Nytår bruges til at gøre status og måske stille eksistentielle spørgsmål: Har jeg nået det, jeg ville? Hvad vil jeg med mit liv? Skal jeg gå et nummer op i bukser eller bare leve med den mavesyre?
Og så videre og så videre.
Selv har jeg opgivet at forbedre mig og vælger blot at spejde bagud og genopfriske årets højdepunkter, for nogle har der da været:
Årets overskrift: »Så gravid er Mary«. En øjenåbner. Jeg vidste ikke, at tilstanden kunne gradbøjes.
Årets håbløse projekt: DF’s ønske om at vise topløse kvinder i Danmarksfilm. Det vil kræve, at vi først får de topløse kvinder tilbage på de danske strande, hvor de vist ikke er set, siden Peter Skaarup var teenager. Hvis det er islamister, man vil holde væk, vil billeder af flæskesvær sikkert være mere effektivt.
Årets ommer: Nedsættelse af den kriminelle lavalder, der betyder, at politiet sikkert fanger flere knallertbisser, mens banderne får 13årige til at lave straffri kriminalitet. Konsekvensen må være, at vi sætter lavalderen yderligere ned, så vi kan lægge de små slamberter i benlås i dagplejen.
Årets citat: »Nu er jeg sur. Pis mig i øret. Dit dumme svin«. Fordi det giver minder om dengang, politikere var mennesker, og man kommer til at savne Erhard Jacobsen, Preben Møller Hansen og Per Hækkerup. Fordi de bare var sig selv og ikke først skulle presses til at tabe hovedet og gå i opløsning.
torsdag den 30. december 2010
onsdag den 22. december 2010
Mandefald om tusinde år
Forskere indenfor genetik fastslår, at manden vil uddø. Det skyldes, at Y-kromosomet, der er det eneste, der skiller manden fra kvinden, engang fik den idé at skabe et hankøn.
Åndssvag idé viste det sig, for det betyder, at Y-kromosomet langsomt brænder sammen. Mandens to kromosomer XY kan nemlig ikke reparere hinandens genetiske skavanker, hvilket pigernes ens XX-kromosomer kan. Da det er 100 millioner år siden, at Y-kromosomet valgte at producere hankøn med alt, hvad det har medført af krige, strækmarch og golf på tv, kan der ikke klages over fejlen.
Der er ikke noget at gøre ved udviklingen, siger forskerne, men det er en trøst, at der går tusindvis af år, før manden uddør. Mænd er ikke sådan at slippe af med. Bare spørg dem, der prøver at komme af Berlusconi som præsident.
Når noget er uundgåeligt, er det en god idé at tænke på fordelene. Kvinder kan sikkert få øje på flere ved det mandeløse scenarium: Det er slut med højlydte prutter under middagen, toiletbrætter, der ikke bliver slået op, og individer, der beholder baseballkasketten på indendøre. Alt sammen fordi det køn, der kan holde højskoleforedrag om gearskifte, i sin tid ikke blev udstyret med sit eget genetiske reservedelslager.
Eneste trøst er, at mænd i deres spritfylde glas på naturhistorisk museum en gang kan godte sig over, at der ikke er nogen til at lære kvinder at parallelparkere. Men små glæder har også ret. Det ved alle mænd.
Åndssvag idé viste det sig, for det betyder, at Y-kromosomet langsomt brænder sammen. Mandens to kromosomer XY kan nemlig ikke reparere hinandens genetiske skavanker, hvilket pigernes ens XX-kromosomer kan. Da det er 100 millioner år siden, at Y-kromosomet valgte at producere hankøn med alt, hvad det har medført af krige, strækmarch og golf på tv, kan der ikke klages over fejlen.
Der er ikke noget at gøre ved udviklingen, siger forskerne, men det er en trøst, at der går tusindvis af år, før manden uddør. Mænd er ikke sådan at slippe af med. Bare spørg dem, der prøver at komme af Berlusconi som præsident.
Når noget er uundgåeligt, er det en god idé at tænke på fordelene. Kvinder kan sikkert få øje på flere ved det mandeløse scenarium: Det er slut med højlydte prutter under middagen, toiletbrætter, der ikke bliver slået op, og individer, der beholder baseballkasketten på indendøre. Alt sammen fordi det køn, der kan holde højskoleforedrag om gearskifte, i sin tid ikke blev udstyret med sit eget genetiske reservedelslager.
Eneste trøst er, at mænd i deres spritfylde glas på naturhistorisk museum en gang kan godte sig over, at der ikke er nogen til at lære kvinder at parallelparkere. Men små glæder har også ret. Det ved alle mænd.
torsdag den 9. december 2010
Et herreliv af et hundeliv
Nogen gange er der hold i klicheen om, at man kan tabe både næse og mund. Som da jeg forleden hørte en kvinde i tv fortælle, at hun havde købt sko til sin hund, fordi den kolde sne kunne være hård. Dér var jeg helt rundt på gulvet. For at lede efter næse og mund. Jeg mener: Hunde gik fint på den hårde, kolde jord, længe før mennesket opfandt sko til sig selv.
Jeg har også mødt folk, der hævder, at hunden er deres bedste ven. Så ligner jeg også altid en, der har opdaget, at han har syv rigtige i lotto, men samtidig har opdaget, at han har glemt kuponen i de bukser, der er lagt til vask. »Menneskets bedste ven« er helt sikkert aldrig et andet menneske, men et væsen, der snuser artsfællerne i rumpen og sidder med tungen ud ad flaben, når man kommer hjem (og indrømmet: Det får man ikke kæresten til).
Så noget er sket, siden dengang for 150 år siden, da hunden var et kræ, der sov udenfor i al slags vejr for enden af en jernkæde. Nu sender man den til wellness, og jeg er bange for, at forklaringen er genetisk.
For 100 år siden fik folk en sækfuld børn og døde, når yngste barn var blevet konfirmeret. Sådan groft sagt. Med de 1,7 børn, vi orker at få i dag, skal der opstå et langt slip i et menneskes liv, hvor det ikke får luft for sit yngelplejeinstinkt, og så er det, at »hunni« skal sidde med ved bordet, og katten have manicure.
Sådan tror jeg, det hænger sammen. Selv om jeg ikke rigtig kan lide tanken.
Jeg har også mødt folk, der hævder, at hunden er deres bedste ven. Så ligner jeg også altid en, der har opdaget, at han har syv rigtige i lotto, men samtidig har opdaget, at han har glemt kuponen i de bukser, der er lagt til vask. »Menneskets bedste ven« er helt sikkert aldrig et andet menneske, men et væsen, der snuser artsfællerne i rumpen og sidder med tungen ud ad flaben, når man kommer hjem (og indrømmet: Det får man ikke kæresten til).
Så noget er sket, siden dengang for 150 år siden, da hunden var et kræ, der sov udenfor i al slags vejr for enden af en jernkæde. Nu sender man den til wellness, og jeg er bange for, at forklaringen er genetisk.
For 100 år siden fik folk en sækfuld børn og døde, når yngste barn var blevet konfirmeret. Sådan groft sagt. Med de 1,7 børn, vi orker at få i dag, skal der opstå et langt slip i et menneskes liv, hvor det ikke får luft for sit yngelplejeinstinkt, og så er det, at »hunni« skal sidde med ved bordet, og katten have manicure.
Sådan tror jeg, det hænger sammen. Selv om jeg ikke rigtig kan lide tanken.
tirsdag den 23. november 2010
Når (privat)livet ebber ud
Forleden fastslog en fremtrædende amerikaner, at begrebet privatliv er forbi. Et overstået kapitel i menneskets historie.
Ordene faldt ikke i forbindelse med den galoperende overvågning af om ikke Gud så dog hver mand, og det var ikke CIA’s direktør, der sagde det, men Mark Zuckerberg. For de uindviede er han manden bag Facebook. Altså det fænomen hvor man kan få en bunke venner, der hastigt løbende fortæller, at de nu spiser knækbrød, er sure over, at det regner på deres fridag, eller ikke kan finde deres selvangivelse.
Zuckerbergs pointe var vist, at Facebook er årsag til privatlivets endeligt, men det, synes jeg nok, er at gøre rigeligt stads ud af Facebook. Vi kan sagtens selv, hvad jeg fandt ud af, da jeg sidst kørte i tog fra København. 15 sekunder efter Valby ringede en dreng til sin far og fortalte om sin hånd, der skulle opereres:
- Det gør ikke ondt nu, men i sidste uge stak knoglen ud af hånden.
Han holdt godt nok op, men kun for at blive afløst af en ældre dame ved siden af, der ringede:
- Jeg er på vej hjem nu. Ja, han ligger på sygehuset, men de kan ikke finde ud af, hvorfor han har så meget væske i venstre side. Men det er i hvert fald ikke fra hjernen. Hans arm er så tyk, at den ikke kan være i sygehus-tøjet.
Det blev en lang tur, og jeg glædede mig til at komme hjem og rase over den manglende intimitet i vores liv. På min Facebook.
Ordene faldt ikke i forbindelse med den galoperende overvågning af om ikke Gud så dog hver mand, og det var ikke CIA’s direktør, der sagde det, men Mark Zuckerberg. For de uindviede er han manden bag Facebook. Altså det fænomen hvor man kan få en bunke venner, der hastigt løbende fortæller, at de nu spiser knækbrød, er sure over, at det regner på deres fridag, eller ikke kan finde deres selvangivelse.
Zuckerbergs pointe var vist, at Facebook er årsag til privatlivets endeligt, men det, synes jeg nok, er at gøre rigeligt stads ud af Facebook. Vi kan sagtens selv, hvad jeg fandt ud af, da jeg sidst kørte i tog fra København. 15 sekunder efter Valby ringede en dreng til sin far og fortalte om sin hånd, der skulle opereres:
- Det gør ikke ondt nu, men i sidste uge stak knoglen ud af hånden.
Han holdt godt nok op, men kun for at blive afløst af en ældre dame ved siden af, der ringede:
- Jeg er på vej hjem nu. Ja, han ligger på sygehuset, men de kan ikke finde ud af, hvorfor han har så meget væske i venstre side. Men det er i hvert fald ikke fra hjernen. Hans arm er så tyk, at den ikke kan være i sygehus-tøjet.
Det blev en lang tur, og jeg glædede mig til at komme hjem og rase over den manglende intimitet i vores liv. På min Facebook.
fredag den 12. november 2010
Derfor er det godt at være mand
Der er godt nok et program i tv, der hedder »Hjælp, min kone er skidesur«, der får mænd til at ligne hunde bare uden pels (og heldigt for det for så havde fået smæk for at fælde).
Men ærlig talt: Det er røgslør. Afledningsmanøvre. Camouflage. For lad os se det i øjnene: Det er mange fordele ved at være mand og nej: Det handler ikke om, at vi kan stå op og tisse.
Men i stedet for at ærgre sig over, at kvinder kan fylde et hjem med lauritz.com møbler og bruger en betragtelig del af deres liv på at ryste sofapuder, bør mænd tage Gustav Winckler-minen på og se det hele fra den lyse side. Tænke over fordelene:
Vi kan stå en søndag eftermiddag i regnvejr på et fodboldstadion og brøle op uden at blive regnet som ren idiot.
Vi kan stå foran spejlet og betragte ti kilo overvægt med ordene: Det klæder nu en mand med lidt pondus.
Vi skal ikke finde sig i lavere løn for det samme arbejde.
Vi skal aldrig spørge om vej.
Vi ved, at hvis vi kører vild, er det kortet eller skiltningen, der er åndssvag.
Endelig er vi kloge:
Vi ved en masse om 2. Verdenskrig.
Vi ved en masse om motorplæneklippere.
Og det, vi ikke ved, får vi at vide ved at gå ind til naboen og stå og drikke Blå Ceres i hans garage en hel eftermiddag, mens vi diskuterer totaktsmotorer.
Og hvorfor konen tit er sådan en sur krampe.
Men ærlig talt: Det er røgslør. Afledningsmanøvre. Camouflage. For lad os se det i øjnene: Det er mange fordele ved at være mand og nej: Det handler ikke om, at vi kan stå op og tisse.
Men i stedet for at ærgre sig over, at kvinder kan fylde et hjem med lauritz.com møbler og bruger en betragtelig del af deres liv på at ryste sofapuder, bør mænd tage Gustav Winckler-minen på og se det hele fra den lyse side. Tænke over fordelene:
Vi kan stå en søndag eftermiddag i regnvejr på et fodboldstadion og brøle op uden at blive regnet som ren idiot.
Vi kan stå foran spejlet og betragte ti kilo overvægt med ordene: Det klæder nu en mand med lidt pondus.
Vi skal ikke finde sig i lavere løn for det samme arbejde.
Vi skal aldrig spørge om vej.
Vi ved, at hvis vi kører vild, er det kortet eller skiltningen, der er åndssvag.
Endelig er vi kloge:
Vi ved en masse om 2. Verdenskrig.
Vi ved en masse om motorplæneklippere.
Og det, vi ikke ved, får vi at vide ved at gå ind til naboen og stå og drikke Blå Ceres i hans garage en hel eftermiddag, mens vi diskuterer totaktsmotorer.
Og hvorfor konen tit er sådan en sur krampe.
fredag den 15. oktober 2010
Herberg for hjemløse mænd
Der er lavet undersøgelser, der viser, at mænd bruger to timer mere på toilettet end for fem år siden. Det rejser tre spørgsmål:
1) Hvem undersøger sådan noget?
2) Hvem har lyst til at vide det?
3) Og hvordan gør man? Ringer rundt og spørger:
- Hvor sidder du lige nu? Og hvad laver du? Spiller Hitman på den bærbare, okay, interessant.
Men uanset hvem der spørger: De har en forklaring. Mænd vil have fred. Det kan de ikke få andre steder i huset, hvor kvinden har magten over enetalekøkkenet, børnene har magten over fjernbetjeningen, og banken og kreditforeningen sidder på resten. Det eneste, manden har tilbage at sidde på, er kummen. Han er på spanden. Frivilligt, men alligevel. Og her - blandt Ifø, Gustavsberg og en rustfri designer-toiletbørsteholder fra Ilva - er husets tidligere herre alene. Med sine tanker og sit papir. Altså det han læser i, for det viste undersøgelsen også: Tiden går med avislæsning.
Men spørgsmålet trykker stadig (ahem!): Hvorfor er det gået sådan?
Der var en gang, da en mands plads var på kontoret, bag avisen og i haven. Ja, nogle steder var der sågar et herreværelse, som mændene sagde, de trak sig tilbage til, når de skulle snakke om noget vigtigt (i virkeligheden sad de bare med opknappede bukser, bøvsede og pralede med alle de sekretærer, de havde klappet i numsen dagen lang).
Den slags rum eksisterer ikke længere. Mens børn har deres eget værelse, ja selv hunden har sin egen kurv, så er manden nødt til at flygte ud på toilettet. Det eneste sted man kan låse døren uden at blive betragtet som sindssyg – eller teenager. Indtil han giver op og siger: »færdig!«
Altså grædefærdig.
1) Hvem undersøger sådan noget?
2) Hvem har lyst til at vide det?
3) Og hvordan gør man? Ringer rundt og spørger:
- Hvor sidder du lige nu? Og hvad laver du? Spiller Hitman på den bærbare, okay, interessant.
Men uanset hvem der spørger: De har en forklaring. Mænd vil have fred. Det kan de ikke få andre steder i huset, hvor kvinden har magten over enetalekøkkenet, børnene har magten over fjernbetjeningen, og banken og kreditforeningen sidder på resten. Det eneste, manden har tilbage at sidde på, er kummen. Han er på spanden. Frivilligt, men alligevel. Og her - blandt Ifø, Gustavsberg og en rustfri designer-toiletbørsteholder fra Ilva - er husets tidligere herre alene. Med sine tanker og sit papir. Altså det han læser i, for det viste undersøgelsen også: Tiden går med avislæsning.
Men spørgsmålet trykker stadig (ahem!): Hvorfor er det gået sådan?
Der var en gang, da en mands plads var på kontoret, bag avisen og i haven. Ja, nogle steder var der sågar et herreværelse, som mændene sagde, de trak sig tilbage til, når de skulle snakke om noget vigtigt (i virkeligheden sad de bare med opknappede bukser, bøvsede og pralede med alle de sekretærer, de havde klappet i numsen dagen lang).
Den slags rum eksisterer ikke længere. Mens børn har deres eget værelse, ja selv hunden har sin egen kurv, så er manden nødt til at flygte ud på toilettet. Det eneste sted man kan låse døren uden at blive betragtet som sindssyg – eller teenager. Indtil han giver op og siger: »færdig!«
Altså grædefærdig.
torsdag den 30. september 2010
Om at forholde sig til Jylland
For nogle år siden sad jeg i kystbanetoget på vej fra Rungsted til København. Foran sad to piger af den slags, der forklarer, hvorfor ejendomspriserne er så høje i Nordsjælland: Fremadstormende D-skål, blå øjne og regelmæssige tænder. Og så kendte de forskel på ligger og lægger.
Den ene skulle ud på en rejse, der lød lang og eksotisk, men jeg kunne ikke høre, hvor den gik hen. Før toget stoppede, og pigerne skulle af. På vej ud sagde hende med rejseplanen:
- Jeg KAN altså ikke forholde mig til at skulle være i Jylland i seks måneder.
Jeg, der også dengang havde postnummer på den forkerte side af 6000, kiggede ned ad mig selv og kunne da godt mærke en svag hørm af tang, halm samt sovs og kartofler sive ud af mig.
Men ikke af rådden banan. Episoden fandt sted, længe før det blev en populær betegnelse for den del af landet, hvor lyset ikke falder ud, men mørket falder ind, når man åbner døren om aftenen. Men problemet er det samme for København og nærmeste mentale opland: Jylland. Det kan man ikke forholde sig til. (Okay, Århus måske undtaget. Bare de dog ville lade være at snakke som en Niels Malmros-film.)
Men det andet: Der er langt over, og det er svært at forholde sig til, at nogle derovre synes, at 100 kilometer til nærmeste sygehus er for langt. Så de laver ballade og pludselig er der ikke så langt, og de bliver tilbudt nogle motorveje at køre langt på. Det giver vækst, og i forvejen vokser den rådne banan, for de får flere børn i Thyborøn end i Tisvildeleje (måske fordi der er så mørkt).
Men tomt forbliver der, for som voksne flygter børnene, og det er måske her, at motorvejene kommer ind i billedet. Det bliver lettere at komme væk fra noget, ingen rigtigt kan forholde sig til.
Den ene skulle ud på en rejse, der lød lang og eksotisk, men jeg kunne ikke høre, hvor den gik hen. Før toget stoppede, og pigerne skulle af. På vej ud sagde hende med rejseplanen:
- Jeg KAN altså ikke forholde mig til at skulle være i Jylland i seks måneder.
Jeg, der også dengang havde postnummer på den forkerte side af 6000, kiggede ned ad mig selv og kunne da godt mærke en svag hørm af tang, halm samt sovs og kartofler sive ud af mig.
Men ikke af rådden banan. Episoden fandt sted, længe før det blev en populær betegnelse for den del af landet, hvor lyset ikke falder ud, men mørket falder ind, når man åbner døren om aftenen. Men problemet er det samme for København og nærmeste mentale opland: Jylland. Det kan man ikke forholde sig til. (Okay, Århus måske undtaget. Bare de dog ville lade være at snakke som en Niels Malmros-film.)
Men det andet: Der er langt over, og det er svært at forholde sig til, at nogle derovre synes, at 100 kilometer til nærmeste sygehus er for langt. Så de laver ballade og pludselig er der ikke så langt, og de bliver tilbudt nogle motorveje at køre langt på. Det giver vækst, og i forvejen vokser den rådne banan, for de får flere børn i Thyborøn end i Tisvildeleje (måske fordi der er så mørkt).
Men tomt forbliver der, for som voksne flygter børnene, og det er måske her, at motorvejene kommer ind i billedet. Det bliver lettere at komme væk fra noget, ingen rigtigt kan forholde sig til.
onsdag den 22. september 2010
Dybt godnat - hver for sig
Jeg gjorde mig for år tilbage til talsmand for, at Folkekirken ændrer sit vielsesritual til noget, der er mere i pagt med tiden. For eksempel:
- Vil du Camilla tage Jens, der står ved din side og ligner en hængt kat og er så konfliktsky, at han kunne være svensker, og lave ham om, så han bliver sådan, som du gerne vil have ham? Vil du ændre hans tøjsmag, tvinge ham til at blive klippet hos din frisør, og i det hele taget fratage ham enhver tro på egen dømmekraft og leve med ham i mundhuggerier og småskænderier?
Og så havde jeg tænkt mig en slutning om, at de to skal leve sammen:
- Til soveværelset skiller Jer ad.
Hvorfor så det? Jo, jeg har altid undret mig over, at børn er de eneste i en familie, der har ret til eget rum, hvor de kan krumme i sengen. Og nu har jeg fået opbakning i min antagelse fra sagkundskaben i form af en dame med den frygtindgydende titel af fremtidsforsker. Hun mener, at mange par gerne vil have hvert deres soveværelse, men at det er tabu at tale om – lidt lige som at sige, at man har fodsvamp eller samler på billeder af kongefamilien.
Og så lige en trumf: Jeg har læst, at også Joan Ørting synes, at det er en god idé, og så behøves der ikke flere argumenter. Gå hjem og vug - eller sov. Faktisk mente sexologen, at et forhold holder i længere tid, når han og hun har hvert deres soveværelse: Mænd kan snorke i fred og spise ostepops, mens de læser »2. verdenskrig i Farver«. Kvinder kan ugenert klippe tånegle i soveværelset (og lad os bare tage den med, selv om den er grim: De slipper for at vågne op ved siden af en behåret numse.)
Endelig kan trenden sætte gang i hjulene hos bolig- og reklamebrancen:
»Alle har ret til et fedt soveværelse. Uden ægtefælle«.
- Vil du Camilla tage Jens, der står ved din side og ligner en hængt kat og er så konfliktsky, at han kunne være svensker, og lave ham om, så han bliver sådan, som du gerne vil have ham? Vil du ændre hans tøjsmag, tvinge ham til at blive klippet hos din frisør, og i det hele taget fratage ham enhver tro på egen dømmekraft og leve med ham i mundhuggerier og småskænderier?
Og så havde jeg tænkt mig en slutning om, at de to skal leve sammen:
- Til soveværelset skiller Jer ad.
Hvorfor så det? Jo, jeg har altid undret mig over, at børn er de eneste i en familie, der har ret til eget rum, hvor de kan krumme i sengen. Og nu har jeg fået opbakning i min antagelse fra sagkundskaben i form af en dame med den frygtindgydende titel af fremtidsforsker. Hun mener, at mange par gerne vil have hvert deres soveværelse, men at det er tabu at tale om – lidt lige som at sige, at man har fodsvamp eller samler på billeder af kongefamilien.
Og så lige en trumf: Jeg har læst, at også Joan Ørting synes, at det er en god idé, og så behøves der ikke flere argumenter. Gå hjem og vug - eller sov. Faktisk mente sexologen, at et forhold holder i længere tid, når han og hun har hvert deres soveværelse: Mænd kan snorke i fred og spise ostepops, mens de læser »2. verdenskrig i Farver«. Kvinder kan ugenert klippe tånegle i soveværelset (og lad os bare tage den med, selv om den er grim: De slipper for at vågne op ved siden af en behåret numse.)
Endelig kan trenden sætte gang i hjulene hos bolig- og reklamebrancen:
»Alle har ret til et fedt soveværelse. Uden ægtefælle«.
mandag den 13. september 2010
Findes der sure gamle kvinder?
Det er lidt uretfærdigt, at man altid taler om sure gamle mænd. Hvorfor er der ikke noget, der hedder sure gamle kvinder? For eksempel er der en amerikansk film, der hedder »Gnavne gamle mænd«, og kunne man forestille sig en film, der hed »Gnavne gamle kvinder«? Nej. Jeg kan i hvert fald ikke. Mest fordi jeg så kommer til at tænke på Birthe Rønn Hornbech, og det er ikke godt.
Med mænd er det noget andet. Måske skyldes det, at mænd fra starten har for store forventninger til tilværelsen. At de en gang drømte om mange penge og pragtvilla med havudsigt, men endte med toværelses lejlighed, skrabelodder og udsigt til kommunale affaldscontainere.
Eller er forklaringen i virkeligheden, at kvinder ikke har behov for at blive sure, når de bliver ældre? Er det, fordi de justerer surhedsgraden over et helt liv?
Som unge:
- Aiij, man har bare ikke bordfodbold i stuen, og jeg kender altså ingen andre, der stadig går med polobluser, og højttalere er altså møbler. Jeg flytter hjem til mine forældre!!!!
Et par år senere:
- Du har glemt de økologiske pastinakker, og hvorfor skal jeg altid gøre det hele selv, og nu er butikkerne lukkede, og jeg har faktisk også et arbejde at passe, og mit arbejde er lige så vigtigt som dit, og dine børn taler du heller ikke med, og når du endelig gør det, så vrisser du af dem, og. . .
Og så videre. På den måde får kvinder luftet ud og kan oppe i årene se lysere på tilværelsen og få en lettere gang på jord:
- Jamen, så tager jeg til foredrag i folkeuniversitetet og hører om tarmskylning, og hvorfor vil du egentlig ikke med, men du kan da også blive hængende i sofaen og se »2. Verdenskrig i farver« på DR2 som en anden sur gammel mand.
Med mænd er det noget andet. Måske skyldes det, at mænd fra starten har for store forventninger til tilværelsen. At de en gang drømte om mange penge og pragtvilla med havudsigt, men endte med toværelses lejlighed, skrabelodder og udsigt til kommunale affaldscontainere.
Eller er forklaringen i virkeligheden, at kvinder ikke har behov for at blive sure, når de bliver ældre? Er det, fordi de justerer surhedsgraden over et helt liv?
Som unge:
- Aiij, man har bare ikke bordfodbold i stuen, og jeg kender altså ingen andre, der stadig går med polobluser, og højttalere er altså møbler. Jeg flytter hjem til mine forældre!!!!
Et par år senere:
- Du har glemt de økologiske pastinakker, og hvorfor skal jeg altid gøre det hele selv, og nu er butikkerne lukkede, og jeg har faktisk også et arbejde at passe, og mit arbejde er lige så vigtigt som dit, og dine børn taler du heller ikke med, og når du endelig gør det, så vrisser du af dem, og. . .
Og så videre. På den måde får kvinder luftet ud og kan oppe i årene se lysere på tilværelsen og få en lettere gang på jord:
- Jamen, så tager jeg til foredrag i folkeuniversitetet og hører om tarmskylning, og hvorfor vil du egentlig ikke med, men du kan da også blive hængende i sofaen og se »2. Verdenskrig i farver« på DR2 som en anden sur gammel mand.
torsdag den 29. juli 2010
Alle os der udøver turisme
På Wikipedie lyder definitionen på en turist: »En person, der udøver turisme«. Jeg kan godt lide, at de bruger ordet udøver. Ligesom man udøver vold og tortur. Alle os, der har fløjet i fem timer med fireårige børn på sædet bagved, stået i kø på polske posthuse og oplevet ældre, engelske kvinders smag i badedragter synes, det er et rigtig godt ordvalg.
Desværre knækker kæden for Wikipedia-forfatteren, for umiddelbart efter står, at turisten er »en, der rejser ud for sin fornøjelses skyld«. Det harmonerer ikke med det polske posthus, skulle jeg hilse at sige, men selvfølgelig findes de turister, der betragter overraskelser som en fornøjelse i sig selv. At man rejser uden at vide, hvad der venter, og turistmål byder på mange overraskelser. Især i maden, i sengetøjet og på mobilregningen.
Af samme grund er jeg ikke tilhænger af overraskelser og har aldrig forstået visse menneskers sorgløse ferieforberedelser. De pakker badebukser og solcreme og opdager først i lufthavnen, at de ikke har fået pas og billetter med.
Mine egne forberedelser indeholder anderledes dybe og alvorlige spørgsmål, når jeg finder et rejsemål:
1) Har de ulækre sygdomme?
2) Pønser de på en borgerkrig?
3) Hvordan undgår jeg, at der kommer en masse japanere med på mine feriebilleder?
Men trods alle forberedelser kan rejsen hurtigt gå op i dystre spekulationer:
1) Slukkede jeg egentlig strygejernet?
2) Er der ikke lovligt mange arabisktalende mænd med langt skæg i det her fly?
3) Hvad skal jeg sige til Lene Espersen:
- Nå er du også her? Det er måske for din fornøjelses skyld?
Desværre knækker kæden for Wikipedia-forfatteren, for umiddelbart efter står, at turisten er »en, der rejser ud for sin fornøjelses skyld«. Det harmonerer ikke med det polske posthus, skulle jeg hilse at sige, men selvfølgelig findes de turister, der betragter overraskelser som en fornøjelse i sig selv. At man rejser uden at vide, hvad der venter, og turistmål byder på mange overraskelser. Især i maden, i sengetøjet og på mobilregningen.
Af samme grund er jeg ikke tilhænger af overraskelser og har aldrig forstået visse menneskers sorgløse ferieforberedelser. De pakker badebukser og solcreme og opdager først i lufthavnen, at de ikke har fået pas og billetter med.
Mine egne forberedelser indeholder anderledes dybe og alvorlige spørgsmål, når jeg finder et rejsemål:
1) Har de ulækre sygdomme?
2) Pønser de på en borgerkrig?
3) Hvordan undgår jeg, at der kommer en masse japanere med på mine feriebilleder?
Men trods alle forberedelser kan rejsen hurtigt gå op i dystre spekulationer:
1) Slukkede jeg egentlig strygejernet?
2) Er der ikke lovligt mange arabisktalende mænd med langt skæg i det her fly?
3) Hvad skal jeg sige til Lene Espersen:
- Nå er du også her? Det er måske for din fornøjelses skyld?
onsdag den 28. juli 2010
Hvordan klarede vi os egentlig uden?
Nogen gange kan man gribe sig i at tænke: Hvad gjorde vi egentlig før? Tag nu fjernbetjeningen til tv’et. Hvordan klarede vi os uden den? Man skal dog nøjes med at tænke den slags. Siger man det højt, er der bare en i rummet, der svarer:
- Du stod op af sofaen gik hen og skiftede kanal, og så pendulerede du frem og tilbage, mens du brokkede dig over, at alle programmerne var genudsendelser.
Men det rækker videre. Ting udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at sige »altså, da jeg var dreng«. Det er egentlig et under, at jeg har overlevet min barndom, der – kan jeg godt se nu – var en ørkenvandring af gammeltestamentlige dimensioner i afsavn. Og har jeg brug for et større perspektiv på sagen, kan jeg ringe til et tudsegammelt familiemedlem:
- Hvad lavede I egentlig dengang, der ikke var noget, der hed tv?
- Sad og kiggede ind i væggen hele lørdag aften.
Sådan kan man blive ved: Hvordan kom vi rundt uden bil (på cykel og til fods, i regnvejr og ti kilo lettere). Hvordan klarede vi os uden mobil (slap for at blive ringet op af folk, der spurgte: Er det dig, der har ringet?)
Men ærlig talt: Er den slags ikke bare et håbløst råb fra en mental oksekærre, hvor et fortabt segment sidder og lugter af Reumert og Rastenni og tror, at Bluetooth er en slags camembert? Har de tekniske fornyelser ikke gjort verden større og revitaliseret den menneskelige kommunikation, så folk kan sidde i toget og brøle i telefonen, at de er hjemme om ti minutter?
Jo, selvfølgelig. Og jo: Vi får hurtigere og dybere indsigt. Blandt andet takket ovennævnte fjernbetjening. Nu kræver det kun nogle klik at nå frem til det samme resultat: Alle programmerne er genudsendelser. Indsigt uden at rejse sig fra sofaen. Det er da fremskridt.
- Du stod op af sofaen gik hen og skiftede kanal, og så pendulerede du frem og tilbage, mens du brokkede dig over, at alle programmerne var genudsendelser.
Men det rækker videre. Ting udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at sige »altså, da jeg var dreng«. Det er egentlig et under, at jeg har overlevet min barndom, der – kan jeg godt se nu – var en ørkenvandring af gammeltestamentlige dimensioner i afsavn. Og har jeg brug for et større perspektiv på sagen, kan jeg ringe til et tudsegammelt familiemedlem:
- Hvad lavede I egentlig dengang, der ikke var noget, der hed tv?
- Sad og kiggede ind i væggen hele lørdag aften.
Sådan kan man blive ved: Hvordan kom vi rundt uden bil (på cykel og til fods, i regnvejr og ti kilo lettere). Hvordan klarede vi os uden mobil (slap for at blive ringet op af folk, der spurgte: Er det dig, der har ringet?)
Men ærlig talt: Er den slags ikke bare et håbløst råb fra en mental oksekærre, hvor et fortabt segment sidder og lugter af Reumert og Rastenni og tror, at Bluetooth er en slags camembert? Har de tekniske fornyelser ikke gjort verden større og revitaliseret den menneskelige kommunikation, så folk kan sidde i toget og brøle i telefonen, at de er hjemme om ti minutter?
Jo, selvfølgelig. Og jo: Vi får hurtigere og dybere indsigt. Blandt andet takket ovennævnte fjernbetjening. Nu kræver det kun nogle klik at nå frem til det samme resultat: Alle programmerne er genudsendelser. Indsigt uden at rejse sig fra sofaen. Det er da fremskridt.
fredag den 16. juli 2010
Vil du frem i verden, min dreng
Det var måske lidt lettere i gamle dage, når drengene kom hjem og spurgte den alvidende – far – hvad de skulle være. For tømrerens søn skulle være tømrer, murerens søn skulle være murer, og lægens søn skulle være læge. Det var det klogeste, for ellers havde den alvidende jo ikke valgt det. Enkelt og sikkert.
Pigerne kom ikke at spurgte, for dem var der en gennemprøvet allround-plan: De skulle giftes og have børn og have børn og have børn. Hvorefter de døde. Også et enkelt koncept.
Siden er meget ændret. Far er ikke længere alvidende, ja han er dårligt nok vidende. Kun 37 procent af mændene får en videregående uddannelse, mens det er 53 procent af kvinderne, der bliver om ikke alvidende, så læger og dommere og præster og en masse andet, der kræver, at man kan sidde stille på sin rumpe i 25 år.
Udviklingen bekymrer ligestillingsministeren. Det er en kvinde – det er ligestillingsministre sjovt nok altid – og optimistiske forældre har døbt den nuværende Lykke. Lykke vil have ligestilling - altså for mænd, har hun ladet forstå - for samfundet kan ikke holde til, at kvinder alene skal stå for karakterer og karrierer, mens mændene må nøjes med hættebluse og behandlingsdom.
Men måske skyldes skævheden, at så mange mænd hele deres liv er blevet passet af kvinder, undervist af kvinder og sendt på hvilken-fugl-er-du-kursus af kvinder.
Når de så får nok og går amok, kan de blive behandlet af kvinder og dømt af kvinder. Først i fængslet kan de ånde lettet op, for her er dæleme mange mænd at spejle sig i.
Så uden at være alvidende kunne man fristes til at sige til den søgende søn:
- Hvis du vil frem i verden min dreng, burde du nok have været en pige. Så det løb er vist kørt.
Pigerne kom ikke at spurgte, for dem var der en gennemprøvet allround-plan: De skulle giftes og have børn og have børn og have børn. Hvorefter de døde. Også et enkelt koncept.
Siden er meget ændret. Far er ikke længere alvidende, ja han er dårligt nok vidende. Kun 37 procent af mændene får en videregående uddannelse, mens det er 53 procent af kvinderne, der bliver om ikke alvidende, så læger og dommere og præster og en masse andet, der kræver, at man kan sidde stille på sin rumpe i 25 år.
Udviklingen bekymrer ligestillingsministeren. Det er en kvinde – det er ligestillingsministre sjovt nok altid – og optimistiske forældre har døbt den nuværende Lykke. Lykke vil have ligestilling - altså for mænd, har hun ladet forstå - for samfundet kan ikke holde til, at kvinder alene skal stå for karakterer og karrierer, mens mændene må nøjes med hættebluse og behandlingsdom.
Men måske skyldes skævheden, at så mange mænd hele deres liv er blevet passet af kvinder, undervist af kvinder og sendt på hvilken-fugl-er-du-kursus af kvinder.
Når de så får nok og går amok, kan de blive behandlet af kvinder og dømt af kvinder. Først i fængslet kan de ånde lettet op, for her er dæleme mange mænd at spejle sig i.
Så uden at være alvidende kunne man fristes til at sige til den søgende søn:
- Hvis du vil frem i verden min dreng, burde du nok have været en pige. Så det løb er vist kørt.
onsdag den 14. juli 2010
Bare vent til vi bliver gamle
Jeg har spekuleret over, om der er nogen fordele ved at blive ældre? Hvad der i sig selv er et tegn på, at man er blevet gammel og har for god tid, men alligevel: Er der nogen fordele?
Umiddelbart nej. Alderdom indebærer, så vidt jeg kan se, to ting. Man:
1) begynder at sige akkeja, hver gang man sætter sig i en stol.
2) falder i søvn i samme stol til en hel amerikansk film og vågner med savl ud ad mundvigen.
På den anden side: Var der fordele ved at være ung:
1) opdage at køleskab ikke fylder sig selv.
2) sidde på kursus i en uge og alligevel ikke fatte hvad key account manager betyder.
Var der fordele ved at være lidt ældre end ung:
1) Spilde lørdag på at tage i Kolding Storcenter.
2) spilde resten af liv på at køre på ferie i bil til Italien med børn, der første gang spørger, hvornår er vi der, 15 minutter efter start.
Man kan indvende, at ovenstående er en urimelig nedskrivning af et liv i velfærdssamfundet, og der har vi måske en god ting ved at blive gammel: Man tiltager sig retten til at være sarkastisk, kværulerende, urimelig og firkantet. Så bare vent. Vi vil:
1) Komme til familiefester og gå hen over svigerdatterens gider-I-godt-tage-skoene-af gulv i vores lysegrå Ecco sko fra 1983.
2) Passe børnebørn og skræmme livet af dem ved at fortælle om dengang, skolelæger stak en finger op i numsen på alle børn.
3) Tabe 15 mønter på gulvet ved den kasse i Netto, hvor køen er længst.
Og glædestrålende vide at ingen forventer andet end bøvl fra det værste, man kan være i dag: Gammel.
Konkluderede jeg efter at have tænkt over én god ting ved at blive ældre. Så blev den tid alligevel givet godt ud. Akkeja.
Umiddelbart nej. Alderdom indebærer, så vidt jeg kan se, to ting. Man:
1) begynder at sige akkeja, hver gang man sætter sig i en stol.
2) falder i søvn i samme stol til en hel amerikansk film og vågner med savl ud ad mundvigen.
På den anden side: Var der fordele ved at være ung:
1) opdage at køleskab ikke fylder sig selv.
2) sidde på kursus i en uge og alligevel ikke fatte hvad key account manager betyder.
Var der fordele ved at være lidt ældre end ung:
1) Spilde lørdag på at tage i Kolding Storcenter.
2) spilde resten af liv på at køre på ferie i bil til Italien med børn, der første gang spørger, hvornår er vi der, 15 minutter efter start.
Man kan indvende, at ovenstående er en urimelig nedskrivning af et liv i velfærdssamfundet, og der har vi måske en god ting ved at blive gammel: Man tiltager sig retten til at være sarkastisk, kværulerende, urimelig og firkantet. Så bare vent. Vi vil:
1) Komme til familiefester og gå hen over svigerdatterens gider-I-godt-tage-skoene-af gulv i vores lysegrå Ecco sko fra 1983.
2) Passe børnebørn og skræmme livet af dem ved at fortælle om dengang, skolelæger stak en finger op i numsen på alle børn.
3) Tabe 15 mønter på gulvet ved den kasse i Netto, hvor køen er længst.
Og glædestrålende vide at ingen forventer andet end bøvl fra det værste, man kan være i dag: Gammel.
Konkluderede jeg efter at have tænkt over én god ting ved at blive ældre. Så blev den tid alligevel givet godt ud. Akkeja.
lørdag den 3. juli 2010
Med pels og hår - og Disney-attitude
Der er kun én ting, der er værre end at skrive grimme ting om mennesker. Det er at skrive grimme ting om de samme menneskers kæledyr.
Utallige er de journalister, der er kommet for skade at skrive noget kritisk om hunde. De bliver ringet op af mindst otte vrede hundeejere, der snerrer, at hvis det skal være på den måde, kan de også bare sige avisen op, og vi skulle hellere skrive om alle de katte, der sætter poteaftryk på vores biler.
Men det gør kun ubefæstede journalistsjæle, og de bliver ringet op af mindst otte vrede katteejere, der hvæser, at hvis det skal være på den måde, kan de også bare sige avisen op, og vi skulle hellere skrive om alle de hunde, der går og snuser folk i skridtet.
Så er vi er ligesom tilbage ved start.
Hunde- og kattesnak kan få mennesker til at vise klør. Man kan sågar møde folk, der i ramme alvor hævder, at de elsker deres hund højere end alt andet og ve den, der kommer til at sige:
– Så du har altså opgivet at finde en kæreste, der vil stå på alle fire med tungen ud ad munden, når du kommer ind ad døren?
Det er kun hund og kat, der er omfattet af denne helt særlige beskyttelse mod hån, spot og latterliggørelse. De har en helt særlig plads i danskeres hjerte. En lun, foret plads med madskål, bidering og loppepulver. Måske fordi hunde og katte har det til fælles, at de har pels og nuttede øjne. De minder os om Disney-film, hvor dyr som bekendt både kan tale, synge og danse Charleston. De er simpelthen betryggende, bekræftende og troværdige. Ville vi måske nogensinde tro ejeren af en fugleedderkop, der sagde:
– Du skal ikke være bange. Han gør skam ikke noget. Du skal bare klappe ham, og han snuser dig med garanti ikke i skridtet.
Utallige er de journalister, der er kommet for skade at skrive noget kritisk om hunde. De bliver ringet op af mindst otte vrede hundeejere, der snerrer, at hvis det skal være på den måde, kan de også bare sige avisen op, og vi skulle hellere skrive om alle de katte, der sætter poteaftryk på vores biler.
Men det gør kun ubefæstede journalistsjæle, og de bliver ringet op af mindst otte vrede katteejere, der hvæser, at hvis det skal være på den måde, kan de også bare sige avisen op, og vi skulle hellere skrive om alle de hunde, der går og snuser folk i skridtet.
Så er vi er ligesom tilbage ved start.
Hunde- og kattesnak kan få mennesker til at vise klør. Man kan sågar møde folk, der i ramme alvor hævder, at de elsker deres hund højere end alt andet og ve den, der kommer til at sige:
– Så du har altså opgivet at finde en kæreste, der vil stå på alle fire med tungen ud ad munden, når du kommer ind ad døren?
Det er kun hund og kat, der er omfattet af denne helt særlige beskyttelse mod hån, spot og latterliggørelse. De har en helt særlig plads i danskeres hjerte. En lun, foret plads med madskål, bidering og loppepulver. Måske fordi hunde og katte har det til fælles, at de har pels og nuttede øjne. De minder os om Disney-film, hvor dyr som bekendt både kan tale, synge og danse Charleston. De er simpelthen betryggende, bekræftende og troværdige. Ville vi måske nogensinde tro ejeren af en fugleedderkop, der sagde:
– Du skal ikke være bange. Han gør skam ikke noget. Du skal bare klappe ham, og han snuser dig med garanti ikke i skridtet.
tirsdag den 29. juni 2010
Rigtige mænd er beskedne
Nogen kvinder synes vist, at mænd er lige så gode til at give gaver, som sumpskildpadder er. Hvis det forholder sig sådan, er det imidlertid ikke fordi, mænd ikke elsker deres koner. Heller ikke fordi de ikke har styr på datoer og mærkedage eller er nødt til at gå med billeder af deres børn i tegnebogen for at kunne huske, hvad de hedder.
Nej, det er fordi mænds tanker tit er optaget af vigtige emner så som, hvor man kan købe billigt pejsebrænde. Plus - og det er vigtigt at få med - mænd er beskedne.
Og det kan altså være svært at tage imod, når man selv er taknemmelig for lidt. Mænd bliver simpelthen overvældede. For eksempel når børnene kommer og spørger, hvad vi ønsker os i julegave. Så svarer mænd med en klump i halsen:
- Nogle søde børn.
Hvorefter de lede unger fniser, og manden får et kinesisk vaterpas til 20 kroner.
Den slags udløser ikke bitterhed hos mænd – slet ikke – men det virker måske nok som væksthæmmer på gave-genet.
At vi er så beskedne hænger sammen med den opvækst i små kår, som alle mænd har haft – en beskeden opvækst, der synes at blive mere karsk, jo ældre manden er. Det ved enhver, der har overhørt en samtale mellem to mænd i deres bedste alder:
- Nej du, da vi var børn, da kunne vi underholde os selv i timevis med en snor, en sten og en saks.
- Nå, havde du en saks? Der kan man se. Ja, jeg måtte jo nøjes med en sten, og jeg skulle dele den med min bror.
Derfor kommer mænd i bedste vilje til at forære kvinder en ribstrikket cardigan, hvor kvitteringen afslører, at rædslen er købt to minutter før lukketid dagen før konens fødselsdag.Nu ved kvinderne, hvorfor det er sådan. Den viden må være en gave i sig selv.
Nej, det er fordi mænds tanker tit er optaget af vigtige emner så som, hvor man kan købe billigt pejsebrænde. Plus - og det er vigtigt at få med - mænd er beskedne.
Og det kan altså være svært at tage imod, når man selv er taknemmelig for lidt. Mænd bliver simpelthen overvældede. For eksempel når børnene kommer og spørger, hvad vi ønsker os i julegave. Så svarer mænd med en klump i halsen:
- Nogle søde børn.
Hvorefter de lede unger fniser, og manden får et kinesisk vaterpas til 20 kroner.
Den slags udløser ikke bitterhed hos mænd – slet ikke – men det virker måske nok som væksthæmmer på gave-genet.
At vi er så beskedne hænger sammen med den opvækst i små kår, som alle mænd har haft – en beskeden opvækst, der synes at blive mere karsk, jo ældre manden er. Det ved enhver, der har overhørt en samtale mellem to mænd i deres bedste alder:
- Nej du, da vi var børn, da kunne vi underholde os selv i timevis med en snor, en sten og en saks.
- Nå, havde du en saks? Der kan man se. Ja, jeg måtte jo nøjes med en sten, og jeg skulle dele den med min bror.
Derfor kommer mænd i bedste vilje til at forære kvinder en ribstrikket cardigan, hvor kvitteringen afslører, at rædslen er købt to minutter før lukketid dagen før konens fødselsdag.Nu ved kvinderne, hvorfor det er sådan. Den viden må være en gave i sig selv.
tirsdag den 15. juni 2010
Os der bruger (brokke)hovedet
Så er den endelig kommet: »Håndbog for halvgamle mænd« skrevet af to dagbladsjournalister.
Den har vi ventet på længe, og jeg har skyndt mig at ringe til alle de halvgamle mænd, jeg kender, for at bekendtgøre nyheden:
– Nu er den kommet!
– Hva!! Skal vi til lommerne? Som om vi ikke betaler nok, og de skal i hvert fald ikke pille ved efterlønnen.
- Den er kommet, sagde jeg, så hør dog efter!
- Lad være at råbe. Jeg er ikke døv.
Sådan var vi bred kreds, der modtog denne bog. Halvgamle mænd er ellers ikke vant til at være i mediefokus. Sikkert fordi det ikke giver points at udgive selvhjælpsbøger som »Ti år ældre på ti dage«.
En anden årsag er, at halvgamle mænd - og det skriver forfatterne også - ikke ser sig som halvgamle. Det er kun hjerteløse omgivelser, der tværer rundt i det:
Konen: - Skulle du ikke få en næsetrimmer?
Ekspedienten: - Du skal nok have mere styrke i.
Andre halvgamle mænd:
- Sover du? Eller er du død, he, he!
Men den vigtigste pointe i bogen er opgøret med påstanden om, at gamle mænd brokker sig så meget. Det har forfatterne en indlysende forklaring på: Der er meget at brokke sig over. Og ikke mindst: Brok er udtryk for indsigt. Gamle mænd ved meget. Derfor kan de se, når noget er ved at køre af sporet, og så føler de en moralsk pligt at gøre opmærksom på det. Det gælder også, når de skriver til ministeren for at klage over, at sygeplejerskerne har fået uniformer, hvor man ikke kan se trusserne gennem stoffet.
Det er en advarsel mod et uføre og udtryk for omsorg og ansvarsbevidsthed. Tænk over det næste gang en af os vrisser til dig:
- Jeg vil blæse på, at det er Bjørn Borg. Træk de bukser op, snothvalp!
Den har vi ventet på længe, og jeg har skyndt mig at ringe til alle de halvgamle mænd, jeg kender, for at bekendtgøre nyheden:
– Nu er den kommet!
– Hva!! Skal vi til lommerne? Som om vi ikke betaler nok, og de skal i hvert fald ikke pille ved efterlønnen.
- Den er kommet, sagde jeg, så hør dog efter!
- Lad være at råbe. Jeg er ikke døv.
Sådan var vi bred kreds, der modtog denne bog. Halvgamle mænd er ellers ikke vant til at være i mediefokus. Sikkert fordi det ikke giver points at udgive selvhjælpsbøger som »Ti år ældre på ti dage«.
En anden årsag er, at halvgamle mænd - og det skriver forfatterne også - ikke ser sig som halvgamle. Det er kun hjerteløse omgivelser, der tværer rundt i det:
Konen: - Skulle du ikke få en næsetrimmer?
Ekspedienten: - Du skal nok have mere styrke i.
Andre halvgamle mænd:
- Sover du? Eller er du død, he, he!
Men den vigtigste pointe i bogen er opgøret med påstanden om, at gamle mænd brokker sig så meget. Det har forfatterne en indlysende forklaring på: Der er meget at brokke sig over. Og ikke mindst: Brok er udtryk for indsigt. Gamle mænd ved meget. Derfor kan de se, når noget er ved at køre af sporet, og så føler de en moralsk pligt at gøre opmærksom på det. Det gælder også, når de skriver til ministeren for at klage over, at sygeplejerskerne har fået uniformer, hvor man ikke kan se trusserne gennem stoffet.
Det er en advarsel mod et uføre og udtryk for omsorg og ansvarsbevidsthed. Tænk over det næste gang en af os vrisser til dig:
- Jeg vil blæse på, at det er Bjørn Borg. Træk de bukser op, snothvalp!
tirsdag den 1. juni 2010
Og hvilken dag er det så i dag, skat?
En gang i 1990’erne undersøgte forskere hvilke mennesker, der spillede den vigtigste rolle i børns liv. Nummer et var mor. Derefter fulgte yndlingspædagogen i børnehaven og legekammeraterne, mens far kom nede på en 7. plads. Sammen med naboens hund og tilfældige bekendte af familien.
Det var noget værre noget, men siden har flere mænd lært at gå med babysele, ja nogle har sågar anstrengt sig og fået en fødselspsykose, så det går åbenbart fremad.
Eller også skyldes udviklingen, at begrebet far er blevet mere elastisk. For eksempel kan homoseksuelle i dag få børn, hvilket kan give udviklende børnesamtaler på legepladsen:
- Hvem er den dame der?
- Det er min mor.
- Hvem er så damen ved siden af?
- Det er min far.
Så er der de børn, der hverken har far eller mor, men en forælder. Smag på ordet. En kønsneutral sutsko. Ikke noget at snakke om. Lidt lige som dagen på lørdag. Det er Fars Dag og let’s face it: Der er altså ikke samme sus over den som over Mors Dag. Eller Valentins dag. Måske fordi de to sidste har kvinden i centrum, og kvinder er ikke blot bedre til at huske mærkedage. De er også enormt gode til at huske, når mænd har glemt dem. Derfor kan man se svedende mænd foretage damage control-indkøb af røde roser i blomsterbutikker dagen før Mors Dag og Valentins Dag. Mens jeg er ret sikker på, at Silvan endnu har til gode at opleve kvinder med flakkende blikke hjemsøge kassen med »blandet værktøj - 20 kroner« og med Mette Frederiksen-stemme forlange et kinesisk vaterpas pakket ind i rød cellofan.
Det betyder ikke rigtig noget at glemme den slags. Fars hammer er nemlig faldet. I enhver forstand.
Det var noget værre noget, men siden har flere mænd lært at gå med babysele, ja nogle har sågar anstrengt sig og fået en fødselspsykose, så det går åbenbart fremad.
Eller også skyldes udviklingen, at begrebet far er blevet mere elastisk. For eksempel kan homoseksuelle i dag få børn, hvilket kan give udviklende børnesamtaler på legepladsen:
- Hvem er den dame der?
- Det er min mor.
- Hvem er så damen ved siden af?
- Det er min far.
Så er der de børn, der hverken har far eller mor, men en forælder. Smag på ordet. En kønsneutral sutsko. Ikke noget at snakke om. Lidt lige som dagen på lørdag. Det er Fars Dag og let’s face it: Der er altså ikke samme sus over den som over Mors Dag. Eller Valentins dag. Måske fordi de to sidste har kvinden i centrum, og kvinder er ikke blot bedre til at huske mærkedage. De er også enormt gode til at huske, når mænd har glemt dem. Derfor kan man se svedende mænd foretage damage control-indkøb af røde roser i blomsterbutikker dagen før Mors Dag og Valentins Dag. Mens jeg er ret sikker på, at Silvan endnu har til gode at opleve kvinder med flakkende blikke hjemsøge kassen med »blandet værktøj - 20 kroner« og med Mette Frederiksen-stemme forlange et kinesisk vaterpas pakket ind i rød cellofan.
Det betyder ikke rigtig noget at glemme den slags. Fars hammer er nemlig faldet. I enhver forstand.
fredag den 21. maj 2010
Vi fejrer højtider fordi. . .
Det er noget slemt sludder, at danskerne ikke har styr på, hvorfor de fejrer deres højtider. Det ved de alt om:
Vi fejrer jul for at holde fri og spise og drikke.
Vi fejrer påske for at holde fri og spise og drikke.
Vi fejrer nytår for at holde fri og spise og drikke - samt snuppe en Panodil nytårsdag foran Tom og Jerry på Cartoon Network.
Så er der pinsen. Der kan de fleste danskere godt blive fjerne i blikket, så for en sikkerheds skyld fejrer vi den ved at holde fri og spise og drikke. Det er trygt at være på den sikre side, og konceptet har jo vist sig holdbart.
Endelig er der de enkeltdage, der har fået et højtideligt prædikat på sig: Kristi himmelfartsdag og store bededag. Da vi er en praktisk anlagt nation, ligger Kristi himmelfartsdag altid på en torsdag, så vi inddrager den efterfølgende fredag som fridag og vupti: Holde fri og spise og drikke.
Store bededag blev ironisk nok indført af alvorlige kirkefædre, der mente, at danskerne havde godt af en dag, hvor de tænkte alvorligt over deres forhold til Gud. For lige at vise at det ikke var det bare pjat, indvarslede kirkerne dagen allerede aftenen før i det forfængelige håb, at rosset så stillede i kirken dagen efter i nogenlunde ædru tilstand.
Desværre skød de strenge protestanter sig i foden ved at lægge dagen på den fjerde fredag efter påske, men de var selvfølgelig undskyldt, da de aldrig havde hørt ordet weekend. Men resultatet kender vi i dag: Holde fri og spise og drikke. Samt holde konfirmation, så de unge kan blive introduceret til et liv med at holde fri og spise og drikke.
Alt imens vi hen over sangskjulerne ophidset skælder ud over, at nogle vil have os til at arbejde 12 minutter længere om dagen og pille ved efterlønnen.
Vi fejrer jul for at holde fri og spise og drikke.
Vi fejrer påske for at holde fri og spise og drikke.
Vi fejrer nytår for at holde fri og spise og drikke - samt snuppe en Panodil nytårsdag foran Tom og Jerry på Cartoon Network.
Så er der pinsen. Der kan de fleste danskere godt blive fjerne i blikket, så for en sikkerheds skyld fejrer vi den ved at holde fri og spise og drikke. Det er trygt at være på den sikre side, og konceptet har jo vist sig holdbart.
Endelig er der de enkeltdage, der har fået et højtideligt prædikat på sig: Kristi himmelfartsdag og store bededag. Da vi er en praktisk anlagt nation, ligger Kristi himmelfartsdag altid på en torsdag, så vi inddrager den efterfølgende fredag som fridag og vupti: Holde fri og spise og drikke.
Store bededag blev ironisk nok indført af alvorlige kirkefædre, der mente, at danskerne havde godt af en dag, hvor de tænkte alvorligt over deres forhold til Gud. For lige at vise at det ikke var det bare pjat, indvarslede kirkerne dagen allerede aftenen før i det forfængelige håb, at rosset så stillede i kirken dagen efter i nogenlunde ædru tilstand.
Desværre skød de strenge protestanter sig i foden ved at lægge dagen på den fjerde fredag efter påske, men de var selvfølgelig undskyldt, da de aldrig havde hørt ordet weekend. Men resultatet kender vi i dag: Holde fri og spise og drikke. Samt holde konfirmation, så de unge kan blive introduceret til et liv med at holde fri og spise og drikke.
Alt imens vi hen over sangskjulerne ophidset skælder ud over, at nogle vil have os til at arbejde 12 minutter længere om dagen og pille ved efterlønnen.
fredag den 14. maj 2010
Klædt af til skindet i Udkantsdanmark
Et ugeblad har fået en idé. Det vil kåre årets Miss Udkantsdanmark 2010. Så skal læserne sende billeder ind af taberlandets Maja’er og Camilla’er, der står i trusser og bh og stritter foran et nedlagt slagteri, en lukket tankstation eller et rustent byskilt i Nørre Trøstesløse eller Udby Overdrev.
Fantastisk koncept.
Miss Udkantsdanmark 2010 vinder for øvrigt et ophold på et luksushotel i København, så hun kan indsnuse atmosfæren af en rigtig by med idérige overskudsmennesker, inden vores Maja og Camilla pakker ikke bare trusser og bh, men alle deres ejendele og flytter til storbyen.
For det er jo det ironiske ved Miss Udkantsdanmark: Et af de store problemer i randområderne er, at de unge forsvinder som lemminger på speed, og det er lige præcis især pigerne, der drager af sted til storby, universitet og café latte på fortovscaféen. Mens drengene bliver bliver tilbage i Skodby med kontanthjælp, kamphunde og Harboe-øl på bænken.
Sådan i store træk. Fordi skolen jo sådan set altid har holdt med pigerne, da Flittig-Lise nu en gang er lettere end Bøvlede Brian. Og hvis det øvrige uddannelsessystem greb i egen barm – og barm er der rigeligt af i den verden - vil de i et svagt øjeblik nok indrømme, at sådan er det også dér. På gymnasiet, seminariet, universitetet. En eller anden forklaring må der jo være på, at 23 procent af drengene aldrig får en ungdomsuddannelse, og 63 procent aldrig får en videregående uddannelse.
Årsagen kan en (kvindelig) forsker sikkert skrive en Ph.d. om en dag. Mens hun sender en kort tanke til dengang, hun stod halvt afklædt foran byens lukkede posthus, men vandt et liv i A-klassen. Mens alt for mange drenge endte som dem, der virkelig blev klædt af til skindet.
Fantastisk koncept.
Miss Udkantsdanmark 2010 vinder for øvrigt et ophold på et luksushotel i København, så hun kan indsnuse atmosfæren af en rigtig by med idérige overskudsmennesker, inden vores Maja og Camilla pakker ikke bare trusser og bh, men alle deres ejendele og flytter til storbyen.
For det er jo det ironiske ved Miss Udkantsdanmark: Et af de store problemer i randområderne er, at de unge forsvinder som lemminger på speed, og det er lige præcis især pigerne, der drager af sted til storby, universitet og café latte på fortovscaféen. Mens drengene bliver bliver tilbage i Skodby med kontanthjælp, kamphunde og Harboe-øl på bænken.
Sådan i store træk. Fordi skolen jo sådan set altid har holdt med pigerne, da Flittig-Lise nu en gang er lettere end Bøvlede Brian. Og hvis det øvrige uddannelsessystem greb i egen barm – og barm er der rigeligt af i den verden - vil de i et svagt øjeblik nok indrømme, at sådan er det også dér. På gymnasiet, seminariet, universitetet. En eller anden forklaring må der jo være på, at 23 procent af drengene aldrig får en ungdomsuddannelse, og 63 procent aldrig får en videregående uddannelse.
Årsagen kan en (kvindelig) forsker sikkert skrive en Ph.d. om en dag. Mens hun sender en kort tanke til dengang, hun stod halvt afklædt foran byens lukkede posthus, men vandt et liv i A-klassen. Mens alt for mange drenge endte som dem, der virkelig blev klædt af til skindet.
fredag den 7. maj 2010
Et spørgsmål om (livs)stil
For år tilbage forsøgte jeg at finde ud af, hvad begrebet livsstil dækker over. Folk, der har set min garderobe, vil bekræfte, at det var tiltrængt. Som alle andre, der ikke har gået på universitetet, anvendte jeg den eneste metode, jeg kunne komme i tanke om: Google.
Den første side, Google fandt, var specielt for kvinder, hvilket allerede gav et fingerpeg. Det er trods alt kvinder, der køber designerglaskugler til 125 kroner stykket til juletræet, mens mænd tror, at juletræ har noget at gøre med hygge, genkendelighed fra barndommens jul og musetrapper lavet med svedige fingre ved køkkenbordet.
Da jeg kom længere ned af hjemmesiden, kunne jeg imidlertid læse, at mine tarme sandsynligvis var tykt belagt med kemikalier, og at jeg nok led af den såkaldte candida-svamp. Så stoppede jeg den efterforskning.
Senere har nogle åbenbart gjort Google opmærksom på den uheldige hjemmeside. I hvert fald kan jeg ikke finde den længere. I stedet har jeg fundet en side, der fortæller, at jeg vil få mere livskvalitet, hvis jeg tjener flere penge, end jeg bruger. Fantastisk! Har nogen fortalt det til islændingene og grækerne?
Det er en sætning, der viser dyb indsigt, men ikke i livsstil. Al den stund at når man ser og hører om livsstil alle andre steder, så handler det om præcist det modsatte. Nemlig om at skaffe sig ting. Blot ikke hvilke som helst ting. Men ting som:
- ikke har nogen fornuftig anvendelse, men bare står i vejen. Eller:
- koster tre gange så meget som den udmærkede version af samme vare, man kan købe i Føtex. Eller:
- spilder når man hælder af den. Eller:
- er købt i en fancy sidegadebutik, der er gået konkurs, når man kommer for at klage over, at skidtet er krympet. Fordi livsstil tilsyneladende har et kort liv.
Den første side, Google fandt, var specielt for kvinder, hvilket allerede gav et fingerpeg. Det er trods alt kvinder, der køber designerglaskugler til 125 kroner stykket til juletræet, mens mænd tror, at juletræ har noget at gøre med hygge, genkendelighed fra barndommens jul og musetrapper lavet med svedige fingre ved køkkenbordet.
Da jeg kom længere ned af hjemmesiden, kunne jeg imidlertid læse, at mine tarme sandsynligvis var tykt belagt med kemikalier, og at jeg nok led af den såkaldte candida-svamp. Så stoppede jeg den efterforskning.
Senere har nogle åbenbart gjort Google opmærksom på den uheldige hjemmeside. I hvert fald kan jeg ikke finde den længere. I stedet har jeg fundet en side, der fortæller, at jeg vil få mere livskvalitet, hvis jeg tjener flere penge, end jeg bruger. Fantastisk! Har nogen fortalt det til islændingene og grækerne?
Det er en sætning, der viser dyb indsigt, men ikke i livsstil. Al den stund at når man ser og hører om livsstil alle andre steder, så handler det om præcist det modsatte. Nemlig om at skaffe sig ting. Blot ikke hvilke som helst ting. Men ting som:
- ikke har nogen fornuftig anvendelse, men bare står i vejen. Eller:
- koster tre gange så meget som den udmærkede version af samme vare, man kan købe i Føtex. Eller:
- spilder når man hælder af den. Eller:
- er købt i en fancy sidegadebutik, der er gået konkurs, når man kommer for at klage over, at skidtet er krympet. Fordi livsstil tilsyneladende har et kort liv.
onsdag den 5. maj 2010
Kirkegården for de døde ord
En debattør foreslog forleden i en klumme, at vi fik en ord-kirkegård. Et sted hvor udtjente verber og navneord på deres trætte fødder og håbløst uforstået af deres samtid, kan vandre ind og lægge sig til hvile med et træt suk:
- Akke ja, herre Jemini. Min salighed.
Eller noget i den retning. Og så ville de udånde. Gå til de evige ordbøger og blive til døde begreber liggende i deres grave ved siden af busteholder og statsradiofoni.
Men debattøren mente, at flere ord burde traske ind på sprogets kirkegård. Selv foreslog han, der er præst, at ordet skamlæber bliver sendt ind til den evige hvile, for der er vel ikke noget at skamme sig over, påpegede han. Desværre foreslog han ingen alternativer. Jeg kan komme i tanke om et par stykker, men de egner sig ikke til at komme på tryk - men grundlæggende er der det problem med at tage livet af ord, at der skal findes en erstatning, og det forekommer mig, at den nye generation altid bliver en mere vissen og blodfattig udgave af tidligere tiders kraftfulde udtryk. Jeg mener: læbeganespalte - der var nu mere swung over hareskår, men sådan skulle det ikke være.
Og den proces bliver mere og mere sofistikeret. I EU fandt nogen sidste år ud af, at vi bør undlade ord, hvor køn indgå. Skraldemand skulle hedde skraldeperson, for ellers kunne der sidde en skraldekvinde et eller andet sted i Europa og føle sig diskrimineret. Ordet mandskab skulle helt udslettes, mente sprog-stasierne, for de kunne godt se, at de næppe kom igennem med kvindskab.
Når man læser den slags, er det man tænker: Vor Frue bevares, hvad bliver det næste? Forhåbentlig at ordene tøsedrenge, håndsky og politisk korrekthed vandrer ind på ord-kirkegården. Og vi behøver ingen erstatning for dem.
- Akke ja, herre Jemini. Min salighed.
Eller noget i den retning. Og så ville de udånde. Gå til de evige ordbøger og blive til døde begreber liggende i deres grave ved siden af busteholder og statsradiofoni.
Men debattøren mente, at flere ord burde traske ind på sprogets kirkegård. Selv foreslog han, der er præst, at ordet skamlæber bliver sendt ind til den evige hvile, for der er vel ikke noget at skamme sig over, påpegede han. Desværre foreslog han ingen alternativer. Jeg kan komme i tanke om et par stykker, men de egner sig ikke til at komme på tryk - men grundlæggende er der det problem med at tage livet af ord, at der skal findes en erstatning, og det forekommer mig, at den nye generation altid bliver en mere vissen og blodfattig udgave af tidligere tiders kraftfulde udtryk. Jeg mener: læbeganespalte - der var nu mere swung over hareskår, men sådan skulle det ikke være.
Og den proces bliver mere og mere sofistikeret. I EU fandt nogen sidste år ud af, at vi bør undlade ord, hvor køn indgå. Skraldemand skulle hedde skraldeperson, for ellers kunne der sidde en skraldekvinde et eller andet sted i Europa og føle sig diskrimineret. Ordet mandskab skulle helt udslettes, mente sprog-stasierne, for de kunne godt se, at de næppe kom igennem med kvindskab.
Når man læser den slags, er det man tænker: Vor Frue bevares, hvad bliver det næste? Forhåbentlig at ordene tøsedrenge, håndsky og politisk korrekthed vandrer ind på ord-kirkegården. Og vi behøver ingen erstatning for dem.
onsdag den 28. april 2010
En dag med multitasking
- Selvfølgelig kan mænd multitaske.
Tænkte jeg forleden, da jeg balancerede på en taburet med en kuglepen i munden og målte ud til et rullegardin i et vindue. Samtidig.
Det lykkedes mig at komme ned fra taburetten uden at snuble, så det var på alle måder en lykkelig lørdag, især fordi jeg samtidig fik en åbenbaring om, hvorfor mænd er gode til at multitaske:
Vi har øvet os, siden vi var børn.
Det begyndte i sandkassen, hvor vi snildt klarede at grave et stort hul i vådt, iskoldt sand, fylde den ene gummistøvle med vand og kyle sand i håret på Charlotte, der derefter hylede som en stukket gris. Alt sammen stort set samtidig.
Senere præsterede vi at sidde på en skibsbrik med benene oppe ad reolen, høre »Top 20« med Jørgen Mylius og kigge i pornoblad, samtidig med at vi lyttede nøje efter, om vores mor var på vej ind på værelset, hvorefter vi i løbet af et splitsekund kunne skjule pornoblad bag »Tysk for 2. real«. En strategisk manøvre der krævede overblik.
Som voksne har mænd forædlet multitaskingen. Eksempel: Køre bil og tygge tyggegummi samtidig med, at man udtænker overbevisende forklaringer på, hvorfor man har glemt at hente børn/købe ind/kærestes fødselsdag.
Sådan. Der er rigelig med dokumentation. Jeg blev helt grebet af tanken og opdagede desværre for sent, at nu havde byggemarkederne lukket, så det med rullegardinet måtte lige vente. Ingen er jo perfekt.
I stedet satte jeg mig i stuen for at mutitaske:
1) åbne øl 2) smide kapsel efter kat 3) trykke på fjernbetjening. Samtidig.
Det lykkedes. Stort set:
1) spildte øl. 2) kat undveg. 3) Fik tændt for fjernbetjening, men kom ind på DK4.
Tænkte jeg forleden, da jeg balancerede på en taburet med en kuglepen i munden og målte ud til et rullegardin i et vindue. Samtidig.
Det lykkedes mig at komme ned fra taburetten uden at snuble, så det var på alle måder en lykkelig lørdag, især fordi jeg samtidig fik en åbenbaring om, hvorfor mænd er gode til at multitaske:
Vi har øvet os, siden vi var børn.
Det begyndte i sandkassen, hvor vi snildt klarede at grave et stort hul i vådt, iskoldt sand, fylde den ene gummistøvle med vand og kyle sand i håret på Charlotte, der derefter hylede som en stukket gris. Alt sammen stort set samtidig.
Senere præsterede vi at sidde på en skibsbrik med benene oppe ad reolen, høre »Top 20« med Jørgen Mylius og kigge i pornoblad, samtidig med at vi lyttede nøje efter, om vores mor var på vej ind på værelset, hvorefter vi i løbet af et splitsekund kunne skjule pornoblad bag »Tysk for 2. real«. En strategisk manøvre der krævede overblik.
Som voksne har mænd forædlet multitaskingen. Eksempel: Køre bil og tygge tyggegummi samtidig med, at man udtænker overbevisende forklaringer på, hvorfor man har glemt at hente børn/købe ind/kærestes fødselsdag.
Sådan. Der er rigelig med dokumentation. Jeg blev helt grebet af tanken og opdagede desværre for sent, at nu havde byggemarkederne lukket, så det med rullegardinet måtte lige vente. Ingen er jo perfekt.
I stedet satte jeg mig i stuen for at mutitaske:
1) åbne øl 2) smide kapsel efter kat 3) trykke på fjernbetjening. Samtidig.
Det lykkedes. Stort set:
1) spildte øl. 2) kat undveg. 3) Fik tændt for fjernbetjening, men kom ind på DK4.
fredag den 16. april 2010
Da planlægningen gik op i røg
For meget planlægning er mistænkeligt. I Sovjetunionen og Østeuropa havde de i mange år noget, de kaldte planøkonomi. Der var så meget plan i tingene, at de fleste mennesker måtte stå i kø for at købe toiletpapir. Så det blev de trætte af.
Selv er jeg ikke den store planlægger. Hvis jeg var general, havde freden indfundet sig påfaldende hurtigt, for jeg havde sikkert kommanderet min hær det forkerte sted hen. Så kunne de andre stå på slagmarken med alle deres talenter, mens mine soldater sad et eller andet tumpet sted og drak øl, mens de diskuterede, om vi alligevel skulle være drejet til højre tre dage tidligere.
Med en sådan mangel på sans for plan falder jeg udenfor tidens krav. Jeg ved det. Ganske vist er førnævnte planøkonomi ikke i kridthuset nogen steder, hvis vi ser bort fra sofistikerede statsdannelser som Nordkorea, men en hel masse mennesker synes alligevel at leve i et regneark. Tiden skriger på plan, system, flueben og afrapportering, så alt kan blive talt op, målt og vejet. Og derefter privatiseret og fusioneret.
På et mere nærværende plan ved enhver, der inviterer til sommerfest, at man bør man sende invitationerne ud i vinterhalvåret, for ikke så få mennesker synes at planlægge deres liv flere måneder ud i fremtiden for ikke at risikere at stå med en ledig stund. Hvad der er ledigt er spildt, og den overbevisning kan ingen tage fra os.
Det skulle da lige være en islandsk vulkan. Der med en geologisk bøvs aflyste en masse (flyve)planer, (køre)planer og (møde)planer. Og efterlod tusindvis af mennesker med en ledig stund og en fornemmelse af, at noget alligevel viste sig større end os.
Det kan De godt lige tænke over. Hvis De altså ikke har andre planer.
Selv er jeg ikke den store planlægger. Hvis jeg var general, havde freden indfundet sig påfaldende hurtigt, for jeg havde sikkert kommanderet min hær det forkerte sted hen. Så kunne de andre stå på slagmarken med alle deres talenter, mens mine soldater sad et eller andet tumpet sted og drak øl, mens de diskuterede, om vi alligevel skulle være drejet til højre tre dage tidligere.
Med en sådan mangel på sans for plan falder jeg udenfor tidens krav. Jeg ved det. Ganske vist er førnævnte planøkonomi ikke i kridthuset nogen steder, hvis vi ser bort fra sofistikerede statsdannelser som Nordkorea, men en hel masse mennesker synes alligevel at leve i et regneark. Tiden skriger på plan, system, flueben og afrapportering, så alt kan blive talt op, målt og vejet. Og derefter privatiseret og fusioneret.
På et mere nærværende plan ved enhver, der inviterer til sommerfest, at man bør man sende invitationerne ud i vinterhalvåret, for ikke så få mennesker synes at planlægge deres liv flere måneder ud i fremtiden for ikke at risikere at stå med en ledig stund. Hvad der er ledigt er spildt, og den overbevisning kan ingen tage fra os.
Det skulle da lige være en islandsk vulkan. Der med en geologisk bøvs aflyste en masse (flyve)planer, (køre)planer og (møde)planer. Og efterlod tusindvis af mennesker med en ledig stund og en fornemmelse af, at noget alligevel viste sig større end os.
Det kan De godt lige tænke over. Hvis De altså ikke har andre planer.
fredag den 9. april 2010
Må jeg få mit æg perfekt, tak?
Norske forskere har fundet en måde at koge det perfekte æg på. De har simpelthen siddet deroppe mellem fjeldene og regnet sig frem til en måde, der gør, at ægget ikke bliver for blødt og ikke for hårdt. Det er sådan noget, man kan tillade sig at bruge tid på, når man har for mange oliepenge.
Men nyheden skal nok få nogen til at løfte brynene, smide avisen og slukke for tv, der alligevel kun er fyldt med sult, krig og andet, vi ikke kan gøre noget ved. Vi kan heller ikke koge vores æg rigtigt, men her kommer videnskaben os til hjælp, og det er da en trøst, når den nu ikke kan stoppe sult og krig.
På de norske forskeres hjemmeside findes en beregningsmetode, så man skal bare lige slæbe den bærbare ud i køkkenet. Der er forskel på beregningerne alt efter æggenes størrelse, men desværre fremgår det ikke helt, om man også skal bruge en skydelære og en elektronisk postvægt - eller bliver nødt til at tage 9. klasse i matematik for at være på den sikre side. Men smart lyder det. Det er sikkert også nemt.
Vigtigt er det i hvert fald, for ellers ville forskere ikke bruge tid på det, men vigtigt er det først og fremmest, fordi det handler om at gøre noget perfekt. Perfektion er vor tids svar på tuberkulosen og luseplagen. En slags folkesygdom.
Holder vi os lige til æggene, så er det for eksempel slet ikke nok, at de er æg. De skal være økologiske og fra fritgående fjerkræ, og helst skal man have samlet dem op i egen hønsegård i baghaven, hvor man går og prøver at ligne ham bonderøven fra tv. Måske med lidt flere myoser og uden Morten Kock-kasket, men autentisk og virkeligt og perfekt skal det det være. Det hele helst. Æg som børn. Ægtefælle som fritid. Karriere som vægt. Det er sagen i en æggeskal.
Men nyheden skal nok få nogen til at løfte brynene, smide avisen og slukke for tv, der alligevel kun er fyldt med sult, krig og andet, vi ikke kan gøre noget ved. Vi kan heller ikke koge vores æg rigtigt, men her kommer videnskaben os til hjælp, og det er da en trøst, når den nu ikke kan stoppe sult og krig.
På de norske forskeres hjemmeside findes en beregningsmetode, så man skal bare lige slæbe den bærbare ud i køkkenet. Der er forskel på beregningerne alt efter æggenes størrelse, men desværre fremgår det ikke helt, om man også skal bruge en skydelære og en elektronisk postvægt - eller bliver nødt til at tage 9. klasse i matematik for at være på den sikre side. Men smart lyder det. Det er sikkert også nemt.
Vigtigt er det i hvert fald, for ellers ville forskere ikke bruge tid på det, men vigtigt er det først og fremmest, fordi det handler om at gøre noget perfekt. Perfektion er vor tids svar på tuberkulosen og luseplagen. En slags folkesygdom.
Holder vi os lige til æggene, så er det for eksempel slet ikke nok, at de er æg. De skal være økologiske og fra fritgående fjerkræ, og helst skal man have samlet dem op i egen hønsegård i baghaven, hvor man går og prøver at ligne ham bonderøven fra tv. Måske med lidt flere myoser og uden Morten Kock-kasket, men autentisk og virkeligt og perfekt skal det det være. Det hele helst. Æg som børn. Ægtefælle som fritid. Karriere som vægt. Det er sagen i en æggeskal.
fredag den 5. marts 2010
Vi vil have en undskyldning
Hans Scherfigs roman »Det forsømte forår« har været stort set været lige så obligatorisk læsning som Den lille Røde var i Maos Kina.
I den bog optræder en person ved navn Michael Mogensen, en særling, der tilbragte sit voksne liv ved den samme vinduesplads på universitetets frokoststue. I en senere roman sprænger han sig selv i luften på Fælleden i København.
Mit navnesammenfald med den figur har forfulgt mig en del gennem årene:
- Hedder du Michael Mogensen? Lige som ham der. .
- Ja, og skal vi så snakke om noget andet!
Indtil for nyligt har det kun irriteret mig, men nu kan jeg se en anden vej ud af pinagtigheden. Jeg skal selvfølgelig føle mig krænket og forlange en undskyldning. Undskyldninger er tidens trend, og vi er flere, der har tænkt på at kræve en undskyldning af Lars Løkke Rasmussen, fordi han har udpeget Per Stig Møller til kulturminister. Det virker nemlig som om, samme Møller interesserer sig for kultur, og nu havde vi lige vænnet os til det modsatte.
Så er der en dansk avis, der har sagt undskyld til en advokat, der mener at repræsentere over 95.000 efterkommere af en profet, og da var det, at jeg tænkte: Jeg må kunne samle et vist antal Michael Mogensen’er, der som mig har sårede følelser oven på hån, spot og latterliggørelse. Ikke mindst ved at blive sammenlignet med en langskægget, nej ikke profet, men falleret akademiker, der sprænges i luften - helt uden bombe og turban. Og så var ham i bogen oven i
købet vegetar.
Så vores følelser er krænkede. Nogen skal kræves til regnskab og ned på knæ. Og jeg tror da på, at vi kan finde en advokat fra Saudi Arabien subsidiært Iran eller Sudan, der kan tale vores sag, så vi kan få ret og rimelighed i tingene igen.
I den bog optræder en person ved navn Michael Mogensen, en særling, der tilbragte sit voksne liv ved den samme vinduesplads på universitetets frokoststue. I en senere roman sprænger han sig selv i luften på Fælleden i København.
Mit navnesammenfald med den figur har forfulgt mig en del gennem årene:
- Hedder du Michael Mogensen? Lige som ham der. .
- Ja, og skal vi så snakke om noget andet!
Indtil for nyligt har det kun irriteret mig, men nu kan jeg se en anden vej ud af pinagtigheden. Jeg skal selvfølgelig føle mig krænket og forlange en undskyldning. Undskyldninger er tidens trend, og vi er flere, der har tænkt på at kræve en undskyldning af Lars Løkke Rasmussen, fordi han har udpeget Per Stig Møller til kulturminister. Det virker nemlig som om, samme Møller interesserer sig for kultur, og nu havde vi lige vænnet os til det modsatte.
Så er der en dansk avis, der har sagt undskyld til en advokat, der mener at repræsentere over 95.000 efterkommere af en profet, og da var det, at jeg tænkte: Jeg må kunne samle et vist antal Michael Mogensen’er, der som mig har sårede følelser oven på hån, spot og latterliggørelse. Ikke mindst ved at blive sammenlignet med en langskægget, nej ikke profet, men falleret akademiker, der sprænges i luften - helt uden bombe og turban. Og så var ham i bogen oven i
købet vegetar.
Så vores følelser er krænkede. Nogen skal kræves til regnskab og ned på knæ. Og jeg tror da på, at vi kan finde en advokat fra Saudi Arabien subsidiært Iran eller Sudan, der kan tale vores sag, så vi kan få ret og rimelighed i tingene igen.
søndag den 28. februar 2010
Klovnen og kronerne
Forleden fik jeg en mail fra biblioteket om, at jeg skulle huske at aflevere nogle bøger. Ellers ville det give en bøde:
- Det er da service, hørte jeg min mund råbe så skingert, at selv Mette Frederiksen ville blegne.
Før i tiden fik man altid besked efter at have overskredet afleveringsfristen, og jeg har regnet mig frem til, at jeg gennem årene har forsørget mindst én bibliotekarfamilie gennem bøder.
- Jamen, er det ikke næsten for god service, sagde min også i egen opfattelse bedre halvdel.
Hun er nemlig jyde og kunne se mange penge forsvinde, og den vinkel havde jeg slet ikke anlagt, hvilket så viser, at jeg ikke er jyde. De har et kærligt forhold til penge (det lyder grimt bare at kalde dem fedtede), og det har jeg ikke.
Tværtimod hylder jeg det princip at betale mig fra alt, hvad man kan betale sig fra, og alene det gør mig uegnet til at bo i Jylland. Her opfattes »betal ved kasse et« som en trussel, der udløser politianmeldelse. Her prutter man, og det gen mangler jeg. Jeg vader lallende ind i butikken og kigger på en vaskemaskine. Stiller de nødvendige tekniske spørgsmål:
Er det sådan en model, der ikke konsekvent æder den ene af et par strømper?
Og så videre. For at ende med: - Fint. Den tager jeg. Her er pengene. Vær venlig at komme og installér den.
Så kigger ekspedienten forskrækket på mig, som venter han at se det spirende vanvid i mine øje bryde ud i lys lue, og jeg begynder at sige som Snurre Snup og hamre hovedet ind i væggen.
Men et eller andet sted tror jeg, at hvis alle priser stod til troende, ville det hele være mere gennemskueligt, og man forlod ikke en butik med en fornemmelse af at være blevet snydt.
Men det viser vel bare, at jeg er en klovn, der ikke har forstand på penge.
- Det er da service, hørte jeg min mund råbe så skingert, at selv Mette Frederiksen ville blegne.
Før i tiden fik man altid besked efter at have overskredet afleveringsfristen, og jeg har regnet mig frem til, at jeg gennem årene har forsørget mindst én bibliotekarfamilie gennem bøder.
- Jamen, er det ikke næsten for god service, sagde min også i egen opfattelse bedre halvdel.
Hun er nemlig jyde og kunne se mange penge forsvinde, og den vinkel havde jeg slet ikke anlagt, hvilket så viser, at jeg ikke er jyde. De har et kærligt forhold til penge (det lyder grimt bare at kalde dem fedtede), og det har jeg ikke.
Tværtimod hylder jeg det princip at betale mig fra alt, hvad man kan betale sig fra, og alene det gør mig uegnet til at bo i Jylland. Her opfattes »betal ved kasse et« som en trussel, der udløser politianmeldelse. Her prutter man, og det gen mangler jeg. Jeg vader lallende ind i butikken og kigger på en vaskemaskine. Stiller de nødvendige tekniske spørgsmål:
Er det sådan en model, der ikke konsekvent æder den ene af et par strømper?
Og så videre. For at ende med: - Fint. Den tager jeg. Her er pengene. Vær venlig at komme og installér den.
Så kigger ekspedienten forskrækket på mig, som venter han at se det spirende vanvid i mine øje bryde ud i lys lue, og jeg begynder at sige som Snurre Snup og hamre hovedet ind i væggen.
Men et eller andet sted tror jeg, at hvis alle priser stod til troende, ville det hele være mere gennemskueligt, og man forlod ikke en butik med en fornemmelse af at være blevet snydt.
Men det viser vel bare, at jeg er en klovn, der ikke har forstand på penge.
fredag den 19. februar 2010
Rose-pushere og almindeligt arbejde
På en produktionshøjskole i Århus bruger en studievejleder meget krudt på at fortælle eleverne, hvad de ikke kan.
Det kan lyde omvendt, men handler om, at poderne får at vide, at de ikke skal regne med at blive sangere, eller feterede musikere, når det nærmeste, de har været en scene, var foran spejlet med en hårbørste som mikrofon. Fulgt af en ubarmhjertig besked om at en fremtid som sosu-assistent eller murer lyder rigtig fint, men at det nærmeste, det unge mennesker kommer Roskilde Festivalen, er køen foran toiletvognen.
Så bliver de unge mennesker tit fornærmede, sukkede vejlederen, for de har set Popstars, MGP og X-factor, og hvis de kan, så kan jeg også, selv om jeg har en sangstemme som en vinkelsliber, og i øvrigt siger min mor, at jeg er fantastisk.
Her kom studievejlederens pointe: Forældre har en voldsom ulyst til at fortælle børn om virkelighedens verden. Det har han sikkert ret i.
Tværtimod optræder mange forældre som rose-pushere, og det begynder allerede med højrøstet beundring over, at barnet kan sidde lige på potten. Senere udbygges det med en prognose om at sønnike bliver kok på et Michelin-hotel, fordi han kan bruge en kartoffelkniv uden at skulle omkring skadestuen.
Med så effektive pushere, skal man udvikle et misbrug, og så er det sin sag længere henne i livet at skulle stikke en kold tyrker ud og fortælle vidunderet, at hun danser som en havelåge i blæsevejr. Det giver dårlig stemning, så det må andre tage sig af. Enten studievejledere eller en Thomas Blachmann.
Sådan er det så. Men tænk hvis det indgik i Blachmanns manuskript at sige:
- Men du kan med garanti blive en god sosu-assistent, politibetjent, skolelærer eller et tredje hæderligt arbejde.
Det kan lyde omvendt, men handler om, at poderne får at vide, at de ikke skal regne med at blive sangere, eller feterede musikere, når det nærmeste, de har været en scene, var foran spejlet med en hårbørste som mikrofon. Fulgt af en ubarmhjertig besked om at en fremtid som sosu-assistent eller murer lyder rigtig fint, men at det nærmeste, det unge mennesker kommer Roskilde Festivalen, er køen foran toiletvognen.
Så bliver de unge mennesker tit fornærmede, sukkede vejlederen, for de har set Popstars, MGP og X-factor, og hvis de kan, så kan jeg også, selv om jeg har en sangstemme som en vinkelsliber, og i øvrigt siger min mor, at jeg er fantastisk.
Her kom studievejlederens pointe: Forældre har en voldsom ulyst til at fortælle børn om virkelighedens verden. Det har han sikkert ret i.
Tværtimod optræder mange forældre som rose-pushere, og det begynder allerede med højrøstet beundring over, at barnet kan sidde lige på potten. Senere udbygges det med en prognose om at sønnike bliver kok på et Michelin-hotel, fordi han kan bruge en kartoffelkniv uden at skulle omkring skadestuen.
Med så effektive pushere, skal man udvikle et misbrug, og så er det sin sag længere henne i livet at skulle stikke en kold tyrker ud og fortælle vidunderet, at hun danser som en havelåge i blæsevejr. Det giver dårlig stemning, så det må andre tage sig af. Enten studievejledere eller en Thomas Blachmann.
Sådan er det så. Men tænk hvis det indgik i Blachmanns manuskript at sige:
- Men du kan med garanti blive en god sosu-assistent, politibetjent, skolelærer eller et tredje hæderligt arbejde.
tirsdag den 16. februar 2010
Er der liv derude?
Vi har vel alle tænkt tanken: Er der mere mellem himmel og jord? Noget i luften er der selvfølgelig. Det ved enhver, der har stået og spist popcorn foran abegrotten i Københavns ZOO en varm augustdag.
Men sådan rigtig »noget« mellem himmel og jord. Et andet liv. Et højere liv. Bare en lille smule højere end den menneskehed, der bruger tiden på skrabelodder og på at læse ugeblade med Sidney Lees nye tatovering?
Trangen til at gruble over sådanne store spørgsmål slår formentlig ned i alle mennesker, og hvornår det sker, er sikkert individuelt. Personlig rammes jeg af den slags spekulationer, når tv sender »Paradise Hotel« og »X Factor«. Da har jeg da nogen gange tænkt: Der må være intelligent liv - et andet sted i universet.
Os, der tror på den slags, bliver ofte affejet som skøre kuler. I modsætning til
folk, der har en p.hd, men alligevel kan bruge onsdag aften på at gå til tromme-aften med en shaman eller holder palaver med afdøde familiemedlemmer, så bliver vi aldrig taget helt alvorligt. Når vi snakker om liv derude indtages de fleste menneskers indre blik af billedet af en hvid mandsling med tentakler og et hoved på størrelse med en punchbowle, der siger »follow me to your leader« med Anders And stemme.
Det er nok derfor os med troen på ekstraterritorialt liv løber panden mod en mur. Selv synes vi, det er ganske logisk, at de må være derude. Folk, der er i stand til at flyve med 10.000 kilometer i timen i en cigarformet, sølvskinnede dingenot må nødvendigvis have købt deres tændrør på Saturn. Især hvis de skal styre med tentakler og hoveder på størrelse med en punch bowle.
Og der er ingen tvivl om, at det er intelligent liv. At de ikke har prøvet at tage kontakt til os tyder på, at de ikke kan være helt dumme.
Men sådan rigtig »noget« mellem himmel og jord. Et andet liv. Et højere liv. Bare en lille smule højere end den menneskehed, der bruger tiden på skrabelodder og på at læse ugeblade med Sidney Lees nye tatovering?
Trangen til at gruble over sådanne store spørgsmål slår formentlig ned i alle mennesker, og hvornår det sker, er sikkert individuelt. Personlig rammes jeg af den slags spekulationer, når tv sender »Paradise Hotel« og »X Factor«. Da har jeg da nogen gange tænkt: Der må være intelligent liv - et andet sted i universet.
Os, der tror på den slags, bliver ofte affejet som skøre kuler. I modsætning til
folk, der har en p.hd, men alligevel kan bruge onsdag aften på at gå til tromme-aften med en shaman eller holder palaver med afdøde familiemedlemmer, så bliver vi aldrig taget helt alvorligt. Når vi snakker om liv derude indtages de fleste menneskers indre blik af billedet af en hvid mandsling med tentakler og et hoved på størrelse med en punchbowle, der siger »follow me to your leader« med Anders And stemme.
Det er nok derfor os med troen på ekstraterritorialt liv løber panden mod en mur. Selv synes vi, det er ganske logisk, at de må være derude. Folk, der er i stand til at flyve med 10.000 kilometer i timen i en cigarformet, sølvskinnede dingenot må nødvendigvis have købt deres tændrør på Saturn. Især hvis de skal styre med tentakler og hoveder på størrelse med en punch bowle.
Og der er ingen tvivl om, at det er intelligent liv. At de ikke har prøvet at tage kontakt til os tyder på, at de ikke kan være helt dumme.
onsdag den 10. februar 2010
Det skal 1970erne nu alligevel have
Var der overhovedet noget godt ved at vokse op i 1970erne? Umiddelbart nej. Træls årti. Anker Jørgensen var statsminister, og blev kaldt femøren: Lille, rød og ingenting værd. Der lå hundelorte overalt, og solidaritet var et modeord, selv om alle røg, hvor det passede dem. Og ikke mindst: Brun var en modefarve.
Puha. 1970erne var traumatiske, og nogen burde lægge sag an mod den tumpe, der opfandt de bredriflede fløjlsbukser.
Og så dog. Set i det, en bedrageridømt byggematador en gang kaldte bagklogskabens ulideligt klare lys, så var der noget befriende over en ungdom i 1970erne. Nemlig alt det man ikke skulle spekulere over.
TV for eksempel. Man behøvede ikke at skændes om, hvorvidt man skulle se genudsendelser på den ene, den anden eller den tredje kanal. Tv, der dengang hed fjernsyn, var én kanal, der begyndte sidst på eftermiddagen og sluttede længe før midnat – som regel med et lysbillede fra en mose i Jylland. Det var derfor, det hed fjernsyn. Man blev fjern i blikket og faldt i søvn.
Kroppen skulle man heller ikke skænke så mange tanker. Den var der bare, og der blev som regel mere af den, hvilket skyldtes en cocktail af Den med Tyren, dræberfedt og bearnaisesovs fra fryseren.
Folk var tykke og tynde, og unge kunne fint slippe af sted med at gå i byen med hår som to stykker rå baconskiver, islænder-trøje og scooterstøvle. I dag hader flere og flere ganske normalt udseende unge deres krop og klipper kønsbehåringen af, ligesom stressede burhøns piller fjerene til blods.
Hvilket skal være den sidste cadeau til 1970ernes tv. Medieforbillederne havde navne som Flyttemand Olsen, Elmer Fjot og Jess Ingerslev. Det var idoldyrkelse, der var til at komme sig over.
Puha. 1970erne var traumatiske, og nogen burde lægge sag an mod den tumpe, der opfandt de bredriflede fløjlsbukser.
Og så dog. Set i det, en bedrageridømt byggematador en gang kaldte bagklogskabens ulideligt klare lys, så var der noget befriende over en ungdom i 1970erne. Nemlig alt det man ikke skulle spekulere over.
TV for eksempel. Man behøvede ikke at skændes om, hvorvidt man skulle se genudsendelser på den ene, den anden eller den tredje kanal. Tv, der dengang hed fjernsyn, var én kanal, der begyndte sidst på eftermiddagen og sluttede længe før midnat – som regel med et lysbillede fra en mose i Jylland. Det var derfor, det hed fjernsyn. Man blev fjern i blikket og faldt i søvn.
Kroppen skulle man heller ikke skænke så mange tanker. Den var der bare, og der blev som regel mere af den, hvilket skyldtes en cocktail af Den med Tyren, dræberfedt og bearnaisesovs fra fryseren.
Folk var tykke og tynde, og unge kunne fint slippe af sted med at gå i byen med hår som to stykker rå baconskiver, islænder-trøje og scooterstøvle. I dag hader flere og flere ganske normalt udseende unge deres krop og klipper kønsbehåringen af, ligesom stressede burhøns piller fjerene til blods.
Hvilket skal være den sidste cadeau til 1970ernes tv. Medieforbillederne havde navne som Flyttemand Olsen, Elmer Fjot og Jess Ingerslev. Det var idoldyrkelse, der var til at komme sig over.
fredag den 5. februar 2010
I sne står skovl og salt i skjul
Det er utroligt så hurtigt, man kan glemme og komme ud af træning.
Tag nu vinteren. Det er længe siden, at den har varet så længe, været så kold og været så fuld af sne. Dårlig nok var deltagerne rejst hjem fra et klimatopmøde, hvor de forudså, at vores børnebørn ville få global havudsigt på grund af stigende temperaturer, før Sibirien fik en filial i Danmark.
Da viste det sig, at mange har glemt det basale vinterberedskab. For eksempel det vigtige råd, der tidligere var en selvfølge: Sige til ungerne, at de skal lade være med at spise gul sne.
Ligesom vi har forsømt at fortælle børn, der aldrig har set så meget sne på én gang, at det bruger man altså til at lave snebolde, som man kyler efter andre. En klar forsømmelse i opdragelsen.
Men også voksne har svedt isvinteren ud, selv om nogen glemmer hurtigere end andre. DSB for eksempel:
- Hov, sne sætter sig fast sporskiftet. Har vi været ude for det før?
Nu vil nogen nok sige: Ha, ha, meget morsomt. Er du måske bedre selv? Er du klædt på til en vinter, vi ikke har oplevet siden dengang, Michael Jackson var neger, og alle kunne synge med på »Gi’ en hånd til Afrika«.
Nej. Jeg er bestemt ikke bedre end andre. Jeg er lige som alle andre. Også for mig stod salt indtil for nylig som noget, man kommer på maden, og da vi opdagede den anden anvendelse, var butikkerne tømt for salt. Så kan det ved Gud aldrig være vores skyld, at vi ikke kan salte fortovet.
Det har den kedelige konsekvens, at det er blevet farligt at hoppe på fortovet i arrigskab over, at kommunen ikke har fjernet sne på vores sidevej, fordi de pjanker rundt oppe på hovedvejen.
På nogle områder kommer en rigtig dansker heldigvis aldrig ud af træning.
Tag nu vinteren. Det er længe siden, at den har varet så længe, været så kold og været så fuld af sne. Dårlig nok var deltagerne rejst hjem fra et klimatopmøde, hvor de forudså, at vores børnebørn ville få global havudsigt på grund af stigende temperaturer, før Sibirien fik en filial i Danmark.
Da viste det sig, at mange har glemt det basale vinterberedskab. For eksempel det vigtige råd, der tidligere var en selvfølge: Sige til ungerne, at de skal lade være med at spise gul sne.
Ligesom vi har forsømt at fortælle børn, der aldrig har set så meget sne på én gang, at det bruger man altså til at lave snebolde, som man kyler efter andre. En klar forsømmelse i opdragelsen.
Men også voksne har svedt isvinteren ud, selv om nogen glemmer hurtigere end andre. DSB for eksempel:
- Hov, sne sætter sig fast sporskiftet. Har vi været ude for det før?
Nu vil nogen nok sige: Ha, ha, meget morsomt. Er du måske bedre selv? Er du klædt på til en vinter, vi ikke har oplevet siden dengang, Michael Jackson var neger, og alle kunne synge med på »Gi’ en hånd til Afrika«.
Nej. Jeg er bestemt ikke bedre end andre. Jeg er lige som alle andre. Også for mig stod salt indtil for nylig som noget, man kommer på maden, og da vi opdagede den anden anvendelse, var butikkerne tømt for salt. Så kan det ved Gud aldrig være vores skyld, at vi ikke kan salte fortovet.
Det har den kedelige konsekvens, at det er blevet farligt at hoppe på fortovet i arrigskab over, at kommunen ikke har fjernet sne på vores sidevej, fordi de pjanker rundt oppe på hovedvejen.
På nogle områder kommer en rigtig dansker heldigvis aldrig ud af træning.
lørdag den 30. januar 2010
Når guderne slår på tråden
- Hej Allan, det er Gud. . .
Nå ja, ja, så Allah da, men du er jo selv er uendelig, så du ved jo, hvor meget vi højere magter har om ørerne. Så kan der godt ryge et enkelt navn ud. En finke af panden som vi siger heroppe, når det ikke er svinekød, der er på panden. Ja, rolig nu. Det var en vits.
Nå, men det var præcis det med vores navne, jeg ringede om - hvis du lige gider skrue ned for den højttaler på minareten i baggrunden. Du skulle nødigt risikere, at man laver »en schweizer« på dig. He, he, fik du den? Det var satire. Det er noget, vi bruger i kristendommen. Kan anbefales.
Nå, det med navnene: Der er nogle af dine hooligans, der har brændt kristne kirker af, fordi nogle andre i en avis var kommet til at bruge mit navn i stedet for dit og jo: Den forvirring er da træls, og forvirring skaber tvivl, men ærlig talt: Tvivl skader ikke!
Tag nu bare mig: Jeg er da roen selv, selv om jeg ved Gud, altså mig selv, har mit hyr. Jeg skabte mennesket i mit billede, og så kom nogen af dem bagefter og hævdede, at det var omvendt. At jeg var et billede af dem, og at de egentlig nedstammede fra nogle lodne fætre, der kravler i træer og fanger lus hele dagen. Nu skulle de være ateister, og jeg skal da komme efter dig. Jeg blev helt træt i ansigtet og tænkte: Gider jeg egentlig det her?
Altså tvivl. Men jeg tog det med guddommelig ro, og siden vendte mange af dem også tilbage. Så slap af siger jeg bare.
Jeg foreslår, at vi to laver en deal sådan Gud og Gud imellem: Forklarer hele flokken én gang for alle: Vi er sat i verden for at passe på dem. De ikke er sat dernede for at beskytte os. Vi guder kan sagtens passe på os selv. Og ikke mindst:
Vold i vores navn er absolut no go!
Jeg er sikker på, at de vil forstå det. Ellers må du kalde mig Allan.
Nå ja, ja, så Allah da, men du er jo selv er uendelig, så du ved jo, hvor meget vi højere magter har om ørerne. Så kan der godt ryge et enkelt navn ud. En finke af panden som vi siger heroppe, når det ikke er svinekød, der er på panden. Ja, rolig nu. Det var en vits.
Nå, men det var præcis det med vores navne, jeg ringede om - hvis du lige gider skrue ned for den højttaler på minareten i baggrunden. Du skulle nødigt risikere, at man laver »en schweizer« på dig. He, he, fik du den? Det var satire. Det er noget, vi bruger i kristendommen. Kan anbefales.
Nå, det med navnene: Der er nogle af dine hooligans, der har brændt kristne kirker af, fordi nogle andre i en avis var kommet til at bruge mit navn i stedet for dit og jo: Den forvirring er da træls, og forvirring skaber tvivl, men ærlig talt: Tvivl skader ikke!
Tag nu bare mig: Jeg er da roen selv, selv om jeg ved Gud, altså mig selv, har mit hyr. Jeg skabte mennesket i mit billede, og så kom nogen af dem bagefter og hævdede, at det var omvendt. At jeg var et billede af dem, og at de egentlig nedstammede fra nogle lodne fætre, der kravler i træer og fanger lus hele dagen. Nu skulle de være ateister, og jeg skal da komme efter dig. Jeg blev helt træt i ansigtet og tænkte: Gider jeg egentlig det her?
Altså tvivl. Men jeg tog det med guddommelig ro, og siden vendte mange af dem også tilbage. Så slap af siger jeg bare.
Jeg foreslår, at vi to laver en deal sådan Gud og Gud imellem: Forklarer hele flokken én gang for alle: Vi er sat i verden for at passe på dem. De ikke er sat dernede for at beskytte os. Vi guder kan sagtens passe på os selv. Og ikke mindst:
Vold i vores navn er absolut no go!
Jeg er sikker på, at de vil forstå det. Ellers må du kalde mig Allan.
fredag den 22. januar 2010
Hjemmegående mand på deltid
Der er så mange kvinder på de danske læreanstalter, at nogen spørger, hvor de unge mænd er. Ja, en del af dem er jo nok ude på lange, lige landeveje i Jylland, hvor de laver hjulspind i Opel Rekord’er, mens de snakker i mobiltelefon og drikker Congo bajere.
Imens terper tøserne. Resultat: Senere scorer de skejserne. Konsekvensen er at, flere kvinder tjener bedre end deres mænd, og det er farligt, mener nogen. Med madammen ved muffen bliver mandens i forvejen skamskudte maskulinitet mere hullet. En proces der har været i gang, siden han kom hjem fra stepperne:
- Wiiiilma, jeg er hjemme. Jeg har selv nedlagt den her, og nu vil jeg sætte mig hen og arbejde videre med mit store projekt: Ilden.
Sådan er det mildt sagt ikke længere, og visse eksperter forudser en stigning i antallet af skilsmisser, hvis den lille forskel - på hans og hendes lønseddel - bliver for stor i hendes favør, fordi den hvide prins så måske rider væk med en yngre model (på kontanthjælp), så han kan få genrejst sin mandlighed og se sin lønseddel i øjnene.
Men jeg synes, at mænd skal se chancen i udviklingen. Her er endelig muligheden for at gå på deltid, lade konen knokle og tage sig af hjemmet: Ud med ferskenfarvede puder og den hvide sofa. Ind med den sorte sump fra Biva, hvor der er plads til både ølsjatter og ostepops. Bordfodbold og de meterhøje højttalere kommer til ære og værdighed. Og sidst men ikke mindst: Den usigelige glæde ved at stå med telefonen:
- Skal du ud at drikke caffe latte med veninderne igen? Helt ærligt, du havde lovet at tage rucolasalat med hjem. Det er altså også din familie, og jeg hænger snart på det hele, og dine børn snakker du heller aldrig med og. . .
Det vil næsten bære lønnen i sig selv.
Imens terper tøserne. Resultat: Senere scorer de skejserne. Konsekvensen er at, flere kvinder tjener bedre end deres mænd, og det er farligt, mener nogen. Med madammen ved muffen bliver mandens i forvejen skamskudte maskulinitet mere hullet. En proces der har været i gang, siden han kom hjem fra stepperne:
- Wiiiilma, jeg er hjemme. Jeg har selv nedlagt den her, og nu vil jeg sætte mig hen og arbejde videre med mit store projekt: Ilden.
Sådan er det mildt sagt ikke længere, og visse eksperter forudser en stigning i antallet af skilsmisser, hvis den lille forskel - på hans og hendes lønseddel - bliver for stor i hendes favør, fordi den hvide prins så måske rider væk med en yngre model (på kontanthjælp), så han kan få genrejst sin mandlighed og se sin lønseddel i øjnene.
Men jeg synes, at mænd skal se chancen i udviklingen. Her er endelig muligheden for at gå på deltid, lade konen knokle og tage sig af hjemmet: Ud med ferskenfarvede puder og den hvide sofa. Ind med den sorte sump fra Biva, hvor der er plads til både ølsjatter og ostepops. Bordfodbold og de meterhøje højttalere kommer til ære og værdighed. Og sidst men ikke mindst: Den usigelige glæde ved at stå med telefonen:
- Skal du ud at drikke caffe latte med veninderne igen? Helt ærligt, du havde lovet at tage rucolasalat med hjem. Det er altså også din familie, og jeg hænger snart på det hele, og dine børn snakker du heller aldrig med og. . .
Det vil næsten bære lønnen i sig selv.
tirsdag den 12. januar 2010
Bakteriologisk krigsførelse
Fødevaremyndighederne i København har været på inspektion i fire kollegiers køkkener. Det syn, der mødte dem, mindede efter referaterne at dømme om en rumænsk losseplads på en varm augustdag:
Gammel opvask, muggen mad i gryderne og køleskabe så varme, at bananfluerne sang »Vi er børn af sol og sommer«. Af samme grund kunne fødevarekontrollen tilføje, at de 15-24årige, fremtidens it-teknikere og phd-genier, bliver dobbelt så syge af campylobacter som alle os, der med alderens varedeklaration ikke drikker mælk, vi ikke har snuset til.
– Vi må gøre noget ved det, lød det næsten militærisk fra en repræsentant fra fødevarekontrollen. Sikkert efter at han havde fået gasmasken af.
Hvem »vi« er, fremgik ikke helt. Men det er ret indlysende ikke de 15-24-årige selv. Det er nok næppe heller deres forældre, for de har jo sådan set haft chancen, og det endte altså med en smiley så sur, at hvis det havde været mælk, havde det virkelig givet ballade.
Her kan man så lige tage en dyb indånding (efter at have tjekket at ingen i nærheden har haft svineinfluenza). For lur mig om ikke det er her, bananfluen kan ligge begravet:
De campylobacter-ramte er trods alt vokset op med forældre, der kørte med børn-i-bilen-mærkater. Hjemme er de hele barndommen vokser op med forsikringsselskabet Mor i Dit Spor, og dermed har de aldrig hørt eventyr som: »Hvordan skærebrættet blev rent«, og »karkluden, der ville kogevaskes«.
I stedet er tiden i det skinnende rene samtalekøkken formentlig gået med at snakke om, at det er for dårligt, at personalet på sygehusene ikke vasker hænder oftere, for man kan jo blive syg, og det er for galt, at man ikke gør noget ved det.
Gammel opvask, muggen mad i gryderne og køleskabe så varme, at bananfluerne sang »Vi er børn af sol og sommer«. Af samme grund kunne fødevarekontrollen tilføje, at de 15-24årige, fremtidens it-teknikere og phd-genier, bliver dobbelt så syge af campylobacter som alle os, der med alderens varedeklaration ikke drikker mælk, vi ikke har snuset til.
– Vi må gøre noget ved det, lød det næsten militærisk fra en repræsentant fra fødevarekontrollen. Sikkert efter at han havde fået gasmasken af.
Hvem »vi« er, fremgik ikke helt. Men det er ret indlysende ikke de 15-24-årige selv. Det er nok næppe heller deres forældre, for de har jo sådan set haft chancen, og det endte altså med en smiley så sur, at hvis det havde været mælk, havde det virkelig givet ballade.
Her kan man så lige tage en dyb indånding (efter at have tjekket at ingen i nærheden har haft svineinfluenza). For lur mig om ikke det er her, bananfluen kan ligge begravet:
De campylobacter-ramte er trods alt vokset op med forældre, der kørte med børn-i-bilen-mærkater. Hjemme er de hele barndommen vokser op med forsikringsselskabet Mor i Dit Spor, og dermed har de aldrig hørt eventyr som: »Hvordan skærebrættet blev rent«, og »karkluden, der ville kogevaskes«.
I stedet er tiden i det skinnende rene samtalekøkken formentlig gået med at snakke om, at det er for dårligt, at personalet på sygehusene ikke vasker hænder oftere, for man kan jo blive syg, og det er for galt, at man ikke gør noget ved det.
Abonner på:
Opslag (Atom)
