Jeg er vild med udtrykket bekymringsindustri. Man ser for sig en stor fabrikshal med kolonner af grå mennesker med knold i nakken og ruskindslapper på ærmerne, der under stor larm knækker fingre, mens de siger: Klæd dig nu varmt på, så du ikke bliver forkølet, får du nu også nok at spise og kom nu hjem i ordentlig tid. . .
Bekymringsindustrien er ny. Tidligere var det et håndværk fyldt med små, selvstændige producenter af bekymring og utryghed. Ens mor for eksempel:
– Hej mor, jeg ringer, for du siger jo, at jeg aldrig ringer til dig. . .
– Hvorfor ringer du nu? Ved du ikke, at der farligt at ringe i tordenvejr?
Nu er det altså en industri, men det er ikke gået ud over kvaliteten. Tværtimod forædler bekymringsindustrien sine produkter løbende. Tag nu mælk. Først drak vi mælk, fordi det var sundt, indtil bekymringsindustrien fortalte om mælkeallergi. Så holdt vi op, hvorefter bekymringsindustrien producerede bekymring om vores knoglers holdbarhed.
Sådan kan man blive ved, og det er lige, hvad industrien gør. Den udvikler sig konstant. Forleden så jeg således et barn med cykelhjelm. Til fods vel at mærke, men mit yndlingseksempel er stadig det forældrepar, der ikke ville have, at sønnen kom ud i regnvejr, når han var i børnehave. Nej, for så blev han jo våd. Alt sammen en følge af en opvækst i lyset fra bekymringsindustrien. Om føje år har vi formentlig taget skridtet fuldt ud, så børn slet ikke kommer udenfor en dør.
Så vil bekymringsindustrien forklare, at det er skadeligt for børn at være socialt isolerede.
tirsdag den 30. december 2008
onsdag den 3. december 2008
Vil du frem min dreng så spil kort
Der var en gang, da børn aldrig behøvede at være i tvivl om, hvad retning deres liv skulle tage:
– Far, hvad skal jeg blive til?
– Jeg er bonde/tømrer/tandlæge så du skal være bonde/tømrer/tandlæge.
Så gik børnene ud for at være det. Hvis de altså var drenge. Hvis de var piger, fødte de børn/fødte børn/fødte børn. Hvorefter de døde.
Så gik der demokrati og ligestilling i det, og pludselig var der frit valg på samtlige hylder. Alle kunne blive det hele, og jeg skal da love for, at det har hjulpet på niveauet over hele linjen. Nu lød mantraet:
– Du skal sørge for at få en uddannelse.
Denne gang var pigerne også hevet ind til foredraget, og da de altid har været så efterrettelige, dominerer pigerne i dag de højere uddannelser i en sådan grad, at man spekulerer over, hvor drengene er: Ude at køre råddent i en rusten Nissan, mens de snakker i mobil og drikker Congo-bajere eller hvad?
Måske spiller de kort. Nu læste jeg om en yngre mand, der havde vundet 53 millioner kroner ved at spille poker. Han var dansker, men hed Peter Eastgate (er jeg den eneste, der tror, at han i virkeligheden hedder Peter Østerport, men at det andet lyder mere fancy?). Og fordi han er god til noget, der i gamle dage i bedste fald blev kaldt tidsfordriv, bruger Peter Østerport næppe tid på at gruble over, hvordan dælen han skal snige sig ind på medicinstudiet.
Så hvordan pokker skal forældre i fremtiden overbevise sløve pubertetslømler om det fornuftige i at tage en uddannelse:
– Hvorfor det. Jeg udvikler da bare mine kompetencer i yatzy.
– Far, hvad skal jeg blive til?
– Jeg er bonde/tømrer/tandlæge så du skal være bonde/tømrer/tandlæge.
Så gik børnene ud for at være det. Hvis de altså var drenge. Hvis de var piger, fødte de børn/fødte børn/fødte børn. Hvorefter de døde.
Så gik der demokrati og ligestilling i det, og pludselig var der frit valg på samtlige hylder. Alle kunne blive det hele, og jeg skal da love for, at det har hjulpet på niveauet over hele linjen. Nu lød mantraet:
– Du skal sørge for at få en uddannelse.
Denne gang var pigerne også hevet ind til foredraget, og da de altid har været så efterrettelige, dominerer pigerne i dag de højere uddannelser i en sådan grad, at man spekulerer over, hvor drengene er: Ude at køre råddent i en rusten Nissan, mens de snakker i mobil og drikker Congo-bajere eller hvad?
Måske spiller de kort. Nu læste jeg om en yngre mand, der havde vundet 53 millioner kroner ved at spille poker. Han var dansker, men hed Peter Eastgate (er jeg den eneste, der tror, at han i virkeligheden hedder Peter Østerport, men at det andet lyder mere fancy?). Og fordi han er god til noget, der i gamle dage i bedste fald blev kaldt tidsfordriv, bruger Peter Østerport næppe tid på at gruble over, hvordan dælen han skal snige sig ind på medicinstudiet.
Så hvordan pokker skal forældre i fremtiden overbevise sløve pubertetslømler om det fornuftige i at tage en uddannelse:
– Hvorfor det. Jeg udvikler da bare mine kompetencer i yatzy.
tirsdag den 18. november 2008
Modepoliti med fejl i efterforskningen
Nu er mænd ret storsindede. Derfor går de heller ikke så højt op i, at det er kvinder, der bestemmer mænds påklædning og frisure samt kontrollere, at de ikke kommer i byen med små hår ud ad næsen.
– Pyt med at kvinder klæder mænd på. Bare vi kan klæde kvinder af, lyder det let og muntert fra det stærke køn, parallelparkeringens betvinger.
Men er det ikke en kortsigtet betragtning? Har kvinder ikke fat i den lange ende, når de med farvekort og hævede øjenbryn blander sig i det daglige. Også når det gælder partnerens påklædning?
Jo, ubetinget. Og det er der grund til at tænke over nu, da vi nærmer os den tid på året, hvor det undtagelsesvis er mænd, der køber tøj til kvinder. Tøj til at tage af. Undertøj. For let’s face it: I december er landets stormagasiner og lingeributikker proppet med forventningsfulde mænd, der køber g-strengstrusser, sorte bh’er og røde hofteholdere til deres livs kærlighed. Her kan andre kunder overhøre kostelige samtaler mellem ekspeditricer og svedende mænd:
– Ja, hun er sådan cirka lige så højt som dig, men med mindre bryster. . .
Den slags slap research hævner sig. Nemlig juleaften når konen pakker den bløde gave op og sender indholdet et isbjerg af et blik for derefter at meddele at de diminutive trusser i sart silke skal byttes til hvide Sloggi’er, der med tiden uvilkårlig får slap elastik. Alt imens manden resten af juleaften sidder og ligner en karton glemt kærnemælk, fordi han ikke styr på, at konen ikke er en størrelse S for small, men B for buttet.
Sådan går det, når man ikke blander sig i det daglige.
– Pyt med at kvinder klæder mænd på. Bare vi kan klæde kvinder af, lyder det let og muntert fra det stærke køn, parallelparkeringens betvinger.
Men er det ikke en kortsigtet betragtning? Har kvinder ikke fat i den lange ende, når de med farvekort og hævede øjenbryn blander sig i det daglige. Også når det gælder partnerens påklædning?
Jo, ubetinget. Og det er der grund til at tænke over nu, da vi nærmer os den tid på året, hvor det undtagelsesvis er mænd, der køber tøj til kvinder. Tøj til at tage af. Undertøj. For let’s face it: I december er landets stormagasiner og lingeributikker proppet med forventningsfulde mænd, der køber g-strengstrusser, sorte bh’er og røde hofteholdere til deres livs kærlighed. Her kan andre kunder overhøre kostelige samtaler mellem ekspeditricer og svedende mænd:
– Ja, hun er sådan cirka lige så højt som dig, men med mindre bryster. . .
Den slags slap research hævner sig. Nemlig juleaften når konen pakker den bløde gave op og sender indholdet et isbjerg af et blik for derefter at meddele at de diminutive trusser i sart silke skal byttes til hvide Sloggi’er, der med tiden uvilkårlig får slap elastik. Alt imens manden resten af juleaften sidder og ligner en karton glemt kærnemælk, fordi han ikke styr på, at konen ikke er en størrelse S for small, men B for buttet.
Sådan går det, når man ikke blander sig i det daglige.
torsdag den 13. november 2008
Bloggen går på Facebook
Jeg kan lige så godt krybe til korset. Falde til patten. Og bide til bolle: Jeg er også kommet på Facebook.
Eller fjæsbog som vi hardcore-fjæs indforstået siger. Når vi ikke lyder som børn, der samler på hønseringe:
– Hvor mange venner har du? Øj, så mange. Nå, men Anders Fogh siger, han har 5000. Hvad er det, vi gør forkert?
Nu har jeg det som andre mænd med noget, der udsender en bare svag odør af teknisk snilde:
1) Mærkeligt at vi har kunnet levet uden det her? (Læs: Jeg kan finde ud af det)
2) Hvem Fanden opfinder sådan noget bras? (Læs: Jeg kan ikke finde ud af det.)
Derfor er vi nogle, der bruger en weekend på at gå og tjekke om vores dørkarme er i vatter, når vi har købt et vaterpas.
Og sådan er det med Facebook. Knap havde jeg opdaget det, før jeg var i gang med at tage en ph.d. i ordskvalder og mening-gitis. Det er sådan, at man kan opdatere sin status på Facebook hele tiden, så alle ens nyopdukkede venner kan følge med i ens liv lige nu og få indblik i de intimeste tanker og følelser:
– Michael overvejer at gå ud og spise et stykke knækbrød, men det her er for spændende.
For det er godt nok stort: Folk er ved at forbedre indkøb af pakkekalendre, har lige opdaget noget appelsinhud, kan ikke finde deres selvangivelse, synes det er for dårligt, at det regner på deres fridag eller glæder sig over, at de i sin tid ikke tog flexlån.
Jeg kan blive helt rørt over, at alle de mennesker samtidig har tid til at passe deres Facebook. Og bedst af alt: Det revitaliserer virkelig begrebet venner.
Eller fjæsbog som vi hardcore-fjæs indforstået siger. Når vi ikke lyder som børn, der samler på hønseringe:
– Hvor mange venner har du? Øj, så mange. Nå, men Anders Fogh siger, han har 5000. Hvad er det, vi gør forkert?
Nu har jeg det som andre mænd med noget, der udsender en bare svag odør af teknisk snilde:
1) Mærkeligt at vi har kunnet levet uden det her? (Læs: Jeg kan finde ud af det)
2) Hvem Fanden opfinder sådan noget bras? (Læs: Jeg kan ikke finde ud af det.)
Derfor er vi nogle, der bruger en weekend på at gå og tjekke om vores dørkarme er i vatter, når vi har købt et vaterpas.
Og sådan er det med Facebook. Knap havde jeg opdaget det, før jeg var i gang med at tage en ph.d. i ordskvalder og mening-gitis. Det er sådan, at man kan opdatere sin status på Facebook hele tiden, så alle ens nyopdukkede venner kan følge med i ens liv lige nu og få indblik i de intimeste tanker og følelser:
– Michael overvejer at gå ud og spise et stykke knækbrød, men det her er for spændende.
For det er godt nok stort: Folk er ved at forbedre indkøb af pakkekalendre, har lige opdaget noget appelsinhud, kan ikke finde deres selvangivelse, synes det er for dårligt, at det regner på deres fridag eller glæder sig over, at de i sin tid ikke tog flexlån.
Jeg kan blive helt rørt over, at alle de mennesker samtidig har tid til at passe deres Facebook. Og bedst af alt: Det revitaliserer virkelig begrebet venner.
mandag den 10. november 2008
Jamen, jeg sagde det jo
Der var en gang, da forældre regerede ved hjælp af store sandheder. De var gode at have når, børn kom og stillede krav og havde ønsker:
– Sig mig, tror du, vi er millionærer?
Subsidiært:
- Sig mig, tror du, penge hænger på træerne?
Endelig var der:
– Jeg sagde det jo.
For nok hang penge ikke på træerne, men det gjorde børn. Her kravlede de ud på grenene, hvor de ved hjælp af en kæp ville fiske den bold ned, der lå på drivhusets tag. Når de så styrtede ned gennem drivhustaget og kom ud som en cocktail af knuste tomater, glasskår og blødende sår, så sagde de voksne:
– Jamen, jeg sagde det jo.
Underforstået: Man skulle nok have ladet være. Men så var man jo den erfaring rigere.
Den erfaring har jeg ikke indtryk af, at børn altid får lov at gøre i dag. Tværtimod har jeg indtryk af, at nogle børn tror, de hedder "Pas Nu På". For det er de ord, de oftest bliver tiltalt med. Nogle børn tror måske også, at de hedder "Skal Mor Puste". Og træer er ikke til at kravle i. Allerhøjest til at hænge en gynge op i. Som Sebastian kan gynge i. Men pas nu på.
For man kan falde og snuble, og brænde sig og rive hul og bløde. Med andre ord kan man komme galt af sted, og det skal forblive en hemmelighed for børn.
Indtil den dag Sebastian er gammel nok til at tage beslutninger selv, trække i uniform og drage til Irak med våben og maoriagtig tatovering i nakken. Det vil sikkert holde mor vågen, for det kan ende der, hvor det ikke er nok at puste.
Men måske er det kompensation for de grene, han ikke måtte kravle i, dengang det højest kunne give skrammer.
– Sig mig, tror du, vi er millionærer?
Subsidiært:
- Sig mig, tror du, penge hænger på træerne?
Endelig var der:
– Jeg sagde det jo.
For nok hang penge ikke på træerne, men det gjorde børn. Her kravlede de ud på grenene, hvor de ved hjælp af en kæp ville fiske den bold ned, der lå på drivhusets tag. Når de så styrtede ned gennem drivhustaget og kom ud som en cocktail af knuste tomater, glasskår og blødende sår, så sagde de voksne:
– Jamen, jeg sagde det jo.
Underforstået: Man skulle nok have ladet være. Men så var man jo den erfaring rigere.
Den erfaring har jeg ikke indtryk af, at børn altid får lov at gøre i dag. Tværtimod har jeg indtryk af, at nogle børn tror, de hedder "Pas Nu På". For det er de ord, de oftest bliver tiltalt med. Nogle børn tror måske også, at de hedder "Skal Mor Puste". Og træer er ikke til at kravle i. Allerhøjest til at hænge en gynge op i. Som Sebastian kan gynge i. Men pas nu på.
For man kan falde og snuble, og brænde sig og rive hul og bløde. Med andre ord kan man komme galt af sted, og det skal forblive en hemmelighed for børn.
Indtil den dag Sebastian er gammel nok til at tage beslutninger selv, trække i uniform og drage til Irak med våben og maoriagtig tatovering i nakken. Det vil sikkert holde mor vågen, for det kan ende der, hvor det ikke er nok at puste.
Men måske er det kompensation for de grene, han ikke måtte kravle i, dengang det højest kunne give skrammer.
lørdag den 1. november 2008
Lidt løgn letter livet
Sandheden, den fulde sandhed og kun sandheden. Nej, lad os se det i øjnene: Det holder ikke. Heller ikke i amerikanske tv-film, for så var der nok ingen historie. Det er også den erfaring, de gør sig i de virkelige retssale. På skattekontorerne. Samt på generalforsamlinger i alverdens lystfiskerforeninger:
Den nøgne, skinbarlige sandhed findes ikke. Man kan ikke kun tale sandt.
Selv har jeg altid hyldet det synspunkt, at lidt løgn skal der til, og jeg begyndte allerede som dreng:
– Hej mor. Nej, vi har ikke lavet noget særligt. Hvorfor der er huller i mit tøj, og det lugter brændt? Nå, men det er ikke noget.
Mænd er bedre til at lyve end kvinder. Allerede Eva faldt igennem, da hun stjal et æble og prøvede at skyde skylden på et krybdyr. Det er for tyndt og bare se: Den dag i dag får kvinder kun en tredjedel i løn for det samme arbejde. Det kan de godt lige tænke over.
Men er det ikke umoralsk at forsvare løgnen? Jo, men det andet er farligt. Tag nu den verbale vejsidebombe, kvinder uden varsel kan smide:
– Ser min røv for stor ud i de her bukser?
Hvad skal manden sige:
– Ja, der er faktisk lidt pansret mandskabsvogn over det der.
Så ville man da med fuld ret kunne sige, at hans hjerne så for lille ud til det hoved.
Ergo: Vi lyver. Og forventer ikke andet fra andre. Jeg mener, hvis vi for år tilbage havde spurgt de islandske finansfolk, hvor de havde alle de penge fra, var vi nok blevet lettere paf, hvis de havde sagt det, som det var:
– Jamen, vi har heller ikke nogen. Det er alt sammen varm luft og lånte fjer.
Den nøgne, skinbarlige sandhed findes ikke. Man kan ikke kun tale sandt.
Selv har jeg altid hyldet det synspunkt, at lidt løgn skal der til, og jeg begyndte allerede som dreng:
– Hej mor. Nej, vi har ikke lavet noget særligt. Hvorfor der er huller i mit tøj, og det lugter brændt? Nå, men det er ikke noget.
Mænd er bedre til at lyve end kvinder. Allerede Eva faldt igennem, da hun stjal et æble og prøvede at skyde skylden på et krybdyr. Det er for tyndt og bare se: Den dag i dag får kvinder kun en tredjedel i løn for det samme arbejde. Det kan de godt lige tænke over.
Men er det ikke umoralsk at forsvare løgnen? Jo, men det andet er farligt. Tag nu den verbale vejsidebombe, kvinder uden varsel kan smide:
– Ser min røv for stor ud i de her bukser?
Hvad skal manden sige:
– Ja, der er faktisk lidt pansret mandskabsvogn over det der.
Så ville man da med fuld ret kunne sige, at hans hjerne så for lille ud til det hoved.
Ergo: Vi lyver. Og forventer ikke andet fra andre. Jeg mener, hvis vi for år tilbage havde spurgt de islandske finansfolk, hvor de havde alle de penge fra, var vi nok blevet lettere paf, hvis de havde sagt det, som det var:
– Jamen, vi har heller ikke nogen. Det er alt sammen varm luft og lånte fjer.
tirsdag den 21. oktober 2008
Svineri for børn
Det er fint, at forældre propper computeren med firewalls og filtre, så adgangen til Internettet bliver som at snige sig over grænsen til Nordkorea. Børn skal jo beskyttes mod snasket derude.
Men måske skal vi også kigge nærmere på vores kulturskat i form af de gamle børnesange, som vi lader ungerne synge – sådan uden videre. For der er altså grove løjer imellem.
Tag nu »Giftes med Farmand«. Den kan nok give nogle indre billeder af tvivlsom karakter, og komponisten skal være glad for, at den er skrevet for mange år siden.
Eller hvad skal vi mene om »I Skoven skulle være Gilde.«. Den rummer en grim scene til sidst, hvor den gamle ugle drak sig »ganske fuld, så den faldt i græsset omkuld«. Børn pånødes her indre billeder af alkoholiseret fjerkræ, og det må vi sige er stærke sager i en tid, da to 15-årige må gå i seng med hinanden, men ikke ryge en smøg bagefter.
Vi kommer heller ikke udenom at kaste et kritisk blik på en nationaldigter som Jeppe Aakjær, der skrev »her er soen – sikken en – messingring i næsen, lange ører korte ben, uopdragent væsen«. Det er da den sikre måde at fremme spisevægring på, næste gang der står nakkekoteletter på bordet. Aakjær fremturer i samme sang: »Ved sin moders patte får den en dejlig mælketår«. Sin moders patte – må vi være fri. Børn skal bare vide, at mælk kommer fra Nettos køledisk. Det må være nok. For at det ikke skal være løgn slutter sangen med ordene: »Lotte går ved lisken, nu skal jeg have pisken«. Sadomasochistiske fantasier skal vi heller ikke skånes for. Jo, jeg synes nok, der er noget at tage fat på.
Men måske skal vi også kigge nærmere på vores kulturskat i form af de gamle børnesange, som vi lader ungerne synge – sådan uden videre. For der er altså grove løjer imellem.
Tag nu »Giftes med Farmand«. Den kan nok give nogle indre billeder af tvivlsom karakter, og komponisten skal være glad for, at den er skrevet for mange år siden.
Eller hvad skal vi mene om »I Skoven skulle være Gilde.«. Den rummer en grim scene til sidst, hvor den gamle ugle drak sig »ganske fuld, så den faldt i græsset omkuld«. Børn pånødes her indre billeder af alkoholiseret fjerkræ, og det må vi sige er stærke sager i en tid, da to 15-årige må gå i seng med hinanden, men ikke ryge en smøg bagefter.
Vi kommer heller ikke udenom at kaste et kritisk blik på en nationaldigter som Jeppe Aakjær, der skrev »her er soen – sikken en – messingring i næsen, lange ører korte ben, uopdragent væsen«. Det er da den sikre måde at fremme spisevægring på, næste gang der står nakkekoteletter på bordet. Aakjær fremturer i samme sang: »Ved sin moders patte får den en dejlig mælketår«. Sin moders patte – må vi være fri. Børn skal bare vide, at mælk kommer fra Nettos køledisk. Det må være nok. For at det ikke skal være løgn slutter sangen med ordene: »Lotte går ved lisken, nu skal jeg have pisken«. Sadomasochistiske fantasier skal vi heller ikke skånes for. Jo, jeg synes nok, der er noget at tage fat på.
onsdag den 15. oktober 2008
Time Manager from Hell
For mange år siden havde jeg en veninde i Århus, der altid gik og sagde, at livet stoppede, når man fik børn. Det syntes jeg nok var at stramme den, men udsagnet faldt mig ind forleden. Nemlig da jeg så et af disse talkshows, hvor en gruppe lettere bedagede kendisser sad og skulle designe begavede svar på banale problemer, som voksne mennesker selv burde kunne løse.
Et af spørgsmålene kom fra en kvinde, der var grundig træt af, at hele venindekredsen havde fået mand og barn. Jo, for nu var det umuligt at samles spontant om noget som helst. Selv den mest uambitiøse kop kaffe-snak skulle planlægges, aftales, forhandles, afstemmes og inddrage Outlook, Facebook, SMS, kalender og logistikkontoret hos Statens Byggeforskningsinstitut.
Når den endelige beslutning så var taget, og audiensen tilstået, havde kvinden mistet al lyst til kaffe–snak. Og al anden form for samvær med sine planlægnings-psykotiske veninder.
Det kunne talkshowets panel sådan set godt forstå, men folk havde jo så travlt i dag, så konklusionen blev, at kvinden måtte drikke sin kaffe selv.
Det syntes jeg nok var et tyndt svar. Spørgsmålet er om det overhovedet handler om travlhed. Eller om det ikke bare handler om, at spontanitet er yt. Spontan er noget aborter kan være. Alt andet i vores kultur skal skemalægges og hænges op på køleskabet med en lille magnet, og kontrolsygen, synes jeg, slog nye rekorder, da jeg i sidste uge læste, at børnefamilier bestiller charterrejser halvandet år i forvejen.
En psykolog kaldte det sygt.
Et af spørgsmålene kom fra en kvinde, der var grundig træt af, at hele venindekredsen havde fået mand og barn. Jo, for nu var det umuligt at samles spontant om noget som helst. Selv den mest uambitiøse kop kaffe-snak skulle planlægges, aftales, forhandles, afstemmes og inddrage Outlook, Facebook, SMS, kalender og logistikkontoret hos Statens Byggeforskningsinstitut.
Når den endelige beslutning så var taget, og audiensen tilstået, havde kvinden mistet al lyst til kaffe–snak. Og al anden form for samvær med sine planlægnings-psykotiske veninder.
Det kunne talkshowets panel sådan set godt forstå, men folk havde jo så travlt i dag, så konklusionen blev, at kvinden måtte drikke sin kaffe selv.
Det syntes jeg nok var et tyndt svar. Spørgsmålet er om det overhovedet handler om travlhed. Eller om det ikke bare handler om, at spontanitet er yt. Spontan er noget aborter kan være. Alt andet i vores kultur skal skemalægges og hænges op på køleskabet med en lille magnet, og kontrolsygen, synes jeg, slog nye rekorder, da jeg i sidste uge læste, at børnefamilier bestiller charterrejser halvandet år i forvejen.
En psykolog kaldte det sygt.
Jeg fik ikke hendes navn, men måske var det min gamle veninde fra Århus.
mandag den 6. oktober 2008
Ser jeg for tyk ud i de her bukser?
Mænd er det handlekraftige køn. Vores forfædre sad på sletten, parate til at nedlægge vilde dyr, og den eneste form for verbalisering var, når de sad og fangede lus ved bålet:
– Lørdag aften. Hvad skal vi lave? Gå ud og smide med sten efter nogle mammutter?
Af samme grund bider ord ikke på mænd i dag. Det sagte skræmmer os ikke, selv om sætningen »der er ikke flere øl« selvfølgelig kan sende en svag trækning hen over vores øjenbryn. Men ellers ikke.
Dog er der ingen regel uden undtagelse. Det ved alle, der har set en mands reaktion, når kæresten/konen siger:
– Ser jeg for tyk ud i de her bukser?
Historien kender til enkelte mænd, der troede på, at sandheden tjener alle bedst, så de sagde noget i retning af:
– Ja, der er godt nok noget Marie Carmen Koppel over det der. . .
Lad os sende disse mænd en tanke. De er her ikke mere. Og hvis de alligevel er, så er det med en anden kone.
Alle andre mænd ved med deres urinstinkt, at her skal ikke tales. Her skal handles. Så de forvandler sig i et splitsekund til noget fra en Greemlins-film, piber noget usammenhængende og finder en uopsættelig opgave at kaste sig over: En tagrende, der skal renses eller en bil, der skal vaskes. Jeg vil vædde en konsultation hos Carl Mar Møller på, at landet er fyldt med havelamper, der har fået pærerne skiftet ud på den konto. Af en repræsentant for det handlekraftige, nonverbale køn. I overalls og med et jaget blik i øjnene.
Alt imens en kvinde har stået foran spejlet og lignet en sumobryder med vejrtrækningsbesvær.
– Lørdag aften. Hvad skal vi lave? Gå ud og smide med sten efter nogle mammutter?
Af samme grund bider ord ikke på mænd i dag. Det sagte skræmmer os ikke, selv om sætningen »der er ikke flere øl« selvfølgelig kan sende en svag trækning hen over vores øjenbryn. Men ellers ikke.
Dog er der ingen regel uden undtagelse. Det ved alle, der har set en mands reaktion, når kæresten/konen siger:
– Ser jeg for tyk ud i de her bukser?
Historien kender til enkelte mænd, der troede på, at sandheden tjener alle bedst, så de sagde noget i retning af:
– Ja, der er godt nok noget Marie Carmen Koppel over det der. . .
Lad os sende disse mænd en tanke. De er her ikke mere. Og hvis de alligevel er, så er det med en anden kone.
Alle andre mænd ved med deres urinstinkt, at her skal ikke tales. Her skal handles. Så de forvandler sig i et splitsekund til noget fra en Greemlins-film, piber noget usammenhængende og finder en uopsættelig opgave at kaste sig over: En tagrende, der skal renses eller en bil, der skal vaskes. Jeg vil vædde en konsultation hos Carl Mar Møller på, at landet er fyldt med havelamper, der har fået pærerne skiftet ud på den konto. Af en repræsentant for det handlekraftige, nonverbale køn. I overalls og med et jaget blik i øjnene.
Alt imens en kvinde har stået foran spejlet og lignet en sumobryder med vejrtrækningsbesvær.
mandag den 29. september 2008
En ordentlig bunke problemer
En forsker mener, vores kultur tilsiger os, at det er risikabelt at ligne det andet køn alt for meget.
Han nævner tøjvask som et område, hvor mænd beskedent holder sig tilbage i en tid, da de ellers skifter lige så meget ble som olie. Men tøjvask er historisk noget, kvinder har gjort nede i åen med rumpen i vejret, og det billede kan mænd desværre ikke slippe, så de vægrer sig.
Metoden en enkel: Det eneste, mænd ved om vaskemaskiner, er at de ligesom tv-apparater har programmer. En viden mænd til gengæld ikke anvender til noget. Det ved de kvinder, der har prøvet at forklare om skåneprogrammet. Rigtige mænd ser ikke svensk tv, så vores mand smider hele tøjbunken ind i maskinen. Med ét fast tag, så der kommer lidt møggreb over operationen. Sortere er noget de gør på postkontoret, og her lurer den egentlige fare:
Inde i vaskemaskinen ligger nu konens sarte sillketrusser sammen med vor mands svedige rugbytrøje. Hele molevitten bliver sat på kogevask, hvorefter trusserne krymper så meget, at kun datterens Barbiedukke kan passe dem.
Så har vi balladen, og ordet ”klovn” bliver måske brugt. Men der er ikke noget at gøre. Det køn, der elsker at læse manualer, er ikke i stand til at læse en vaskeanvisning på et stykke tekstil. Sådan er det, beklager, og kvinderne ved det godt.
Så de sorterer og vasker og hænger op. Mændene går glade videre til mere maskuline opgaver så som at sætte ny pære i havelampen, mens konen står ude i haven med klemmer i munden og spekulerer på, om hun har råd til en karriere som enlig mor.
Han nævner tøjvask som et område, hvor mænd beskedent holder sig tilbage i en tid, da de ellers skifter lige så meget ble som olie. Men tøjvask er historisk noget, kvinder har gjort nede i åen med rumpen i vejret, og det billede kan mænd desværre ikke slippe, så de vægrer sig.
Metoden en enkel: Det eneste, mænd ved om vaskemaskiner, er at de ligesom tv-apparater har programmer. En viden mænd til gengæld ikke anvender til noget. Det ved de kvinder, der har prøvet at forklare om skåneprogrammet. Rigtige mænd ser ikke svensk tv, så vores mand smider hele tøjbunken ind i maskinen. Med ét fast tag, så der kommer lidt møggreb over operationen. Sortere er noget de gør på postkontoret, og her lurer den egentlige fare:
Inde i vaskemaskinen ligger nu konens sarte sillketrusser sammen med vor mands svedige rugbytrøje. Hele molevitten bliver sat på kogevask, hvorefter trusserne krymper så meget, at kun datterens Barbiedukke kan passe dem.
Så har vi balladen, og ordet ”klovn” bliver måske brugt. Men der er ikke noget at gøre. Det køn, der elsker at læse manualer, er ikke i stand til at læse en vaskeanvisning på et stykke tekstil. Sådan er det, beklager, og kvinderne ved det godt.
Så de sorterer og vasker og hænger op. Mændene går glade videre til mere maskuline opgaver så som at sætte ny pære i havelampen, mens konen står ude i haven med klemmer i munden og spekulerer på, om hun har råd til en karriere som enlig mor.
fredag den 26. september 2008
De store forskelle
Det kan godt være, at sagkundskaben mener, at de to køn kommer til at ligne hinanden mere og mere. Den om det. Jeg vil til enhver tid hævde, at hverdagen er fyldt med beviser på, at mænd og kvinder lever på hver deres planet, hvor beboerne har mere end svært ved at forstå hinanden.
Hvis nogen er i tvivl, skal de bare tjekke reaktionen hos en mand, når han sidder foran tv bevæbnet med dåseøl, snacks samt anden udtryk for sportslighed, og konen så siger:
– Herregud, det er jo bare et spil.
Det forstår han simpelthen ikke.
Sådan er hverdagen fyldt med beviser på kønnenes forskellighed. Kvinder har svært ved at forstå, hvorfor mænd finder det bydende nødvendigt at finde boremaskine, værktøjskasse, vinkelsliber, stiksav, hammer, bajonetsav og rystepudser frem – for at sætte en hylde op. Lige som de fleste piger har opgivet at begribe, hvorfor mænd kan tisse over alt og gør det med stor fornøjelse. På samme måde bliver de nærmest lammede over at se, at mænd er i stand til at købe et par sko på fire minutter.
Forskellene mellem kønnene kan skabe kludder i samtalen. Når mænd siger: »Hvor er mine nøgler/fodboldbilletter/underbukser«, så er svaret: »Nok, der hvor du lagde dem sidst« altså bare det forkerte svar.
Hvorfor? Fordi mænd kræver rationelle og opklarende svar. Vi er det rationelle køn. Derfor ved vi, at det ikke udelukker hinanden at være dødssyg af en let sommerforkølelse og forlange konstant pleje og omsorg – og samtidig nægte at gå til læge.
Det forstå kvinder garanteret heller ikke.
Hvis nogen er i tvivl, skal de bare tjekke reaktionen hos en mand, når han sidder foran tv bevæbnet med dåseøl, snacks samt anden udtryk for sportslighed, og konen så siger:
– Herregud, det er jo bare et spil.
Det forstår han simpelthen ikke.
Sådan er hverdagen fyldt med beviser på kønnenes forskellighed. Kvinder har svært ved at forstå, hvorfor mænd finder det bydende nødvendigt at finde boremaskine, værktøjskasse, vinkelsliber, stiksav, hammer, bajonetsav og rystepudser frem – for at sætte en hylde op. Lige som de fleste piger har opgivet at begribe, hvorfor mænd kan tisse over alt og gør det med stor fornøjelse. På samme måde bliver de nærmest lammede over at se, at mænd er i stand til at købe et par sko på fire minutter.
Forskellene mellem kønnene kan skabe kludder i samtalen. Når mænd siger: »Hvor er mine nøgler/fodboldbilletter/underbukser«, så er svaret: »Nok, der hvor du lagde dem sidst« altså bare det forkerte svar.
Hvorfor? Fordi mænd kræver rationelle og opklarende svar. Vi er det rationelle køn. Derfor ved vi, at det ikke udelukker hinanden at være dødssyg af en let sommerforkølelse og forlange konstant pleje og omsorg – og samtidig nægte at gå til læge.
Det forstå kvinder garanteret heller ikke.
torsdag den 18. september 2008
Hvorfor ikke kalde konen for kæresten?
Forleden var vi hjemme hos en tidligere kollega, der beklagede sig over et nyt problem, hun havde fået som journalist. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle omtale gifte kvinder. Ordet kone gav hende nogle indre billeder af flade sko og en lettere nedtrådt størrelse, der får mere banko end sex. Ægtefælle lød for sagsbehandleragtigt, og hustru lød alt for kirkeligt.
Sukkede hun hen over den varme chili corn carne. Nu kan man indvende, at verden byder på større problemer, bare spørg de amerikanske aktiehandlere, men ord betyder meget. De kan bringe os nærmere på og længere væk fra livet.
Det faldt mig ind, da jeg læste en klumme af en præst, der var træt af, at rødvin lagret på egetræsfade i 12 år nu blot hedder en genstand. Under en fest var hans borddame kommet til at gribe ud efter hans glas, hvorefter han uden tanke på følgerne råbte:
– Rør ikke min genstand!
Resultat: Kvindens mand ville ikke tale med hende resten af aftenen. Så kom ikke at sige at det ikke betyder noget.
Engang sagde vi goddag. Underforstået: Jeg ønsker dig en god dag. I dag beder vi folk om lige at tage sig sammen og selv sørge for det:
– Kan du have en god dag, siger den fortravlede og affable kassedame.
Jo, tak. Jeg skal prøve. Ringer i aften og fortæller om det er lykkedes.
Og så burde der uddeles tæsk med våde håndklæder til ham, der opfandt ordet livskvalitet. Som var det en varedeklaration. Men selvfølgelig er det lettere at forholde sig til et menneske, der er i krise frem for at skulle høre den virkelige historie: At dette menneske er dybt ulykkeligt.
Sukkede hun hen over den varme chili corn carne. Nu kan man indvende, at verden byder på større problemer, bare spørg de amerikanske aktiehandlere, men ord betyder meget. De kan bringe os nærmere på og længere væk fra livet.
Det faldt mig ind, da jeg læste en klumme af en præst, der var træt af, at rødvin lagret på egetræsfade i 12 år nu blot hedder en genstand. Under en fest var hans borddame kommet til at gribe ud efter hans glas, hvorefter han uden tanke på følgerne råbte:
– Rør ikke min genstand!
Resultat: Kvindens mand ville ikke tale med hende resten af aftenen. Så kom ikke at sige at det ikke betyder noget.
Engang sagde vi goddag. Underforstået: Jeg ønsker dig en god dag. I dag beder vi folk om lige at tage sig sammen og selv sørge for det:
– Kan du have en god dag, siger den fortravlede og affable kassedame.
Jo, tak. Jeg skal prøve. Ringer i aften og fortæller om det er lykkedes.
Og så burde der uddeles tæsk med våde håndklæder til ham, der opfandt ordet livskvalitet. Som var det en varedeklaration. Men selvfølgelig er det lettere at forholde sig til et menneske, der er i krise frem for at skulle høre den virkelige historie: At dette menneske er dybt ulykkeligt.
lørdag den 30. august 2008
De skal nok få sandheden frem
I gamle dage blev man knebet i ballerne med gloende jern af den spanske inkvisition, der insisterede på at vide, om man var kætter. Det må have gjort satans ondt, og hvem kunne ikke falde for fristelsen til at indrømme, at man var satans yngel, der fuskede med udkogte gedekranier. Også selv om det var ukristelig løgn.
Så blev man brændt. Det koster at få sandheden frem.
Sådan gør vi ikke i dag. Jo, der var et firma, der for nogle år siden pressede medarbej-derne til at deltage i kurser, hvor de skulle løbe på glødende kul. Det gav nogle forbrændinger, men hvor der handles, der brændes. Men ellers gør vi ikke sådan.
I en stor dippedut-koncern på Als gør de noget andet. De stikker et spørgeskema ud til folk, der søger job. Her skal de svare på, om de hader opera eller ved hvorfor, stjernerne blinker. Det har sikkert kostet virksomheden en masse penge at finde ud af, om de ansatte synes, at græsk mytologi er interessant. Og så er det ikke topchefer, der skal svare på spørgsmålene, men de mennesker der skal svinge kost og svaber på virksomhedens gange. Det kan man kalde grundighed. Lidt lige som den spanske inkvisition.
I filmen »De andres Liv« bruger en mand sit liv i DDR til at sidde i en kælder og smuglytte til andres samtaler. Sådan gør vi som sagt ikke. Vi intimiderer mennesker i fuld offentlighed.
I spørgeskemaet fra dippedut-koncernen skal man for øvrigt svare på, om man tror, man har været her før. Jeg ved godt, hvad jeg ville have svaret:
– Ja, og dengang blev jeg forfulgt af den spanske inkvisition.
Så blev man brændt. Det koster at få sandheden frem.
Sådan gør vi ikke i dag. Jo, der var et firma, der for nogle år siden pressede medarbej-derne til at deltage i kurser, hvor de skulle løbe på glødende kul. Det gav nogle forbrændinger, men hvor der handles, der brændes. Men ellers gør vi ikke sådan.
I en stor dippedut-koncern på Als gør de noget andet. De stikker et spørgeskema ud til folk, der søger job. Her skal de svare på, om de hader opera eller ved hvorfor, stjernerne blinker. Det har sikkert kostet virksomheden en masse penge at finde ud af, om de ansatte synes, at græsk mytologi er interessant. Og så er det ikke topchefer, der skal svare på spørgsmålene, men de mennesker der skal svinge kost og svaber på virksomhedens gange. Det kan man kalde grundighed. Lidt lige som den spanske inkvisition.
I filmen »De andres Liv« bruger en mand sit liv i DDR til at sidde i en kælder og smuglytte til andres samtaler. Sådan gør vi som sagt ikke. Vi intimiderer mennesker i fuld offentlighed.
I spørgeskemaet fra dippedut-koncernen skal man for øvrigt svare på, om man tror, man har været her før. Jeg ved godt, hvad jeg ville have svaret:
– Ja, og dengang blev jeg forfulgt af den spanske inkvisition.
onsdag den 27. august 2008
Forhandlingens kunst
Jeg har en cykel derhjemme, som jeg gerne vil skifte ud. Med andre ord: Købe en ny. Det forsøger jeg så at indlede forhandlinger om. Men det er der slet ingen grund til, mener fruen. Jeg kan bare gå ned og få den gamle repareret.
Så går jeg ud i skuret og kigger på cyklen og samler en masse argumenter sammen om, hvor håbløs en reparation af liget vil være, og hvor dyrt det vil blive, og hvor lang tid, det vil tage, og nyt er jo nu en gang nyt og . . .
Til ingen verdens nytte.
Jeg begynder at forstå, hvorfor fredsforhandlinger i Mellemøsten går i hårdknude. Tænker jeg med et suk og et blik på cyklen – husets svar på Golan-højderne.
Men det er gået op for mig, at jeg ikke er den eneste. Jeg møder flere og flere mænd, der gerne vil:
Købe et nyt fjernsyn:
– Det er det ingen grund til. Det gamle er godt nok, og hvis du synes, farverne står uklart, skulle du tage at få briller.
Købe ny bil:
– Ja, men det skal ikke være den der BMW, du fabler om, men en familiebil med plads til tre børn, fem kilo vaskepulver og en golden retriever.
Købe en mountainbike:
– Du bruger den kun de første 14 dage, og så glemmer du den ude i regnen.
Osv., osv. Og jeg tror, jeg ved, hvorfor det går galt. Mænd har ikke lært fidusen, men det har kvinder. De ved, at man vinder forhandlinger, hvis man begynder et helt andet sted:
– Nu skal du bare se. De her støvler var nedsat fra 1600, og de er lige min størrelse. Hvad! Har du købt en fladskærm? Det har vi da ikke råd til.
Sådan. Først handling – så forhandling. Enkelt og ligetil.
Så går jeg ud i skuret og kigger på cyklen og samler en masse argumenter sammen om, hvor håbløs en reparation af liget vil være, og hvor dyrt det vil blive, og hvor lang tid, det vil tage, og nyt er jo nu en gang nyt og . . .
Til ingen verdens nytte.
Jeg begynder at forstå, hvorfor fredsforhandlinger i Mellemøsten går i hårdknude. Tænker jeg med et suk og et blik på cyklen – husets svar på Golan-højderne.
Men det er gået op for mig, at jeg ikke er den eneste. Jeg møder flere og flere mænd, der gerne vil:
Købe et nyt fjernsyn:
– Det er det ingen grund til. Det gamle er godt nok, og hvis du synes, farverne står uklart, skulle du tage at få briller.
Købe ny bil:
– Ja, men det skal ikke være den der BMW, du fabler om, men en familiebil med plads til tre børn, fem kilo vaskepulver og en golden retriever.
Købe en mountainbike:
– Du bruger den kun de første 14 dage, og så glemmer du den ude i regnen.
Osv., osv. Og jeg tror, jeg ved, hvorfor det går galt. Mænd har ikke lært fidusen, men det har kvinder. De ved, at man vinder forhandlinger, hvis man begynder et helt andet sted:
– Nu skal du bare se. De her støvler var nedsat fra 1600, og de er lige min størrelse. Hvad! Har du købt en fladskærm? Det har vi da ikke råd til.
Sådan. Først handling – så forhandling. Enkelt og ligetil.
torsdag den 31. juli 2008
Kampen om toiletbrættet
Det kan godt være, at de fleste ulykker sker i køkkenet. Jeg har været skyld i flere og har selv måttet spise dem bagefter. Men de fleste skænderier udvikler sig omkring toilettet. Ikke stuen, ikke garagen, ikke soveværelset, men toilettet. Det eneste rum, hvor de fleste foretrækker at være alene. Pudsigt.
Og lad os bare gribe om nældens rod: Det er brættet, det handler om. Lige som to stater kan geråde i voldsom konflikt over, hvorvidt grænsen skal trækkes hér eller dér, så handler toiletkrigen om:
Skal brættet være slået op eller ned?
Det er et emne, der optager mange seriøse mennesker. På en webblog kan man læse følgende: »Det, der sker, når kvinden beder manden slå brættet ned »efter sig«, er det, vi på universitetet kalder et privilegium af den ene side i et binært par«.
Sådan diskuterer man livligt dette emne i forskellige fora, og konklusionen er ofte den samme: Kvinder beder mænd slå brættet ned for at opdrage på dem. Ligesom katten skal lære at bruge bakken, men kan manden lære det? Nej. Og hvis kvinder undrer sig over mænds uefterrettelighed på det punkt, kan de i det mindste få svar på et andet af tidens spørgsmål: Hvorfor mænd tilbringer mere og mere tid på toilettet.
Det er fordi, de sidder og grubler:
– Hvorfor skal det bræt slås ned? Tror hun, at toiletsæder har en slags hviletilstand – lige som man skal slukke for lyset. Og at brættet en dag ikke virker, så hun skal ud at købe et nyt?
Sådan sidder mænd og tænker. Rejser sig. Vasker hænder. Går ud.
Og glemmer at slå brættet ned.
Og lad os bare gribe om nældens rod: Det er brættet, det handler om. Lige som to stater kan geråde i voldsom konflikt over, hvorvidt grænsen skal trækkes hér eller dér, så handler toiletkrigen om:
Skal brættet være slået op eller ned?
Det er et emne, der optager mange seriøse mennesker. På en webblog kan man læse følgende: »Det, der sker, når kvinden beder manden slå brættet ned »efter sig«, er det, vi på universitetet kalder et privilegium af den ene side i et binært par«.
Sådan diskuterer man livligt dette emne i forskellige fora, og konklusionen er ofte den samme: Kvinder beder mænd slå brættet ned for at opdrage på dem. Ligesom katten skal lære at bruge bakken, men kan manden lære det? Nej. Og hvis kvinder undrer sig over mænds uefterrettelighed på det punkt, kan de i det mindste få svar på et andet af tidens spørgsmål: Hvorfor mænd tilbringer mere og mere tid på toilettet.
Det er fordi, de sidder og grubler:
– Hvorfor skal det bræt slås ned? Tror hun, at toiletsæder har en slags hviletilstand – lige som man skal slukke for lyset. Og at brættet en dag ikke virker, så hun skal ud at købe et nyt?
Sådan sidder mænd og tænker. Rejser sig. Vasker hænder. Går ud.
Og glemmer at slå brættet ned.
søndag den 27. juli 2008
Nede i mørket - forklædt som barn
Da man var barn, drømte man om, hvor skønt det måtte være at være voksen. Så man selv kunne bestemme sit tøjvalg og ikke været tvunget til at gå til skolefest i strikket mormortrøje – orange, for det syntes mormor var så kækt – men dræbende for en karriere som dansegulvs-gramser. Hvad der var temmelig ydmygende, da pigerne endelig blev så gamle, at bøjlen på deres BH var større, end bøjlen på deres tænder.
Men alt får en ende. Også kvaler. Man voksede, men desværre kun for at konstatere, at det gør problemer også. Eller rettere: De skifter ham. Man slap for bumser på skulderen, men skulle nu have penge på kontoen. Man opdagede, at køleskabe ikke fylder sig selv. At tøj ikke selv kan finde vej til vaskemaskinen, men at nullermænd til gengæld sagtens selv kan finde vej. Og da de er meget sociale, kommer de tit i flok.
Med andre ord: Livet som voksen var ikke liiiiiiige det, man havde drømt om.
Der er flere udveje fra sådan en opvågning. Nogle giver simpelthen op, tager konsekvensen og bliver voksne. Sådan for alvor. Med alt hvad det indebærer af vindjakker fra Bilka, og en tur til Herning-messe som weekendens højdepunkt.
Men så er der flugten: Ind i en verden af hættebluser, heavyrock og et mærkat på postkassen: »Rudebreve nej tak«. En stepdans ud ad Eskapismes Allé hjælper på meget. Så nu skal jeg dæleme op at se Batman. En mand forklædt som flagermus. Og jeg vil sidde dernede i mørket sammen med andre mænd og kvinder forklædt som drenge og piger.
Så kan vi altid snakke boligindretning og låneomlægninger efter forestillingen.
Men alt får en ende. Også kvaler. Man voksede, men desværre kun for at konstatere, at det gør problemer også. Eller rettere: De skifter ham. Man slap for bumser på skulderen, men skulle nu have penge på kontoen. Man opdagede, at køleskabe ikke fylder sig selv. At tøj ikke selv kan finde vej til vaskemaskinen, men at nullermænd til gengæld sagtens selv kan finde vej. Og da de er meget sociale, kommer de tit i flok.
Med andre ord: Livet som voksen var ikke liiiiiiige det, man havde drømt om.
Der er flere udveje fra sådan en opvågning. Nogle giver simpelthen op, tager konsekvensen og bliver voksne. Sådan for alvor. Med alt hvad det indebærer af vindjakker fra Bilka, og en tur til Herning-messe som weekendens højdepunkt.
Men så er der flugten: Ind i en verden af hættebluser, heavyrock og et mærkat på postkassen: »Rudebreve nej tak«. En stepdans ud ad Eskapismes Allé hjælper på meget. Så nu skal jeg dæleme op at se Batman. En mand forklædt som flagermus. Og jeg vil sidde dernede i mørket sammen med andre mænd og kvinder forklædt som drenge og piger.
Så kan vi altid snakke boligindretning og låneomlægninger efter forestillingen.
fredag den 18. juli 2008
Det er nu godt at være mand
Det er på tide, at mænd tager en dyb indånding og siger til hinanden:
Det er nu alligevel godt at være mand. Lad os set det i øjnene. Ganske vist kan kvinder blive gravide uden mænds mellemkomst, og multitasking lærer vi aldrig. Men skidt pyt. Mænd skal tage sig sammen og tage Gustav Winckler-minen på. Se på de lyse sider. Der er mange af dem. Lad os i flæng nævne:
1) Vi kan stå og brøle på et fodboldstadion i regnvejr hver søndag og alligevel blive regnet for normale.
2) Vi spiser, hvad der passer os.
3) Vi behøver ikke at gå hele livet igennem med ti kilos undervægt.
4) Vi skal ikke finde os i ulige løn for lige arbejde.
5) Vi behøver ikke at barbere os under armene.
6) Vi ved en masse om 2. Verdenskrig.
7) Vi ved en masse om motorplæneklippere.
8) Vi er utroligt gode til at lyve.
9) Vi kan klare os med to par sko.
10) Vi skal ikke gå rundt og ligne en flodhest med stofskifteproblemer på grund af en fødsel.
11) Når vi skaber os og råber op, er det fordi, vi er gode til at sætte os igennem. Og ikke fordi vi er præmenstruelle eller hysteriske kramper.
12) Vi kan tage på Carl-Mar Møller–kurser, løbe nøgne rundt og skide i malerbøtter. Og så kalde det terapi.
13) Vi er ligeglade med morgenhår.
14) Vi bruger ikke en svenskerkrig på badeværelset.
Og bedst af alt:
15) Vi slipper for at lægge os til at sove op og ned ad en behåret rumpe hver aften.
Det er nu alligevel godt at være mand. Lad os set det i øjnene. Ganske vist kan kvinder blive gravide uden mænds mellemkomst, og multitasking lærer vi aldrig. Men skidt pyt. Mænd skal tage sig sammen og tage Gustav Winckler-minen på. Se på de lyse sider. Der er mange af dem. Lad os i flæng nævne:
1) Vi kan stå og brøle på et fodboldstadion i regnvejr hver søndag og alligevel blive regnet for normale.
2) Vi spiser, hvad der passer os.
3) Vi behøver ikke at gå hele livet igennem med ti kilos undervægt.
4) Vi skal ikke finde os i ulige løn for lige arbejde.
5) Vi behøver ikke at barbere os under armene.
6) Vi ved en masse om 2. Verdenskrig.
7) Vi ved en masse om motorplæneklippere.
8) Vi er utroligt gode til at lyve.
9) Vi kan klare os med to par sko.
10) Vi skal ikke gå rundt og ligne en flodhest med stofskifteproblemer på grund af en fødsel.
11) Når vi skaber os og råber op, er det fordi, vi er gode til at sætte os igennem. Og ikke fordi vi er præmenstruelle eller hysteriske kramper.
12) Vi kan tage på Carl-Mar Møller–kurser, løbe nøgne rundt og skide i malerbøtter. Og så kalde det terapi.
13) Vi er ligeglade med morgenhår.
14) Vi bruger ikke en svenskerkrig på badeværelset.
Og bedst af alt:
15) Vi slipper for at lægge os til at sove op og ned ad en behåret rumpe hver aften.
tirsdag den 15. juli 2008
Piger vil have en skidt karakter
Se, det anede mig jo. Jeg har haft mistanken, siden jeg var så ung, at jeg undrede mig over, hvad hår havde at gøre på kroppen. Og nu har jeg og en hel masse andre mænd fået videnskabens ord for vores gnavende mistanke:
Piger vil have en skidt karakter. Eller rettere: De vil have en mand med en skidt karakter.
Forskere fra New Mexico University i USA har undersøgt 200 mandlige studerende og hvor meget held i sprøjten, de havde med pigerne. Resultat var indiskutabelt: Jo værre jo bedre. Piger vil have slemme drenge med en mørk karakter.
Så nu kan pæne drenge slå en streg over et af deres ungdoms mysterier. Som de tænkte på, mens de gik nede i mosen og rodede i jorden med en pind og grublede over, hvorfor Brian med scooterstøvlerne og Torben Lendager-frisuren altid scorede de flotteste piger. De elskede simpelthen en dreng, der fik 0 i regning, men kunne lænse købmandens cigaretautomat på fem minutter. Mens de pæne drenge sad derhjemme og terpede tyske verber og fik 13, men en lang næse i forhold til Vibeke, Lotte og Bente. Pigerne elskede udadvendte, løgnagtige og utro mænd, og ifølge forskerne skyldes hele balladen et signalstof i hjernen. Tag den, Peter Pæn.
Og måske rummer den vilde dreng en større udfordring for en kvinde: Der er noget at lave om. Så Torben Lendager–lokkerne faldt, læderjakken røg ud til fordel for Helly Hansen, og den borede knallert forsvandt til fordel for stationcar og barnevogn.
Har jeg tænkt over. Men det er selvfølgelig ikke ret pænt tænkt.
Piger vil have en skidt karakter. Eller rettere: De vil have en mand med en skidt karakter.
Forskere fra New Mexico University i USA har undersøgt 200 mandlige studerende og hvor meget held i sprøjten, de havde med pigerne. Resultat var indiskutabelt: Jo værre jo bedre. Piger vil have slemme drenge med en mørk karakter.
Så nu kan pæne drenge slå en streg over et af deres ungdoms mysterier. Som de tænkte på, mens de gik nede i mosen og rodede i jorden med en pind og grublede over, hvorfor Brian med scooterstøvlerne og Torben Lendager-frisuren altid scorede de flotteste piger. De elskede simpelthen en dreng, der fik 0 i regning, men kunne lænse købmandens cigaretautomat på fem minutter. Mens de pæne drenge sad derhjemme og terpede tyske verber og fik 13, men en lang næse i forhold til Vibeke, Lotte og Bente. Pigerne elskede udadvendte, løgnagtige og utro mænd, og ifølge forskerne skyldes hele balladen et signalstof i hjernen. Tag den, Peter Pæn.
Og måske rummer den vilde dreng en større udfordring for en kvinde: Der er noget at lave om. Så Torben Lendager–lokkerne faldt, læderjakken røg ud til fordel for Helly Hansen, og den borede knallert forsvandt til fordel for stationcar og barnevogn.
Har jeg tænkt over. Men det er selvfølgelig ikke ret pænt tænkt.
mandag den 14. juli 2008
Do you feel lucky, punk?
Det er som bekendt ikke let at være mand i dag. Alt for meget af vores arbejde er stillesiddende og kræver, at vi skal tage stilling til låneomlægning og projektering af kloaksystemer. Vi kan jo ikke alle sammen blive stilladsarbejdere og gå rundt med maoriagtige tatoveringer i nakken og en velvoksen biceps. Der skal også være nogle til at tage sig af tårnhøje gager og bruge udtryk som holistisk tankegang.
Derfor kan det godt begynde at krible i maskuline grabber, når fredagen er ved at gå over i weekend. Og dermed mulighed for at slippe den indre Bruce Willis løs. Få en kæk kasket og en T-shirt fra det lokale fitnesscenter på og være en rigtig mand.
Nu har vi en ret streng våbenlov i Danmark, og man skal ikke vifte ret meget med sin fiskekniv, før man ender i benlås og med terrorloven trukket ned over hovedet. Men så har rigtige weekendmænd adgang til et andet og fuldt lovligt arsenal, der virker næsten lige så godt: Motorsav, stiksav, hækklipper, højtryksrenser og vinkelsliber. Og da man skal udnytte tiden maksimalt, går Rambo a la Silvan i gang tidligt på dagen, så den samlede fuglebestand flygter ind i nabokommunen, og rundstykkerne på naboernes havebord taber deres birkes af bar skræk.
Og så har vi ikke nævnt den ultimative mulighed. Den, der virkelig giver mulighed for at lade sig forvandle til en klon af Erik Peitersen og Dirty Harry. En klon, der brister mandag, når man skal ringe og melde sig syg, fordi man har skudt sig i foden med en sømpistol. Do you feel lucky, punk..?
Derfor kan det godt begynde at krible i maskuline grabber, når fredagen er ved at gå over i weekend. Og dermed mulighed for at slippe den indre Bruce Willis løs. Få en kæk kasket og en T-shirt fra det lokale fitnesscenter på og være en rigtig mand.
Nu har vi en ret streng våbenlov i Danmark, og man skal ikke vifte ret meget med sin fiskekniv, før man ender i benlås og med terrorloven trukket ned over hovedet. Men så har rigtige weekendmænd adgang til et andet og fuldt lovligt arsenal, der virker næsten lige så godt: Motorsav, stiksav, hækklipper, højtryksrenser og vinkelsliber. Og da man skal udnytte tiden maksimalt, går Rambo a la Silvan i gang tidligt på dagen, så den samlede fuglebestand flygter ind i nabokommunen, og rundstykkerne på naboernes havebord taber deres birkes af bar skræk.
Og så har vi ikke nævnt den ultimative mulighed. Den, der virkelig giver mulighed for at lade sig forvandle til en klon af Erik Peitersen og Dirty Harry. En klon, der brister mandag, når man skal ringe og melde sig syg, fordi man har skudt sig i foden med en sømpistol. Do you feel lucky, punk..?
fredag den 11. juli 2008
bloggens type-tjek 3
Der er typer, jeg ærligt frygter at rende ind i. En af dem er den alternative.Den alternative er en kvinde mellem 40 og 50 år, der oftest klæder sig i sjaler, strikkede bluser og løse gevandter. Allerede i gymnasiet følte hun sig anderledes, og hendes klassekammerater var enige. Mest fordi hun altid lugtede af sved.
Den alternative er kulturel og læser meget. Helst andre menneskers hænder. Hun afslører sig hurtigt ved selskaber. Det er hende, der ti minutter inde i en samtale siger til sin bordherre:
- Du er garanteret vægt.
Mænd har hun ellers opgivet. Den alternative havde senest en kæreste, da hun var 22, og hans livslinje afslørede desværre, at han var en reinkarnation af Djengis Khan. I øvrigt fik han migræne af de skåle med terapeutiske olier, hun stillede rundt om sengen, ligesom de blev ved at skændes om, hvorfor hun ikke barberede hårene på benene. Dybest set er den alternative bange for mænd, og det nærmeste hun i dag kommer erotik er kranio-sakral terapi.
Den alternative er ingenlunde tabt for den teknologiske udvikling. Hun har både computer og internet-adgang, og hendes foretrukne-mappe er fuld af links til sider med titler som webwitch og heilpraktiker.dk.
Det er også internettet, der giver hende det brød på bordet, selv hun ikke kan undvære. Da det danske arbejdsmarked ikke rummer plads til chakraer af hendes kvalitet, har hun oprettet sin egen web-forretning, hvor hun afslører et forbløffende jordnært forhold til penge. For eksempel når hun tilbyder åndeuddrivelse i private hjem. Gennem telefonen. Til 800 kroner i timer.
Den alternative er kulturel og læser meget. Helst andre menneskers hænder. Hun afslører sig hurtigt ved selskaber. Det er hende, der ti minutter inde i en samtale siger til sin bordherre:
- Du er garanteret vægt.
Mænd har hun ellers opgivet. Den alternative havde senest en kæreste, da hun var 22, og hans livslinje afslørede desværre, at han var en reinkarnation af Djengis Khan. I øvrigt fik han migræne af de skåle med terapeutiske olier, hun stillede rundt om sengen, ligesom de blev ved at skændes om, hvorfor hun ikke barberede hårene på benene. Dybest set er den alternative bange for mænd, og det nærmeste hun i dag kommer erotik er kranio-sakral terapi.
Den alternative er ingenlunde tabt for den teknologiske udvikling. Hun har både computer og internet-adgang, og hendes foretrukne-mappe er fuld af links til sider med titler som webwitch og heilpraktiker.dk.
Det er også internettet, der giver hende det brød på bordet, selv hun ikke kan undvære. Da det danske arbejdsmarked ikke rummer plads til chakraer af hendes kvalitet, har hun oprettet sin egen web-forretning, hvor hun afslører et forbløffende jordnært forhold til penge. For eksempel når hun tilbyder åndeuddrivelse i private hjem. Gennem telefonen. Til 800 kroner i timer.
onsdag den 9. juli 2008
Bloggens typetjek - 2
Der er typer, jeg godt kan være lidt bange for at rende ind i. En af dem er den ungdommelige. Den ungdommelige er en mand, der har været 25 år de sidste 15 år. Især når de er flere sammen, er de ungdommelige lette at spotte, når de går i gaderne i hættebluser og med en latter, som om de er ved at brække sig.
Den ungdommeliges liv er viklet ind i ritualer såsom at bøje hovedet hver gang, han går forbi et spejl. Hans største skræk er at opdage en voksende bar plet på hovedet. Endelig har den ungdommelige tilbagevendende spekulationer om at tage på Roskilde Festival, fordi han gerne vil kunne sige, at han har tisset op ad hegnet, men han tør ikke rigtigt. Ligesom han heller ikke viser sig på diskotekerne, fordi dørmændene spørger, om han er kommet for at lede efter sine børn.
Den ungdommelige ynder at opfatte sig som umiddelbar, kæk, helt sig selv og en, der går ind i folk med træsko på. Omgivelserne har mere indtryk af, at han træder hen over folks fødder. Især på dansegulvet, hvor han kun vover sig ud til den langsomme sjæler, hvor kvinderne kan konstatere, at han har usædvanligt mange hænder. Ellers består den ungdommeliges selskabelighed i at hænge ved fadølsanlægget og drøfte de dybere lag i Rammsteins tekster, indtil han bliver så fuld, at han begynder at spille luftguitar.
Den ungdommelige er opdateret og slynger om sig med udtryk som bluetooth og web.2. Derimod nævner han aldrig, at weekenderne går med at tampe i den bærbare og sende let fornærmede svar til 20-årige piger i chatrooms, fordi de ikke vil mødes med ham.
Den ungdommeliges liv er viklet ind i ritualer såsom at bøje hovedet hver gang, han går forbi et spejl. Hans største skræk er at opdage en voksende bar plet på hovedet. Endelig har den ungdommelige tilbagevendende spekulationer om at tage på Roskilde Festival, fordi han gerne vil kunne sige, at han har tisset op ad hegnet, men han tør ikke rigtigt. Ligesom han heller ikke viser sig på diskotekerne, fordi dørmændene spørger, om han er kommet for at lede efter sine børn.
Den ungdommelige ynder at opfatte sig som umiddelbar, kæk, helt sig selv og en, der går ind i folk med træsko på. Omgivelserne har mere indtryk af, at han træder hen over folks fødder. Især på dansegulvet, hvor han kun vover sig ud til den langsomme sjæler, hvor kvinderne kan konstatere, at han har usædvanligt mange hænder. Ellers består den ungdommeliges selskabelighed i at hænge ved fadølsanlægget og drøfte de dybere lag i Rammsteins tekster, indtil han bliver så fuld, at han begynder at spille luftguitar.
Den ungdommelige er opdateret og slynger om sig med udtryk som bluetooth og web.2. Derimod nævner han aldrig, at weekenderne går med at tampe i den bærbare og sende let fornærmede svar til 20-årige piger i chatrooms, fordi de ikke vil mødes med ham.
mandag den 7. juli 2008
Bloggens type-tjek - 1
Der er visse typer, jeg ærligt frygter at rende ind i. En af dem er den bekymrede.
Den bekymrede er som regel en kvinde i 30erne. Hun elskede at lave lektier i gymnasiet, hvor hun fik tårnhøje karakterer, og hun kan stadig finde på at række fingeren i vejret, hver gang hun vil sige noget i blandede selskaber. Som 17-årig lovede hun sig selv aldrig at fnise, og siden har hun været bekymret for miljøet, tonen i udlændingedebatten og piger, der går rundt med bare navler. Selv foretrækker hun til enhver tid at pille navle. Sin egen forstås. Den bekymrede er som regel gift med en mand, der hedder Asger, som går i sandaler hele året.
Det er let for omgivelserne at se, når den bekymrede får børn. Så anlægger hun praktisk herrefrisure, dropper sex og får smalle briller. Faktisk så smalle at de matcher hendes mund, der giver ordet smal en helt ny dimension, når hun nærmer sig rygere.
Den bekymrede er punktlig til det grusomme og foretager sig ikke noget uden først at have skrevet det ned på en gul seddel, som hun hænger op på køleskabet. Hun er typen, der låser sin cykel, bare hun skal holde for rødt lys. Og hun er altid på vej. Den bekymrede er nemlig medlem af et utal af forældrebestyrelser, hvor ingen kan huske, at hun nogensinde har sagt andet end »det er altså vores børns fremtid det handler om«.
Hvordan tjekker man, om en bekymret er på vej for at stjæle ens tid? Selv er jeg aldrig i tvivl, når hun dukker på min arbejdsplads. Det er hende, der pludselig står bag mig og siger:
– Du kan da ikke arbejde i det lys.
Den bekymrede er som regel en kvinde i 30erne. Hun elskede at lave lektier i gymnasiet, hvor hun fik tårnhøje karakterer, og hun kan stadig finde på at række fingeren i vejret, hver gang hun vil sige noget i blandede selskaber. Som 17-årig lovede hun sig selv aldrig at fnise, og siden har hun været bekymret for miljøet, tonen i udlændingedebatten og piger, der går rundt med bare navler. Selv foretrækker hun til enhver tid at pille navle. Sin egen forstås. Den bekymrede er som regel gift med en mand, der hedder Asger, som går i sandaler hele året.
Det er let for omgivelserne at se, når den bekymrede får børn. Så anlægger hun praktisk herrefrisure, dropper sex og får smalle briller. Faktisk så smalle at de matcher hendes mund, der giver ordet smal en helt ny dimension, når hun nærmer sig rygere.
Den bekymrede er punktlig til det grusomme og foretager sig ikke noget uden først at have skrevet det ned på en gul seddel, som hun hænger op på køleskabet. Hun er typen, der låser sin cykel, bare hun skal holde for rødt lys. Og hun er altid på vej. Den bekymrede er nemlig medlem af et utal af forældrebestyrelser, hvor ingen kan huske, at hun nogensinde har sagt andet end »det er altså vores børns fremtid det handler om«.
Hvordan tjekker man, om en bekymret er på vej for at stjæle ens tid? Selv er jeg aldrig i tvivl, når hun dukker på min arbejdsplads. Det er hende, der pludselig står bag mig og siger:
– Du kan da ikke arbejde i det lys.
søndag den 29. juni 2008
Vil vil se beviser for dumheden
Hvad har Søren Kierkegaard og Desmond Tutu til fælles? Jo, de er kendte. Men de er også fælles om noget andet, som vi ikke vidste, de var fælles om. De var/er ikke ret kløgtige.
En dansk professor fra Århus har sammen med en engelsk kollega forsket sig frem til, at religiøse mennesker ikke er så intelligente som ikke-religiøse mennesker. Søren Kierkegaard var særdeles religiøs, og det samme må man sige om Desmond Tutu, så de nævnte herrer er altså ikke videre skarpe oveni hatten. Ta' den.
Den danske forsker, der har deltaget i undersøgelsen, har en passion for intelligens. Han har tidligere fundet ud af, at mænd er kløgtigere end kvinder, og at de sorte heller ikke hører til de hurtigste knallerter på havnen. Og med hans bidrag til den seneste intelligens-epos må vi konkludere:
Styringen af verden har det bedst i hænderne på hvide mænd. Det var det segment, der opfandt strækmarchen, brintbomben samt hjemmesko med Garfield-motiver, så det hele lyder ret overbevisende. Hvis de herskende altså er ateister og kan sætte eventuelt vanvid på formel. Og ikke bare undskylde sig med tro. Må vi lige være fri. Vi vil se beviser.
En dansk professor fra Århus har sammen med en engelsk kollega forsket sig frem til, at religiøse mennesker ikke er så intelligente som ikke-religiøse mennesker. Søren Kierkegaard var særdeles religiøs, og det samme må man sige om Desmond Tutu, så de nævnte herrer er altså ikke videre skarpe oveni hatten. Ta' den.
Den danske forsker, der har deltaget i undersøgelsen, har en passion for intelligens. Han har tidligere fundet ud af, at mænd er kløgtigere end kvinder, og at de sorte heller ikke hører til de hurtigste knallerter på havnen. Og med hans bidrag til den seneste intelligens-epos må vi konkludere:
Styringen af verden har det bedst i hænderne på hvide mænd. Det var det segment, der opfandt strækmarchen, brintbomben samt hjemmesko med Garfield-motiver, så det hele lyder ret overbevisende. Hvis de herskende altså er ateister og kan sætte eventuelt vanvid på formel. Og ikke bare undskylde sig med tro. Må vi lige være fri. Vi vil se beviser.
torsdag den 19. juni 2008
Muslim, lad være at drille Gugge. . .
Et af mine store skrækscenarier i selskabslivet er at komme ud til et af de her arrangementer med hvidvin, pindemadder og sko, der klemmer – og som kan være anstrengende nok i sig selv – og risikere at rende ind i mennesker, der fortæller, at de lige har døbt deres barn Gilbert.
Hvad i al verden siger man til dem?
Ifølge nærværende avis er der ikke grænser for forældres fantasi, når barnet skal navngives, men for lige at tage toppen af de værste udskejelser har myndighederne oprettet Familiestyrelsen, der skal godkende navne. Her er de nogle liberale og rare mennesker, så landets pædagoger kan i fremtiden høre sig selv brøle ud i rød stue:
– Muslim, lad være at drille Gugge. Ellers må du gå ind i puderummet til Nælde, Piv og Slim.
Alle navne er nemlig godkendte.
Det samme er Rejer, og det er jo en guldgrube for morsomme idrætslærere i skolen:
– Kan du humme dig, Rejer.
Muslim kan man også hedde. Det kunne godt give mumlen på kirkebænkene:
– Jeg døber dig muslim . . .
Nu vi er i den boldgade, så er Jihad også et legalt drengenavn, selv om han nok får problemer med visumansøgningen til USA.
Hvad er meningen med al den fantasi? Ifølge en navneforsker er forklaringen, at alle vil være helt specielle og enestående. Så er spørgsmålet om ikke det går med de unikke børn som med alle de andre unikke valg, vi traf: Vi endte med det samme HTH køkken og den sammen Berlingo. Nu ender vi med den samme Bimmer og Dutter. Og Jihad.
Hvad i al verden siger man til dem?
Ifølge nærværende avis er der ikke grænser for forældres fantasi, når barnet skal navngives, men for lige at tage toppen af de værste udskejelser har myndighederne oprettet Familiestyrelsen, der skal godkende navne. Her er de nogle liberale og rare mennesker, så landets pædagoger kan i fremtiden høre sig selv brøle ud i rød stue:
– Muslim, lad være at drille Gugge. Ellers må du gå ind i puderummet til Nælde, Piv og Slim.
Alle navne er nemlig godkendte.
Det samme er Rejer, og det er jo en guldgrube for morsomme idrætslærere i skolen:
– Kan du humme dig, Rejer.
Muslim kan man også hedde. Det kunne godt give mumlen på kirkebænkene:
– Jeg døber dig muslim . . .
Nu vi er i den boldgade, så er Jihad også et legalt drengenavn, selv om han nok får problemer med visumansøgningen til USA.
Hvad er meningen med al den fantasi? Ifølge en navneforsker er forklaringen, at alle vil være helt specielle og enestående. Så er spørgsmålet om ikke det går med de unikke børn som med alle de andre unikke valg, vi traf: Vi endte med det samme HTH køkken og den sammen Berlingo. Nu ender vi med den samme Bimmer og Dutter. Og Jihad.
lørdag den 14. juni 2008
Mænd er til dimser, piger til tingeltangel
Har De nogensinde hørt om et dimseblad? Formentlig ikke, men det er er et blad for mænd, der har opdaget, at de alligevel ikke er manden, der har alt, og nu arbejder på sagen.
Dimseblade koster en halv Ipod og indeholder artikler, der er skjulte reklamer for ting, der kan lyse, bippe, bruge batterier og har navne som Bim Bam Banana.
Nu lyder det ikke særligt maskulint at sige dimseblad, faktisk kan man godt få et indre billede af løse håndled og lyserøde slimlineskjorter. Det går ikke an, når man tilhører det køn, der får lavet maoriagtige tatoveringer i nakken, så man kan stå i køen henne i Fakta og ligne en bulgarsk vægtløfter.
I stedet for dimser siger mænd derfor gadgets. Det er engelsk og betyder det samme, men den angloamerikanske forklædning kaster et skær af testosteron over dimserne. Ja, hvis dimsen er stor nok og bruger tilstrækkeligt med strøm kommer der ligefrem lidt Irak-krig over det.
Gadgets er udpræget en di-sciplin for mænd. Kvinder vil efter et hastigt blik i et dimseblad bruge ordet »ragelse, og det skal i hvert fald ikke ligge fremme i stuen«.
Selv foretrækker kvinder accessories. Det er bånd, bælter, ringe og kæder, som kvinder tager på for at ligne et juletræ og sige som en vindharpe. Mænd vil med et hastigt blik på accessories tænke: Tingeltangel, men de tør ikke sige det højt. Det stærke køn gemmer sig bag manualen til den nye popcorn gourmet, der laver popcorn på tre minutter. Det er maskulint. Anvendeligt. Rationelt. Altså lige bortset fra at det tager tre arbejdsdage at gøre dimsen ren.
Dimseblade koster en halv Ipod og indeholder artikler, der er skjulte reklamer for ting, der kan lyse, bippe, bruge batterier og har navne som Bim Bam Banana.
Nu lyder det ikke særligt maskulint at sige dimseblad, faktisk kan man godt få et indre billede af løse håndled og lyserøde slimlineskjorter. Det går ikke an, når man tilhører det køn, der får lavet maoriagtige tatoveringer i nakken, så man kan stå i køen henne i Fakta og ligne en bulgarsk vægtløfter.
I stedet for dimser siger mænd derfor gadgets. Det er engelsk og betyder det samme, men den angloamerikanske forklædning kaster et skær af testosteron over dimserne. Ja, hvis dimsen er stor nok og bruger tilstrækkeligt med strøm kommer der ligefrem lidt Irak-krig over det.
Gadgets er udpræget en di-sciplin for mænd. Kvinder vil efter et hastigt blik i et dimseblad bruge ordet »ragelse, og det skal i hvert fald ikke ligge fremme i stuen«.
Selv foretrækker kvinder accessories. Det er bånd, bælter, ringe og kæder, som kvinder tager på for at ligne et juletræ og sige som en vindharpe. Mænd vil med et hastigt blik på accessories tænke: Tingeltangel, men de tør ikke sige det højt. Det stærke køn gemmer sig bag manualen til den nye popcorn gourmet, der laver popcorn på tre minutter. Det er maskulint. Anvendeligt. Rationelt. Altså lige bortset fra at det tager tre arbejdsdage at gøre dimsen ren.
fredag den 6. juni 2008
Takt og ringetone
Emma Gad (1852-1921) var kvinden, der skrev en bog om, hvordan danskerne kunne gøre deres dagligliv indviklet som en gryde kogt spaghetti. Den vildeste stamme i Amazoneområdet ville blegne, hvis den havde hørt om alle de ritualer til hverdag og fest, som mænd, kvinder, børn og ældre skulle efterleve for kunne holde hinanden ud.
»Takt og Tone« hed bogen. Der var virkelig noget at leve op til, og etiketten havde ingen livliner. Mænd kunne ikke komme til middagsselskab og få oplysningen sendt per SMS, hvis de havde glemt, om borddamen sidder til højre eller til venstre for herren. Det var bare at lære det udenad.
Og de kunne lære det, tror jeg. Det er sikkert derfor, mine oldeforældre ser så bistre på de billeder, jeg har set af dem. De har stået og tænkt:
– Er den fotograf ikke snart færdig? Min næse klør, og byggrøden koger over. . .
Hvis Emma Gad stod op af sin grav i dag, ville hun – ud over at beklager sig over, at ingen havde revet jorden og vandet blomsterne – få gode ideer til en ny udgave af sin bestseller. I hvert fald hvis hun tog toget og kom i selskab med 20 gymnasieelever med mobiltelefon:
Det er ikke god tone at have en ringetone, der lyder som en parringslysten kamel.
Jeg sidder lige og kæmper mig igennem en af DSB’s frikadelleburgere. Behøver du så at sidde og snakke i telefon om din tantes tarmoperation, der betyder, at hun nu må gå med afføringen i en pose?
Til sidst ville hun vakle bestyrtet ud af toget og konstatere at én ting i det mindste er som i hendes tid:
Der er næsten ingen, der ryger på gaderne.
»Takt og Tone« hed bogen. Der var virkelig noget at leve op til, og etiketten havde ingen livliner. Mænd kunne ikke komme til middagsselskab og få oplysningen sendt per SMS, hvis de havde glemt, om borddamen sidder til højre eller til venstre for herren. Det var bare at lære det udenad.
Og de kunne lære det, tror jeg. Det er sikkert derfor, mine oldeforældre ser så bistre på de billeder, jeg har set af dem. De har stået og tænkt:
– Er den fotograf ikke snart færdig? Min næse klør, og byggrøden koger over. . .
Hvis Emma Gad stod op af sin grav i dag, ville hun – ud over at beklager sig over, at ingen havde revet jorden og vandet blomsterne – få gode ideer til en ny udgave af sin bestseller. I hvert fald hvis hun tog toget og kom i selskab med 20 gymnasieelever med mobiltelefon:
Det er ikke god tone at have en ringetone, der lyder som en parringslysten kamel.
Jeg sidder lige og kæmper mig igennem en af DSB’s frikadelleburgere. Behøver du så at sidde og snakke i telefon om din tantes tarmoperation, der betyder, at hun nu må gå med afføringen i en pose?
Til sidst ville hun vakle bestyrtet ud af toget og konstatere at én ting i det mindste er som i hendes tid:
Der er næsten ingen, der ryger på gaderne.
tirsdag den 13. maj 2008
Få en tilstandsrapport til dit liv
Jeg faldt over en blog forleden med overskriften »Hvis mit liv var en bil, ville jeg ikke komme til syn«. Så tænker man godt nok: Tak for kaffe. For det var jo noget af en tilståelse.
Og man ser for sig den stakkels mand få den endelige dom: Ja, undervognen er jo noget rusten. Det drypper også fra den. Styringen er gal. Der er alt for meget ratslør. Bagpartiet hænger, bremselængen er lig nul, der er ikke styr på sprinklervæsken, og der er en bule foran, det ikke kan betale sig at rette ud.
Hvorefter pladerne klippes, og vraget bliver sendt til ophugning.
Sådan nogle indre billeder er grimme og skyld i, at man vågner badet i sved midt om natten mens tanken »mit liv må til revision« farer gennem hjernen. Hårdt, når man nu egentlig burde vågne om natten, badet i sved og tænke på helt anderledes vigtige ting. Så som: Hvorfor er det lige, at jeg nu klokken tre om natten kan høre lyden af træ, der bliver brækket, og glas, der bliver smadret inde i stuen, og hvorfor er der nogen derinde, der taler polsk. . .?
Men er det ikke farligt for et menneske at få sådan en tilstandsrapport for krop og sjæl? Jo, i mit tilfælde tror jeg, at rapporten vil blive læsning, der får Stephen King til at ligne højtlæsning for småbørn:
Fundamentet er revnet. Det er bygget på mosejord. Vaklende terrasse. Murværk der mørner. Svamp på loftet, hvor det også trækker. Fugtskader flere steder. Og en forsikring mod skader i skjulte rør kan du godt glemme alt om.
Indtil rapporten ender med anbefalingen: Lev videre med dig selv. Det byggesjusk er der ingen, der vil overtage.
Og man ser for sig den stakkels mand få den endelige dom: Ja, undervognen er jo noget rusten. Det drypper også fra den. Styringen er gal. Der er alt for meget ratslør. Bagpartiet hænger, bremselængen er lig nul, der er ikke styr på sprinklervæsken, og der er en bule foran, det ikke kan betale sig at rette ud.
Hvorefter pladerne klippes, og vraget bliver sendt til ophugning.
Sådan nogle indre billeder er grimme og skyld i, at man vågner badet i sved midt om natten mens tanken »mit liv må til revision« farer gennem hjernen. Hårdt, når man nu egentlig burde vågne om natten, badet i sved og tænke på helt anderledes vigtige ting. Så som: Hvorfor er det lige, at jeg nu klokken tre om natten kan høre lyden af træ, der bliver brækket, og glas, der bliver smadret inde i stuen, og hvorfor er der nogen derinde, der taler polsk. . .?
Men er det ikke farligt for et menneske at få sådan en tilstandsrapport for krop og sjæl? Jo, i mit tilfælde tror jeg, at rapporten vil blive læsning, der får Stephen King til at ligne højtlæsning for småbørn:
Fundamentet er revnet. Det er bygget på mosejord. Vaklende terrasse. Murværk der mørner. Svamp på loftet, hvor det også trækker. Fugtskader flere steder. Og en forsikring mod skader i skjulte rør kan du godt glemme alt om.
Indtil rapporten ender med anbefalingen: Lev videre med dig selv. Det byggesjusk er der ingen, der vil overtage.
mandag den 5. maj 2008
Når alderen ikke passer
Så snakker folk om, at »alderen tynger«. Jeg synes nu nærmest, den presser, og jeg har lige opdaget, at jeg ikke kan være i min. Men da jeg har smidt kvitteringen væk, kan jeg ikke få den byttet til en størrelse 27.
Det ville ellers gøre underværker. For eksempel ville jeg slippe for at skulle forklare, hvorfor jeg stadig går med hættetrøje – samt til rockkoncerter med den let anløbne, skjulte dagsorden at bombardere 18-årige piger med udvalgte score-bemærkninger som:
– Hvor har du været hele mit liv?
– Ja, de første 20 år var jeg slet ikke født. . .
Men at alderen ikke passer til personen, men strammer og sidder dårligt, er et livsvilkår. Også dengang man faktisk syntes, det var vigtigt at virke ældre, end man var. Altså dengang man ikke var 14, men fyldte 15. Med mindre man skulle til midnatsforestilling og se »Langt ned i Halsen«, så var der ikke grænser for hvor meget 18, man var.
Og da man så endelig nåede den forjættende periode, hvor man bestemte alt selv, så var det ikke engang et morsomt møde, for med ret kom pligt. Samt regninger, terminer og det chok, det var, at opdage, at køleskabet ikke fyldte sig selv. Plus ikke mindst arbejdspladsens forventning om, at man stillede hver morgen. Og udførte noget, når man nu alligevel var kommet.
Det er her, at trangen til heavy metal, hættebluser, uspolerethed og eskapisme bliver grundlagt, men man får ingen hjælp, når man klager over, at størrelsen ikke passer. Allerhøjest en påmindelse om at man ikke skal skabe sig sådan. »I din alder. . .«
Det ville ellers gøre underværker. For eksempel ville jeg slippe for at skulle forklare, hvorfor jeg stadig går med hættetrøje – samt til rockkoncerter med den let anløbne, skjulte dagsorden at bombardere 18-årige piger med udvalgte score-bemærkninger som:
– Hvor har du været hele mit liv?
– Ja, de første 20 år var jeg slet ikke født. . .
Men at alderen ikke passer til personen, men strammer og sidder dårligt, er et livsvilkår. Også dengang man faktisk syntes, det var vigtigt at virke ældre, end man var. Altså dengang man ikke var 14, men fyldte 15. Med mindre man skulle til midnatsforestilling og se »Langt ned i Halsen«, så var der ikke grænser for hvor meget 18, man var.
Og da man så endelig nåede den forjættende periode, hvor man bestemte alt selv, så var det ikke engang et morsomt møde, for med ret kom pligt. Samt regninger, terminer og det chok, det var, at opdage, at køleskabet ikke fyldte sig selv. Plus ikke mindst arbejdspladsens forventning om, at man stillede hver morgen. Og udførte noget, når man nu alligevel var kommet.
Det er her, at trangen til heavy metal, hættebluser, uspolerethed og eskapisme bliver grundlagt, men man får ingen hjælp, når man klager over, at størrelsen ikke passer. Allerhøjest en påmindelse om at man ikke skal skabe sig sådan. »I din alder. . .«
onsdag den 30. april 2008
Det sidste fristed for larm og liv
Jeg blev en gang spurgt, hvordan jeg »kunne holde den larm ud«.
– Så slemme er de heller ikke, og det er trods alt mine kolleger.
– Det var ikke det, jeg mente. Det er den musik, du hører. Og anmelder. Sagesløse mennesker går ud køber de plader, der lyder som Tjernobyl værket, der bliver beskudt af Navarones Kanoner.
Og det er selvfølgelig rigtigt. Jeg har i årevis skrevet om den absolut mest larmende niche i rockmusikken, og min hørelse burde være et tema i Ugeskrift for Læger.
Men det er gjort med stor fornøjelse. Hvorfor? Jo, der var engang, da rockmusikken var ung og skabte uro. Hver gang Beatles eller Rolling Stones udgav et album var det uden diskussion det bedste album, de havde lavet. Der var en lo-yalitet hos gruppernes fans, der rakte ud over, hvad udenforstående kunne fatte.
Så kom industrien, og så var den fornøjelse ødelagt. Musik blev forbrug, og vi gik til fest-ivaler der kaldte sig Danmarks største havefest. Med hoppeborg og klapvogn og musikken som baggrundstapet. Noget hulens dyrt tapet. Undtagen i den hårde rock. Den udspiller sig stadig i sin niche af larm og spektakel. Og liv og glade dage. Tilsyneladende endeløst liv. Ozzy Osbourne har da lignet en 80-årig de sidste 20 år, og hvilke andre steder kan man overleve ved at vakle rundt på en scene og ligne en gorilla med slagtilfælde? På grund af begejstring og loyalitet.
Og larmen? Jamen, en forsker ved Syddansk Universitet har lige fundet ud af, at flagermus udsender et lydtryk på 140 decibel, mens en rockkoncert udsender 120 decibel. Så vi er faktisk nogle stille og rolige drenge og piger.
– Så slemme er de heller ikke, og det er trods alt mine kolleger.
– Det var ikke det, jeg mente. Det er den musik, du hører. Og anmelder. Sagesløse mennesker går ud køber de plader, der lyder som Tjernobyl værket, der bliver beskudt af Navarones Kanoner.
Og det er selvfølgelig rigtigt. Jeg har i årevis skrevet om den absolut mest larmende niche i rockmusikken, og min hørelse burde være et tema i Ugeskrift for Læger.
Men det er gjort med stor fornøjelse. Hvorfor? Jo, der var engang, da rockmusikken var ung og skabte uro. Hver gang Beatles eller Rolling Stones udgav et album var det uden diskussion det bedste album, de havde lavet. Der var en lo-yalitet hos gruppernes fans, der rakte ud over, hvad udenforstående kunne fatte.
Så kom industrien, og så var den fornøjelse ødelagt. Musik blev forbrug, og vi gik til fest-ivaler der kaldte sig Danmarks største havefest. Med hoppeborg og klapvogn og musikken som baggrundstapet. Noget hulens dyrt tapet. Undtagen i den hårde rock. Den udspiller sig stadig i sin niche af larm og spektakel. Og liv og glade dage. Tilsyneladende endeløst liv. Ozzy Osbourne har da lignet en 80-årig de sidste 20 år, og hvilke andre steder kan man overleve ved at vakle rundt på en scene og ligne en gorilla med slagtilfælde? På grund af begejstring og loyalitet.
Og larmen? Jamen, en forsker ved Syddansk Universitet har lige fundet ud af, at flagermus udsender et lydtryk på 140 decibel, mens en rockkoncert udsender 120 decibel. Så vi er faktisk nogle stille og rolige drenge og piger.
onsdag den 16. april 2008
Hvordan overlevede vi uden?
Jeg kan blive ved at undre mig over alle de ting, man med tiden finder ud af, man ikke kan leve uden. Faktisk er det et under, at jeg selv har overlevet min barndom, der, kan jeg godt se nu, har været en ørkenvandring gennem alvorlige afsavn. Og hvis jeg vil have endnu større perspektiv på, kan jeg ringe til et tudsegammelt familiemedlem:
– Helt ærligt: Hvad lavede I egentlig dengang, der ikke var noget tv?
– Sad og kiggede ind i væggen i stedet, når vi ikke gik rundt og slog hinanden bagi med boldtræ.
Og sådan er det med det hele: Hvordan kom vi rundt uden bil? (for sent, på cykel, i regnvejr og modvind). Hvordan kom vi hurtigt i kontakt med hinanden uden e-mail? (det gjorde vi heller ikke og sikke en fred). Og hvordan vidste forældre, hvor deres børn var uden mobil (det anede de heller ikke en bjælde om, og det er vi mange, der er glade for. Det har skabt en masse kreative mennesker, at de i sin tid fik lov at smadre gamle tv-apparater på lossepladsen og skyde rotter med luftgevær, uden at nogen blandede sig eller tilbød krisepsykologi.)
Så måske var det ikke så skidt. Og én ting havde de åbenbart i gamle dage, som vi ikke har i dag: Tid. Oldefar arbejdede i 50-60 timer og havde alligevel tid til banke både kone og den børnefolk, der voksede som hullet i hans sok, ligesom han havde tid til kolonihave og til at være fanebærer i sangforeningen Morgenrøden. I dag arbejder vi i 37 timer og har fire gange så meget ferie, men har dårligt tid til at hente vores 1,7 barn fra børnehaven.
Men alt det, vi ikke kan leve foruden, skal selvfølgelig også passes.
– Helt ærligt: Hvad lavede I egentlig dengang, der ikke var noget tv?
– Sad og kiggede ind i væggen i stedet, når vi ikke gik rundt og slog hinanden bagi med boldtræ.
Og sådan er det med det hele: Hvordan kom vi rundt uden bil? (for sent, på cykel, i regnvejr og modvind). Hvordan kom vi hurtigt i kontakt med hinanden uden e-mail? (det gjorde vi heller ikke og sikke en fred). Og hvordan vidste forældre, hvor deres børn var uden mobil (det anede de heller ikke en bjælde om, og det er vi mange, der er glade for. Det har skabt en masse kreative mennesker, at de i sin tid fik lov at smadre gamle tv-apparater på lossepladsen og skyde rotter med luftgevær, uden at nogen blandede sig eller tilbød krisepsykologi.)
Så måske var det ikke så skidt. Og én ting havde de åbenbart i gamle dage, som vi ikke har i dag: Tid. Oldefar arbejdede i 50-60 timer og havde alligevel tid til banke både kone og den børnefolk, der voksede som hullet i hans sok, ligesom han havde tid til kolonihave og til at være fanebærer i sangforeningen Morgenrøden. I dag arbejder vi i 37 timer og har fire gange så meget ferie, men har dårligt tid til at hente vores 1,7 barn fra børnehaven.
Men alt det, vi ikke kan leve foruden, skal selvfølgelig også passes.
fredag den 11. april 2008
Kollektiv krængen ud
Jeg har lige læst i en avis, at vi lever i et krænge-ud samfund. Jeg blev helt glad, for jeg kom i tanke om den her aktion bare bryster ovre i DGI-byen. Men det var ikke sådan, det skulle forstås.
Krænge-ud samfundet er det, der dukker op, når man tænder for sit tv i primetime, og her kan opleve den danske sang som en ung blod pige. Hun går bare ikke og nynner i Danmarks hus. Nej, hun krænger hele sin sjæl ud og synger pop i vilden sky, går i knæ og bøjer barmen så meget forover at seerne tror, hun har tre knæ. Måske burde det hedde screamtime.
Bagefter får amatørsangerinden dårlige karakterer af et dommerpanel og kalder næste dag den ene dommer for et skaldet fedtæg i en avis.
Så krænge ud-samfund, jo. Vi stikker ikke noget under stolen. På Facebook og Myspace kan vi udstille os selv med skulder-bumser og kiksede skjorteflipper. Og vi kan demonstrere dumheder, der vil få Jackass til at ligne en bulgarsk dokumentarfilm. Vi er inderlige og hudløse og har et behov på størrelse med Putins ego for at vise. . hvad? Åbenbart meget ofte vores uformåenhed og hjælpeløshed. Vi ammer terapi og vil have krisehjælp, når bunden går ud af Netto-posen, eller fordi vi ikke blev castet til »Hjernedød for en Aften«. Eller endnu værre: Vi blev faktisk castet og bagefter stemt hjem af 13-årige, der er de hurtigste på SMS. Og så hurtige at de kan nå at føje endnu en SMS til: »Du er skod og så tykhovedet, at du ligner en tilskuer fra Rickie Lake–show«.
Måske burde vi overveje at stikke piben ind frem for at krænge sjælen ud. Og finde bare en lille smule værdighed frem.
Krænge-ud samfundet er det, der dukker op, når man tænder for sit tv i primetime, og her kan opleve den danske sang som en ung blod pige. Hun går bare ikke og nynner i Danmarks hus. Nej, hun krænger hele sin sjæl ud og synger pop i vilden sky, går i knæ og bøjer barmen så meget forover at seerne tror, hun har tre knæ. Måske burde det hedde screamtime.
Bagefter får amatørsangerinden dårlige karakterer af et dommerpanel og kalder næste dag den ene dommer for et skaldet fedtæg i en avis.
Så krænge ud-samfund, jo. Vi stikker ikke noget under stolen. På Facebook og Myspace kan vi udstille os selv med skulder-bumser og kiksede skjorteflipper. Og vi kan demonstrere dumheder, der vil få Jackass til at ligne en bulgarsk dokumentarfilm. Vi er inderlige og hudløse og har et behov på størrelse med Putins ego for at vise. . hvad? Åbenbart meget ofte vores uformåenhed og hjælpeløshed. Vi ammer terapi og vil have krisehjælp, når bunden går ud af Netto-posen, eller fordi vi ikke blev castet til »Hjernedød for en Aften«. Eller endnu værre: Vi blev faktisk castet og bagefter stemt hjem af 13-årige, der er de hurtigste på SMS. Og så hurtige at de kan nå at føje endnu en SMS til: »Du er skod og så tykhovedet, at du ligner en tilskuer fra Rickie Lake–show«.
Måske burde vi overveje at stikke piben ind frem for at krænge sjælen ud. Og finde bare en lille smule værdighed frem.
mandag den 7. april 2008
Jeg hader fødselsdage
Jeg kan lige så godt pakke ud og tilstå: Jeg bryder mig ikke særligt meget om fødselsdage.
Heller ikke selv om folk er holdt op med at komme med lagkager med lys, som jeg skal puste ud. Dengang, det stadig var aktuelt, syntes jeg i det mindste, at det var sjovt. I dag ville der komme lidt ligbrænding over det.
I stedet for lagkager kommer folk med bedagede gaver. Belgisk øl og biografier om Kierkegaard. Vedhæftet et gavekort med usynlig tekst:
»Tillykke Gammelnok, her er noget, du kan fordybe dig i her i dit livs efterår«.
Folk er ufølsomme. Desværre er jeg for velopdragen til at ringe rundt fra min musegrå drejeskivetelefon til hele omgangskredsen og med skinger stemme forsikre, at jeg skrækkeligt ønsker mig en hættebluse. Gerne en med Motör-heads logo på. Plus en skifteramme med et billede af Paris Hilton på bytur.
Som sagt: Det gør jeg ikke. Resultat: Horisonten tordner derude med to flasker »Fynsk Forår« fra Ørbæk Bryggeri og en plade med Annedorte Michelsen. Som jeg ikke en gang kan gå i gaderne med og høre på min MP3-afspiller af bar skræk for, at folk skal tro, det er et høreapparat.
Nu er egen fødselsdag én ting. Man kan skjule sig for den. Fortælle Gud og hvermand at man »er bortrejst på dagen« og så sidde bag nedrullede gardiner og se film på TCM.
Andres fødselsdag – det er noget lidt andet. Bevares, lige så tragiske. Man dukker op for at mure folks liv inde i langstilkede vinglas og forudsigelighed, når man står i sko, der klemmer, og giver dem en ja-den-kan-jo-byttes-gave. Og kun står der fordi man har glemt at bestille varer hjem til hjernens lager for hvide, sorte og livsnødvendige løgne og derfor ikke har meldt afbud.
Og måske især fordi man kender konsekvensen af bare at blive væk. Nemlig at resten af selskabet på et eller andet tidspunkt kommer frem til, at:
– Han har s’gu nok glemt det, den gamle.
Heller ikke selv om folk er holdt op med at komme med lagkager med lys, som jeg skal puste ud. Dengang, det stadig var aktuelt, syntes jeg i det mindste, at det var sjovt. I dag ville der komme lidt ligbrænding over det.
I stedet for lagkager kommer folk med bedagede gaver. Belgisk øl og biografier om Kierkegaard. Vedhæftet et gavekort med usynlig tekst:
»Tillykke Gammelnok, her er noget, du kan fordybe dig i her i dit livs efterår«.
Folk er ufølsomme. Desværre er jeg for velopdragen til at ringe rundt fra min musegrå drejeskivetelefon til hele omgangskredsen og med skinger stemme forsikre, at jeg skrækkeligt ønsker mig en hættebluse. Gerne en med Motör-heads logo på. Plus en skifteramme med et billede af Paris Hilton på bytur.
Som sagt: Det gør jeg ikke. Resultat: Horisonten tordner derude med to flasker »Fynsk Forår« fra Ørbæk Bryggeri og en plade med Annedorte Michelsen. Som jeg ikke en gang kan gå i gaderne med og høre på min MP3-afspiller af bar skræk for, at folk skal tro, det er et høreapparat.
Nu er egen fødselsdag én ting. Man kan skjule sig for den. Fortælle Gud og hvermand at man »er bortrejst på dagen« og så sidde bag nedrullede gardiner og se film på TCM.
Andres fødselsdag – det er noget lidt andet. Bevares, lige så tragiske. Man dukker op for at mure folks liv inde i langstilkede vinglas og forudsigelighed, når man står i sko, der klemmer, og giver dem en ja-den-kan-jo-byttes-gave. Og kun står der fordi man har glemt at bestille varer hjem til hjernens lager for hvide, sorte og livsnødvendige løgne og derfor ikke har meldt afbud.
Og måske især fordi man kender konsekvensen af bare at blive væk. Nemlig at resten af selskabet på et eller andet tidspunkt kommer frem til, at:
– Han har s’gu nok glemt det, den gamle.
fredag den 28. marts 2008
Min mund - min fjende
Nogle gange har jeg indtryk af, at munden er vores værste fjende. En autonom størrelse dog uden elefanthue eller anden form for skalkeskjul, men tværtimod belemret med en åbenhed, der gennem tiden har kostet anseelse og lønforhøjelse.
Når først en mund står åben, vælter ordene af sted som demente, der forvilder sig ud, fordi nogen har glemt at lukke en dør på plejecentret. Vi taler om samtalens kunst og pinlig tavshed, men ingen spørger hvorfor tavshed er pinlig. Tværtimod virker det som om, mange føler behov for at indvi verden i deres livs detaljer, og ingen i selskabet er rå nok til at sige:
– Hold mund, vi gider ikke høre om dine traumer, fordi du ikke måtte gå til spejder i 3. klasse.
Som i så mange andre af livets sammenhænge er kvinder langt fremme i forhold til mænd. Det ved enhver, der har siddet ved siden af et par veninder i toget:
– Jakke, jakke, jakke . . altså ham Jeppe Kofod . . . jakke, jakke, jakke, jeg føler mig simpelthen så oppustet for tiden. . .
Der kan mænd slet ikke være med. De kan sidde to og to og fiske for enden af molen i fire timer. Tavse som døde fisk.
Det er måske derfor mænds mund optræder endnu mere utrænet og rebelsk, når ordene endelig bliver luftet. Som når vi indleder en flirt på cafeen med ordene:
– Du ser så træt ud. Skal jeg holde dine bryster, he, he.
Her viser de fleste kvinder, at samarbejdet mellem deres hjerne og mund er i langt bedre form:
– Hvis du endelig vil holde noget, kan du så ikke holde din kæft?
Når først en mund står åben, vælter ordene af sted som demente, der forvilder sig ud, fordi nogen har glemt at lukke en dør på plejecentret. Vi taler om samtalens kunst og pinlig tavshed, men ingen spørger hvorfor tavshed er pinlig. Tværtimod virker det som om, mange føler behov for at indvi verden i deres livs detaljer, og ingen i selskabet er rå nok til at sige:
– Hold mund, vi gider ikke høre om dine traumer, fordi du ikke måtte gå til spejder i 3. klasse.
Som i så mange andre af livets sammenhænge er kvinder langt fremme i forhold til mænd. Det ved enhver, der har siddet ved siden af et par veninder i toget:
– Jakke, jakke, jakke . . altså ham Jeppe Kofod . . . jakke, jakke, jakke, jeg føler mig simpelthen så oppustet for tiden. . .
Der kan mænd slet ikke være med. De kan sidde to og to og fiske for enden af molen i fire timer. Tavse som døde fisk.
Det er måske derfor mænds mund optræder endnu mere utrænet og rebelsk, når ordene endelig bliver luftet. Som når vi indleder en flirt på cafeen med ordene:
– Du ser så træt ud. Skal jeg holde dine bryster, he, he.
Her viser de fleste kvinder, at samarbejdet mellem deres hjerne og mund er i langt bedre form:
– Hvis du endelig vil holde noget, kan du så ikke holde din kæft?
fredag den 14. marts 2008
Et rodehoved går til bekendelse
Jeg er mildt sagt ikke den store planlægger. Havde jeg været general, havde freden indfundet sig hurtigt, for jeg havde kommanderet min hær det helt forkerte sted, og så kunne de andre stå der på slagmarken med alle deres talenter. Mens mine egne soldater sad et eller andet inferiørt sted og drak øl.
Med den mangel falder jeg helt ved siden af tidens krav. For tiden skriger ikke blot på planlægning, men også på rationalitet samt på alt, hvad der i øvrigt kan vejes, måles og tælles. Og derefter privatiseres. Og jeg ved, at det er mig, der er forkert på den. Vil man invitere nogen til sin 40 års fødselsdag, bør man gøre det, mens man er 38, for alle andre mennesker synes at have arkitekttegnet hele deres liv. Og hænger enhver tanke, de får, op med en lille magnet på køleskabsdøren. Tænk, hvis den blev væk for dem, tanken.
Trangen til at forme sit liv, så det kan stå i Outlook, må være et menneskes privilegium. Dyr klarer sig glimrende uden plan, måske fordi deres liv er underkastet nogle givne betingelser, de ikke kan ændre på. Løverne er det bedste eksempel på, hvor fast tilværelsens betingelser er:
1) Hunnen jager, mader og passer på.
2) Hannen sover.
3) Hvis bølgerne går højt, rejser hannen sig og brøler: – Hold kaje, unger, mor hviler sig. . .
Sådan er menneskets liv ikke. Det ligger åbent som en uopdyrket mark, hvor alt kan lade sig gøre, og det kan jo være skræmmende for mange, der straks hegner tingene ind, så der ikke kommer noget spontant snigende.
Det kunne De fundere over i påsken. Hvis de da ikke har andre planer.
Med den mangel falder jeg helt ved siden af tidens krav. For tiden skriger ikke blot på planlægning, men også på rationalitet samt på alt, hvad der i øvrigt kan vejes, måles og tælles. Og derefter privatiseres. Og jeg ved, at det er mig, der er forkert på den. Vil man invitere nogen til sin 40 års fødselsdag, bør man gøre det, mens man er 38, for alle andre mennesker synes at have arkitekttegnet hele deres liv. Og hænger enhver tanke, de får, op med en lille magnet på køleskabsdøren. Tænk, hvis den blev væk for dem, tanken.
Trangen til at forme sit liv, så det kan stå i Outlook, må være et menneskes privilegium. Dyr klarer sig glimrende uden plan, måske fordi deres liv er underkastet nogle givne betingelser, de ikke kan ændre på. Løverne er det bedste eksempel på, hvor fast tilværelsens betingelser er:
1) Hunnen jager, mader og passer på.
2) Hannen sover.
3) Hvis bølgerne går højt, rejser hannen sig og brøler: – Hold kaje, unger, mor hviler sig. . .
Sådan er menneskets liv ikke. Det ligger åbent som en uopdyrket mark, hvor alt kan lade sig gøre, og det kan jo være skræmmende for mange, der straks hegner tingene ind, så der ikke kommer noget spontant snigende.
Det kunne De fundere over i påsken. Hvis de da ikke har andre planer.
fredag den 7. marts 2008
Sidste salgsdato: Om 125.000 år
En forsker i Oxford har regnet sig frem til, at manden er uddød om 125.000 år. Ligesom dinosaurerne vil manden forsvinde ud af historien og kan kun glæde sig over, han i det mindste ikke har en hjerne på størrelse med en ært ligesom Tyrannosaurus Rex.
Reptilerne gik sikkert bort, fordi de kun kunne lægge store æg, som andre trådte i, havde en hale, de altid fik i klemme, og konstant ramlede hovedet ind i trækronerne. Manden har dog sat flere fingeraftryk i historien end urtidens krybdyr: Krig, strækmarch og badehåndklæder med Garfield-motiver – bare for at nævne nogle enkelte highlights.
Udviklingen frem mod mandens endeligt skal allerede være begyndt. I USA og Japan har forskere registreret, at der bliver født langt færre drenge, end der burde.
Ifølge den engelske professor vender naturen på denne måde tilbage til sit udgangspunkt: Vi fødes alle som hunkøn, men fem uger gammelt skejer nogle fostre altså ud og tillægger sig det her X-kromosom, der siden har båret ansvaret for Hitler, Stalin samt lange foredrag om Bayer Leverkusen og det rigtige gearskift.
Sådan vil det gå, siger forskeren. Om 125.000 år er verden i hænderne på det køn, der ikke kan parallelparkere og fylder hjemmet med ferskenfarvede puder. Skal vi le eller græde? Ja, mændene kan være ligeglade, når vi engang når sidste salgsdato. Kvinderne? De kan sikkert opremse flere fordele ved det mandeløse samfund: Slut med golf i tv, højlydte prutter under frokosten og toiletbræt, der ikke bliver slået ned.
Og ingen til at grine af at de ikke parallelparkere.
Reptilerne gik sikkert bort, fordi de kun kunne lægge store æg, som andre trådte i, havde en hale, de altid fik i klemme, og konstant ramlede hovedet ind i trækronerne. Manden har dog sat flere fingeraftryk i historien end urtidens krybdyr: Krig, strækmarch og badehåndklæder med Garfield-motiver – bare for at nævne nogle enkelte highlights.
Udviklingen frem mod mandens endeligt skal allerede være begyndt. I USA og Japan har forskere registreret, at der bliver født langt færre drenge, end der burde.
Ifølge den engelske professor vender naturen på denne måde tilbage til sit udgangspunkt: Vi fødes alle som hunkøn, men fem uger gammelt skejer nogle fostre altså ud og tillægger sig det her X-kromosom, der siden har båret ansvaret for Hitler, Stalin samt lange foredrag om Bayer Leverkusen og det rigtige gearskift.
Sådan vil det gå, siger forskeren. Om 125.000 år er verden i hænderne på det køn, der ikke kan parallelparkere og fylder hjemmet med ferskenfarvede puder. Skal vi le eller græde? Ja, mændene kan være ligeglade, når vi engang når sidste salgsdato. Kvinderne? De kan sikkert opremse flere fordele ved det mandeløse samfund: Slut med golf i tv, højlydte prutter under frokosten og toiletbræt, der ikke bliver slået ned.
Og ingen til at grine af at de ikke parallelparkere.
lørdag den 1. marts 2008
Fede tider
Hvis det var en sportsgren at tabe både næse og mund, kunne jeg stille op til DM. Som da jeg læste forleden, at der nu er flere overvægtige børn i verden end underernærede. Værsartig. Jeg kan levende høre samtalerne nede i de fattige, afrikanske landsbyer:
- Nu skal du ikke sidde og vrøvle over, at du er sulten. Tænk på alle de små tykke børn i verden. . .
I "Det Forsømte Forår" tiltaler lektor Blomme klassens tykke dreng med ordene: - Oh, Classus, du smækfede yndling. . . det var dengang, de tykke var få og derfor så synlige, og de er jo de sjoveste at mobbe. Lektor Blomme ville få øjne på størrelse med sit eget efternavn, hvis han i dag gik en tur i en svømmehal og så teenagere, der ligner budding i bikini, hvis de da ikke er trukket i en badedragt med indbygget stilladsarbejde.
Dem kan man ikke huske fra sin egen skoletid, men det tro pokker: Burger- og fastfoodkulturen lå mindst ti år ind i fremtiden. Man kunne ikke købe skodmad på hvert andet gadehjørne døgnet rundt. Forældre opfattede ikke sig selv som deres børns privatchauffører. Nærmeste fristelse var Bager Bolle, der lå over for skolen, og hed sådan fordi både bageren og bagerkonen så ud som om, de levede af melboller. Her gik en stor hund rundt i bageriet hele dagen, og når man havde købt studenterbrød hos Bager Bolle, kunne man sommetider finde ekstra gevinster i dem i form af hundehår og afbrændte tændstikker.
Endelig udkom sodavand kun i 25 cl flasker - med kapsel - fjernsyn eksisterede, men var lige så underholdende som telefonbogen. Og fritiden? Den administrerede børn selv. Med afsæt i jungleloven: Store børn elskede at tæve små børn. Små børn lærte at tage benene på nakken.
Den slags slanker. . .
- Nu skal du ikke sidde og vrøvle over, at du er sulten. Tænk på alle de små tykke børn i verden. . .
I "Det Forsømte Forår" tiltaler lektor Blomme klassens tykke dreng med ordene: - Oh, Classus, du smækfede yndling. . . det var dengang, de tykke var få og derfor så synlige, og de er jo de sjoveste at mobbe. Lektor Blomme ville få øjne på størrelse med sit eget efternavn, hvis han i dag gik en tur i en svømmehal og så teenagere, der ligner budding i bikini, hvis de da ikke er trukket i en badedragt med indbygget stilladsarbejde.
Dem kan man ikke huske fra sin egen skoletid, men det tro pokker: Burger- og fastfoodkulturen lå mindst ti år ind i fremtiden. Man kunne ikke købe skodmad på hvert andet gadehjørne døgnet rundt. Forældre opfattede ikke sig selv som deres børns privatchauffører. Nærmeste fristelse var Bager Bolle, der lå over for skolen, og hed sådan fordi både bageren og bagerkonen så ud som om, de levede af melboller. Her gik en stor hund rundt i bageriet hele dagen, og når man havde købt studenterbrød hos Bager Bolle, kunne man sommetider finde ekstra gevinster i dem i form af hundehår og afbrændte tændstikker.
Endelig udkom sodavand kun i 25 cl flasker - med kapsel - fjernsyn eksisterede, men var lige så underholdende som telefonbogen. Og fritiden? Den administrerede børn selv. Med afsæt i jungleloven: Store børn elskede at tæve små børn. Små børn lærte at tage benene på nakken.
Den slags slanker. . .
søndag den 17. februar 2008
Hej Allan, det er Gud. . .
- Hej Allan, det er Gud. . .
Nå, ja Allah, det er også rigtigt. Men du, der selv er uendelig, ved, hvor meget man kan få om ørerne på den konto. Så kan man jo godt misse et navn. Men jeg ringede egentlig mest fordi, ja du ringer jo aldrig. . . for at snakke med dig om de der Muhammed-tegninger. . .
Hvad siger du? "Søn af en hund". Aha, men det var så den anden grund til til, at jeg ringede til dig. For helt ærligt: Vi må snakke om det her. Sådan Gud og Gud i mellem. Det her duer ikke. Og nu skal du ikke blive fornærmet, men jeg må sige det lige ud af posen: Er din ledelsesstil ikke lidt gammeldags? Og autoritær? Jo, helt ærligt. Der er sådan noget Sepp Piontek over det, og det må du simpelthen arbejde med.
Tag nu bare mig. Jeg er da roen selv, og jeg synes jo nok, at jeg har haft de stød i tilværelsen, man kan forvenes at skulle tage. Mine kom da rendende og hævdede, at Jorden var rund, cirkulerede om Solen, at de nedstammede fra aberne, og jeg skal da lige love for, at der var gang i dem. Og du skal da endelig ikke tro, at jeg ikke blev træt i ansigtet og tænkte: Gider jeg egentlig blive ved? Jeg mener, det er jo enhver Guds dilemma: Man har skabt dem i sit eget billede, og så insiterer de på at nedstamme fra nogen, der sidder hele dagen og fanger lus på hinanden og sviner med maden. Jamen fint nok . . . jeg synes bare, jeg havde lagt op til noget større.
Men de har jo klaret sig meget godt siden. Kan du sige det samme om dine?
Altså ikke for at jokke i emnet. . .
Nå, ja Allah, det er også rigtigt. Men du, der selv er uendelig, ved, hvor meget man kan få om ørerne på den konto. Så kan man jo godt misse et navn. Men jeg ringede egentlig mest fordi, ja du ringer jo aldrig. . . for at snakke med dig om de der Muhammed-tegninger. . .
Hvad siger du? "Søn af en hund". Aha, men det var så den anden grund til til, at jeg ringede til dig. For helt ærligt: Vi må snakke om det her. Sådan Gud og Gud i mellem. Det her duer ikke. Og nu skal du ikke blive fornærmet, men jeg må sige det lige ud af posen: Er din ledelsesstil ikke lidt gammeldags? Og autoritær? Jo, helt ærligt. Der er sådan noget Sepp Piontek over det, og det må du simpelthen arbejde med.
Tag nu bare mig. Jeg er da roen selv, og jeg synes jo nok, at jeg har haft de stød i tilværelsen, man kan forvenes at skulle tage. Mine kom da rendende og hævdede, at Jorden var rund, cirkulerede om Solen, at de nedstammede fra aberne, og jeg skal da lige love for, at der var gang i dem. Og du skal da endelig ikke tro, at jeg ikke blev træt i ansigtet og tænkte: Gider jeg egentlig blive ved? Jeg mener, det er jo enhver Guds dilemma: Man har skabt dem i sit eget billede, og så insiterer de på at nedstamme fra nogen, der sidder hele dagen og fanger lus på hinanden og sviner med maden. Jamen fint nok . . . jeg synes bare, jeg havde lagt op til noget større.
Men de har jo klaret sig meget godt siden. Kan du sige det samme om dine?
Altså ikke for at jokke i emnet. . .
mandag den 11. februar 2008
Er der liv i rummet?
Vi har vel alle leget med tanken om, at der er mere mellem himmel og jord. Nu vil nogen indvende, at enhver der har stået på Esbjerg Havn i pålandsvind ved, at noget i luften er der i hvert fald.
Men sådan »rigtigt« mellem og jord. En anden slags liv. Højere end mennesket, der bruger tiden på skrabelodder og på at designe håndklæder med Garfield-motiver.
Trangen til at spekulere over sådanne dybe spørgsmål slår ned i mennesker ved forskellige lejligheder. Det er sikker individuelt. I mit tilfælde indtræffer det typisk, når jeg ser avisens tv-program og opdager, at der igen kommer »Vild med Dans«, »Varm på Is« og Melodi Grandprix for selvoptagede barnestemmer. Så må jeg blankt indrømme, at den tanke slår ned: Der må simpelthen være intelligent liv et andet sted i universet.
Vi, der tror på den slags, bliver tit affejet som fantaster og skøre kuler. Modsat kamilletes–drikkende kvinder, der tror på engle og palaver med afdøde familiemedlemmer, bliver vi ikke altid taget alvorligt. Selv synes vi, det må være indlysende, at folk, der er i stand at flyve med 10.000 km/t i en 800 meter lang, sølvskinnende, cigarformet tingest, må have købt deres tændrør på Saturn.
Måske skyldes det også, at vi stiller meget konkrete spørgsmål. Selv har jeg kogt min tvivl og søgen efter det ekstraterritoriale liv ned til to spørgsmål:
1) Er I derude?
2) Og i så fald: Har I strålekanoner?
Men kan vi være sikre på, at det er intelligent liv? Tja, det bedste bevis på, at de er intelligente, er nok, at de undgår at tage kontakt til os.
Men sådan »rigtigt« mellem og jord. En anden slags liv. Højere end mennesket, der bruger tiden på skrabelodder og på at designe håndklæder med Garfield-motiver.
Trangen til at spekulere over sådanne dybe spørgsmål slår ned i mennesker ved forskellige lejligheder. Det er sikker individuelt. I mit tilfælde indtræffer det typisk, når jeg ser avisens tv-program og opdager, at der igen kommer »Vild med Dans«, »Varm på Is« og Melodi Grandprix for selvoptagede barnestemmer. Så må jeg blankt indrømme, at den tanke slår ned: Der må simpelthen være intelligent liv et andet sted i universet.
Vi, der tror på den slags, bliver tit affejet som fantaster og skøre kuler. Modsat kamilletes–drikkende kvinder, der tror på engle og palaver med afdøde familiemedlemmer, bliver vi ikke altid taget alvorligt. Selv synes vi, det må være indlysende, at folk, der er i stand at flyve med 10.000 km/t i en 800 meter lang, sølvskinnende, cigarformet tingest, må have købt deres tændrør på Saturn.
Måske skyldes det også, at vi stiller meget konkrete spørgsmål. Selv har jeg kogt min tvivl og søgen efter det ekstraterritoriale liv ned til to spørgsmål:
1) Er I derude?
2) Og i så fald: Har I strålekanoner?
Men kan vi være sikre på, at det er intelligent liv? Tja, det bedste bevis på, at de er intelligente, er nok, at de undgår at tage kontakt til os.
fredag den 8. februar 2008
Til dobbeltsengen jer skiller. . .
Jeg har i årevis været en ihærdig fortaler for, at folke-kirken gennemfører en revision af vielsesritualet. Jeg fore-stiller mig et mere tidssvarende spørgsmål til bruden:
– Vil du tage Jens Peter, som står her ved din side, og lave ham om, så han bliver, sådan som du gerne vil have ham?
Så er der ikke stukket noget under stolen, og manden skal ikke komme bagefter og påstå, han ikke er blevet advaret.
En anden sentens, kirken godt kunne tænke over, er den her med: Til Døden jer skiller.
Den er der altså mange, der snyder sig fra – hvis vi ser bort fra de ægtepar, som formår at kede hinanden ihjel. De er nemme at kende: Man kan finde dem i supermarkedets cafeteria en fredag, hvor de prøver »at få en aften ud af det«.
Men for at vende tilbage til ritualet. Jeg vil foreslå: Til dobbeltsengen jer skiller. Og jeg har sagkundskabens opbakning til min idé. Forskere ved University of Michigan har fundet ud af, at ægteskaber kun bliver værre med årene. Uden at det direkte blev nævnt er især folk, der snorker og klipper tånegle i soveværelset, i højrisikogruppen.
Til den amerikanske undersøgelse har journalister konsulteret en dansk samlivsrådgiver, Karen Zimsen, der især havde ét godt råd:
Få hvert jeres soveværelse.
Hvorfor? Jo, sagde samlivsrådgiveren, dobbeltsengen tager livet af mange ægteskabet, længe før døden kommer luskende og gør forsøget.
Sådan en løsning vil også hjælpe et trængt erhvervsliv, der leder efter nye forretningsområder, efter at landet er plastret til med samtalekøkkener:
Alle har ret til et fedt soveværelse – uden ægtefælle.
– Vil du tage Jens Peter, som står her ved din side, og lave ham om, så han bliver, sådan som du gerne vil have ham?
Så er der ikke stukket noget under stolen, og manden skal ikke komme bagefter og påstå, han ikke er blevet advaret.
En anden sentens, kirken godt kunne tænke over, er den her med: Til Døden jer skiller.
Den er der altså mange, der snyder sig fra – hvis vi ser bort fra de ægtepar, som formår at kede hinanden ihjel. De er nemme at kende: Man kan finde dem i supermarkedets cafeteria en fredag, hvor de prøver »at få en aften ud af det«.
Men for at vende tilbage til ritualet. Jeg vil foreslå: Til dobbeltsengen jer skiller. Og jeg har sagkundskabens opbakning til min idé. Forskere ved University of Michigan har fundet ud af, at ægteskaber kun bliver værre med årene. Uden at det direkte blev nævnt er især folk, der snorker og klipper tånegle i soveværelset, i højrisikogruppen.
Til den amerikanske undersøgelse har journalister konsulteret en dansk samlivsrådgiver, Karen Zimsen, der især havde ét godt råd:
Få hvert jeres soveværelse.
Hvorfor? Jo, sagde samlivsrådgiveren, dobbeltsengen tager livet af mange ægteskabet, længe før døden kommer luskende og gør forsøget.
Sådan en løsning vil også hjælpe et trængt erhvervsliv, der leder efter nye forretningsområder, efter at landet er plastret til med samtalekøkkener:
Alle har ret til et fedt soveværelse – uden ægtefælle.
onsdag den 6. februar 2008
Skal det nu være moderne?
Lige siden de gamle var unge, har de gamle ment, at de unge var et problem. Især deres trang til at kræve egne reservater, hvor man ikke kan holde øje med, hvad de laver, er mistænkelig. Så går det op i sjov og ballade, øl og sex.
Og hvis det så bare handlede om at hænge et papir op på døren til parcelhusets teenage-helvede med blokbogstaver: »Adgang Forbudt«. Men nej, trangen vokser til at ville lægge beslag på hele huse.
Det ender i unoder. Jeg ved, hvad jeg taler om. Vi er et par stykker, der kan huske, da ungdomsklubber blev moderne. Velvillige voksne åbnede et knallertværksted, der blev brugt til at udbore knallerter, så man kunne stikke af fra politiet.
Det var jo ikke meningen.
Så fik man et »hyggerum« i et klasseværelse, hvor der ikke måtte males på væggene. Det var så kedeligt, at man var nødt til at bolle og drikke øl.
Det var heller ikke meningen, og der blev sat ind med en massiv kampagne i form af lokkende tilbud: Maskinskrivning og guitarspil. Jeg hoppede med på den sidste, hvor læreren var en pensionist, der kunne læse noder, og egentlig helst ville spille klaver »fordi der kan jeg anbringe en øl ovenpå«.
Det var så kedeligt, at alle sivede og begyndte at spille selv. På den måde opdagede vi Black Sabbath, Santana og Ritchie Blackmore. Det var stort. I hvert fald større end »Kom Maj, du søde milde« med svedige pubertets-fingre på en guitar købt i byens boghandel.
Imens stod de gamle og sukkede: Skal det nu være moderne?
Og det skulle det, men prisen var høj: i dag kan jeg hverken skrive på maskine eller spille guitar. Men jeg havde det sjovt.
Og hvis det så bare handlede om at hænge et papir op på døren til parcelhusets teenage-helvede med blokbogstaver: »Adgang Forbudt«. Men nej, trangen vokser til at ville lægge beslag på hele huse.
Det ender i unoder. Jeg ved, hvad jeg taler om. Vi er et par stykker, der kan huske, da ungdomsklubber blev moderne. Velvillige voksne åbnede et knallertværksted, der blev brugt til at udbore knallerter, så man kunne stikke af fra politiet.
Det var jo ikke meningen.
Så fik man et »hyggerum« i et klasseværelse, hvor der ikke måtte males på væggene. Det var så kedeligt, at man var nødt til at bolle og drikke øl.
Det var heller ikke meningen, og der blev sat ind med en massiv kampagne i form af lokkende tilbud: Maskinskrivning og guitarspil. Jeg hoppede med på den sidste, hvor læreren var en pensionist, der kunne læse noder, og egentlig helst ville spille klaver »fordi der kan jeg anbringe en øl ovenpå«.
Det var så kedeligt, at alle sivede og begyndte at spille selv. På den måde opdagede vi Black Sabbath, Santana og Ritchie Blackmore. Det var stort. I hvert fald større end »Kom Maj, du søde milde« med svedige pubertets-fingre på en guitar købt i byens boghandel.
Imens stod de gamle og sukkede: Skal det nu være moderne?
Og det skulle det, men prisen var høj: i dag kan jeg hverken skrive på maskine eller spille guitar. Men jeg havde det sjovt.
fredag den 1. februar 2008
Øv, og æv. Å er i fare
Internettet og Microsoft kan ikke skrive dansk. Ikke sådan rigtigt i hvert fald, og det vil på længere sigt koste æ, ø og å livet. Det forudser Dansk Sprognævn og et foretagende med det frygtindgydende navn Institut for Fremtidsforskning. De er sådan nogle eksperter, så den spådom må passe.
Skal vi ruste os til kamp af den grund? Skal vi genopbygge Dannevirke? Eller skal vi ikke bare se i øjnene, at det er sådan lidt fortidigt, gammeldags og provinsielt med de tre selvlyde. Er det ikke bare taber-bogstaver fra en tid, da en politiker kunne slippe fra at sige »hvis det æ fakta, så benægter a fakta«. Det er jo også omstændeligt at lede efter æ, ø og å, når man skal sende en SMS.
Men jeg ved snart ikke. Sproget går unægteligt glip af noget musik, når det er slut med at sige åh nej, og æv og øv. Der er også nogle danske byer, der nok bør komme op i gear og tænke alvorligt over konsekvenserne. Vi nævner forsigtigt Løgumkloster. Logumkloster? Nej vel. Det kunne hurtigt give anledning til misforståelser og dårlige vittigheder.
Det vil formentlig også slå hul i kommunekassen, hvis Århus Kommune skal til at skifte alle de byskilte ud. Og Ærøskøbing – her går det da helt galt. Og hvad med alle de mennesker, der er døbt Søren Jørgensen og Åse Åskov.
Omvendt ændrer sproget sig jo hele tiden. Jeg har for eksempel nedlagt min forening til ordet kålhøgens bevarelse. Det var ikke nogen vindersag.
Så konklusionen må blive, at vi bliver mere globaliserede. Nu er det slut med at grine af udlændinge, der siger rodgrod med flode. Nu skal vi selv til øve os på at sige det. So kan vi lare det.
Skal vi ruste os til kamp af den grund? Skal vi genopbygge Dannevirke? Eller skal vi ikke bare se i øjnene, at det er sådan lidt fortidigt, gammeldags og provinsielt med de tre selvlyde. Er det ikke bare taber-bogstaver fra en tid, da en politiker kunne slippe fra at sige »hvis det æ fakta, så benægter a fakta«. Det er jo også omstændeligt at lede efter æ, ø og å, når man skal sende en SMS.
Men jeg ved snart ikke. Sproget går unægteligt glip af noget musik, når det er slut med at sige åh nej, og æv og øv. Der er også nogle danske byer, der nok bør komme op i gear og tænke alvorligt over konsekvenserne. Vi nævner forsigtigt Løgumkloster. Logumkloster? Nej vel. Det kunne hurtigt give anledning til misforståelser og dårlige vittigheder.
Det vil formentlig også slå hul i kommunekassen, hvis Århus Kommune skal til at skifte alle de byskilte ud. Og Ærøskøbing – her går det da helt galt. Og hvad med alle de mennesker, der er døbt Søren Jørgensen og Åse Åskov.
Omvendt ændrer sproget sig jo hele tiden. Jeg har for eksempel nedlagt min forening til ordet kålhøgens bevarelse. Det var ikke nogen vindersag.
Så konklusionen må blive, at vi bliver mere globaliserede. Nu er det slut med at grine af udlændinge, der siger rodgrod med flode. Nu skal vi selv til øve os på at sige det. So kan vi lare det.
torsdag den 24. januar 2008
Mig og moneterne
Jeg har deltaget i en test på Internettet: »Er du klar til at blive millionær«, hed den. Jeg vil nødig gå i detaljer med resultatet, men testen viste, at jeg er ikke klar. Langt fra endda. Faktisk skal jeg være henrykt over ikke at være blevet opsøgt af en to meter høj, skaldet mand i Hitman-jakkesæt, der peger på mig med en pistol og siger:
– You pay. Now!
Jeg er simpelthen ikke seriøs nok i min omgang med tilværelsens egentlige formål: At skrabe en formue sammen. Sådan lød testens ubarmhjertige konklusion, og jeg blev helt lettet over, at deltagelsen var anonym, så der ikke er nogen, der kan melde mig til Ribers.
Måske skyldes den lave score også, at jeg på spørgsmålet om hvilken rig person, jeg beundrede mest, svarede Joachim von And. Så er man godt nok selv ude om det.
Men det kummerlige resultat af testen udløste selvfølgelig en større selvransagelse, og jeg er komme til et pinagtigt resultat: Jeg er inficeret af en utidig lethed, når det kommer til penge. Det viser sig på mange måder:
1) Jeg læser ikke tilbudsaviser.
2) Jeg har aldrig ejet en trailer.
3) Jeg kan ikke gå igennem en tikroners butik uden at komme ud med dvd med en finsk film eller et krus med stjernetegn.
4) Endelig morer jeg mig kosteligt, hver gang jeg læser om astronomiske Lotto-gevinster, der bliver vundet af tandløse mænd fra Thyborøn, som ikke har tænkt sig at investere dem, men blot få malet køkkenlågerne og i øvrigt pjatter pengene væk.
Med den holdning har jeg nok fortjent at være fattig.
– You pay. Now!
Jeg er simpelthen ikke seriøs nok i min omgang med tilværelsens egentlige formål: At skrabe en formue sammen. Sådan lød testens ubarmhjertige konklusion, og jeg blev helt lettet over, at deltagelsen var anonym, så der ikke er nogen, der kan melde mig til Ribers.
Måske skyldes den lave score også, at jeg på spørgsmålet om hvilken rig person, jeg beundrede mest, svarede Joachim von And. Så er man godt nok selv ude om det.
Men det kummerlige resultat af testen udløste selvfølgelig en større selvransagelse, og jeg er komme til et pinagtigt resultat: Jeg er inficeret af en utidig lethed, når det kommer til penge. Det viser sig på mange måder:
1) Jeg læser ikke tilbudsaviser.
2) Jeg har aldrig ejet en trailer.
3) Jeg kan ikke gå igennem en tikroners butik uden at komme ud med dvd med en finsk film eller et krus med stjernetegn.
4) Endelig morer jeg mig kosteligt, hver gang jeg læser om astronomiske Lotto-gevinster, der bliver vundet af tandløse mænd fra Thyborøn, som ikke har tænkt sig at investere dem, men blot få malet køkkenlågerne og i øvrigt pjatter pengene væk.
Med den holdning har jeg nok fortjent at være fattig.
fredag den 18. januar 2008
Jamen, for hunde da
Hvis der er som noget som helst hold i klicheen om at man kan tabe både næse og mund, så falder begge dele nogle gange af mig med et brag. Og efterlader mig med et stort, blafrende spørgsmålstegn dér, hvor der burde have siddet et hoved.
Som da jeg læste om en kvinde, der opsøgte en klog kone, der ligesom kunne tale kælent til hendes kat, fordi den var sådan lidt i ubalance. Så får jeg en dårlig samvittighed på størrelse med Vladimir Putins ego. Nytårsaften lignede vores kat en fejekost på speed, og drønede jeg af sted til dyrepsykolog? Nej. Lige som jeg må anstrenge mig for at få mit ansigt til at ligne noget, der er gravet op i en pyramide, for ikke at fnise over folk, der hævder, at hunden er deres bedste ven. Gad nok se deres øvrige vennekreds.
Der er sket meget siden dengang for 100 år siden, da hunden var et kræ, der sov udenfor i al slags vejr for enden af en jernkæde, og katten, en lidt mere snu fætter, boede i stalden, hvor den bombarderede omgivelserne med lopper, ringorm og killinger. Nu sender folk dyr til wellness og klæder dem på.
Jeg tror, forklaringen er genetisk. I gamle dage fik folk en hoben børn og døde, når yngste barn var blevet konfirmeret. Sådan groft sagt. Med de en komma et eller andet barn, vi orker at få i dag, skal der blive et meget lang hul i ens liv, hvor man ikke kan få luft for sit yngelplejeinstinkt. Og så er det, at »hunni« skal sidde med ved bordet og have manicure.
Sådan tror jeg, det hænger sammen, selv om jeg ikke rigtigt kan lide tanken.
I øvrigt fandt vores kat allerede nytårsdag sit gamle jeg: Doven og krævende.
Som da jeg læste om en kvinde, der opsøgte en klog kone, der ligesom kunne tale kælent til hendes kat, fordi den var sådan lidt i ubalance. Så får jeg en dårlig samvittighed på størrelse med Vladimir Putins ego. Nytårsaften lignede vores kat en fejekost på speed, og drønede jeg af sted til dyrepsykolog? Nej. Lige som jeg må anstrenge mig for at få mit ansigt til at ligne noget, der er gravet op i en pyramide, for ikke at fnise over folk, der hævder, at hunden er deres bedste ven. Gad nok se deres øvrige vennekreds.
Der er sket meget siden dengang for 100 år siden, da hunden var et kræ, der sov udenfor i al slags vejr for enden af en jernkæde, og katten, en lidt mere snu fætter, boede i stalden, hvor den bombarderede omgivelserne med lopper, ringorm og killinger. Nu sender folk dyr til wellness og klæder dem på.
Jeg tror, forklaringen er genetisk. I gamle dage fik folk en hoben børn og døde, når yngste barn var blevet konfirmeret. Sådan groft sagt. Med de en komma et eller andet barn, vi orker at få i dag, skal der blive et meget lang hul i ens liv, hvor man ikke kan få luft for sit yngelplejeinstinkt. Og så er det, at »hunni« skal sidde med ved bordet og have manicure.
Sådan tror jeg, det hænger sammen, selv om jeg ikke rigtigt kan lide tanken.
I øvrigt fandt vores kat allerede nytårsdag sit gamle jeg: Doven og krævende.
fredag den 4. januar 2008
Af hjertet tak
Nu har jeg siddet klar ved telefonen for det tilfælde, at en journalist skulle ringe og høre, hvad der har været min største oplevelse i 2007.
Det er ikke sket, så nu bliver jeg nødt til misbruge denne plads og sende lykønskninger herfra. For jeg synes, der er nogle mennesker, jeg skylder tak for deres indsats i løbet af året.
For eksempel sangerinden Björk, der fortalte, at hun bunder en flaske vodka hver fredag. Det gjorde hendes bedsteforældre altid, for det hjalp til at smide hæmningerne. Det, synes jeg, forklarer en del, men de må endelig fortsætte, med et ugentligt kontroltab.
En tak skal også gå til de rigeste danskere, der bor nord for København, og som ifølge DR oftere og oftere har fogeden rendende, fordi indvånerne langs Strandvejen ikke kan betale selv mindre regninger. De har sat sig så hårdt med drømmehuset, at økonomien ikke kan holde til en skilsmisse. Og dermed har de erfaret, at den mindste sten kan gøre ondt i selv det bedste skotøj.
Jeg skylder også Malaysias sundhedsminister en tak. Der cirkulerede i 2007 en dvd, hvor man ser Chua Soi Lek dyrke sex med en kvindelig bekendt på et hotelværelse i en time. En time! Ikke skidt af en 61-årig, der har indrømmet, at det er ham og nu må forlade jobbet.
Summa summarum:
Tak til disse og alle andre mennesker, der i 2007 vovede at smide hæmningerne, bukserne, kontrollen, facaden, ambitionerne, konventionerne og forudsigeligheden. Hvorved de satte magten og æren på spil.
Fortsæt endelig med det.
Og så glemte jeg de der piger over i DGI-byen, der smed overdelen. . .
Det er ikke sket, så nu bliver jeg nødt til misbruge denne plads og sende lykønskninger herfra. For jeg synes, der er nogle mennesker, jeg skylder tak for deres indsats i løbet af året.
For eksempel sangerinden Björk, der fortalte, at hun bunder en flaske vodka hver fredag. Det gjorde hendes bedsteforældre altid, for det hjalp til at smide hæmningerne. Det, synes jeg, forklarer en del, men de må endelig fortsætte, med et ugentligt kontroltab.
En tak skal også gå til de rigeste danskere, der bor nord for København, og som ifølge DR oftere og oftere har fogeden rendende, fordi indvånerne langs Strandvejen ikke kan betale selv mindre regninger. De har sat sig så hårdt med drømmehuset, at økonomien ikke kan holde til en skilsmisse. Og dermed har de erfaret, at den mindste sten kan gøre ondt i selv det bedste skotøj.
Jeg skylder også Malaysias sundhedsminister en tak. Der cirkulerede i 2007 en dvd, hvor man ser Chua Soi Lek dyrke sex med en kvindelig bekendt på et hotelværelse i en time. En time! Ikke skidt af en 61-årig, der har indrømmet, at det er ham og nu må forlade jobbet.
Summa summarum:
Tak til disse og alle andre mennesker, der i 2007 vovede at smide hæmningerne, bukserne, kontrollen, facaden, ambitionerne, konventionerne og forudsigeligheden. Hvorved de satte magten og æren på spil.
Fortsæt endelig med det.
Og så glemte jeg de der piger over i DGI-byen, der smed overdelen. . .
Abonner på:
Opslag (Atom)
