en flaske rødvin, skal man naturligvis gøre arbejdet færdigt, men på et højere plan er stivnakkethed direkte farligt:
– Vi har fået denne rapport, der fastslår, at vi pinedød skal afskaffe efterlønnen, fordi der ellers ikke vil være nogen til at skifte vores vådliggerlagen på plejehjemmet i fremtiden. Skal vi tage skridtet fuldt ud og følge anbefalingen? Nå, I synes, vi skal dumpe den, fordi den slags koster stemmer, jamen så. . .
Det vil standse al dynamik at blive hængt op på at gøre det, man er begyndt på, færdigt.
Da jeg nu havde set Lisbeth Salanders pyrotekniske tilbøjeligheder, synes jeg ærligt talt ikke, at jeg behøvede at læse de sidste sider.
Meddelte jeg let henkastet under den efterfølgende pizza.
Det skulle jeg ikke have sagt. En af kvinderne i selskabet fik en kulør som en gammeldags glødepære i ansigtet og lagde bestikket fra sig med klirrende lyde, der fik mig til at tænke på en abe, der spiller xylofon. Hun var forarget langt op i tolvfingertarmen, og harmen var så intens, at baconskiverne på pizzaen begyndte at syde igen:
- Det er princippet. Man skal gennemføre det, man er begyndt på, tordnede hun, så jeg et øjeblik følte min mormors ånd svæve i rummet. Jeg har ikke hørt nogen sige, man skal gøre det, man er begyndt på, færdigt, siden hun døde.
Måske døde den principfasthed sammen med hendes generation, hvor de også lukkede for den varme hane, mens de sæbede hænder ind.
Men hvor var vi henne med al den standhaftighed? Okay, har man taget hul på en flaske rødvin, skal man naturligvis gøre arbejdet færdigt, men på et højere plan er stivnakkethed direkte farligt:
– Vi har fået denne rapport, der fastslår, at vi pinedød skal afskaffe efterlønnen, fordi der ellers ikke vil være nogen til at skifte vores vådliggerlagen på plejehjemmet i fremtiden. Skal vi tage skridtet fuldt ud og følge anbefalingen? Nå, I synes, vi skal dumpe den, fordi den slags koster stemmer, jamen så. . .
Det vil standse al dynamik at blive hængt op på at gøre det, man er begyndt på, færdigt.
fredag den 25. september 2009
Min Gud hvorfor har du forladt mig?
I gamle dage havde mennesket det ulige lettere, når maden brændte på, børnene giftede sig med de forkerte, og verden i det hele taget ramlede:
- Min Gud, hvorfor har du forladt mig, udbrød de så.
Gud har vi ikke længere at give lægge skylden over på. Han var elles et mandfolk, der kunne tage mosten. Konsekvent var han også:
- Moses, jeg gider ikke gøre mere vrøvl om de bud. Og nu kan du selv slæbe de tavler ned ad bjerget, ja du kan.
Sådan er det ikke længere. Mennesket er i centrum for sig selv, som det vist hedder på lommepsykologisk, og hvis man ikke tror på den påstand, kan man kaste et blik på trafikken fredag i myldretiden. Sikke en masse små udødelige guder.
At mennesket er i centrum for sig selv er der kommet mange store ting ud af. Stein Bagger og »Vild med Dans« bare for at tage nogle eksempler på indlysende fremskridt. Men det er en tung opgave kun at have sig selv som navigatør. Tag miljøet. Skal jeg løse miljøproblemerne fuldt ud, har jeg regnet mig frem til, at jeg kun må spise mad:
1) jeg kan hente på cykel
2) ikke stamme fra dyr, der prutter.
3) og som skal spises i en lejlighed uden lys, vand og varme.
Jeg dør sikkert af skørbug, men med ren samvittighed.
Så jo, det er svært at og påtage sig et for stort ansvar. Det er sikkert derfor, flere mennesker undgår det og finder nye, højere magter at placere skylden hos. Det er tobaksindustriens skyld, at de får kræft. McDonalds skyld at de er fede og deres barndoms skyld, at de tæver kæresten.
Og tiden er da slet ikke inde til: - Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Tænk hvis Gud hører dig:
- Hold op med at råbe. Jeg er ikke døv, og er det ikke bare dig, der har tabt hovedet?
- Min Gud, hvorfor har du forladt mig, udbrød de så.
Gud har vi ikke længere at give lægge skylden over på. Han var elles et mandfolk, der kunne tage mosten. Konsekvent var han også:
- Moses, jeg gider ikke gøre mere vrøvl om de bud. Og nu kan du selv slæbe de tavler ned ad bjerget, ja du kan.
Sådan er det ikke længere. Mennesket er i centrum for sig selv, som det vist hedder på lommepsykologisk, og hvis man ikke tror på den påstand, kan man kaste et blik på trafikken fredag i myldretiden. Sikke en masse små udødelige guder.
At mennesket er i centrum for sig selv er der kommet mange store ting ud af. Stein Bagger og »Vild med Dans« bare for at tage nogle eksempler på indlysende fremskridt. Men det er en tung opgave kun at have sig selv som navigatør. Tag miljøet. Skal jeg løse miljøproblemerne fuldt ud, har jeg regnet mig frem til, at jeg kun må spise mad:
1) jeg kan hente på cykel
2) ikke stamme fra dyr, der prutter.
3) og som skal spises i en lejlighed uden lys, vand og varme.
Jeg dør sikkert af skørbug, men med ren samvittighed.
Så jo, det er svært at og påtage sig et for stort ansvar. Det er sikkert derfor, flere mennesker undgår det og finder nye, højere magter at placere skylden hos. Det er tobaksindustriens skyld, at de får kræft. McDonalds skyld at de er fede og deres barndoms skyld, at de tæver kæresten.
Og tiden er da slet ikke inde til: - Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Tænk hvis Gud hører dig:
- Hold op med at råbe. Jeg er ikke døv, og er det ikke bare dig, der har tabt hovedet?
onsdag den 23. september 2009
Nej, nej, det ordner jeg da lige
Mænd er det handlende og rationelle køn. Derfor er det bydende nødvendigt at finde boremaskine, rystepudser, hammer, stiksav, vinkelsliber og vaterpas frem for at hænge en hylde op. Det er muligt, ja, det er overvejende sandsynligt, at kvinder ikke forstår, hvorfor det hænger sådan sammen, men det skyldes, at mænd har en biologisk betinget trang til at være markant synlige med alt, hvad vi foretager os. Det skal fylde, ja det skal. Så nu ved kvinder også, hvorfor en mand absolut må eje en motorsav, selv om han bor på femte sal.
Det er usandsynligt at høre en mand sige, at der er en praktisk opgave, han ikke kan løse. Lige så usandsynligt som at høre en kvinde sige:
– Se, skat jeg har ryddet op i mine sko fra 80’erne.
Og bare fordi den seneste reparation af bil/radio/fjernvarmeapparat kun gjorde skaden værre, er der absolut ingen grund til at tilkalde en fagmand. For hånden på hjertet: Hvor ofte må kvinder ikke erkende, at vores handlekraft har åbnet nye muligheder:
– Okay, det røg lidt, og ledningen smeltede. Men vi havde jo alligevel talt om at få en ny vaskemaskine, ikke?
Det er usandsynligt at høre en mand sige, at der er en praktisk opgave, han ikke kan løse. Lige så usandsynligt som at høre en kvinde sige:
– Se, skat jeg har ryddet op i mine sko fra 80’erne.
Og bare fordi den seneste reparation af bil/radio/fjernvarmeapparat kun gjorde skaden værre, er der absolut ingen grund til at tilkalde en fagmand. For hånden på hjertet: Hvor ofte må kvinder ikke erkende, at vores handlekraft har åbnet nye muligheder:
– Okay, det røg lidt, og ledningen smeltede. Men vi havde jo alligevel talt om at få en ny vaskemaskine, ikke?
tirsdag den 15. september 2009
Hvorfor Fanden griner han sådan?
Jeg har lige Googlet på billeder af Djævelen. Og lad nu være med at spørge om jeg ikke har noget mere fornuftigt at bruge min tid på. Det spørgsmål har stoppet alt for mange lovende projekter i tidens løb. Tænk hvis lille Thomas Edisons far havde sagt sådan:
- Har du ikke noget mere fornuftigt at bruge din tid på? Og sluk så det lys, knægt!
Det var et sidespring. Som sagt Googlede jeg på billeder af Den Onde Selv, og der dukkede, jeg havde nær sagt, en Satans masse hits op. Men muslimer og mange kristne hævder jo også, at Djævlen lurer overalt, så hvorfor ikke også i cyberspace?
Men det, der slog mig mest, er at Fanden griner så fjoget på de fleste af billederne. Hvorfor smiler Ondskabens fyrste på så mange afbildninger? Er det sådan et smørret grin, han anvender, når han står i porten for at tage imod de fortabte sjæle:
- Velkommen til. Nå, så I er ateister, det er derfor, I ikke rigtigt kan orientere Jer. Jamen, jeg er ked af at sige det, men de troende havde sgu ret. Sådan er det. Man satser, og sommetider taber man. Her er 32.000 grader varmt, men til gengæld har vi ingen rygeforbud. I skal være her i en evighed, og jeg behøver vel ikke at sige, at det er Helvedes lang tid.
Nej, selvfølgelig smiler Satan, fordi Fanden er fristeren, og fristere har altid en god sag, selv om Stein Bagger måske vil mene noget andet. Vi kan ikke leve uden fristelser og fordærv: Hor, druk, ødselhed og en trang til at hugge handicapbåsen på p-pladsen. Vis mig et samfund, der alene bygger på skær og pur ærlighed og renhed, og jeg skal vise dig et samfund, hvor personalechefer vil stå og sige:
- Nej, Bitten, vi ansatte dig ikke for dine kvalifikationer, men fordi du er 24 og har store babser.
Der ville jo blive en Fandens ballade.
- Har du ikke noget mere fornuftigt at bruge din tid på? Og sluk så det lys, knægt!
Det var et sidespring. Som sagt Googlede jeg på billeder af Den Onde Selv, og der dukkede, jeg havde nær sagt, en Satans masse hits op. Men muslimer og mange kristne hævder jo også, at Djævlen lurer overalt, så hvorfor ikke også i cyberspace?
Men det, der slog mig mest, er at Fanden griner så fjoget på de fleste af billederne. Hvorfor smiler Ondskabens fyrste på så mange afbildninger? Er det sådan et smørret grin, han anvender, når han står i porten for at tage imod de fortabte sjæle:
- Velkommen til. Nå, så I er ateister, det er derfor, I ikke rigtigt kan orientere Jer. Jamen, jeg er ked af at sige det, men de troende havde sgu ret. Sådan er det. Man satser, og sommetider taber man. Her er 32.000 grader varmt, men til gengæld har vi ingen rygeforbud. I skal være her i en evighed, og jeg behøver vel ikke at sige, at det er Helvedes lang tid.
Nej, selvfølgelig smiler Satan, fordi Fanden er fristeren, og fristere har altid en god sag, selv om Stein Bagger måske vil mene noget andet. Vi kan ikke leve uden fristelser og fordærv: Hor, druk, ødselhed og en trang til at hugge handicapbåsen på p-pladsen. Vis mig et samfund, der alene bygger på skær og pur ærlighed og renhed, og jeg skal vise dig et samfund, hvor personalechefer vil stå og sige:
- Nej, Bitten, vi ansatte dig ikke for dine kvalifikationer, men fordi du er 24 og har store babser.
Der ville jo blive en Fandens ballade.
fredag den 28. august 2009
Forventningens angst er den største
Der var en gang, da danskerne grinede af svenskerne, der skulle gemme sig ude i skoven hver gang, de ville have sig en smøg.
Så stod svenskerne derude i skovens dybe, stille ro mellem elge og tre milliarder myg og tænkte store tanker. Og bare se hvad der kom ud af den forbudskultur. De kan finde på at hælde kartoffelmos på deres hotdogs.
Efter at have grinet af Forbudsverige meget længe begyndte danskerne at dø af grin - samt ikke mindst af røg, fedt og sprut, og siden er vi kommet efter det. Nu producerer vi forbud, så svenskerne må antage nationalfarven af bar misundelse. Vi må snart kunne tage vandrepokalen i OL i Forbud til evigt eje:
Forbud mod knive, kamphunde, købesex, teenagere i solarier, mennesker med for meget fedt og hunde uden stamtavle. Princippet synes at være: Hver dag sit forbud.
Burkaer skal således forbydes, selv om jeg kan komme i tanke om adskillige, det ville klæde gevaldigt at være tildækkede. Glødepærer skal forbydes, og romantiske middage skal i fremtiden indtages i en miljøvenlig belysning, der leder tanken hen på banegårde i det gamle DDR.
Forventningens angst er som bekendt den største, og jeg foreslår, vi tager skridtet fuldt ud:
Heste sparker mere, end hunde bider. Forbyd dem. Forbyd samtidig blade som »Wendy«, der forfører unge piger til at dyrke de farlige kræ. Terrorloven må kunne vrides en kende.
G-strenge er et oplagt forbudsmål. Hvorfor skal børnefamilier på stranden finde sig i udsigten til sådan et stykke tandtråd mellem blævrende baller, appelsinhud og kiksede Amager-nummerplader?
Jo, der er forbudsemner nok. Kun fantasien sætter en grænse. Indtil den en dag også bliver forbudt.
Så stod svenskerne derude i skovens dybe, stille ro mellem elge og tre milliarder myg og tænkte store tanker. Og bare se hvad der kom ud af den forbudskultur. De kan finde på at hælde kartoffelmos på deres hotdogs.
Efter at have grinet af Forbudsverige meget længe begyndte danskerne at dø af grin - samt ikke mindst af røg, fedt og sprut, og siden er vi kommet efter det. Nu producerer vi forbud, så svenskerne må antage nationalfarven af bar misundelse. Vi må snart kunne tage vandrepokalen i OL i Forbud til evigt eje:
Forbud mod knive, kamphunde, købesex, teenagere i solarier, mennesker med for meget fedt og hunde uden stamtavle. Princippet synes at være: Hver dag sit forbud.
Burkaer skal således forbydes, selv om jeg kan komme i tanke om adskillige, det ville klæde gevaldigt at være tildækkede. Glødepærer skal forbydes, og romantiske middage skal i fremtiden indtages i en miljøvenlig belysning, der leder tanken hen på banegårde i det gamle DDR.
Forventningens angst er som bekendt den største, og jeg foreslår, vi tager skridtet fuldt ud:
Heste sparker mere, end hunde bider. Forbyd dem. Forbyd samtidig blade som »Wendy«, der forfører unge piger til at dyrke de farlige kræ. Terrorloven må kunne vrides en kende.
G-strenge er et oplagt forbudsmål. Hvorfor skal børnefamilier på stranden finde sig i udsigten til sådan et stykke tandtråd mellem blævrende baller, appelsinhud og kiksede Amager-nummerplader?
Jo, der er forbudsemner nok. Kun fantasien sætter en grænse. Indtil den en dag også bliver forbudt.
onsdag den 26. august 2009
Ferien er slut og du kan vente dig
De fleste har vel den erfaring, at ferier kun har én ulempe: De slutter for hurtigt.
Prøveløsladelsen – altså den tid, da man kunne gå rundt i det offentlige rum i knickers, aspargesben og skægstubbe – er slut. Tag dig sammen! Stå op! Kom i gang!
Og det kan altså være umanerligt svært. Efter at have svælget i så meget fri tid, at man næsten turde læse bøger af russiske forfattere, er tiden igen blevet indfanget og sat i system. Tiden er knap med andre ord. Og den råber på at blive brugt og gerne til noget fornuftigt, tak. Ikke på at ligge og kigge op i himlen eller kaste sig ud i eksistentielle tanker såsom: Er Gud gift? Og i så fald: Hvis de bliver skilt, skal Himlen så indgå i bodelingen?
Man skal igen så tidligt op om morgenen, at selv fuglene har poser under øjnene, og inde i badeværelsets spejl står en klon af munken Rasputin og en koalabjørn på speed. Lige det arbejdsmarkedet har brug for en mandag morgen.
Men jeg vælger at se tingene fra den lyse side. Tælle de små succeser:
1) Jeg kom op til tiden.
2) Jeg tog mine bukser på og derefter mine sko. Ikke omvendt.
3) Jeg kan stadig huske, hvor min arbejdsplads ligger.
4) Ingen har taget min stol i ferien.
5) Der ligger ingen seddel på tastaturet: »Vi fandt ud af, at det egentlig går meget bedre, når du ikke er her til at gå i vejen. Så forlæng du bare din ferie«.
Og inboxen flyder over af 110 mails á la:
1) Send os din pinkode og vind en svømmetur til Polen.
2) Det er din mor. Nu har jeg fundet ud af, hvor Internettet ligger. Hvorfor skriver du aldrig?
3) Besked fra IT: Få så tømt den inbox.
Prøveløsladelsen – altså den tid, da man kunne gå rundt i det offentlige rum i knickers, aspargesben og skægstubbe – er slut. Tag dig sammen! Stå op! Kom i gang!
Og det kan altså være umanerligt svært. Efter at have svælget i så meget fri tid, at man næsten turde læse bøger af russiske forfattere, er tiden igen blevet indfanget og sat i system. Tiden er knap med andre ord. Og den råber på at blive brugt og gerne til noget fornuftigt, tak. Ikke på at ligge og kigge op i himlen eller kaste sig ud i eksistentielle tanker såsom: Er Gud gift? Og i så fald: Hvis de bliver skilt, skal Himlen så indgå i bodelingen?
Man skal igen så tidligt op om morgenen, at selv fuglene har poser under øjnene, og inde i badeværelsets spejl står en klon af munken Rasputin og en koalabjørn på speed. Lige det arbejdsmarkedet har brug for en mandag morgen.
Men jeg vælger at se tingene fra den lyse side. Tælle de små succeser:
1) Jeg kom op til tiden.
2) Jeg tog mine bukser på og derefter mine sko. Ikke omvendt.
3) Jeg kan stadig huske, hvor min arbejdsplads ligger.
4) Ingen har taget min stol i ferien.
5) Der ligger ingen seddel på tastaturet: »Vi fandt ud af, at det egentlig går meget bedre, når du ikke er her til at gå i vejen. Så forlæng du bare din ferie«.
Og inboxen flyder over af 110 mails á la:
1) Send os din pinkode og vind en svømmetur til Polen.
2) Det er din mor. Nu har jeg fundet ud af, hvor Internettet ligger. Hvorfor skriver du aldrig?
3) Besked fra IT: Få så tømt den inbox.
mandag den 27. juli 2009
Når kvinder mander sig op
Nogle forskere har fundet ud af, at flere enlige kvinder i Danmark vælger at få børn gennem kunstig insemination. Altså uden en mand i den anden ende.
Det var et godt tidspunkt at offentliggøre den opdagelse på, for her midt i agurketiden var en masse mænd, politikere og mandeforskere – det kan man også læse til – kommet op på tæerne og var forarget langt op i tolvfingertarmen: Manden risikerer jo at blive overflødig, skældte mændene med store, sårede blikke. Nogle var så desperate, at de henviste til en undersøgelse, der viste, at amerikanske mus blev frustrerede, hvis de voksede op uden far.
Men det er også en gammel konflikt. Den begyndte måske allerede dengang, vores forfædre sad med ulveskind om livet og fangede lus i et hul, mens de skændtes om hvem af dem, der havde opfundet ilden, og hvad de skulle bruge den til. Så er der kommet én farende og har råbt:
- Hjælp, de kan føde børn.
Hvorefter mændene kiggede forbavset på hunnerne, der stavrede rundt med hår til navlen og bryster som punkterede balloner, imens tanken om, at sådanne væsener havde et fortrin i forhold til mændene, langsomt bundfældede sig.
Siden har kvinderne lagt til: Lært at køre bil og spille billard. Nu har pigerne indtaget uddannelsesstederne, så universitetet ligner en pigeskole, mens drenge mest gør sig bemærket ved at brænde bildæk af og drikker fadbamser.
Kvinder kan klare det hele selv, fortalte en mandeforsker, og det gør mænd usikre. Men hvis en mand føler sig truet, fordi han møder en kvinde, der selv kan sætte sin skohylde op, er det måske ikke så underligt, at kvinden har opgivet prinsen på den hvide hest.
Hun risikerer bare at møde en tudeprins.
Det var et godt tidspunkt at offentliggøre den opdagelse på, for her midt i agurketiden var en masse mænd, politikere og mandeforskere – det kan man også læse til – kommet op på tæerne og var forarget langt op i tolvfingertarmen: Manden risikerer jo at blive overflødig, skældte mændene med store, sårede blikke. Nogle var så desperate, at de henviste til en undersøgelse, der viste, at amerikanske mus blev frustrerede, hvis de voksede op uden far.
Men det er også en gammel konflikt. Den begyndte måske allerede dengang, vores forfædre sad med ulveskind om livet og fangede lus i et hul, mens de skændtes om hvem af dem, der havde opfundet ilden, og hvad de skulle bruge den til. Så er der kommet én farende og har råbt:
- Hjælp, de kan føde børn.
Hvorefter mændene kiggede forbavset på hunnerne, der stavrede rundt med hår til navlen og bryster som punkterede balloner, imens tanken om, at sådanne væsener havde et fortrin i forhold til mændene, langsomt bundfældede sig.
Siden har kvinderne lagt til: Lært at køre bil og spille billard. Nu har pigerne indtaget uddannelsesstederne, så universitetet ligner en pigeskole, mens drenge mest gør sig bemærket ved at brænde bildæk af og drikker fadbamser.
Kvinder kan klare det hele selv, fortalte en mandeforsker, og det gør mænd usikre. Men hvis en mand føler sig truet, fordi han møder en kvinde, der selv kan sætte sin skohylde op, er det måske ikke så underligt, at kvinden har opgivet prinsen på den hvide hest.
Hun risikerer bare at møde en tudeprins.
tirsdag den 21. juli 2009
Gå nu ikke lige hjem
Vi lever i et land, hvor alle går meget op i det lige. Derfor taler vi om skæve typer. Det er sådan nogen, vi ikke vil være naboer til på vores lige villaveje.
Det er mange år siden, at digteren begejstret kunne skrive om den å, der snoede sig gennem landskabet, for vi kom efter det, gjorde vi. Og åen blev rettet ud.
Danske børn går rundt med en Berlinmur af tandbøjler, fordi deres mødre er besat af tanken om lige rækker af tænder, som børnene senere kan smile regelmæssigt med, når de er gået den lige vej gennem uddannelsessystemet og er endt med en ph.d. i varm luft. Det var lige, hvad det kunne blive til med den udsigt, man får, ved at stå på en lige vej. Og måske var børnene blevet til noget sjovere med et hul mellem fortænderne, som kunne sige shhh, når de sagde S. Men den chance tager vi ikke lige i dag.
Selv en af vores kulturs skæve skikkelser Povl Dissing har sunget »go’ nu nat og gå nu lige hjem«. Det har ikke været nogen sjov fest. En sjov fest indebærer, at man slingrer ned ad Vestergade og som regel fem minutter i blodbræk, for det er eneste undskyldning for at slå en skævert.
Måske begyndte det allerede dengang, vi fik at vide, at vi skulle gå lige hjem fra skole. Hvilket vi gjorde, og på den vej stod Store Kim og Fede Finn parat i læderjakker og scooterstøvler med et arsenal af mavepumpere, trælår og lussinger. Så nogen gik en omvej. Og fandt haver med æbler, der var lette at hugge, og det hus, hvor hende den søde fra 7.b boede. Alt sammen noget vi kun turde, fordi vi ikke turde gå den lige vej. Men det var omvejen værd.
Måske burde vi tage nogle flere svinkeærinder - med risiko for at komme for sent, galt af sted og på afveje.
Selv om man skal holde tungen lige i munden for at sige den slags i dag.
Det er mange år siden, at digteren begejstret kunne skrive om den å, der snoede sig gennem landskabet, for vi kom efter det, gjorde vi. Og åen blev rettet ud.
Danske børn går rundt med en Berlinmur af tandbøjler, fordi deres mødre er besat af tanken om lige rækker af tænder, som børnene senere kan smile regelmæssigt med, når de er gået den lige vej gennem uddannelsessystemet og er endt med en ph.d. i varm luft. Det var lige, hvad det kunne blive til med den udsigt, man får, ved at stå på en lige vej. Og måske var børnene blevet til noget sjovere med et hul mellem fortænderne, som kunne sige shhh, når de sagde S. Men den chance tager vi ikke lige i dag.
Selv en af vores kulturs skæve skikkelser Povl Dissing har sunget »go’ nu nat og gå nu lige hjem«. Det har ikke været nogen sjov fest. En sjov fest indebærer, at man slingrer ned ad Vestergade og som regel fem minutter i blodbræk, for det er eneste undskyldning for at slå en skævert.
Måske begyndte det allerede dengang, vi fik at vide, at vi skulle gå lige hjem fra skole. Hvilket vi gjorde, og på den vej stod Store Kim og Fede Finn parat i læderjakker og scooterstøvler med et arsenal af mavepumpere, trælår og lussinger. Så nogen gik en omvej. Og fandt haver med æbler, der var lette at hugge, og det hus, hvor hende den søde fra 7.b boede. Alt sammen noget vi kun turde, fordi vi ikke turde gå den lige vej. Men det var omvejen værd.
Måske burde vi tage nogle flere svinkeærinder - med risiko for at komme for sent, galt af sted og på afveje.
Selv om man skal holde tungen lige i munden for at sige den slags i dag.
fredag den 17. juli 2009
Når vi engang bliver helt overflødige
Engelske forskere hævder, at de kan opfinde sæd af kunstig vej, og det har fået en række ligeledes engelske kvinder til at se store perspektiver: I fremtiden vil mænd være helt overflødige.
– Se, hvad jeg købt henne i Netto, skat. På tube. Nu kan du godt pakke sammen. . .
Måske ser mange kvinder på sagen på samme måde: En fremtid hvor de trygt kan købe hvide sofaer i Ikea uden frygt for at finde krummer af salte skruer mellem hynderne. Til gengæld får de måske nok et problem med at slæbe sofaen op på anden sal, men det er en detalje.
For vi andre, der er så uheldige at være født med udendørs afløb, er der derimod grund til om ikke at gå i panik så i hvert fald at dykke helt i substansen af eksistentielle overvejelser. For hvis vi bliver helt overflødige hvad så? Hvordan vil verden se ud uden os? Hvad vil kvinderne egentlig gøre? Hvem skal nu begynde krige, gå i strækmarch, vaske al tøj på kogevask, få en let sommerforkølelse til at lyde som en nær-død oplevelse? Hvem skal nu hade katte, få æg til at koge på, glemme fødselsdage, bryllupsdage og hvor han har lagt sine nøgler, men have fuldstændig styr på den seneste stilling i Champion League?
Der vil med andre ord komme til at mangle dynamik i kvinders liv. Noget der kan holde dem i gang, hvad de garanteret også vil beklage sig over i fremtidens dameblade.
Hvor de også kan fortælle om de børn, der er kommet ud af den kunstige sæd:
– Jeg fik ham i sin tid med det der kunstige sæd. Nu går han rundt derhjemme med hår på skuldrene, ulveskind om livet og kølle i hånden og siger, han har opfundet ilden, er skabelsens herre, og han synes, jeg skal blive hjemme i hulen og passe afkommet, så skal han nok tage sig af resten . . .
– Se, hvad jeg købt henne i Netto, skat. På tube. Nu kan du godt pakke sammen. . .
Måske ser mange kvinder på sagen på samme måde: En fremtid hvor de trygt kan købe hvide sofaer i Ikea uden frygt for at finde krummer af salte skruer mellem hynderne. Til gengæld får de måske nok et problem med at slæbe sofaen op på anden sal, men det er en detalje.
For vi andre, der er så uheldige at være født med udendørs afløb, er der derimod grund til om ikke at gå i panik så i hvert fald at dykke helt i substansen af eksistentielle overvejelser. For hvis vi bliver helt overflødige hvad så? Hvordan vil verden se ud uden os? Hvad vil kvinderne egentlig gøre? Hvem skal nu begynde krige, gå i strækmarch, vaske al tøj på kogevask, få en let sommerforkølelse til at lyde som en nær-død oplevelse? Hvem skal nu hade katte, få æg til at koge på, glemme fødselsdage, bryllupsdage og hvor han har lagt sine nøgler, men have fuldstændig styr på den seneste stilling i Champion League?
Der vil med andre ord komme til at mangle dynamik i kvinders liv. Noget der kan holde dem i gang, hvad de garanteret også vil beklage sig over i fremtidens dameblade.
Hvor de også kan fortælle om de børn, der er kommet ud af den kunstige sæd:
– Jeg fik ham i sin tid med det der kunstige sæd. Nu går han rundt derhjemme med hår på skuldrene, ulveskind om livet og kølle i hånden og siger, han har opfundet ilden, er skabelsens herre, og han synes, jeg skal blive hjemme i hulen og passe afkommet, så skal han nok tage sig af resten . . .
søndag den 12. juli 2009
Har jeg udtrykt mig klart nok?
Alle brancher har åbenbart deres eget kodesprog, der skal dække over, at man ikke bare siger tingene, som de er. For så går der bare Muhammed-krise i det.
Butiksbranchen: Hvad kan jeg hjælpe med? (Hvad kan jeg prakke dig på?)
Folkeskolen: Det er vigtigt, at forældrene støtter op om læseindlæringen. (Der er for mange elever i klassen, så I må selv lære ungen at læse.)
It-supportens verden: Nu burde det virke. (Jeg ved heller ikke helt, hvad jeg har med at gøre. Prøv at genstarte Windows.)
Finansverdenen: Set i bagklogskabens lys - (nå, ja, det kunne vi have sagt os selv, men vi troede faktisk ikke, at det blev opdaget.)
Helt speciel er den politiske verden:
Der er ikke noget at komme efter. (jo der er, men det gider vi ikke høre mere om. Så fat det da.)
På sigt. . . (om ti år vil vi fortryde det her, men hvad - da er vi gået ud af politik.)
Vi vil have et bredt flertal bag dette. (det bliver det sædvanlige udvandede bras, men det kan vi jo ikke stå at sige højt.)
Og så sker der altså et eller andet her om sommeren, når biksen på Slotsholmen holder lukket:
Vores ordfører mangler gennemslagskraft. (Hvorfor er han ikke lige så sjov i fjernsynet som Willy Søvndal?)
Jeg mener, de kriminelle rødder vil have godt af at komme ind i forsvaret, hvor der er mandeidealer. (Det kan godt være, det ikke er særligt smart at sende de hjernedøde padder hen et sted, hvor der er skarp8ladte våben, men chancen for at markere sig er bedst lige nu.)
Det kan være lidt anstrengende at høre på, men det er jo demokratiets vilkår. (Vi er nødt til at bringe skidtet her i agurkesæsonen. Suk, hvorfor i alverden tog vi ikke på ferie?)
Butiksbranchen: Hvad kan jeg hjælpe med? (Hvad kan jeg prakke dig på?)
Folkeskolen: Det er vigtigt, at forældrene støtter op om læseindlæringen. (Der er for mange elever i klassen, så I må selv lære ungen at læse.)
It-supportens verden: Nu burde det virke. (Jeg ved heller ikke helt, hvad jeg har med at gøre. Prøv at genstarte Windows.)
Finansverdenen: Set i bagklogskabens lys - (nå, ja, det kunne vi have sagt os selv, men vi troede faktisk ikke, at det blev opdaget.)
Helt speciel er den politiske verden:
Der er ikke noget at komme efter. (jo der er, men det gider vi ikke høre mere om. Så fat det da.)
På sigt. . . (om ti år vil vi fortryde det her, men hvad - da er vi gået ud af politik.)
Vi vil have et bredt flertal bag dette. (det bliver det sædvanlige udvandede bras, men det kan vi jo ikke stå at sige højt.)
Og så sker der altså et eller andet her om sommeren, når biksen på Slotsholmen holder lukket:
Vores ordfører mangler gennemslagskraft. (Hvorfor er han ikke lige så sjov i fjernsynet som Willy Søvndal?)
Jeg mener, de kriminelle rødder vil have godt af at komme ind i forsvaret, hvor der er mandeidealer. (Det kan godt være, det ikke er særligt smart at sende de hjernedøde padder hen et sted, hvor der er skarp8ladte våben, men chancen for at markere sig er bedst lige nu.)
Det kan være lidt anstrengende at høre på, men det er jo demokratiets vilkår. (Vi er nødt til at bringe skidtet her i agurkesæsonen. Suk, hvorfor i alverden tog vi ikke på ferie?)
fredag den 19. juni 2009
Bare sådan til en forskel
Det irriterer mig lidt, at ingen spørger: Hvorfor skriver du klummer? Jo, for så kunne jeg melde mig i koret af:
Fordi jeg vil gøre en forskel.
Det er et ufatteligt så ofte, man hører den bemærkning. Det bliver råbt ud på samme måde, som når muezzinen fra minareten kalder til bøn. I gamle dage skulle man gøre sit arbejde, men det er slet ikke nok i dag:
- Kevin, du kommer for sent, har ikke lavet dine lektier og smidt brugte brunstensbatterier i skolens springvand. Hvordan synes du selv, det går?
- Jo, jeg ville gøre en forskel.
Nej, det er ikke den vej rundt. Pilen går opad. Hver gang en leverpostejfarvet student rejser til Afrika i et halvt år er det for at gøre en forskel. Egentlig kunne blonde Betina også sige, at hun tager af sted for at bekæmpe fattigdom og lære landsbybeboere, at det er nederen at drikke af det samme vandhul, som man tisser i. Men det hører man sjældent.
Nej, jeg vil gøre en forskel. Sådan set har jeg gjort en forskel, lige siden, jeg var lille, og min far og mor roste mig, fordi jeg kunne sidde lige på potten. Det fortsatte helt, til jeg blev teenager, og min mor sagde, at jeg helt sikkert ville blive kok på en firestjernet Michelin-restaurant, fordi jeg en gang skrællede kartofler. Uden at skære mig i fingeren.
Med sådan en ballast kan man ikke hjælpe gamle damer over gaden, for så fylder de gamle damer uforholdsmæssigt meget i billedet, og det er jo ikke meningen. I stedet er det mig, der gør en forskel. Det er trods alt mig, det handler om.
Måske burde vi - bare til en forskel - trisse ned i discountbutikken og sige til pigen ved kassen:
– Du står op hver dag og går hen på arbejde til en ussel løn. Sådan får du tag over hovedet og sikrer, at dit barn får nye vinterstøvler. Du gør en forskel.
Fordi jeg vil gøre en forskel.
Det er et ufatteligt så ofte, man hører den bemærkning. Det bliver råbt ud på samme måde, som når muezzinen fra minareten kalder til bøn. I gamle dage skulle man gøre sit arbejde, men det er slet ikke nok i dag:
- Kevin, du kommer for sent, har ikke lavet dine lektier og smidt brugte brunstensbatterier i skolens springvand. Hvordan synes du selv, det går?
- Jo, jeg ville gøre en forskel.
Nej, det er ikke den vej rundt. Pilen går opad. Hver gang en leverpostejfarvet student rejser til Afrika i et halvt år er det for at gøre en forskel. Egentlig kunne blonde Betina også sige, at hun tager af sted for at bekæmpe fattigdom og lære landsbybeboere, at det er nederen at drikke af det samme vandhul, som man tisser i. Men det hører man sjældent.
Nej, jeg vil gøre en forskel. Sådan set har jeg gjort en forskel, lige siden, jeg var lille, og min far og mor roste mig, fordi jeg kunne sidde lige på potten. Det fortsatte helt, til jeg blev teenager, og min mor sagde, at jeg helt sikkert ville blive kok på en firestjernet Michelin-restaurant, fordi jeg en gang skrællede kartofler. Uden at skære mig i fingeren.
Med sådan en ballast kan man ikke hjælpe gamle damer over gaden, for så fylder de gamle damer uforholdsmæssigt meget i billedet, og det er jo ikke meningen. I stedet er det mig, der gør en forskel. Det er trods alt mig, det handler om.
Måske burde vi - bare til en forskel - trisse ned i discountbutikken og sige til pigen ved kassen:
– Du står op hver dag og går hen på arbejde til en ussel løn. Sådan får du tag over hovedet og sikrer, at dit barn får nye vinterstøvler. Du gør en forskel.
fredag den 12. juni 2009
Facebook-fadæser
Hver gang mennesker opfinder noget nyt, rykker »skal-det-nu-være-moderne-segmentet« ud. Dette segment er i familie med »det ender-galt-segmentet«, og fælles for dem er, at udvikling er noget skidt, og at stagnation er et fremskridt. Jeg tror, de to segmenter har eksisteret siden de tidligste tider:
–Nå, så man har opfundet ilden, hvad er der nu galt med råt kød? Og i min tid spiste vil hele mammutten. Vi levnede ikke halen.
Lige nu har de fundet Facebook at kaste sig over som den store trussel. Der har sågar været afholdt et seminar, hvor bekymringsindustrien har drøftet Facebooks muligheder og trusler, og det er det sidste, man skal lægge mærke til. Facebook rummer ligesom telefonen, bilen, Internettet og finske tv-spil indbyggede farer. Især har det ophidset gemytterne, at skumle typer kan sidde i USA og til evig tid beholde de oplysninger og billeder, vi lægger ud, så folk kan blive indhentet af deres fortid:
- Det her fandt vi på nettet. Ham, der står dér i kopirummet med bukserne nede om anklerne og rager på den 16-årige piccoline – er det dig?
Det er jo ikke rart, så for en sikkerheds skyld har jeg kastet et kritisk blik på min Facebook. Jeg fandt et foto af vores kat, der sover i en stol, og hvis de der skumle typer i USA kan udnytte det kommercielt, synes jeg, de fortjener ros. Jeg overvejer at lægge et billede af en havenisse ud, så får de dæleme noget at arbejde med.
Hvad jeg vil frem til er egentlig bare: Vi kører ikke bil med en sæk over hovedet, og de fleste delete-dræber »win a billion dollars«-mailen. Så med mindre man overvejer at oprette Facebookgruppen »tumper der offentliggør deres pinkoder og kontonumre«, så er det hele måske knapt så farligt.
–Nå, så man har opfundet ilden, hvad er der nu galt med råt kød? Og i min tid spiste vil hele mammutten. Vi levnede ikke halen.
Lige nu har de fundet Facebook at kaste sig over som den store trussel. Der har sågar været afholdt et seminar, hvor bekymringsindustrien har drøftet Facebooks muligheder og trusler, og det er det sidste, man skal lægge mærke til. Facebook rummer ligesom telefonen, bilen, Internettet og finske tv-spil indbyggede farer. Især har det ophidset gemytterne, at skumle typer kan sidde i USA og til evig tid beholde de oplysninger og billeder, vi lægger ud, så folk kan blive indhentet af deres fortid:
- Det her fandt vi på nettet. Ham, der står dér i kopirummet med bukserne nede om anklerne og rager på den 16-årige piccoline – er det dig?
Det er jo ikke rart, så for en sikkerheds skyld har jeg kastet et kritisk blik på min Facebook. Jeg fandt et foto af vores kat, der sover i en stol, og hvis de der skumle typer i USA kan udnytte det kommercielt, synes jeg, de fortjener ros. Jeg overvejer at lægge et billede af en havenisse ud, så får de dæleme noget at arbejde med.
Hvad jeg vil frem til er egentlig bare: Vi kører ikke bil med en sæk over hovedet, og de fleste delete-dræber »win a billion dollars«-mailen. Så med mindre man overvejer at oprette Facebookgruppen »tumper der offentliggør deres pinkoder og kontonumre«, så er det hele måske knapt så farligt.
tirsdag den 2. juni 2009
Grill - en affære for mænd
At grille er den eneste form for madlavning, hvor enhver diskussion om ligestilling må forstumme: Det er et job for mænd.
Bare tanken om en kvinde, der iklæder sig grillhandske og Le Chef-forklæde er lige så blasfemisk, som hvis de samme kvinder gik topløse rundt i en Taleban-lejr.
På den baggrund bliver det klart, at grill ikke kan affejes som madlavning. Det er et ritual. Det er en manddomsprøve. Det var mænd, der i tidernes morgen nedlagde byttet. Nu kan vi ikke jage længere. I stedet har vi fået Weber-grill og får sommeren igennem nabolaget til at stinke af tændvæske.
Udenforstående kan fornemme det religiøse islæt timer i forvejen, når Grill-Er-Gud-folket indtager supermarkedet. Her valser de rundt med indkøbsvogne, så man ikke skulle tro, de fleste af dem havde taget kørekort.
- Husk oksekød! Vi skal grille! lyder det hen over køledisken med samme højrøstede alvor, som når officerer råber til soldater, at de skal dukke sig, for der skydes med skarpt.
Og så i gang med alvoren i baghaven:
1) Farmand kigger lige til bøfferne. Mor skyller tomater, skærer agurker, åbner dressing-flasker, finder skåle frem.
2) Farmand kigger lige til bøfferne. Mor blander salat, åbner ketchup og sennep, snitter kartofler til kartoffelsalat.
3) Farmand kigger lige til bøfferne. Mor dækker bord med pap-tallerker og plasticbestik. Tager is op af fryseren til dessert. Løber efter sodavand til ungerne.
4) Farmand kigger lige til bøfferne. Alle spiser grillmad. Det blæser. Alle får røg i øjnene, men funker farmands grillaften ikke bare?
Bare tanken om en kvinde, der iklæder sig grillhandske og Le Chef-forklæde er lige så blasfemisk, som hvis de samme kvinder gik topløse rundt i en Taleban-lejr.
På den baggrund bliver det klart, at grill ikke kan affejes som madlavning. Det er et ritual. Det er en manddomsprøve. Det var mænd, der i tidernes morgen nedlagde byttet. Nu kan vi ikke jage længere. I stedet har vi fået Weber-grill og får sommeren igennem nabolaget til at stinke af tændvæske.
Udenforstående kan fornemme det religiøse islæt timer i forvejen, når Grill-Er-Gud-folket indtager supermarkedet. Her valser de rundt med indkøbsvogne, så man ikke skulle tro, de fleste af dem havde taget kørekort.
- Husk oksekød! Vi skal grille! lyder det hen over køledisken med samme højrøstede alvor, som når officerer råber til soldater, at de skal dukke sig, for der skydes med skarpt.
Og så i gang med alvoren i baghaven:
1) Farmand kigger lige til bøfferne. Mor skyller tomater, skærer agurker, åbner dressing-flasker, finder skåle frem.
2) Farmand kigger lige til bøfferne. Mor blander salat, åbner ketchup og sennep, snitter kartofler til kartoffelsalat.
3) Farmand kigger lige til bøfferne. Mor dækker bord med pap-tallerker og plasticbestik. Tager is op af fryseren til dessert. Løber efter sodavand til ungerne.
4) Farmand kigger lige til bøfferne. Alle spiser grillmad. Det blæser. Alle får røg i øjnene, men funker farmands grillaften ikke bare?
fredag den 29. maj 2009
Jeg er ikke taler, men taler gerne
I USA er de så hurtige. Der kan de også få en fest afviklet i en ruf, måske fordi de ikke kræver mere end cola og pizza for at få at kalde arrangementet for fest.
Der kunne vi måske lære noget. Danske fester kan vare så længe, at man sidder og tænker med glæde på dengang, man var strandet i otte timer i en strejkeramt lufthavn i 35 graders varme. Man sidder der med sko, der klemmer, over for en borddame, der ti minutter inde i samtalen siger: »Du er garanteret vædder«.
Så ved man, at det bliver en lang aften.
Sådan har det ikke altid været. Til familiefesten i gamle dage kunne man opleve onkel Niels rejse sig for at holde en tale for konfirmanden om livets alvor. Onkel Niels arbejdede på Faaborg Middagsretter og lignede Karl Stegger, og han indledte med at sige, at »han jo ikke var taler«. Hvilket han demonstrerede så rigeligt de næste 25 minutter, mens stemningen blev lige så slatten som de gulerødder, der kom ind sammen med wienersnitslen.
Her er sket en forandring: I dag er der ikke ret mange, der holder taler. Men der bliver talt rigeligt ved moderne sammenkomster. Faktisk har man dårligt fået afleveret ja-de-kan-jo-byttes-gaverne, før alle snakker ud i rummet om vores nye bog, vores eksperimenterende musikvideo, vores nye samtalekøkken, vandretur i Marokko og spændende udfordringer i firmaets afdeling for varm luft.
Det er måske forklaringen på den manglende festtale. Ingen kan huske nok om andre til en tale, og vi gider for øvrigt ikke høre på andre end os selv. Derfor kan man godt få lyst til at svare borddamen og udbryde:
- Nej, jeg er ikke vædder. Jeg er født i rottens år, og lige om lidt forsvinder jeg pibende ud i mørket. . .
Der kunne vi måske lære noget. Danske fester kan vare så længe, at man sidder og tænker med glæde på dengang, man var strandet i otte timer i en strejkeramt lufthavn i 35 graders varme. Man sidder der med sko, der klemmer, over for en borddame, der ti minutter inde i samtalen siger: »Du er garanteret vædder«.
Så ved man, at det bliver en lang aften.
Sådan har det ikke altid været. Til familiefesten i gamle dage kunne man opleve onkel Niels rejse sig for at holde en tale for konfirmanden om livets alvor. Onkel Niels arbejdede på Faaborg Middagsretter og lignede Karl Stegger, og han indledte med at sige, at »han jo ikke var taler«. Hvilket han demonstrerede så rigeligt de næste 25 minutter, mens stemningen blev lige så slatten som de gulerødder, der kom ind sammen med wienersnitslen.
Her er sket en forandring: I dag er der ikke ret mange, der holder taler. Men der bliver talt rigeligt ved moderne sammenkomster. Faktisk har man dårligt fået afleveret ja-de-kan-jo-byttes-gaverne, før alle snakker ud i rummet om vores nye bog, vores eksperimenterende musikvideo, vores nye samtalekøkken, vandretur i Marokko og spændende udfordringer i firmaets afdeling for varm luft.
Det er måske forklaringen på den manglende festtale. Ingen kan huske nok om andre til en tale, og vi gider for øvrigt ikke høre på andre end os selv. Derfor kan man godt få lyst til at svare borddamen og udbryde:
- Nej, jeg er ikke vædder. Jeg er født i rottens år, og lige om lidt forsvinder jeg pibende ud i mørket. . .
mandag den 25. maj 2009
Dum, dummere, vældig klog
Vi er et par stykker, der længe har ventet på, at videnskaben ville nå frem til den opdagelse. Og nu er den her: En hollandsk forsker har fundet ud, at alle har trang til at være dumme.
Forløsning og jubel. Der vil stige et kollektivt lettelsens suk fra alle dem, der har stået foran hoveddøren i regnvejr, fordi de har smidt nøglen væk. Fra alle dem, der har stået sørgmodigt foran det afbrændte strygejern, bilen med den krøllede forskærm, og med bukserne nede om anklerne og i selskab med kontorets 16-årige piccoline i kopirummet under firmajulefrokosten. Alle kan de nu hækle en klokkestreng med ordene fra forfatteren Matthijs van Boxsel:
Dumhed er årsagen til, at mennesket er blevet intelligent.
Den lader vi lige stå et øjeblik. En udredning af dumhedens væsen er vigtig. Især i et land, hvor kulturministeren skal stille til skideballe, fordi der kommer en fodboldlandskamp i tv, som ikke alle kan se. Den hollandske forsker hævder, at han har fulgt dumhedens spor i menneskets historie, og han har formuleret en teori om, at intelligens er den taktik, mennesker anvender for at overkomme sin egen dumhed. Altså at vi er tvunget til at lære af vores fejl, hvorved vi bliver klogere.
Det sidste synes jeg nok, forskeren burde fortælle dem, der holder liv i EU’s landbrugstilskud, men spørgsmålet er vel om det altid er nok at lære af sine fejl. Om der ikke er områder, hvor man bare skulle have dyet sig. Hvor man simpelthen bare har været for dum:
- Eva, lad os lige få det her på det rene: Vi er smidt ud af haven, fordi vi stjal af chefens æbler. Nu skal jeg tjene mit brød i mit ansigts sved, mens du skal føde dine børn i smerte. Det er godt nok dyre lærepenge, men hvorfor prøvede du også at skyde skylden på en slange. Hvor dum tror du, chefen er?
Forløsning og jubel. Der vil stige et kollektivt lettelsens suk fra alle dem, der har stået foran hoveddøren i regnvejr, fordi de har smidt nøglen væk. Fra alle dem, der har stået sørgmodigt foran det afbrændte strygejern, bilen med den krøllede forskærm, og med bukserne nede om anklerne og i selskab med kontorets 16-årige piccoline i kopirummet under firmajulefrokosten. Alle kan de nu hækle en klokkestreng med ordene fra forfatteren Matthijs van Boxsel:
Dumhed er årsagen til, at mennesket er blevet intelligent.
Den lader vi lige stå et øjeblik. En udredning af dumhedens væsen er vigtig. Især i et land, hvor kulturministeren skal stille til skideballe, fordi der kommer en fodboldlandskamp i tv, som ikke alle kan se. Den hollandske forsker hævder, at han har fulgt dumhedens spor i menneskets historie, og han har formuleret en teori om, at intelligens er den taktik, mennesker anvender for at overkomme sin egen dumhed. Altså at vi er tvunget til at lære af vores fejl, hvorved vi bliver klogere.
Det sidste synes jeg nok, forskeren burde fortælle dem, der holder liv i EU’s landbrugstilskud, men spørgsmålet er vel om det altid er nok at lære af sine fejl. Om der ikke er områder, hvor man bare skulle have dyet sig. Hvor man simpelthen bare har været for dum:
- Eva, lad os lige få det her på det rene: Vi er smidt ud af haven, fordi vi stjal af chefens æbler. Nu skal jeg tjene mit brød i mit ansigts sved, mens du skal føde dine børn i smerte. Det er godt nok dyre lærepenge, men hvorfor prøvede du også at skyde skylden på en slange. Hvor dum tror du, chefen er?
onsdag den 20. maj 2009
Røv i bukserne
Nu bliver jeg nødt til at springe ud i det. Efter i årevis at have beskæftiget mig med mænds kroniske svagheder:
1) Manglende evne til at multitaske
2) Had til katte
3) En inderlig overbevisning om at G-punktet er titlen på en engelsk spionfilm
- bliver vi nødt til at gribe fat om den kroniske svaghed hos kvinderne: Deres numse.
For kvinder har noget med deres bagdel. Hvor ofte hører man en mand sige: Ser min ølmave for stor ud i disse bukser med lav talje? Nej, for han ved godt, hvad svaret bliver: Ja den gør. Køb et par løse herrebukser, som dem Ib Schønberg brugte i Far til fire-filmene, klovn!
Så vor mand efterlyser ikke æstetiske holdninger, men traller glad derud ad. Sådan foregår det slet, slet ikke hos kvinder, og derfor lander denne ikke FN sanktionerede krigserklæring i et parforhold:
- Ser min røv for stor ud i de her bukser?
Hvorfor gør kvinderne så det her? Alle ved jo, at der kun er ét svar: Det forkerte.
Han siger: Nej. (Kvinden tænker: Han lyver. Jeg vil skilles.)
Han siger: Ja. (Kvinden tænker: Han hader min krop. Jeg vil skilles)
Han siger: Nå, men jeg går lige ud og vasker bil/slår græs/rydder op i garagen/tager til Afghanistan og leder efter vejsidebomber. (Kvinden tænker: Han er konfliktsky. Jeg vil skilles)
Som man spørger, får man derfor ikke altid svar. Så hvorfor overhovedet spørge? Er det masochistisk selvkritik parret med et selvværd på størrelse med et norsk, ti øres frimærke? Jeg ved det ikke, og jeg tør ikke ringe og spørge de kvinder, jeg kender:
– Hvorfor spørger du lige mig om det? Synes du måske, min numse er for stor, hva’, hva’, HVA’
1) Manglende evne til at multitaske
2) Had til katte
3) En inderlig overbevisning om at G-punktet er titlen på en engelsk spionfilm
- bliver vi nødt til at gribe fat om den kroniske svaghed hos kvinderne: Deres numse.
For kvinder har noget med deres bagdel. Hvor ofte hører man en mand sige: Ser min ølmave for stor ud i disse bukser med lav talje? Nej, for han ved godt, hvad svaret bliver: Ja den gør. Køb et par løse herrebukser, som dem Ib Schønberg brugte i Far til fire-filmene, klovn!
Så vor mand efterlyser ikke æstetiske holdninger, men traller glad derud ad. Sådan foregår det slet, slet ikke hos kvinder, og derfor lander denne ikke FN sanktionerede krigserklæring i et parforhold:
- Ser min røv for stor ud i de her bukser?
Hvorfor gør kvinderne så det her? Alle ved jo, at der kun er ét svar: Det forkerte.
Han siger: Nej. (Kvinden tænker: Han lyver. Jeg vil skilles.)
Han siger: Ja. (Kvinden tænker: Han hader min krop. Jeg vil skilles)
Han siger: Nå, men jeg går lige ud og vasker bil/slår græs/rydder op i garagen/tager til Afghanistan og leder efter vejsidebomber. (Kvinden tænker: Han er konfliktsky. Jeg vil skilles)
Som man spørger, får man derfor ikke altid svar. Så hvorfor overhovedet spørge? Er det masochistisk selvkritik parret med et selvværd på størrelse med et norsk, ti øres frimærke? Jeg ved det ikke, og jeg tør ikke ringe og spørge de kvinder, jeg kender:
– Hvorfor spørger du lige mig om det? Synes du måske, min numse er for stor, hva’, hva’, HVA’
tirsdag den 19. maj 2009
Frels os fra de frelste
Der var en gang, da Gud bare var Gud. Til gengæld var Gud stor. Så når folk klokkede rundt på livets landevej, sagde de blot: »Herrens veje er uransalige« og tøffede glade videre.
Sådan en slaphed går ikke i dag. Nu skal vi være knappet helt op i halsen (der ikke må have en rynke) og være i centrum for os selv. Tage ansvar for vores for krop og vores liv. Jeg ved ikke, om det er derfor, men det virker som om, der er kommet en ny Gud på menukortet: Mad.
Tro kan flytte bjerge, men ikke fedtbjerge. Der må anderledes skrappe midler til og at høre kernesunde konvertitter snakke om mad er som at få besøg af Jehovas Vidner. Bortset fra at man kan lukke døren for de sidste. De første kan man ikke engang lukke munden på, og man får skrækkelig lyst til at bombardere dem med vingummibamser.
Nettet flyder over med blogs og hjemmesider, hvor en masse mennesker begejstret fortæller at, efter de har droppet gluten/soja/salt/sukker/fedt/noget helt 17. er blevet bedre mennesker. Underforstået: Vi andre er fordømt til Helvede, som man også snart begynder at længes efter, for det må være det eneste sted uden rygepolitik, og de har det garanteret Fandens sjovt.
Forleden læste jeg om en mand, der glad beskrev, hvordan han pruttede mindre efter at have lagt sin kost om. Det var også liiige den bemærkning, jeg sad og manglede for at blive omvendt.
Livet er ikke lutter lagkage (det er også usundt), og det er fint at være sund og slank på den fede måde. Men man får voldsom trang til at sukke: »spis brød til« til de nypudsede sundhedssandaler. Med andre ord: Frels os fra de frelste. Så hellere den gode gamle Gud. Hans søn lavede også vand til vin. Det var der da noget ved.
Sådan en slaphed går ikke i dag. Nu skal vi være knappet helt op i halsen (der ikke må have en rynke) og være i centrum for os selv. Tage ansvar for vores for krop og vores liv. Jeg ved ikke, om det er derfor, men det virker som om, der er kommet en ny Gud på menukortet: Mad.
Tro kan flytte bjerge, men ikke fedtbjerge. Der må anderledes skrappe midler til og at høre kernesunde konvertitter snakke om mad er som at få besøg af Jehovas Vidner. Bortset fra at man kan lukke døren for de sidste. De første kan man ikke engang lukke munden på, og man får skrækkelig lyst til at bombardere dem med vingummibamser.
Nettet flyder over med blogs og hjemmesider, hvor en masse mennesker begejstret fortæller at, efter de har droppet gluten/soja/salt/sukker/fedt/noget helt 17. er blevet bedre mennesker. Underforstået: Vi andre er fordømt til Helvede, som man også snart begynder at længes efter, for det må være det eneste sted uden rygepolitik, og de har det garanteret Fandens sjovt.
Forleden læste jeg om en mand, der glad beskrev, hvordan han pruttede mindre efter at have lagt sin kost om. Det var også liiige den bemærkning, jeg sad og manglede for at blive omvendt.
Livet er ikke lutter lagkage (det er også usundt), og det er fint at være sund og slank på den fede måde. Men man får voldsom trang til at sukke: »spis brød til« til de nypudsede sundhedssandaler. Med andre ord: Frels os fra de frelste. Så hellere den gode gamle Gud. Hans søn lavede også vand til vin. Det var der da noget ved.
torsdag den 14. maj 2009
De gratis glæder
Finanskrisen blæser over os, og her sidder vi. På hænderne. Lammede. Ingen tør rigtigt ikke foretage sig noget og da slet ikke hive pungen op af lommen, for vi har nu en gang vænnet os til at få to kroner tilbage, når vi giver en ud.
Det kan vi ikke rigtigt regne med længere, så for ikke at slå opgivende ud med hænderne, sidder vi på dem. Og keder os. Det er vi vant til at betale os fra, men så er vi tilbage ved hænderne. Imens fortæller eksperterne, at danskerne er blevet så forsigtige, at vi er en nation, der låser cyklen, bare vi skal holde for rødt lys.
Der er kun én vej ud af miseren: Gratis glæder.
Og de findes faktisk:
Sortér alle dine ting efter farver. Der kan bruges timer med det, og du opdager, at der er liv bag boghylden. Syng imens. De fleste bøger og nips elsker »Rigtige venner«.
Tag en (gratis)avis og oplev Mogens Camre sige, at rumænere og bulgarer ikke skal have så mange pladser i Europa-parlamentet, for de er ikke vakse oveni roen som os. (Han har tydeligvis aldrig mødt en bulgarsk trick-tyv)
Åbn en net-pornoside på din kollegas pc, mens han er til frokost. Og sig højt og gennemtrængende, så det kan høres i hele kontorlandskabet »hold da op, hvad er det?«, når han åbner skærmen fra dvaletilstand.
Opret en personlig blog, hvor du øser af dine meninger og inderste tanker. De fleste er sikkert lige så spændende som striptease i mørke eller en bulgarsk dokumentarfilm. Men det er gratis.
Endelig: Vend alle dine lommer. Kig efter i den der lille skål i køkkenskabet. For alle de mønter, du garanteret finder der, går du ned og køber en buket blomster til din kæreste. Det er godt nok ikke gratis. Men det er helt sikkert en glæde.
Det kan vi ikke rigtigt regne med længere, så for ikke at slå opgivende ud med hænderne, sidder vi på dem. Og keder os. Det er vi vant til at betale os fra, men så er vi tilbage ved hænderne. Imens fortæller eksperterne, at danskerne er blevet så forsigtige, at vi er en nation, der låser cyklen, bare vi skal holde for rødt lys.
Der er kun én vej ud af miseren: Gratis glæder.
Og de findes faktisk:
Sortér alle dine ting efter farver. Der kan bruges timer med det, og du opdager, at der er liv bag boghylden. Syng imens. De fleste bøger og nips elsker »Rigtige venner«.
Tag en (gratis)avis og oplev Mogens Camre sige, at rumænere og bulgarer ikke skal have så mange pladser i Europa-parlamentet, for de er ikke vakse oveni roen som os. (Han har tydeligvis aldrig mødt en bulgarsk trick-tyv)
Åbn en net-pornoside på din kollegas pc, mens han er til frokost. Og sig højt og gennemtrængende, så det kan høres i hele kontorlandskabet »hold da op, hvad er det?«, når han åbner skærmen fra dvaletilstand.
Opret en personlig blog, hvor du øser af dine meninger og inderste tanker. De fleste er sikkert lige så spændende som striptease i mørke eller en bulgarsk dokumentarfilm. Men det er gratis.
Endelig: Vend alle dine lommer. Kig efter i den der lille skål i køkkenskabet. For alle de mønter, du garanteret finder der, går du ned og køber en buket blomster til din kæreste. Det er godt nok ikke gratis. Men det er helt sikkert en glæde.
onsdag den 13. maj 2009
Big mother er kommet
Vi har fået en forebyggelseskommission. Den skal forebygge, at det bliver for morsomt, for alt for meget sjov har den kedelige slagside, at det feder, give rygelunger og tømmermænd.
Med andre ord ryger, drikker og spiser vi os ud på kirkegården, og danskerne lever tre år mindre end andre europæere. Det er tre år mindre som skatteyder, og det kan et noget-for-noget-samfund ikke leve med. Noget må gøres.
Vi kan sætte prisen på cigaretter op til 50 kroner og udstyre pakkerne med billeder af ødelagte lunger. Slik skal ikke ligge og friste på disken. Op på de højeste hylder med skidtet, hvor det kan stå og skamme sig sammen med pornobladene. Så er det også slut med porno på nettet. I stedet skal vi til at surfe efter frække billeder Kinder-snitter og ophidsende fotos af åbne poser Matator-mix. Ekstra Bladet kan brygge videre på ideen med dagens side 9 Mars bar. Frækt og forførende.
Sådan må det vel blive dér, hvor jeg ikke vil betale for, at den idiot drikker sig fra sans og samling, og det tykke dyr bare kan tage sig lidt sammen og tabe sig. Fordi min nabos sygdom er min udgift. Så må Big Brother, der blot udbetalte lommepenge, vige for Big Mother, der sørger for, at jeg ikke pjatter med pengene. Eller med glæderne og fristelserne.
Og for deres egen skyld ansætter hun måske mentorer til de overvægtige, som kommer og foretager pizza-razzia i køleskabet og kigger efter, om der ligger cola i skuffen med sokker og skjuler sig ostepops bag slankemads-bøgerne på hylderne.
Og hvis de finder noget? Så tror jeg, at Big Mother ikke bliver vred, uha nej, men skuffet, og måske vil den stå på vand og brød.
- Det skal fedt hjælpe, vil vi råbe inde fra stuearresten.
Med andre ord ryger, drikker og spiser vi os ud på kirkegården, og danskerne lever tre år mindre end andre europæere. Det er tre år mindre som skatteyder, og det kan et noget-for-noget-samfund ikke leve med. Noget må gøres.
Vi kan sætte prisen på cigaretter op til 50 kroner og udstyre pakkerne med billeder af ødelagte lunger. Slik skal ikke ligge og friste på disken. Op på de højeste hylder med skidtet, hvor det kan stå og skamme sig sammen med pornobladene. Så er det også slut med porno på nettet. I stedet skal vi til at surfe efter frække billeder Kinder-snitter og ophidsende fotos af åbne poser Matator-mix. Ekstra Bladet kan brygge videre på ideen med dagens side 9 Mars bar. Frækt og forførende.
Sådan må det vel blive dér, hvor jeg ikke vil betale for, at den idiot drikker sig fra sans og samling, og det tykke dyr bare kan tage sig lidt sammen og tabe sig. Fordi min nabos sygdom er min udgift. Så må Big Brother, der blot udbetalte lommepenge, vige for Big Mother, der sørger for, at jeg ikke pjatter med pengene. Eller med glæderne og fristelserne.
Og for deres egen skyld ansætter hun måske mentorer til de overvægtige, som kommer og foretager pizza-razzia i køleskabet og kigger efter, om der ligger cola i skuffen med sokker og skjuler sig ostepops bag slankemads-bøgerne på hylderne.
Og hvis de finder noget? Så tror jeg, at Big Mother ikke bliver vred, uha nej, men skuffet, og måske vil den stå på vand og brød.
- Det skal fedt hjælpe, vil vi råbe inde fra stuearresten.
torsdag den 7. maj 2009
En Guds gave til kvinderne
Kvinder synes vist, mænd er nogle tåber til at give gaver. Og det er da nok rigtigt, at det ikke er hannernes spidskompetence og her, at vi finder årsagen til, at stormagasinerne er fyldt med svedende mænd i lingeriafdelingerne dagen før juleaften. Det er den farligste mission. Den der udskydes til det sidste.
Med indlysende fare for at det hele skal byttes, fordi manden i sin desperation ikke tjekkede, at kæresten ikke er en størrelse S for small, men B for buttet, og kvinden siger tak for sidst ved at vende hjem med en håndfuld bomuldsunderbukser til kogevask.
Men nu er der omvendt nogle gaver, der er så indlysende forkerte, at selv den mest gavegiver-retarderede mand bør kunne se minefeltet dukke frem af tågerne:
Træningstøj (Nå, så du synes min røv er for stor, og at jeg skal komme op stepmaskinen. Og så i pink!)
Gavekort (Aaaargh! Er jeg ikke kommet med tilpas mange fine og ufine hentydninger om noget sort, noget stramt og af silke?)
Praktisk fodtøj (Det er da ved Gud kun mænd, der synes, det er sjovt at gå rundt klokken fem om morgenen i støvregn med et gevær og en åndssvag hat og pimpe Jägermeister.)
En selvhjælpsbog (Nå, så du synes, at jeg skal lære at styre mit temperament. Nå så du synes, jeg skal lære at være mere udadvendt. Nå, så du synes, jeg skal lære at tage den med ro og lade være at være hysterisk. Jeg pakker! Jeg flytter hen til min veninde!)
Så er der den ultimative: Gaven, der mest er en gave til giveren. For eksempel værktøj. (Jamen, skat, en støvsuger/havesaks/håndmikser. Det bruger man til arbejde, og det er virkelig romantisk. Jeg er jo også gift med et stykke værktøj, din spade.)
Med indlysende fare for at det hele skal byttes, fordi manden i sin desperation ikke tjekkede, at kæresten ikke er en størrelse S for small, men B for buttet, og kvinden siger tak for sidst ved at vende hjem med en håndfuld bomuldsunderbukser til kogevask.
Men nu er der omvendt nogle gaver, der er så indlysende forkerte, at selv den mest gavegiver-retarderede mand bør kunne se minefeltet dukke frem af tågerne:
Træningstøj (Nå, så du synes min røv er for stor, og at jeg skal komme op stepmaskinen. Og så i pink!)
Gavekort (Aaaargh! Er jeg ikke kommet med tilpas mange fine og ufine hentydninger om noget sort, noget stramt og af silke?)
Praktisk fodtøj (Det er da ved Gud kun mænd, der synes, det er sjovt at gå rundt klokken fem om morgenen i støvregn med et gevær og en åndssvag hat og pimpe Jägermeister.)
En selvhjælpsbog (Nå, så du synes, at jeg skal lære at styre mit temperament. Nå så du synes, jeg skal lære at være mere udadvendt. Nå, så du synes, jeg skal lære at tage den med ro og lade være at være hysterisk. Jeg pakker! Jeg flytter hen til min veninde!)
Så er der den ultimative: Gaven, der mest er en gave til giveren. For eksempel værktøj. (Jamen, skat, en støvsuger/havesaks/håndmikser. Det bruger man til arbejde, og det er virkelig romantisk. Jeg er jo også gift med et stykke værktøj, din spade.)
fredag den 1. maj 2009
Mænd der hader katte
Forleden hørte jeg en stand upper i tv råbe til sit publikum: Er der nogen, der ved hvordan man slår sin kærestes kat ihjel og får det til at se ud som en ulykke? Det var der ikke. »Pis« råbte vores ophidsede komiker.
Hvad er der med mænd og katte? Hvorfor kan de ikke lide dem? Det blev jeg spurgt om nogle dage efter, men jeg kan dårligt svare, for jeg har selv en (en kat, ikke en mand), men jeg har et bud: Man(d) kan ikke dominere en kat.
Du ved ikke, hvor du har den. (Men et godt bud er: Et sted hvor den ikke må være. Oveni det nyvaskede tøj for eksempel).
Du ved ikke, hvad den kan finde på. (Men et godt bud er: Noget den ikke må. Skide i dine sko for eksempel).
Med andre ord: Der kan ikke skrives en manual for katte. De er ikke til at få magt over, og det kan mange mænd ikke lide. De har i årenes løb mistet så meget anden magt: Konen har magten i hjemmet, banken har magten over huset, og børnene har magten over fjernbetjeningen.
Og nu vi er ved kvinderne, er vi ved sagens kerne: En rigtig kvinde er en catwoman. Psykologen David Lewis har testet en gruppe kvinder, og tre fjerdedele fik udvidede pupiller og forhøjet puls ved at se et billede af deres kat. En tilsvarende test med fotos af kvindernes mænd faldt mildt sagt ikke ud til mændenes fordel. Oveni ville de fleste kvinder smide manden ud før katten, for den gav dem »ubetinget kærlighed«, og hvor mange mænd magter det? Så pust dig ikke op og råb: »Det er mig eller katten«.
Så får du en kurv. En kattekurv.
Hvad er der med mænd og katte? Hvorfor kan de ikke lide dem? Det blev jeg spurgt om nogle dage efter, men jeg kan dårligt svare, for jeg har selv en (en kat, ikke en mand), men jeg har et bud: Man(d) kan ikke dominere en kat.
Du ved ikke, hvor du har den. (Men et godt bud er: Et sted hvor den ikke må være. Oveni det nyvaskede tøj for eksempel).
Du ved ikke, hvad den kan finde på. (Men et godt bud er: Noget den ikke må. Skide i dine sko for eksempel).
Med andre ord: Der kan ikke skrives en manual for katte. De er ikke til at få magt over, og det kan mange mænd ikke lide. De har i årenes løb mistet så meget anden magt: Konen har magten i hjemmet, banken har magten over huset, og børnene har magten over fjernbetjeningen.
Og nu vi er ved kvinderne, er vi ved sagens kerne: En rigtig kvinde er en catwoman. Psykologen David Lewis har testet en gruppe kvinder, og tre fjerdedele fik udvidede pupiller og forhøjet puls ved at se et billede af deres kat. En tilsvarende test med fotos af kvindernes mænd faldt mildt sagt ikke ud til mændenes fordel. Oveni ville de fleste kvinder smide manden ud før katten, for den gav dem »ubetinget kærlighed«, og hvor mange mænd magter det? Så pust dig ikke op og råb: »Det er mig eller katten«.
Så får du en kurv. En kattekurv.
fredag den 24. april 2009
Et kønsløst nysprog
Et eller andet sted i EU har der siddet nogle og kedet sig, så nu har de sendt en brochure ud til medlemmerne af Europa Parlamentet. Den handler om, hvordan disse skal tale og skrive. Altså ikke om at skrive og tale så folk kan forstå de, uha nej. Det handler om ord, man ikke må bruge, fordi de kan støde sarte sjæle.
Især skal parlamentarikerne dy sig for ord, der indeholder leddene »mand« og »kvinde«. Man må altså ikke skrive skraldemand, for der kan sidde en skraldekvinde et eller andet sted og føle sig diskrimineret.
Nu er forfatterne til brochuren godt klar over, at nogle ord er mere genstridige for eksempel mandskab og lægmand, og konklusionen er derfor: Dem bør vi slet ikke bruge.
Hvad skal man så mene om det? Ja, man kan slå sig på lårene af grin og sige: – Vor Frue bevares, det måtte jo komme. Sådan et forsøg på at gøre EU-borgerne til sproglige hermafroditter lægger sig jo smukt i kølvandet på andre ord, der er luget ud, såsom »åndssvag« og »hareskår« samt ikke mindst »negerboller«. Selv om ingen dog endnu har forlangt, at vi skal kalde dem skumfiduser af anden etnisk oprindelse end dansk.
Men det andet er også rigeligt, og man kan blive helt træt i ansigtet. Med mindre man er et nervøst gemyt og kommer til at tænke på George Orwells roman »1984«, hvor Big Brothers alt–observerende diktatur havde indført nysprog, der stille og glidende afstumpede ikke bare ordet, men selve tanken.
Nu skal det retfærdigvis siges, at adskillige EU-parlamentarikere blev flintrende arrige, da de fik brochuren og råbte op om politisk korrekthed og tom signalpolitik.
Så meget mandfolk er de da.
Især skal parlamentarikerne dy sig for ord, der indeholder leddene »mand« og »kvinde«. Man må altså ikke skrive skraldemand, for der kan sidde en skraldekvinde et eller andet sted og føle sig diskrimineret.
Nu er forfatterne til brochuren godt klar over, at nogle ord er mere genstridige for eksempel mandskab og lægmand, og konklusionen er derfor: Dem bør vi slet ikke bruge.
Hvad skal man så mene om det? Ja, man kan slå sig på lårene af grin og sige: – Vor Frue bevares, det måtte jo komme. Sådan et forsøg på at gøre EU-borgerne til sproglige hermafroditter lægger sig jo smukt i kølvandet på andre ord, der er luget ud, såsom »åndssvag« og »hareskår« samt ikke mindst »negerboller«. Selv om ingen dog endnu har forlangt, at vi skal kalde dem skumfiduser af anden etnisk oprindelse end dansk.
Men det andet er også rigeligt, og man kan blive helt træt i ansigtet. Med mindre man er et nervøst gemyt og kommer til at tænke på George Orwells roman »1984«, hvor Big Brothers alt–observerende diktatur havde indført nysprog, der stille og glidende afstumpede ikke bare ordet, men selve tanken.
Nu skal det retfærdigvis siges, at adskillige EU-parlamentarikere blev flintrende arrige, da de fik brochuren og råbte op om politisk korrekthed og tom signalpolitik.
Så meget mandfolk er de da.
fredag den 17. april 2009
Kønsroller hjemme og ude
Ifølge ordbogen er kønsroller et sæt normer, som mænd og kvinder forventes at leve op til, som er forskellige og samtidig karakteristiske for de to køn. Jeg synes imidlertid, at det kan være utroligt svært at finde konkrete eksempler på forskelle mellem mænd og kvinder, der ligefrem er kønsspecifikke.
Der er selvfølgelig tunnelsynet, som er mænds privilegium. Det er tunnelsynet, der gør, at vi kan stå foran køleskabet og sige:
– Ingen øl?
Hvorimod kvinder har såkaldt panorama-syn. Det er det, der gør, at kvinden stiller sig op ved siden af og siger:
– Nej, og heller ingen tomater, mælk, Kærgården og spegepølse. Her er en seddel. Gå ned og køb det og tag skraldeposen med ud.
Som det fremgår, er tunnelsyn udpræget et handicap.
Heldigvis tager mænd revanche ved at mangle det såkaldte shopping-gen:
Mand: 1) Går ind i tøjbutik. 2) Finder buksestørrelse der passer. 3) Betaler. 4) Går ud.
Kvinde: 1) Invaderer skobutik. 2) Prøver 38 par sko. 3) Driver personale til vanvid. 4) Ender med at købe det første par, hun prøvede.
Det hører så med til historie, at mand:
1) Går hjem. 2) Prøver bukser foran spejl. 3) Tænker: – Jeg skulle være gået et nummer op. Nå, pyt. Jeg lever med den mavesyre.
Sådan er vi: Konsekvente og stålfaste (og i øvrigt havde vi glemt bonen i butikken, så vi kan slet ikke få de skide bukser byttet.)
Under alle omstændigheder sparer den kønsrolle, vi spiller henne i butikken, mænd for en masse tid. Den bruger vi så på at købe tomater, mælk og Kærgården. Hvorefter vi går hjem. Tilfredse med dagens dont. Ind til vi træder ind ad døren:
– Hvad! Skulle jeg også købe spegepølse?
Der er selvfølgelig tunnelsynet, som er mænds privilegium. Det er tunnelsynet, der gør, at vi kan stå foran køleskabet og sige:
– Ingen øl?
Hvorimod kvinder har såkaldt panorama-syn. Det er det, der gør, at kvinden stiller sig op ved siden af og siger:
– Nej, og heller ingen tomater, mælk, Kærgården og spegepølse. Her er en seddel. Gå ned og køb det og tag skraldeposen med ud.
Som det fremgår, er tunnelsyn udpræget et handicap.
Heldigvis tager mænd revanche ved at mangle det såkaldte shopping-gen:
Mand: 1) Går ind i tøjbutik. 2) Finder buksestørrelse der passer. 3) Betaler. 4) Går ud.
Kvinde: 1) Invaderer skobutik. 2) Prøver 38 par sko. 3) Driver personale til vanvid. 4) Ender med at købe det første par, hun prøvede.
Det hører så med til historie, at mand:
1) Går hjem. 2) Prøver bukser foran spejl. 3) Tænker: – Jeg skulle være gået et nummer op. Nå, pyt. Jeg lever med den mavesyre.
Sådan er vi: Konsekvente og stålfaste (og i øvrigt havde vi glemt bonen i butikken, så vi kan slet ikke få de skide bukser byttet.)
Under alle omstændigheder sparer den kønsrolle, vi spiller henne i butikken, mænd for en masse tid. Den bruger vi så på at købe tomater, mælk og Kærgården. Hvorefter vi går hjem. Tilfredse med dagens dont. Ind til vi træder ind ad døren:
– Hvad! Skulle jeg også købe spegepølse?
fredag den 10. april 2009
Fald for fristelsen
Bør man give efter for en fristelse? Det er et stort spørgsmål, som har splittet menneskeheden gennem historien. Paven og George W. Bush mener nej. Afrikanere bør afgjort ikke give efter for en fristelse.
Andre ser helt omvendt på det. Selv mener jeg, at man ikke bare skal falde for en fristelse. Man skal kigge den ud. Tage tilløb. Og styrte af sted for at så hoppe lige ned i den.
Og jeg er ikke den eneste, der ser sådan på det. Jeg er ret sikker på, at direktøren for Roskilde Bank og Stein Bagger vil støtte mig i synspunktet. Det kan jeg konstatere ud fra den kendsgerning, at de har haft mere succes med at falde for fristelser, end jeg har. Jeg er kun blevet rig på nogle ekstra kilo.
Men er det ikke umoralsk at opfordre til at give efter og give slip? Svaret må blive radikalt: Tja, tjoh, bum, bum. I de store religioners verdensbillede er det som bekendt Djævlen, der er fristeren, mens Gud er livets pedel, der går og råber:
– Kan I så holde op med at spille bold i gården!
Det synes jeg er lidt uretfærdig, for jeg tror, Gud er god, og at han derfor også døjer med fristelserne:
– På seks dage har jeg skabt en smuk verden. Tag nu Frankrig: Grønne marker, store bjerge, vinranker. Det er s´gu næsten for pænt. Jeg tror, jeg falder for en fristelse: Jeg fylder skidtet med franskmænd, he, he.
Så nej, fristelser er et lod for os alle. Selv om der er undtagelser. For eksempel når telefonen ringer, og en stemme siger:
– Ja, det er fra forsikringsselskabet I Glemte At Læse Det Med Småt. Må jeg tage fem minutter af din tid?
Så er det med at bide tænderne sammen, være stålfast og brøle:
– Nej, frister. Vig bort!
Andre ser helt omvendt på det. Selv mener jeg, at man ikke bare skal falde for en fristelse. Man skal kigge den ud. Tage tilløb. Og styrte af sted for at så hoppe lige ned i den.
Og jeg er ikke den eneste, der ser sådan på det. Jeg er ret sikker på, at direktøren for Roskilde Bank og Stein Bagger vil støtte mig i synspunktet. Det kan jeg konstatere ud fra den kendsgerning, at de har haft mere succes med at falde for fristelser, end jeg har. Jeg er kun blevet rig på nogle ekstra kilo.
Men er det ikke umoralsk at opfordre til at give efter og give slip? Svaret må blive radikalt: Tja, tjoh, bum, bum. I de store religioners verdensbillede er det som bekendt Djævlen, der er fristeren, mens Gud er livets pedel, der går og råber:
– Kan I så holde op med at spille bold i gården!
Det synes jeg er lidt uretfærdig, for jeg tror, Gud er god, og at han derfor også døjer med fristelserne:
– På seks dage har jeg skabt en smuk verden. Tag nu Frankrig: Grønne marker, store bjerge, vinranker. Det er s´gu næsten for pænt. Jeg tror, jeg falder for en fristelse: Jeg fylder skidtet med franskmænd, he, he.
Så nej, fristelser er et lod for os alle. Selv om der er undtagelser. For eksempel når telefonen ringer, og en stemme siger:
– Ja, det er fra forsikringsselskabet I Glemte At Læse Det Med Småt. Må jeg tage fem minutter af din tid?
Så er det med at bide tænderne sammen, være stålfast og brøle:
– Nej, frister. Vig bort!
tirsdag den 10. marts 2009
Keder du dig, din lille idiot?
Nu ved jeg ikke, hvordan det er i dag. Men da jeg var barn, og det var regnvejr, og det var søndag, og fjernsynet var så kedeligt, at lægerne brugte det i forskning mod søvnløshed – da kunne et barn godt finde på at meddele voksne, at samme barn kedede sig.
Den slags var der ingen voksne, der gad høre på, så de havde udtænkt et svar:
– Det er kun dumme mennesker, der keder sig.
Den har jeg godt nok hørt mange gange. På et tidspunkt følte jeg mig så dum, at jeg skulle bruge halvanden time på at se børnetime. Nu kunne ingen heller ikke dengang lide at få at vide, at de er dumme. Heller ikke den del af menneskeheden, der var så lille, at den skulle lyve sig ældre for at komme ind til biografens sene pornofilm. Så vi løb ud og bekæmpede alle tilløb til dumhed: Smadrede gamle fjernsyn på lossepladsen, tævede hinanden med støvsugerrør og røg så meget i smug, at de voksne troede, at naboen brændte haveaffald af. Hvorefter samme voksne, nu ret sure, dukkede op og meddelte, at så sjovt skulle det heller ikke være.
Alligevel stod mantraet ved magt: Kun dumme mennesker kedede sig. Kloge mennesker kedede sig aldrig, triumferede de voksne, for de kunne altid selv finde på noget at lave: Banke nogle tæpper, pudse noget sølvtøj, spritte nogle vandhaner rydde op i nogle hobbyrum, skændes om hækkens højde og ryste grannåle af træerne og lægge dem i små æsker. Og i det hele taget opføre sig som mus i en trædemølle.
Så det har jeg taget med mig ind i voksenlivet, så jeg kan sige til børn:
– Keder du dig. Vær du glad for det. Det er kun idioter, der aldrig keder sig.
Den slags var der ingen voksne, der gad høre på, så de havde udtænkt et svar:
– Det er kun dumme mennesker, der keder sig.
Den har jeg godt nok hørt mange gange. På et tidspunkt følte jeg mig så dum, at jeg skulle bruge halvanden time på at se børnetime. Nu kunne ingen heller ikke dengang lide at få at vide, at de er dumme. Heller ikke den del af menneskeheden, der var så lille, at den skulle lyve sig ældre for at komme ind til biografens sene pornofilm. Så vi løb ud og bekæmpede alle tilløb til dumhed: Smadrede gamle fjernsyn på lossepladsen, tævede hinanden med støvsugerrør og røg så meget i smug, at de voksne troede, at naboen brændte haveaffald af. Hvorefter samme voksne, nu ret sure, dukkede op og meddelte, at så sjovt skulle det heller ikke være.
Alligevel stod mantraet ved magt: Kun dumme mennesker kedede sig. Kloge mennesker kedede sig aldrig, triumferede de voksne, for de kunne altid selv finde på noget at lave: Banke nogle tæpper, pudse noget sølvtøj, spritte nogle vandhaner rydde op i nogle hobbyrum, skændes om hækkens højde og ryste grannåle af træerne og lægge dem i små æsker. Og i det hele taget opføre sig som mus i en trædemølle.
Så det har jeg taget med mig ind i voksenlivet, så jeg kan sige til børn:
– Keder du dig. Vær du glad for det. Det er kun idioter, der aldrig keder sig.
mandag den 9. marts 2009
Det lader ikke til at være tilfældet. . .
Der er nogle ord, der knytter sig til helt bestemte sammenhænge. Og som ville virke skræmmende, hvis de blev sagt det forkerte sted. Tag nu et operationsbord på sygehuset. Her ville de færreste bryde sig om at ligge og høre sætningen:
Hvad filan er det her? Nå, læg det lige til side. Vi får måske brug for det senere.
Forleden var jeg til generalforsamling, og det er godt nok længe siden, jeg har prøvet det. Jeg sad og blev helt varm om hjertet over at opdage, at der er steder, hvor tiden står stille. Sådan en generalforsamling er et vakuum der har sit eget sprog, beroligende som når farfar læser godnathistorie. Et sprog der knytter sig til bestemte sammenhænge. Så som:
– Jeg skal starte med at konstatere, om generalforsamlingen er lovligt indkaldt.
Den bemærkning var ikke faldet i god jord længere henne i arrangementet:
– Jeg skal konstatere, om regnskabet er lovligt.
Det ville lyde helt forkert. Okay, ikke i Roskilde Bank måske, men ellers.
Når tingene ligger så fast, hænger det måske sammen med, at sproget har nogle koder, deltagerne kender:
– Er der nogle kommentarer til beretningen (= Hvis I brokker Jer nu, bliver I valgt til et eller andet).
Og så er der min yndlingssentens:
– Andre kandidater til bestyrelsen? Det synes ikke at være tilfældet. Det er den sidste sætning, jeg holder af. Også den eksisterer kun i denne ramme. Den havde lydt forkert i Netto:
–Har nogen nogle noget imod, at jeg snyder mig frem i køen? Det synes ikke til at være tilfældet . . .
Hvad filan er det her? Nå, læg det lige til side. Vi får måske brug for det senere.
Forleden var jeg til generalforsamling, og det er godt nok længe siden, jeg har prøvet det. Jeg sad og blev helt varm om hjertet over at opdage, at der er steder, hvor tiden står stille. Sådan en generalforsamling er et vakuum der har sit eget sprog, beroligende som når farfar læser godnathistorie. Et sprog der knytter sig til bestemte sammenhænge. Så som:
– Jeg skal starte med at konstatere, om generalforsamlingen er lovligt indkaldt.
Den bemærkning var ikke faldet i god jord længere henne i arrangementet:
– Jeg skal konstatere, om regnskabet er lovligt.
Det ville lyde helt forkert. Okay, ikke i Roskilde Bank måske, men ellers.
Når tingene ligger så fast, hænger det måske sammen med, at sproget har nogle koder, deltagerne kender:
– Er der nogle kommentarer til beretningen (= Hvis I brokker Jer nu, bliver I valgt til et eller andet).
Og så er der min yndlingssentens:
– Andre kandidater til bestyrelsen? Det synes ikke at være tilfældet. Det er den sidste sætning, jeg holder af. Også den eksisterer kun i denne ramme. Den havde lydt forkert i Netto:
–Har nogen nogle noget imod, at jeg snyder mig frem i køen? Det synes ikke til at være tilfældet . . .
torsdag den 19. februar 2009
Store bryster og en papegøjetang
Amerikanske forskere har fundet ud af, at mænd tænker på værktøj, når de ser halvnøgne kvinder. Forskerne viste billeder af kvinder i bikini, og scanninger afslørede høj aktivitet i den del af mændenes hjerne, der beskæftiger sig med skruetrækkere og havesakse.
Jeg var slet ikke klar over, at hjernen havde sådan en afdeling, og under alle omstændigheder synes jeg, teorien lyder usandsynlig: Mand sidder på strand. Mand ser solbrun D-skål. Mand tænker: - Gud, jeg skal hen i Silvan og have en vinkelsliber.
Ærlig talt. Og så dog. For nu kommer forskernes konklusion: Mænd ser kvinder som sexobjekter, der skal ordnes og håndteres. Ligesom værktøj. De er altså sexgale svin, der ikke skænker kvinders intellekt en tanke. Så fik vi den, og den sandhed kan vi så gå hjem og sætte op på væggen. Ved hjælp af vores hammer og boremaskine.
Her sidder så måske forklaringen på, at der hænger afklædte silikone-skønheder på væggen i skurvogne og værksteder. Det minder mændene om, hvorfor de her: At arbejdet kalder, og at værktøjet skal håndteres og ordnes. Det vil jeg godt æde søm på, at de næppe havde tænkt, hvis der havde hængt et billede af Angela Merkel i g-streng. Så var mændene måske nok gået. Men ikke på arbejde. Højest hjem.
Hvor de ville opdage, at deres hjerne nok tror, at kvinder som værktøj skal ligge viljeløst i deres hænder, klar til at blive håndteret, men at det snarere er kvinden, der har manden i sin hule hånd:
– Hej skat. Jeg har hængt et billede af en 19-årig blondine med store forlygter op i badeværelse. Kan det ikke inspirere dig til at gå i gang med skifte pakningen i hanen og sætte de nye kakler op?
Jeg var slet ikke klar over, at hjernen havde sådan en afdeling, og under alle omstændigheder synes jeg, teorien lyder usandsynlig: Mand sidder på strand. Mand ser solbrun D-skål. Mand tænker: - Gud, jeg skal hen i Silvan og have en vinkelsliber.
Ærlig talt. Og så dog. For nu kommer forskernes konklusion: Mænd ser kvinder som sexobjekter, der skal ordnes og håndteres. Ligesom værktøj. De er altså sexgale svin, der ikke skænker kvinders intellekt en tanke. Så fik vi den, og den sandhed kan vi så gå hjem og sætte op på væggen. Ved hjælp af vores hammer og boremaskine.
Her sidder så måske forklaringen på, at der hænger afklædte silikone-skønheder på væggen i skurvogne og værksteder. Det minder mændene om, hvorfor de her: At arbejdet kalder, og at værktøjet skal håndteres og ordnes. Det vil jeg godt æde søm på, at de næppe havde tænkt, hvis der havde hængt et billede af Angela Merkel i g-streng. Så var mændene måske nok gået. Men ikke på arbejde. Højest hjem.
Hvor de ville opdage, at deres hjerne nok tror, at kvinder som værktøj skal ligge viljeløst i deres hænder, klar til at blive håndteret, men at det snarere er kvinden, der har manden i sin hule hånd:
– Hej skat. Jeg har hængt et billede af en 19-årig blondine med store forlygter op i badeværelse. Kan det ikke inspirere dig til at gå i gang med skifte pakningen i hanen og sætte de nye kakler op?
fredag den 6. februar 2009
En fis i en hornlygte
Jeg synes selv, jeg er ret svær at imponere. Jeg sætte en ære i at se lige så empatisk ud som Putin og udstøde et verdensmandsagtigt »hmpf«, når nogen begejstret fortæller, at de har opfundet den dybe tallerken.
Men nu må jeg gnide mig så meget i øjnene, at jeg kommer til at ligne en 18årig, der har været til Roskilde Festival i fem dage. Jeg har læst, at nogen vil indføre en metanskat, så landmændene beskattes, alt efter hvor meget deres køer og grise går og prutter.
Hold da op. Sikke samtaler, der kan udspille sig i fremtidens svinebesætninger:
– Fy, hvor her stinker. Er du ikke bange for et skattesmæk?
Og det er jo egentlig en fantastisk idérigdom. Hvis man uddelte priser i den kategori, måtte Danmark være kandidat til prisen for mest fantasifulde skatteopkrævninger. Perspektiverne er mange:
Nærliggende er det at overføre metanskatten til alle:
– Hvordan er det, du sidder og fiser, knægt, vil du ruinere os?
En miljøafgift på al den varme luft, bankdirektører og finansakrobater lukker ud, må også kunne skæppe i kassen. For ikke at snakke om grøn skat på skatteyderbetalte snapse-ræb fra politikere og ministre.
Bredere ville det ramme med et strafgebyr til de her mennesker, der står i køen i fredag eftermiddag klokken kvart i skrig og skrål:
– Gud, skal man selv veje druerne? Nå men det løber jeg lige ned og gør.
Det er alt sammen en høj pris at betale for at bevare et samfund med råd til bankpakker.
Men priser plejer man jo at kunne prutte om.
Men nu må jeg gnide mig så meget i øjnene, at jeg kommer til at ligne en 18årig, der har været til Roskilde Festival i fem dage. Jeg har læst, at nogen vil indføre en metanskat, så landmændene beskattes, alt efter hvor meget deres køer og grise går og prutter.
Hold da op. Sikke samtaler, der kan udspille sig i fremtidens svinebesætninger:
– Fy, hvor her stinker. Er du ikke bange for et skattesmæk?
Og det er jo egentlig en fantastisk idérigdom. Hvis man uddelte priser i den kategori, måtte Danmark være kandidat til prisen for mest fantasifulde skatteopkrævninger. Perspektiverne er mange:
Nærliggende er det at overføre metanskatten til alle:
– Hvordan er det, du sidder og fiser, knægt, vil du ruinere os?
En miljøafgift på al den varme luft, bankdirektører og finansakrobater lukker ud, må også kunne skæppe i kassen. For ikke at snakke om grøn skat på skatteyderbetalte snapse-ræb fra politikere og ministre.
Bredere ville det ramme med et strafgebyr til de her mennesker, der står i køen i fredag eftermiddag klokken kvart i skrig og skrål:
– Gud, skal man selv veje druerne? Nå men det løber jeg lige ned og gør.
Det er alt sammen en høj pris at betale for at bevare et samfund med råd til bankpakker.
Men priser plejer man jo at kunne prutte om.
onsdag den 4. februar 2009
Så må vil hellere passe på med, hvad vi siger
Jeg er ikke ret vild med offentlig fremtræden. Jeg mangler aldeles Xfactor genet. Når nogen inviterer til noget, der kræver skopudsning og frisør, vil jeg helst gemme mig i et klædeskab og sige som en vindjakke, men det holder ikke. Selskabspolitiet finder mig altid, og jeg bliver sendt af sted:
– Goddag, det var godt, I kunne komme. Nå, hvad laver du så? Journalist, aha, jamen så må vi vel hellere passe på med, hvad vi siger, for elles kommer det vel bare i avisen, ha, ha.
Så står jeg der og ligner en serbisk krigsforbryder.
Jeg er ret sikker på, at politifolk ikke er ude for det samme:
– Jamen, så må vi vel passe på med, hvad vi siger, for ellers kommer vi vel bare i fængsel, ha, ha.
Nej, vel.
Helt galt kan det gå i de tilfælde, hvor der er sendt trusselsbreve ud i forvejen i form af invitationer. Hvor der langt nede godt gemt mellem forret og dessert står nævnt, at der skal være selskabslege:
– Fint I kunne komme. Vi skal danse ballondans/synge karaoke/vikles ind i vita wrap/rage rundt med en agurk mellem benene. Og alle SKAL være med. . .
Så står jeg der og ligner en serbisk krigsforbryder – nu på flugt. Ind i klædeskabet hvor jeg sidder og spekulerer over, hvorfor folk, der angiveligt inviterer en ud for at man skal hygge sig og have det rart, ydmyger gæsterne ved at sætte dem til synge, selv om de har en stemme som håndmikser med overgang og danser som en gummibåd, der hopper af sted i en line efter Oslo-båden.
Men det må jeg hellere passe på med at sige.
– Goddag, det var godt, I kunne komme. Nå, hvad laver du så? Journalist, aha, jamen så må vi vel hellere passe på med, hvad vi siger, for elles kommer det vel bare i avisen, ha, ha.
Så står jeg der og ligner en serbisk krigsforbryder.
Jeg er ret sikker på, at politifolk ikke er ude for det samme:
– Jamen, så må vi vel passe på med, hvad vi siger, for ellers kommer vi vel bare i fængsel, ha, ha.
Nej, vel.
Helt galt kan det gå i de tilfælde, hvor der er sendt trusselsbreve ud i forvejen i form af invitationer. Hvor der langt nede godt gemt mellem forret og dessert står nævnt, at der skal være selskabslege:
– Fint I kunne komme. Vi skal danse ballondans/synge karaoke/vikles ind i vita wrap/rage rundt med en agurk mellem benene. Og alle SKAL være med. . .
Så står jeg der og ligner en serbisk krigsforbryder – nu på flugt. Ind i klædeskabet hvor jeg sidder og spekulerer over, hvorfor folk, der angiveligt inviterer en ud for at man skal hygge sig og have det rart, ydmyger gæsterne ved at sætte dem til synge, selv om de har en stemme som håndmikser med overgang og danser som en gummibåd, der hopper af sted i en line efter Oslo-båden.
Men det må jeg hellere passe på med at sige.
torsdag den 22. januar 2009
På flugt fra åndernes rige
Jeg er fuld af beundring over de mennesker, der vover sig ind til seancer med dansende borde og stole, og hvor deltagerne taler med afdøde. Eller uddriver ånder. For ikke at tale om de, der tør bo i huse, hvor tjenestepiger fra 1600-tallet rager rundt, smækker fornæmet med dørene og får hunden til at sige som et lungesanatorium. Jeg skulle sørme ikke nyde noget.
På den anden side er jeg også lidt nysgerrig, da jeg kender et par stykker, hvis ånd jeg gerne så uddrevet og hældt over på flaske:
– Hvad er det?
– Ja, hvis det er det, jeg tror, så er den hund syg og skal aflives.
Men samtaler med afdøde familiemedlemmer – dér skal jeg nok dy mig. Jeg synes, at flere af mine familiemedlemmer var anstrengende nok i levende live, så ligefrem at tage kontakt med dem fra den anden side – jeg kan blive helt træt. Og styrkeforholdet forekommer mig også at være lidt skævt:
– Nå, der er du, og selvfølgelig kommer du for sent til seancen. Sæt dig og lade være at vippe på stolen. Her er det mig, der får møblerne til at bevæge sig, er du med? Er du blevet til noget fornuftigt, nej det anede mig. . hvor skal du hen? Jeg er slet ikke færdig, og hvis du går nu, følger jeg efter, slår mig ned i hulrummet under trappen til første sal, får støvsugeren til at sige som R2-D2, og katten til at ligne en gårdkost på speed. . .
– Glæder mig at høre, at du er ved fuldt vigør, mormor. Er der rollatorer på den anden side?
Nej, det ville aldrig gå godt.
Selv om fornemmelsen af ikke at få et ben til jorden selvfølgelig også er en form for åndelig fornemmelse.
På den anden side er jeg også lidt nysgerrig, da jeg kender et par stykker, hvis ånd jeg gerne så uddrevet og hældt over på flaske:
– Hvad er det?
– Ja, hvis det er det, jeg tror, så er den hund syg og skal aflives.
Men samtaler med afdøde familiemedlemmer – dér skal jeg nok dy mig. Jeg synes, at flere af mine familiemedlemmer var anstrengende nok i levende live, så ligefrem at tage kontakt med dem fra den anden side – jeg kan blive helt træt. Og styrkeforholdet forekommer mig også at være lidt skævt:
– Nå, der er du, og selvfølgelig kommer du for sent til seancen. Sæt dig og lade være at vippe på stolen. Her er det mig, der får møblerne til at bevæge sig, er du med? Er du blevet til noget fornuftigt, nej det anede mig. . hvor skal du hen? Jeg er slet ikke færdig, og hvis du går nu, følger jeg efter, slår mig ned i hulrummet under trappen til første sal, får støvsugeren til at sige som R2-D2, og katten til at ligne en gårdkost på speed. . .
– Glæder mig at høre, at du er ved fuldt vigør, mormor. Er der rollatorer på den anden side?
Nej, det ville aldrig gå godt.
Selv om fornemmelsen af ikke at få et ben til jorden selvfølgelig også er en form for åndelig fornemmelse.
mandag den 19. januar 2009
Pigesure tøsedrenge
Kan en mand være pigesur? Ja, sikkert. Lige så vel som mænd kan være tøsedrenge eller hysteriske kællinger (for eksempel hvis de er børsmæglere), så kan de også blive pigesure. Ellers skal en kvinde bare sige:
– Jeg har aftalt søndagsfrokost med mor i weekenden.
Så skal hun se munter maskulinitet på sekunder ændres til noget, man kan afkalke vandhaner med.
Begrebet pigesur kom op at vende her på stedet forleden. Ind i mellem opstår der en ordløs forståelse mellem os, om at vi ikke kan bære at blive ved at snakke om alvorlige emner så som arbejde, økonomi, og hvorfor katte kan kravle op i træer, når de ikke kan krave ned igen.
Lidt overspringsmanøvrer skal der til, og forleden diskuterede vi altså begrebet pigesur. Hvorfor hedder det sådan?
Det krævede mine kvindelige kolleger også en forklaring på. Og den skulle være god.
Måske hænger det sammen med, at piger gør tingene ordentligt, og at grundigheden grundlægges i barndommen:
– Vi sidder oppe ovenpå og leger med din dukke, og vi har for øvrigt fundet ud af, at det ikke er din dukke mere. . .
Det kræver, at en pige mobiliserer ikke så lidt surhed for at håndtere sådan en konflikt. Drenge kan nøjes med at banke hianden, måske dele en Olfert ud. Og tage den derfra.
Det fordamper med årene, og mænd dyrker pigesurheden. F. eks. ved at gå ind i politik. For vi kan da bare gå vores vej og danne vores eget parti, når vi ikke kan få vores vilje.
I gamle dage blev man og kæmpede, men det bliver man mavesur af. Så hellere pigesur. Det passer også bedre til en tøsedreng.
– Jeg har aftalt søndagsfrokost med mor i weekenden.
Så skal hun se munter maskulinitet på sekunder ændres til noget, man kan afkalke vandhaner med.
Begrebet pigesur kom op at vende her på stedet forleden. Ind i mellem opstår der en ordløs forståelse mellem os, om at vi ikke kan bære at blive ved at snakke om alvorlige emner så som arbejde, økonomi, og hvorfor katte kan kravle op i træer, når de ikke kan krave ned igen.
Lidt overspringsmanøvrer skal der til, og forleden diskuterede vi altså begrebet pigesur. Hvorfor hedder det sådan?
Det krævede mine kvindelige kolleger også en forklaring på. Og den skulle være god.
Måske hænger det sammen med, at piger gør tingene ordentligt, og at grundigheden grundlægges i barndommen:
– Vi sidder oppe ovenpå og leger med din dukke, og vi har for øvrigt fundet ud af, at det ikke er din dukke mere. . .
Det kræver, at en pige mobiliserer ikke så lidt surhed for at håndtere sådan en konflikt. Drenge kan nøjes med at banke hianden, måske dele en Olfert ud. Og tage den derfra.
Det fordamper med årene, og mænd dyrker pigesurheden. F. eks. ved at gå ind i politik. For vi kan da bare gå vores vej og danne vores eget parti, når vi ikke kan få vores vilje.
I gamle dage blev man og kæmpede, men det bliver man mavesur af. Så hellere pigesur. Det passer også bedre til en tøsedreng.
fredag den 9. januar 2009
Sådan en må jeg absolut eje
For nogle år siden skrev jeg en klumme om de mennesker, jeg døbte »sådan en skal jeg aldrig have’erne«. Altså de mennesker, der aldrig skulle have skrueblyant/radio/tv/computer/selvlysende svedebånd, fordi det skulle de bare ikke, og verden havde i øvrigt været af lave, siden oksekærren blev afskaffet.
Hold op en ballade den klumme gav. Op til flere mennesker ringede – formentlig fra deres grå drejeskivetelefon – og skråtobak-hostede ind i røret, om det var dem, jeg sigtede til. Der var for øvrigt flere kolleger iblandt de forurettede. Interessant.
I dag synes det som om, sådan en skal jeg aldrig have’rne er forsvundet – sikkert ind i en gravhøj. I stedet er scenen overtaget af deres absolutte modpol: Sådan en må jeg absolut eje’rne. De er også lette at kende: De går rundt med åben mund i det offentlige rum, fordi de taler i trådløs mobiltelefon.
– Hvad laver du? Nå, nede i Netto. Det er jeg også, juhu, det er mig, der står her over ved hundefoderet.
Og den slags dybsindigheder.
Et andet kendetegn er, at deres næser er helt flade foran, fordi de konstant bliver trykket mod butikkernes vinduer, især hvis butikkerne handler med ting, der kræver manualer på otte sprog.
Men i modsætning til sådan en skal jeg aldrig have’erne er de meget livskraftige og optimistiske og kunne ikke drømme om at ringe og tale i diskant, fordi de føler sig forurettede og hængt ud. Allerhøjest kunne de sende en SMS:
– Du er en klam, gammel journalist-nar, og så hedder det ikke trådløs mobil, men bluetooth, skodhjerne.
Hold op en ballade den klumme gav. Op til flere mennesker ringede – formentlig fra deres grå drejeskivetelefon – og skråtobak-hostede ind i røret, om det var dem, jeg sigtede til. Der var for øvrigt flere kolleger iblandt de forurettede. Interessant.
I dag synes det som om, sådan en skal jeg aldrig have’rne er forsvundet – sikkert ind i en gravhøj. I stedet er scenen overtaget af deres absolutte modpol: Sådan en må jeg absolut eje’rne. De er også lette at kende: De går rundt med åben mund i det offentlige rum, fordi de taler i trådløs mobiltelefon.
– Hvad laver du? Nå, nede i Netto. Det er jeg også, juhu, det er mig, der står her over ved hundefoderet.
Og den slags dybsindigheder.
Et andet kendetegn er, at deres næser er helt flade foran, fordi de konstant bliver trykket mod butikkernes vinduer, især hvis butikkerne handler med ting, der kræver manualer på otte sprog.
Men i modsætning til sådan en skal jeg aldrig have’erne er de meget livskraftige og optimistiske og kunne ikke drømme om at ringe og tale i diskant, fordi de føler sig forurettede og hængt ud. Allerhøjest kunne de sende en SMS:
– Du er en klam, gammel journalist-nar, og så hedder det ikke trådløs mobil, men bluetooth, skodhjerne.
torsdag den 8. januar 2009
Er du syg, mand?
Jeg ved godt, at kvinder synes, mænd er nogle skvat til at være syge. Det er rent vrøvl. Mænd er rigtig gode til at være syge, og vi er syge efter at vise det.
Man kan jo spekulere over følgende: Hvad sker, hvis en kvinde skærer sig i fingeren? Svar: Hun tager et plaster på og fortsætter med sit arbejde.
Hvad sker der, hvis en mand skærer sig i fingeren? Svar: Han brøler »av for satan«, springer rundt som en spastisk gorilla, brøler »hvor er førstehjælpskassen« finder den, river den op, så plaster, gazebind og vat flyver gennem luften, brøler til konen, at hun skal ringe 112, »jeg tror, jeg forbløder«, farer ind til telefonen og ringer til lægevagten, der siger, han skal slappe lidt af, hvorefter manden taber telefonrøret på gulvet, farer ud på badeværelset, laver en forbinding på størrelse med en golfkugle og stirrer på den med jævne mellemrum i tre timer med et ansigtsudtryk som Norman Bates i »Psycho«.
Og sidder dagen efter henne på arbejdet: – Nå, det der. Det er bare et lille snitsår. Ikke noget at snakke om.
Og er det ikke også mænd, der kan få en nær-død oplevelse ud af en let sommerforkølelse:
– Kom lige med puden, gider du ikke lige hente noget kamillete, hvor er tv-programmet, kør lige fjernsynet hen til min seng, kan du ikke gå ned og købe BT, hent lige nogle papirservietter, jeg tror godt, jeg kunne spise noget nu. . .
Sådan bringer vi familien sammen og styrker dens fornemmelse for omsorg, og omsorg er ikke noget, vi gerne beder om i det daglige.
Så er det rimeligt nok, at vi hæver hele opsparingen, når vi er syge.
Man kan jo spekulere over følgende: Hvad sker, hvis en kvinde skærer sig i fingeren? Svar: Hun tager et plaster på og fortsætter med sit arbejde.
Hvad sker der, hvis en mand skærer sig i fingeren? Svar: Han brøler »av for satan«, springer rundt som en spastisk gorilla, brøler »hvor er førstehjælpskassen« finder den, river den op, så plaster, gazebind og vat flyver gennem luften, brøler til konen, at hun skal ringe 112, »jeg tror, jeg forbløder«, farer ind til telefonen og ringer til lægevagten, der siger, han skal slappe lidt af, hvorefter manden taber telefonrøret på gulvet, farer ud på badeværelset, laver en forbinding på størrelse med en golfkugle og stirrer på den med jævne mellemrum i tre timer med et ansigtsudtryk som Norman Bates i »Psycho«.
Og sidder dagen efter henne på arbejdet: – Nå, det der. Det er bare et lille snitsår. Ikke noget at snakke om.
Og er det ikke også mænd, der kan få en nær-død oplevelse ud af en let sommerforkølelse:
– Kom lige med puden, gider du ikke lige hente noget kamillete, hvor er tv-programmet, kør lige fjernsynet hen til min seng, kan du ikke gå ned og købe BT, hent lige nogle papirservietter, jeg tror godt, jeg kunne spise noget nu. . .
Sådan bringer vi familien sammen og styrker dens fornemmelse for omsorg, og omsorg er ikke noget, vi gerne beder om i det daglige.
Så er det rimeligt nok, at vi hæver hele opsparingen, når vi er syge.
Abonner på:
Opslag (Atom)
