Gammelnok danner en forening

Jeg prøver at gå ind i foreningslivet. Formålet med foreningen skal være noget, der virkeligt engagerer mig, så jeg begyndte med at ringe til alle de sure, gamle, vrisne mænd, jeg kender. Derfor blev det en lang eftermiddag, og PET kiggede forbi for at høre, om jeg ringede til Mellemøsten, siden samtalen tog så lang tid.
- Slet ikke, svarede jeg. Vi udveksler bare bitterhed.
Det kunne agenterne godt forstå. De havde haft samme følelse siden dengang med Blekingegade-banden. Den slags tager tid.
Så jeg fortsatte mit partiforberedende arbejde. Jeg forestillede mig at, medlemmerne skulle sidde og diskutere ting som sædernes forfald og tidens skaberi. Tag nu de der spidsbrystede gymnasiepiger i DGI-byen, der ville have lov at bade topløse. Herregud, mine bryster er større end deres.
- Vi skal have fængende navn, og ikke noget med alliance, brølede jeg på det stiftende møde. Ikke fordi jeg ved noget om, hvorvidt de andre er tunghøre. Det gik jeg bare ud fra. Vi endte med at kalde foreningen De Erfaringsramte. Det lyder som en patientforening, og det er ganske passende. Erfaringer er simpelthen noget hæsligt noget at blive ramt af, lidt i stil med fodvorter, og de er ikke til at slippe af med. Man kan lige så godt bede om en ny blodtype. Lidelsen er især udtalt, hvis man er ansat et sted,hvor der en dag ankommer en mellemleder, der blev født dengang, man selv fik sin første åreknude. Han indleder karrieren med at efterlyse visioner og mere holistisk tankegang, ligesom han taler en del om innovation. Så er det, at ens hjerne kan høre munden ganske uopfordret sige:
- Det har vi prøvet. .
Og så har vi balladen, for den dybe tallerken skal opfindes med jævne mellermum.
Siger erfaringen os.

Jeg synes, du skal tage dig gevaldigt sammen i det nye år

Hvis man Google’r på ordet nytårsforsætter dukker hjemmesiden »Netdoktor« op som det første. Allerede her synes jeg, at motivationen til at opstille nye mål for tilværelsen går fløjten. Det lugter simpelthen for meget af minushæl og kolde afvaskninger.
Hvorfor må nytårsforsætter ikke være sjove? I det nye år vil jeg: Spise uhæmmet og kun det, jeg kan lide, feste igennem og prøve at komme i trusserne på genboens 17-årige datter.
Nej vel? Det er ikke nytårsforsætter, man skal lufte, når hele selskabet står fem sekunder i rådhusklokker med serpentiner i håret og Aldi-boblevand i glassene. Så kan det i hvert fald blive en træls omgang at komme igennem kransekagen.
Nytårsforsætter skal af en eller anden, sikkert streng protestantisk, årsag indeholde prøvelser og afsavn, og bare se resultatet: Midt i januar er de droppet og smidt ud sammen med det tørre juletræ.
Så enten skal man opstille nogle forsætter, man kan leve op til. Måske blot et enkelt overskueligt et:
Jeg vil i det nye år ikke gøre det fjerneste for at forbedre mig.
Så slipper man også for den prøvelse, det kan være at stå foran spejlet og klippe de små hår i næsen.
Endnu mere optimalt er at aftale med sin partner/familie, at vi opstiller forsætter, de andre skal efterleve. For hvis det er svært at stille krav til sig selv, så er det ulige lettere at se bjælken i næstens øje. Så du skal fluks holde op med at:
Krumme i sengen.
Tisse på brættet.
Efterlade hår i håndvasken.
Prutte når der er andre til stede.
Brokke dig over at ligge på den våde plet.
Smide dit tøj på gulvet.
Spise med åben mund.
Og især skal du holde op med at stille urimelige krav til mig. Skal vi så gå til kransekagen. . ?

Ornli' syg patient

Eksperter af den slags, der hæver deres hyre for at være bekymrede, besværer sig ofte over, at mænd går for lidt til læge. Og det hænger sammen med, siger eksperterne, at mænd er for dårlige til at lytte til kroppens signaler. Hvilket blot viser, at de pågældende eksperter aldrig har været med til at spille pool på Café »Det Flækkede Øjenbryn«.
Oveni kommer, at mange mænd bliver medicineret derhjemme. Ret mange kvinder har en tro på, at al dårligdom kan løses ved at lytte til den egentlige lægevidenskab. Hende selv:
– Nu går du dig en frisk tur, så skal du bare se. Og så har jeg besluttet, at vi skal til at leve vegetarisk, du har ikke godt af kød, og salt er usundt for nyrerne.
Siger konen. Skodder dagens femte cigaret og giver manden en strikket hue på. Inde i ham stiger angsten op som en luftboble, da han for sit indre blik ser sin kone forvandle sig fra en bedrevidende storryger til en shaman med ulveskind på hovedet og en svag hørm af puma-tis. Det kan jage enhver til læge. Her er problemet blot, at venteværelset er fyldt med mænd, der alle har været ude at gå sig en frisk tur, hvorunder de forvred en ankel. Og ældre kvinder, der med høje stemmer indvier rummet i liggesår, luft i tarmene og operations-ar. Hvorved mændene synker sammen bag hver deres nummer af »Vi Med Børn«, hvor de læser om børnesår, strækmærker og smerter i brystvorterne. Og glæder sig over, at de endelig tog sig sammen og gik til læge. Han sidder derinde et sted omgivet af medicin. Sikkert også noget beroligende.

It's payback time

Uha. Stadig flere danske kvinder tjener mere end deres mænd. Og det er uha, siger forskere, for det kan danske mænds i forvejen skamskudte maskulinitet ikke klare. Forskerne opfordrer sågar kvinderne til ikke at fortælle manden, hvor meget de i virkeligheden tjener, for så vil han sidde og kigge på sin lønseddel med samme mine, som da han fik fire rigtige på lottokuponen. Faktisk er parforholdet i fare, hvis madammen er ved muffen, for kone krone risikerer, at den hvide prins stikker af med en yngre model, der er på kontanthjælp.
Men det er en overdreven frygt, tror jeg. Tværtimod er jeg ret sikker på, at adskillige mænd kan se fordele ved, at fruen er skaffedyr. De siger det bare ikke højt, men jeg vil godt være tarvelig nok til at afsløre nogle af fiduserne:
Manden bliver endelig mand i huset. Langt om længe ryger den hvide sofa ud til fordel for a black hell from Biva, der kan tåle ostepops og ølsjatter og hvor revnerne mellem hynderne kan sluge selv den største fjernbetjening. Ferskenfarvede dynebetræk og puder forsvinder til fordel for lagener med FCK-logoer og sorthvide portrætter af Nena. Så har vi ikke nævnt den usigelige glæde ved for en gangs skyld at stå i den anden af telefonrøret og kunne sige:
– Nej, du skal ikke ud at drikke cafe latte med veninderne, men du skal tage økologiske pastinakker med hjem, og helt ærligt det er også din familie, og jeg har faktisk også et job og det er lige så vigtigt som dit job, og dine børn snakker du heller ikke med, og hvis du endelig snakker med dem, så vrisser du af dem. . .

Gå i hi i julen

– Kan du ikke skrive en klumme om hvordan man undgår julestress, spurgte en kollega forleden. Jeg ved ikke, hvorfor nogen folk tror, at jeg er en terapeutisk døgnautomat, de kan trække i, når deres psykolog holder fri.
Mit svar blev da også derefter:
– Glem ræset, vær dig selv og tænk på, at julen egentlig er lysets og fredens fest, hvor det i bund og grund handler om glæden ved Jesu fødsel.
Sagde jeg. Og kunne godt mærke, hvordan min mund blev fyldt med uld nok til en australsk fårefarm. For en så forkvaklet holdning til julen findes kun hos de af os, der kom for sent til receptionen, dengang Gud uddelte den 11. gammeltestamentlige plage: Julestressen. Alle normale danskere ved, at det kimer nu til julefest fra sådan cirka midt i november. Og hvad kan man gøre ved julestressen?
Vi må nok fastholde, at den enkleste metode er at gå i hi. Man kan rejse ud til et eksotisk område i verden, hvor de ikke har hørt om jul, siden de europæiske koloniherrer rejste hjem. Her sætter man sig på stranden med håndklæde, solcreme, mobiltelefon og ringer om til den side af kloden, der ligger indhyllet i julestress, halvmørke og rimtåge:
– Glædelig jul. Hvad laver I? Okay, der var ikke flere frosne æbleskiver i Netto, du nåede ikke den sidste julegave, men til gengæld nåede svigermor alligevel frem til jul og har kritiseret pynten på juletræet, og hendes søn har ikke fortjent sådan en sjuskedorte af en kone. Birger fik tæsk henne i skolen, fordi hans klassens-gave var billigere end Jespers, og nu er anden ved at brænde på, jamen så har du jo heller ikke tid til at snakke i telefon. . .

Humoristisk Folkeparti

- Du, der mener så meget, du må da kunne blive spindoktor, sagde en kollega forleden.
- Nå, synes du det, svarede jeg med en klædelig beskedenhed, der i sig selv gør mig uegnet til sådan et job.
- Ja, et parti, der går til valg på noget sjovt, ivrede kollegaen.
Og en idé var født. Tanken er fristende, og opgaven rummer store udfordringer: Jeg har da selv svært ved at forestille mig Helle Thorning Schmidt sidde hjemme i sofaen og slå sig på lårene af grin. Der kunne jo ryge en maske i strømperne.
Eller Henriette Kjær:
- Gud, vi har fået ny markise. Nej, hvor sjovt. Koster den noget?
Så jo: Humorens hær kan rykke ud med et program for et parti, der kan få vælgerne til at dø af grin, hvad der også vil lette sygehusvæsenet for flere påtrængende problemer. Men inden højre hjernehalvdel kom i gang med at udtænke konceptet for Humoristisk Folkeparti, sparkede venstre halvdel et par dræbende kendsgerninger ind: Dansk politik klarer sig glimrende uden fornyelse på det område. Der er rigeligt med sjov. De konservative har udpeget en bestyrer for fem McDonals restauranter som sundhedsordfører, og det vidner om en udstrakt sans for humor.
En repræsentant for en fornyende alliance mente, at man kunne udpege en tilfældig plet på Danmarkskortet som et dansk Andorra. Det, vil jeg tro, synes især fynske husejere kunne være morsomt.
Men hvad med statsministeren? Kan denne meget kontrollerede statsmand ikke trænge til et humoristisk vitamintilskud? Svært at sige. Måske er der heller ikke her noget at komme efter. Og egentlig ved vi ikke, om ikke han i stille stunder sidder og fniser over den der med: "Jeg kan slå Fogh".

Når vi vender hjem fra sletten

Tidligere var julen hjerternes fest. I dag er den kvindernes fest, og derfor får de julestress. Ligesom kvinder får feriestress, arbejdsstress, og jeg-vil-både-bage-leverpostej-spille-stangtennis-og-dyrke-sex stress.
Mænd får ikke julestress. De står nemlig så passive over for julens trængsel og alarm, at hvis man giver dem en lille hue på, kan man stille dem udenfor som havenisser.
I det hele taget får mænd ikke stress derhjemme. Forskere har fundet ud af, at mænds stressniveau falder, når de nærmer sig hjemmet. Kvinders stress stiger til 12 på Richterskalaen. Det kan man vælge at kalde et dybt uretfærdigt påhit af en kvindehadende gud, eller man kan betragte det som resultatet af en historisk udvikling: Når vores forfædre kom hjem fra jagt, satte de sig og stirrede tavse ind i bålets flammer. Mens kvinderne løb rundt med bryster som slappe balloner og råbte:
– Mammutten slap væk, det er det samme hver gang, du har rendt rundt på sletten i tre dage, og hvad skal vi nu leve af, bær og nødder, siger du, og se mit ulveskind, jeg kan ikke gå i den las, og Hansens de har fået en ny hule – med drypsten – og vi sidder stadig nede i det hul.
Sådan er det stadig: Kvinden kan ikke slappe af i fem minutter i sofaen, fordi der ligger tre uvaskede viskestykker i køkkenet. Manden sidder og kigger tavst ind i fjernsynsskærmen, mens en børnefødselsdag synger Mariehønen Evigglad til højre, hunden laver brækbevægelser til venstre, og konen taler til ham med en stemme som en løbsk sømpistol.
Ja, ja, mammutten slap væk, men vi gjorde skam, hvad vi kunne. Det må da være nok.

Rend mig i individualismen

Det er underligt: Alle trendforskere og andre fra departementet for varm luft fortæller os, at vi lever i individualismens tidsalder. Det skulle være forklaringen på, at selv førskolebørn opfører sig som sprællemænd på speed, fordi de ikke får max. opmærksom som derhjemme, men må dele den med 117 andre børn i overfyldte institutioner.
Når nu alle har så travlt med at iscenesætte sig selv, fordi vi vil være unikke, så er det egentlig underligt, så ens alle er: Alle løber rundt i de samme viskestykketernede skjorter og Burberry tørklæder. Alle optør frostpizzaer i de samme samtalekøkkener og kører rundt i de samme firhjulstrækkere – på gule plader – i verdens fladeste land. Når de da ikke udstiller sig selv i tv-programmer om folk, der ikke kan holde deres eget hjem rent og ikke kan opdrage deres børn. For samtidig med at alle vil være usædvanlige og særlige, synes flere og flere at have glemt de mest enkle trafikregler for et helt almindeligt liv. Derfor får de en personlig coach, der skal være mental støttestrømpe for folk, hvis største problem er hvordan de skal få has på en årsindkomst på 800.000 kroner – da jeg tvivler på, at det er sosu-assistenten og pædagogmedhjælperen, der prioriterer deres penge på den måde.
Med coachens hjælp skal vi lære at navigere i livet og tage de rigtige beslutninger, for vi skal dæleme nødig gå glip af noget. Og det er jo endnu en underlig ting: Flere og flere danskere siger godt nok, at de tror på genfødsler og muligheden for at genopstå som prins i Inka-riget, men alligevel agerer de som om, det drejer sig om at presse så meget ud af livet her og nu.

Mænd og multitaskning

Mobiltelefonfirmaet Nokia har spurgt tusindvis af mennesker, hvem der er bedst til at multitaske. Flertallet mente, at kvinder er bedst til at foretage sig flere ting på én gang. For eksempel:
1 ) Se tv
2) Læse slankekure i Femina
3) Spotte syltetøjsplamage på barns hage
4) Råbe til mand,at han skal tage vasketøjet med op fra kælderen.
Alt sammen på én gang. Det kan mænd ikke. Vi er nødt til at koncentrere os om én ting. Altså: Bære vasketøjet op og først derefter gruble over, hvorfor der altid forsvinder mindst én sok i vaskemaskinen. Men så tænker vi også dybt. Så dybt at vi er nødt til at gå ud i køleskabet for at hente en øl, som vores tunnelblik straks kan se, der ikke findes nogle af i køleskabet.
– Ingen øl, mumler vi, og før vi ved af det, står kvinden ved siden af og siger:
– Nej, og heller ingen ost, mælk, tomater eller leverpostej. Her er en huskeseddel. Gå ned at købe ind og prøv at huske det hele. I øvrigt har du efterladt kurven med vasketøj på trappen. Gå op og læg det på plads først. Og prøv at få alle sokkerne med.
Nej, multitasking er ikke mænds stærke side. Personligt har jeg ellers øvet mig ved at forsøge at smide mig i sofaen, trykke på fjernbetjeningen, åbne øl og smide kapslen efter katten. Sådan i én glidende bevægelse. Det lykkedes ikke: Jeg landede på gulvet, spilde øllet, ramte ikke katten, men ramte til gengæld Eurosport på fjernbetjeningen.
For at gå til telefonen, der ringede:
– Er det Nokia? Hvis I vil spørge om det, jeg tror, så glem det. . .

En skideballe fra åndernes rige

Der er nogle mennesker, der er helt vilde med at komme i kontakt med den anden side. Der kan jeg ikke være med. Jeg er himmelhenrykt, bare jeg kan komme igennem til min læge på telefonen. For ikke at snakke om at komme i kontakt med teleselskaber, forsikringsselskaber og abonnementsservice. De samtaler udvikler sig sjældent særligt åndeligt, selv om jeg skal tilstå, at der kan være en snert af nær-død oplevelse i at få at vide, at man er nummer 16 i køen.
Men tilbage til det med den anden side. Det er grumme populært at komme i kontakt med afdøde familiemedlemmer. Og så er jeg da helt stået af. Jeg synes, mine afdøde familiemedlemmer kunne være anstrengende nok i deres jordiske form og så møde dem i åndelig og uendelig tilstand – ikke tale om. Den risiko er ikke værd at tage. Hvad, hvis de finder ud af, hvor jeg bor? Forfølger mig hjem og slår sig ned i støvsuger–skabet, hvor de siger som en Nilfisk, der trænger til at få skifte posen?
Jeg er også ret sikker på, at de andre deltagere i seancen vil føle det pinligt, hvis jeg kom i kontakt med visse af mine afdøde pårørende i en større forsamling:
– Nå, der sidder du, og du kan stadig ikke sige goddag, når du kommer ind i stuen, tag de albuer ned fra bordet og ret så ryggen, hvor tit skal sige det, og hvad laver du, jeg tænkte nok, at du aldrig ville blive til noget fornuftigt, du kunne også bare have taget den elevplads i banken, men næ, nej, du skulle absolut læse old-islandsk, og hvad vil du nu leve af, og du skal ikke gå nu, sæt dig ned, mens jeg taler til dig, hvor bor du og har du et støvsugerskab . . .

Hårrejsende halvfjerdser-test

Jeg har lige siddet og lavet flueben i en quiz på nettet. "Test din viden om halvfjerdserne" hed den, og det gik nøjagtigt så galt som frygtet:
Jeg fik tårnhøj score.
Havde det været dengang, ville man have kaldt min indsats for fjong, bred ymer, eller man havde brugt et andet udtryk fra det årti, da jeg stadig undrede mig over, hvad hår skal på kroppen.
Det gør jeg sådan set stadig. Min undren har bare skiftet karakter: Hvorfor kan hår ikke deles om pladsen? På hovedet trækker det sig tilbage som en hær på flugt fra et flyangreb. Mens hår omvendt maser sig ud gennem næsen og ligner marehalm i en vinterstorm, hver gang jeg nyser ned i mine frikadeller med brun sovs, så moster Tuts klokkestreng henne på væggen udsender en let ringen.
På ét punkt har jeg dog bevaret en ung, næsepillende av-for-søren-undren. Nemlig over hvorfor jeg aldrig bliver så klog, at jeg lader være med at deltage i test, gættekonkurrencer og hukommelsestræning, når den bedste præmie er: Tillykke, du kan huske, at Huset på Christianshavn lå i Prinsessegade. Og at Anker Jørgensens øgenavn var femøren: Lille, rød og ikke noget værd.
Det er ikke særligt fjong at få karakteren udmærket med en pil opad i sådan en disciplin, når man i øvrigt ikke er i stand til at huske det katalog af pinkoder og kundenumre, man skal være udstyret med for at komme i kontakt med den nuværende omverden. Gennem pc'en og det der indernet. Eller hvordan det lige er, at man kører bil og tygger tyggegummi samtidig.
Og det er måske det mest skræmmende. Den forhenværende verden har man en erindring om så klar som et nypudset spejl.
Sagt med andre ord: Lageret for kortidsholdbar viden (hvad størrelse er det hun bruger..? Er det en A-skål? Så er det vist med små bogstaver) rykker over i et fjernt, støvet hjørne af hjernen.
Fortrængt af lageret for langtidsholdbar viden:
1) Suzi Quatro havde s'gu da godt nok små bryster.
2) Den kvindelige hovedrolle i "Langt Ned i Halsen"... det var da hende Linda Lovelace? Er hun ikke død?
Jo, der er hun. Som alt andet fra et årti, der er kommet så langt væk, at man skal teste sin viden for at holde fast i egen erindring. Derfor vil jeg godt i denne snævre kreds erklære, at på mit gravsted skal stå:
- Meyer, for Fanden. Kuglen!

En klovn i gaveland

Jeg er en klovn til at købe gaver. Jeg kan finde på at give folk en bog, fordi jeg tror, at dens indhold interesserer dem. Og kan derefter med krumme tæer iagttage deres sårede blikke, når de pakker bogen ud. Fordi det er en paperback. Fordi den derfor ikke passer ind i Montana reolen. Og fordi den derfor partout må byttes til en bog om spændende retter til Webergrill.
Af samme grund tør jeg ikke give folk ægte kunst. Det skal ikke hedde sig, at det er min skyld, at de skal skifte sofaarrangementet ud.
Og når vi nu gaber over emnet gaver, så ved jeg godt, at mange kvinder med stemmer som løbske dampstrygejern vil hvæse, at alle mænd er dårlige til at købe gaver. Bebrejdelsen kommer fra et bjerg af bundløse trusser, lilla hofteholdere og bh’er med kvarte skåle og bliver afleveret med stramme læber. Det er så det eneste stramme på disse kvinder og dermed forklaringen på bitterheden over de unyttige gaver, der mest er en gave til giveren.
Hvorfor er mænd så dårlige til at give gaver? Og hvorfor tage det penible emne op, når vi ved, at det er som at tørre sig under armene med russisk bjørneklo?
Selvfølgelig fordi julen nærmer sig som en tsunami og tvinger os alle til at se krisen i øjnene. Inden kriserne eksploderer og får juletræets lys til at blafre nervøst.
Jeg tror, jeg har forklaringen på, at mænd køber gaver som Mister Bean kører bil: Det er vores beskedenhed.
Spørg os hvad vi ønsker, og vi mumler: Ingenting.
Resultat: En flaske dårlig cognac købt på tanken lillejuleaften klokken 23.
Det kan jo forkrøble ethvert gave-gen.

I vildrede om valget

Jeg bør være glad for at leve i et samfund, hvor jeg kan vælge mine magthavere. Fordi de dermed er magthavere, fordi vi selv har peget på dem, og ikke er magthavere, fordi de kom buldrende ned gennem byens gader i kampvogne, lod deres politi sparke dørene ind klokken fire om natten, så det var os selv og ikke kandidaterne, der hang i lygtepælene næste morgen.
Så hvorfor er jeg ikke helt glad?
Fordi det er svært. Ja, men demokrati er svært. Skal være svært, for der er intet lettere end diktatur.
Men behøver det at være så svært?
Hvis nu man tager dem fra en ende:
Helst Helle: Jo, det ville jeg egentlig helst. Men hvad gemmer hun i sig af politik? Hvis jeg går i seng med Helle Thorning-Schmidt, vågner jeg så op med Margrethe Vestager? Så hellere gå i seng med en dobbeltsidet lungebetændelse.
De Radikale: Der vil have skatterne ned og udlændingene ind. Jo, for vi mangler arbejdskraft. Nu er problemet blot, at flygtninge sædvanligvis kommer fra de dele af verden, hvor flertallet drikker af det samme hul, som de pisser i. Og hvem forventer, at folk fra den tredje verden har tilstrækkeligt med kugler i kuglerammen til at begå sig i et af verdens mest sofistikerede og udviklede samfund? Det gør sikkert ikke engang de radikale, men de ser for sig et samfund, hvor de kan drikke deres café latte, mens en neger pudser deres sko på fortovscafeen. Fordi den fri indvandring slog bunden ud af mindstelønnen på det danske arbejdsmarked, så vi kan få noget service til billige penge.
Og hvis vi taler om indvandrere fra den anden ende af indkomst-skalaen: Hvem er vi så, der støvsuger de fattige lande for deres læger og ingeniører?
De konservative: Det ska vær' forskel på å lave nåue og ik' lave nåue...
Kan den mand ikke andre budskaber? Er han blevet slået i hovedet med en politiknippel? Og hvem er Bent Betjent, der lader regeringens støtteparti ydmyge ham ved at fyre hans ene minister mere eller mindre for åben skærm?
SF: Argument 1: Alle de andre stemmer på dem.
Argument 2: Villy er folkelig, han har humor, og han kan brænde igennem.
Endelig er det lykkedes ham at forbigå det forhold, at flere af partiets kandidater er EU-skeptikere, hvilket antyder, at de stadig mangler at få røven ud af 70'erne.
Så har Villy godt nok et problem med tal, da han ikke kan tælle de plejehjem, han har besøgt, men herregud: Stalinistisk matematik har altid været en force for venstrefløjen. Det er derfor, penge konsekvent er blevet til aske mellem hænderne på dem.
Så kun hvis jeg vil have mere motion, bør jeg overveje at stemme på SF, for så får jeg nemlig al mulig grund til at grave mine penge ned i haven. Og det skal være et dybt hul, for SF vil vende tilbage: Penge kan som bekendt bruges to gange, og i øvrigt er borgere til for at blive flået.
Kristendemokraterne. Her er måske et bud. De vil have etik sat på dagsordenen, og det vil vælgerne også. De vil give familierne mere tid og hvilken stresset familie med småbørn og hår, der klistrer til panden, vil ikke det? Partiet vil have klimaet i fokus, og det vil alle andre også.
Med andre ord spilder jeg min stemme her: Hvorfor stemme på nogen, der alligevel aldrig kommer i Folketinget, fordi deres budskaber er så rigtige, at partier med flere penge og flere spindoktorer kan snuppe dem og gøre dem til deres egne?
Enhedslisten: Partiets valgplakater viser kun et Ø - aldrig et ansigt på en kandidat. Tænk hvis en humoristisk sjæl tegnede tørklæder på dem.
Det revolutionære og ateistiske parti, der hylder Karl Marx' ord om, at religion er opium for folket, opstiller en kandidat med islamisk tørklæde. Hun nægter at give hånd til mænd, alene fordi de er mænd. Apartheid er fint, blot det er køns-apartheid og ikke baseret på hudfarve, så kan folkets fortrop fint være med. Hvor dybt kan man synke? Forhåbentlig til langt under spærregrænsen.
Men så er der selvfølgelig...
Dansk Folkeparti: Her er dog et indlysende problem i en valgkamp 2007:
Vælgerne i dette segment er: Lavtlønnede, ufaglærte, pensionerede, bor i Jylland, har fedtet hår og må leve af små indtægter.
Det er så kun den ene side af sagen: Den anden er, at Dansk Folkeparti ikke laver kovendinger, men står fast på sit grundlag: Der desværre består i at skabe edder og forgift og dårlig stemning.
Men så er der endelig nyskabelsen:
Ny Alliance:
Der opstiller folk, der er blevet rige af at lave høreapparater. Ja, i det hele taget er der et rend omkring alliancen af rige og kendte. Et parti der stort set er uden andre budskaber end, at mere vil have mere. Derfor bakker de op om Danmarks bedst integrerede indvandrer, Nasar Khader, der er så velintergreret, at han som alle andre danskere får udført sort arbejde.
Og kandidaterne agerer i overesstemmelse med deres egentlige interesser:
1) Vi kan jo udpeger Fyn som en slags skattefrit Andorra.
2) Nej, ups, det sagde vi ikke.
3) Vi siger kun noget, der kan gøre sig i en handel her og nu.

Så med andre ord: Min Gud, hjælp mig..

Bedste jul i kvindes minde

– Nå, du er nok julehader, sagde en bekendt forleden. – Nej, det da ved Gud jeg ikke er, svarede jeg og overvejede et splitsekund at tilføje et ho-ho. Bare sådan lige for at udradere enhver tvivl.
I stedet blev det til:
– Altså, bare fordi man ikke lige kan huske andet vers i »Sikken voldsom trængsel og Alarm«, men er nødt til at trave rundt om træet, mens man synger la, la, la, la, la, så gør det ikke én til julehader.
Sagde jeg og lignede en krænket kravlenisse. Men den bekendte havde fat i en pinlig pointe: Når folk går rundt og kigger julehadere ud, så går de altid ud fra, at julehadere ligesom pædofile er mænd.
Man har aldrig oplevet en kvinde, der ikke elsker at begrave sit liv fra midt i oktober til midt i december i gran og kogler og kort og bånd og stjerner og lys og sødt og surt og hvidt og rødt. Som tænder op i brændeovnen med kontoudtogene og siger som en løbsk håndmikser hele januar på grund af tre ekstra kilo.
Nej, julehadere er per definition mænd. Slut, prut, finale. De sidder på deres livs sandstenssokkel og stirrer fortabt på juleriet, og de lærer det aldrig:
Når børnene spørger, hvad far ønsker sig, svarer far: >Et par søde børn<. Hvorefter de lede unger fniser, og manden får et kinesisk waterpas til 22.50.
Det traurige forhold til julen bunder i den skæve, svenske juletrappe, mændene lavede i skolen, dengang de var drenge. Faktisk arbejdede drengene med den fra 3. klasse til sådan cirka midt i 9. klasse, og de fik den kun med hjem, fordi læreren sagde, at den i hvert fald ikke skulle ligge og flyde på hylden.
Derhjemme klappede deres mødre hænderne sammen og sagde, at de aaaaaaldrig havde set nogen lignende som den juletrappe.
Det bliver man ikke julehader af. Men måske en lidt forpjusket (jule)mand. Ho-ho.

Hjernernes fest bliver det aldrig

Den jul, der nu nærmer sig som en løbsk snescooter i stormvejr, er som bekendt døbt hjerternes fest. Det er sådan almindelig vedtaget, men jeg synes faktisk, det er lidt urimeligt, at hjertet skal have monopol på højtiden. Andre dele af kroppen bidrager da så rigeligt.
Tag nu maven, der i den grad er på arbejde og omdannes til en indsø af sild, snaps, rødkål, mere sild, mere snaps, mere rødkål. Havde det været et havnebassin, var der blevet vrøvl med miljømyndighederne.
For ikke at snakke om ørerne. Forældre til børn i grundskolen vil vide, hvad det handler om: Et maratonløb fra julestuer over gløggaftener til krybbespil. Hvor hænderne ligger døde i skødet henne i skolens gymnastiksal, indtil musiklæreren rejser sig ved klaveret og kigger hvast ud over forsamlingen, der bryder ud i maniske klapsalver, som var der møde i det nordkoreanske kommunistparti. Alt sammen akkompagneret af en susen i varmerørene og lyden af børn, der står på en interimistisk scene og hælder savl ud af blokfløjtens mundstykke.
Eneste kropsdel, der ikke bliver stresset af julen, er hjernen. Mange hjerner er helt åbenlyst gået i vinterhi under halløjet, hvad der ikke kan undgå at påvirke det øvrige system.
Endelig bør nævnes øjnene. De kan blive ganske trætte af tv-julekalendere i 17 udgaver og ganske store, når de ser, hvad hjerternes fest løber op i. De har også fået tics, når resten af kroppen i januar sidder hos lægen, der siger:
– Du skal tabe fem kilo og lade være at læse dine kontoudskrifter for december. Det kan dit hjerte ikke klare. . .

Jeg mangler ånd

Jeg kan lige så godt tilstå: Jeg mangler fuldstændig ånd. Den eneste spænding, jeg oplever, er helt bogstaveligt talt åndløs spænding. Udtrækningen af lottotal og regninger fra autoværkstedet og den slags.
Der er simpelthen ingen ånd i min hverdag, og jeg kan godt sidde og blive lidt misundelig, når jeg ser de her Åndernes Magt-programmer, hvor forskræmte mennesker fortæller, hvordan bordene danser, og katten rejser børster, fordi en for længst afdød tjenestepige vandrer rundt for at genoplive de glade dage i 1654, da hun sidst boede på stedet med lus under armene, fedt i håret og sex i svinestien.
Så er det altså en lidt mistrøstig fornemmelse at kigge sig rundt i sit eget liv. Det eneste, der danser rundt, er nullermændene under brændeovnen, og hvis katten overhovedet gider mande sig op til at rejse børster, er det fordi den ser mig med morgenhår.
Og så tør jeg slet ikke tænke på dem, der tager den store pakke og skal have en dæmon-uddrivelse. Selv mit astrallegeme har jeg opgivet at få øje på. Jeg er ellers ret nysgerrig, fordi jeg har en svag fornemmelse af, at netop mit astrallegeme ligner en blanding af Edvard Munchs »Skriget« og Henrik Qvortrup på speed.
Men det er alt samme uden for rækkevidde. Det nærmeste, jeg kommer spiritualitet i mit liv, er horoskoper, og det kan ærlig talt være det samme. Det sidste, jeg læste, hævdede, at der ventede »kreative opgaver i køkkenet«. Det tyder på nogle ret nærsynede stjerner med dårlig smag, skulle jeg hilse at sige. Og oplevelsen er absolut ikke åndelig. Højest lettere åndssvag.

Den pension kan man da kun frygte

»Få den pension, du drømmer om« stod der i en annonce, jeg så for nyligt. Jeg var slet ikke klar over, at nogen ligefrem drømte om pension, men jeg har da godt registreret, at ufatteligt mange mennesker i det her land går gevaldig op i deres pension. Billedet i annoncen viste et nobelt par: Hun med smalle kloge-briller. Han i moderigtig skjorte med viskestykke-mønster. De var optaget af hver sin bog – sikkert noget dybsindigt – næppe Katja Keens erindringer.
Det er ærlig talt lidt skræmmende, for de to ovennævnte typer, synes jeg, går igen i alle tidens få-den-pension-du-drømmer-om-annoncer. Hvorfor i alverden tror reklamefolk, at vi alle sammen blive mere kulturelle, mere noble og mere åndrige, fordi vi fylder 60 år? Nu har mange gået i årevis og kløet sig i skridtet, drukket øl af flasken og ikke kunnet finde ud af at udtale ordet stilleben rigtigt. Så bliver man 60 og skal have pension, og vupti: Så bliver der stillet krav om Dostojevskij og fransk landejendom med blonder. Formentlig også udflugter på mountainbike i Lanzarotes bjerge og et sexliv som en 20-årig.
Alderdommen kan slet ikke tænkes at ende på en bænk nede i butikscenteret med en klirrende pose discount-øl – og travlt beskæftiget med at sende sjofle sms’er til 13-årige. Og den kan da slet ikke indebære åreknuder, kunstig hofte og inkontinens.
Her gik jeg og troede, at alderdommen netop vinkede forude med nul stress og ingenting »man skal«. Men »jeg skal«. Jeg skal forblive oppe på beatet, siger annoncerne. Men måske er det bare reklamer til tiden: En tid, der dybest set ikke kan fordrage tanken om at blive gammel.

It's a jungle out there

Sådan sagde de altid til morgenens breafing i den amerikanske tv-serie »Hill Street Blues«. Det var virkeligheden, de henviste til dengang, men som de fleste efterhånden har erfaret, kan udtrykket med en vis ret anvendes om internettet.
Vi er flere, der har en fornemmelse af, at en givtig forretning på nettet er dating-sider. Her kan mænd og kvinder, unge og gamle, by-kvinder og landmænd samt folk, der samler på belgiske chokoladedåser, finde en partner.
Nettet giver jo unægtelig mulighed for en høj grad af anonymitet, så der er måske grund til at advare om, hvad der kan gemme sig bag nogle af de mest udbredte klicheer, når folk jagter deres livs kærlighed i cyberspace:
- Jeg sidder i egen bolig og har fast arbejde. (bor i en campingvogn og fejer gulv i McDonalds)
- Jeg er sportsinteresseret. (sidder foran fjernsynet hver gang, der er fodbold)
- Jeg er en fri sjæl. (jeg vil også i seng med din søster)
- Jeg er i fyrrene. (jeg er 52 og søger en 25-årig)
- Almindelig af udseende. (usædvanlig hårvækst på skuldrene)
- Jeg har humor. (med en fjernbetjening og dåseøl)
- Kan lide gåture i skoven og ved stranden. (har lige læst Alt for Damerne og opdaget, at den falder kvinder altid for)
- Jeg sætter på pris på ærlighed. (lyver kun en gang i mellem)
- Jeg interesserer mig for det åndelige. (bruger en weekend på palmeblads-psykologi, og hvis din livline ser forkert ud, er du med garanti potentiel voldtægtsmand)
- Jeg er ung af sind. (prøver at komme i lag med teenagepiger).

Med næsen i sky - samt i pølsen og mælken

Jeg har fået en sand mani. Det har jeg ikke haft siden dengang, pornofilm altid var tyske og blev indledt med ordene: – Ich bin der neue gartner.
Men nu har jeg altså fået en igen: Jeg er blevet madsnuser. Folk, der har teenagere boende derhjemme, ved måske, hvad det handler om:
Man åbner køleskabsdøren med samme mistro som Peter Sellers i »Den lyserøde Panter«. Ikke fordi man frygter kinesisk hovmester og kung fu-ekspert, der springer ud og laver ens nyrer om til perlegrus, men fordi it’s a jungle in there. Arla kan være lige så farlig som Kato, selv om den ikke springer ud af skabet, men tværtimod står og fniser lusket med åben tud.
For hvor længe har den lige stået der? Er mælken blevet en tyktflydende ghetto fyldt med indvandrede bakterier, der med lynets hast besætter tarmsystemet som en flok hæmningsløse autonome – der kun kan sættes ud af det besatte ved en hel nat på toilettet?
Der er kun én måde at undersøge sagen på: Næsen ned i mælkekartonen. Og i det halve stykke spegepølse og den kvarte bakke leverpostej. Fjenden kan være overalt, og når jeg er færdig med at agere bombehund ser min næse ud som om, jeg er i familie med W.C. Fields.
Alt det synes min kone er ret irriterende. Ikke så meget for snuseriet, men fordi jeg griber de mistænkte og sender dem ned i affaldsposen med samme ildhu som kasteren i et spil baseball. En dag hørte jeg sågar min mund råbe: – Ha, afsløret. Det var vist en fiskefrikadelle. Og når jeg bagefter kigger ned i posen kan jeg da godt se, at resultatet af razziaen kan ernære den halve Dafur-provins. Så står jeg og får helt dårlig samvittighed med tanke på min gamle farmors mantra: Tænk på alle de fattige børn i Afrika. Og får lyst at trøste mig med en banan. Var det ikke for de der sorte pletter, den har der midt på. . .

Sådan at tale politisk

De fleste mennesker har en ret sikker fornemmelse af, at politik har sit eget sprog. Et sprog, der ikke altid er beregnet til at gøre sig forståelig med. Efter så mange år i denne branche, at jeg er begyndt at lugte af ord, har jeg efterhånden grejet den egentlige betydning af politiske vendinger:
Det har jeg aldrig sagt. (Jo, det sagde jeg. Jeg har dummet mig, og så snakker vi ikke mere om det.)
Vi har sendt sagen i udvalg. (det her lugter temmelig meget af en dårlig sag. Hvis vi nu gemmer den i noget, vi kalder planstrategi-udvalgs kommissionen, så glemmer alle den.)
Kan vi ikke gøre det lidt bedre, jeg tror det. (Egentlig er det os med pengene og flertallet, der i sidste ende afgør, hvor godt det går, men det har vi ikke rygrad til.)
Der er ikke noget at komme efter. (jo, der er noget at komme efter og hold så mund.)
Set i bagklogskabens lys. . . (det her kunne vi have jo sagt os selv, men vi tænker ikke ret langt.)
På den lange bane. . . (om ti år vil vi fortryde det her, men på den anden side: Til den tid er vi gået ud af politik. Skidt, vi gør det.)
Jeg vil gerne gøre det helt klart. . (sig mig, har I ikke fattet det endnu, dompapper.)
Vi vil have et bredt flertal bag dette. (Det bliver det sædvanlige udvandede bras, fordi alle skal have et fingeraftryk sat på det, men det kan vi jo ikke stå at sige højt.)
Oppositionen er helt gal på den (vi har klumret i det, og det har oppositionen opdaget, æv!)
Det er nu en gang demokratiets betingelser. (Okay, vi har smølet og smidt papirerne væk.)

Kend din klumme

Jeg har mødt kolleger, der i ramme alvor har sagt:
– Jeg ville egentlig gerne skrive klummer, men jeg ved ikke om, jeg kan være morsom.
Altså, hvis man ligefrem er i tvivl om det forhold så lad for Guds skyld være. Skriv om fiskeri-noteringer i stedet.
Og så taler jeg lidt mod bedre vidende, for der eksisterer faktisk klummeskribenter, der ikke er morsomme, højest ufrivilligt komiske. Især følgende genrer er kendt af mange avis- og magasinlæsere:
Dulle-klummen: Forfatterne er typisk ugifte storby-kvinder, der bruger en stor del af livet på pastamaskiner, Gucci-tasker og japanske knive.
I det ærinde bruger de klummen til at begå karakterdrab på butikker, hvor personalet ikke lige stod på tæer for klummeskriveren.
Østrogen-klummen: Forfatterne er kvinder, der lige har opdaget, at de er gravide og nu kan levere 14 hjernelammende epistler om det velsignede i at ligne en flodhest med stofskifteproblemer i ni måneder samt morgenkvalme og jagten på sutter i high tech klassen i Babysam. Ikke for børnenes skyld, men for at vise tilfældige mennesker på gaden, at man har en indtægt, der kan bære det.
I det ærinde bruger de klummen til at skræmme eventuelt barnløse mod nogensinde at få børn.
Den sarkastiske klumme: Her er stort set kun mandlige forfattere. Sædvanligvis mavesure herrer, der vredt forlanger direktionens afgang fra Det kongelige Teater, fordi klummeskriveren havde smidt sit garderobemærke væk og derfor først fik sin frakke sidst på aftenen.
Klummeskribenterne i dette segment ynder at omtale dem selv som skarpe, men lider bare af »mening-gitis«. De har meninger som gamle mænd har hår i næsen: Det vælter frem.
I det ærinde bruger de klummen til – ahem, det ovenstående. . .

Hilsen fra Kira

Jeg er et af de åbenbart tusinde af mennesker, der lige har fået en mail fra Kira M. Lee. Den indledes med følgende opfordring:
Wil du arbejdere online, fra dit hus og få lånet hverdags udenfor at efterlade eller virke på din hovedarbejde?
Jeg kan blive opstemt helt op i begge frontallapper af sådan en sætning. Den kan man simpelthen ikke sidde overhørig. Indholdet i mailen var kort fortalt, at jeg skulle ryste op med mit mobilnummer, min bankkontakt, mit registreringsnummer og mit kontonummer og gerne lidt tjept, for hele øvelsen handlede om »hastighed« og »nøjadtighed«. Underligt nok ville Kira ikke have det direkte nummer på min bankrådgiver. Jeg har ellers en idé om, at han gerne ville snakke med hende – især hvis andre af hans kunder har sendt bankoplysninger til Kira.
Som det fremgår er dansk retskrivning ikke Kiras spidskompetence. Og det smittede lidt af på budskabet, der fremstod en smule tåget:
Så snart som penger kommer til din bankkonto, får du en medelelse deraf, og vejledninger vad angår disse pengesumen. På den tid du skal overføre penger til den andre af vore klienter i Europa, Rusland eller andetsteds i Asia eller andet land.
Man er virkelig ude at handle i en globaliseret verden. Det er tilsyneladende mere spændende at handle med Kiras klienter end at spille kasino på nettet. Og man bliver med garanti ikke plaget med en masse efterfølgende spam-mails. Hvis man sender sine bankoplysninger til Kira, er jeg ret sikker på, at man aldrig kommer til at høre mere til hende.

Med stigende desperation og fugtige armhuler

Der er udkommet en bog, der hedder noget i retning af »Fyrrefanfuckingtastic«. Her fortæller en række kendte hvor vidunderligt, det er, at ramle ind i det stade, hvor man skal op om natten, men ikke kan være ude hele natten.
Lige præcis sådan vil jeg godt æde et mimrekort på, at ingen af de optrædende udtrykker sig i bogen. Den har vist det formål at overbevise læseren om, at han eller hun lige så godt kan leve med forfaldet, for det er i gang, og det går kun én vej.
Med andre ord: En bog af den slags der er skrevet med stigende desperation og fugtige armhuler. Lad bare vær´.
Nu har jeg ikke selv dårlige erfaringer med at runde de 40. Jeg er så privilegeret, at jeg dårligt kan huske, hvordan det var. Ikke fordi det er sekler siden, men jeg har blot valgt at grave erindringen ned i hjernens kompostbunke og satser på, at forrådnelsen sætter ind, da jeg alligevel bliver mere ormædt.
Det vil sige: Der er tre fikspunkter, der står klar som en sol i zenit:
1) Man kom i tvivl om, hvorvidt man stadig kan to gange.
2) Man kan ikke se sine knæ for mave.
3) Om morgenen ligner man Ulla Therkildsen på en dårlig hår-dag.
Det ændrer sig, kan jeg berolige med. I dag ser tingene anderledes ud:
1) Man kan godt to gange. Den om efteråret er den bedste.
2) Man kan måske se sine knæ igen. Fordi man har fået vand i dem.
3) Om morgenen ligner man Ulla Therkildsen på en dag, hvor hun slet ikke burde været stået op.

Det er dybt godnat, mand

Et videnskabeligt tidsskrift i England har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at kvinder sover bedre, hvis de er alene i sengen. Så nu ved visse mænd, hvorfor de bliver henvist til stuens sofa og et patchwork-tæppe. Her gik de og troede, at det var straffen for at komme hjem med læbestift på skjorten, eller fordi de blev fulde til tante Odas fødselsdag og brækkede sig i askebægeret. Men sådan var det slet ikke ment.
Desværre meldte historien ikke ret meget om, hvorfor kvinder oftere bliver forstyrret i deres søvn, hvis der ligger en mand ved siden af. Altså hvis vi lige ser bort fra den indlysende: De slipper for at ligge på den våde plet ved at sove alene.
Men når man ser mønsteret på nogle af de pyjamasser, man kan købe til mænd, kan jeg godt forstå, hvis nervøst anlagte kvinder bliver så forskrækkede, at de ikke kan sove. Så kan han selvfølgelig vælge at sove uden pyjamas, men da kommer vi nok ikke uden om, at resultatet kan blive det samme: Nervøst anfald og så sover man dårligt.
Endelig er der nogle forklaringer, som forskerne måske var for høflige at komme ind på, men som jeg synes, bør med:
1) Mænd piller mere i sengen.
2) Mænd prutter mere i sengen.
3) Mænd snorker mere i sengen.
4) Mænd fylder mere i sengen.
Alt sammen er det tilbøjeligheder, der peger i én og samme retning:
Ind i stuen. Til patchworktæppe, eventuelt iklædt pyjamas. Så også hunden får sin nattesøvn ødelagt.

Mænd, kvinder, drenge og piger

Jeg har aldrig kunnet finde ud af, hvornår drenge bliver mænd, og hvornår piger er kvinder. Andre har samme problem, har jeg fundet ud af. Især kvinderne. Eller er det pigerne?
– Vi er på pigetur, lyder det hvidvins-dampende hyl fra et af den slags selskaber, der kommer væltende ind og kan sende chokbølger igennem enhver café.
Og uanset hvor godt de andre gæster kigger efter, kan de ikke få øje på en eneste i selskabet, der er er under 20 år. Derimod er der adskillige damer med panikstriber i håret, smalle kloge-briller samt vold-manicurerede negle. Og uanset om de nu kalder sig kvinder eller piger: De har ramt det stade i livet, hvor en eventuelt sitrende fornemmelse i brystvorterne skyldes, at de sidder fast i buksekanten.
Til gengæld indtager selskabet bordet og begynder en konversation, som, hvis man lukker øjnene og nøjes med lydsporet, godt kan minde svagt om en flok fulde gymnasiepiger af den slags, der er i fare for at droppe ud af 2. g.
Nu kan jeg godt høre alle de beskeder, der bliver lagt på min telefonsvarer fra kvinder, der med stemmer som en russisk isvinter siger:
– Som om mænd måske er bedre.
Og nej, det er er de da bestemt ikke. Mænd kan også ses to og to på vej nedad gågaden iklædt Converse-sko og en latter, som om de var ved at brække sig, alt i mens de snakker om et eller andet, der bare var rå-nederen. Måske den dørmand på diskoteket, der i fredags spurgte:
– Er du kommet for at lede efter din datter? Hun må ellers gerne være her. Hun må jo for længst være fyldt 18. . .

Bloggen lægger idrætstimerne for had

Jeg har lige haft en terapeutisk samtale med en kollega om, hvorfor vi har samme forhold til sport. Og det er nogenlunde som muslimers forhold til at holde ramadan i en svinestald.
Vi blev rørende enige om, at skadens årsag skal findes i vores barndom, der var tyk af traumatiske tåger så snart, der var noget i skolen, der bare lugtede af sport. Og lugter er det rigtige ord: Idræt lugtede. Af svedige shorts, af fugtige håndklæder og af sure børnetæer.
Det var den ene forklaring.
Den anden var alle dovne læreres genvej ud af en gymnastiktime: Sæt eleverne i gang med at spille bold, en disciplin hvor skolebørn kunne deles i tre grupper:
1) De der valgte hold.
2) De der blev valgt.
3) De der blev valgt fra.
Så stod man og var den næstsidste, der blev valgt. Den sidste var Tykke-Niels, der havde bryster i en alder af 12 og altid lugtede ud af munden som en gammel golden retriever.
Den var den anden forklaring.
Den tredje var det efterfølgende boldspil, hvor man blev afsløret som en, der havde motorik som en havelåge. Man kunne godt gribe bolden, men kunne ikke huske, hvad man skulle stille op med den. Hvilket gav efterfølgende kammeratlig påtale i form af punkteret cykel, mavepumpere, trælår og en tur op i pisserenden.
Det var den tredje forklaring. Og samtidig forklaringen på hvorfor høvdingebold var det eneste spil, man udviklede et vist talent for. Det er der, hvor man skal undgå at blive ramt af bolden. Stikke halen mellem benene og forsvinde. Så det blev vi gode til.

Længe leve kedelige møder

En ny undersøgelse viser, at lange, kedelige møder er det, der kan gøre danskere mest ophidsede. Så fatter man jo ikke, at de holder så mange af dem. Nogle må jo indkalde til de møder, men det er åbenbart alle de andre mødedeltagere, analysefirmaet har spurgt.
I øvrigt er jeg helt uenig med flertallet. Jeg elsker kedelige møder. Til det sidste, jeg deltog i, kom jeg pludselig i tanke om, hvilket år »Langt ned i Halsen« blev indspillet, og det årstal havde jeg ellers fortrængt. Jeg kan også nå at gennemgå alle de indkøb, jeg skal huske at gøre, og den slags har man dårligt tid til, når man skal passe sit arbejde.
Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at jeg aldrig havde lært at tegne var det ikke for lange, kedelige møder. Jeg er med garanti den eneste, der har tegnet nullermænd som croquis-modeller, og det lærte jeg under nogle møder med min gymnasierektor om farven på skolens toiletpapir.
Så sådan et godt dræbermøde er ikke at foragte. Jeg begriber simpelthen ikke uviljen mod dem. Jeg synes tværtimod de negative burde takke møde-manikerne, for der er flere gevinster: Man indhenter sit søvnunderskud, og så er der alle de mennesker, man slipper for at tage stilling til, mens man sidder i møde. Krakilske kunder og mennesker, der vil klage over fejl, mangler, dårlig service og andet, som vi alligevel ikke gider snakke om. I stedet kan de få lov at være »nummer 17 i køen, vent venligst, og have deres kundenummer, cpr-nummer og skonummer klar«.
Så bliver folk tossede. Det er selvfølgelig et problem, så det må vi have et møde om.

En snedig drengerøv

Jeg har altid undret mig over, hvor ofte man hører udtrykket »en drengerøv«. Mens man aldrig hører det tilsvarende udtryk om piger. Da jeg ikke kan spekulere over den slags eksistentielle gåder ret længe, fordi jeg så ender med at tage på pilgrimsrejse til et kloster på Rhodos, var jeg nødt til at spørge min kone:
– Det er fordi, en pigerøv er noget, man skal kigge på, meddelte hun.
Heri ligger også en forklaring på drengerøvens sociologiske placering: Det er noget, man må leve med.
Kvinder ved, hvad det handler om: De kommer hjem fra et berigende weekend-ophold om kranio-sakral teprai og konstaterer, at skraldespanden er fuld af tomme pizzabakker, og computeren flyttet ind i stuen, hvor den udstyret med rat, joystick og speederpedal. Samt cola i tastaturet.
Det er en voksen mand med ansvar og pauselån, der efter to flasker rødvin kan spille luftguitar, uanset det beroligende middel konen et par timer forinden gav ham i form af en habit med samme farve som sofaen.
En stor del af de sidste 15 års sitcoms i tv henter faktisk deres humor i forestillingen om mænd som nogle, der aldrig bliver rigtigt voksne, og derfor brænder brødet på, mens kvinderne alle er udstyrede med løftede øjenbryn, pastamaskiner og styr på indkøbslisten. Og som selvsagt behandler drengerøven som – en dreng. Der så slipper for at tage stilling til en masse bøvl i hverdagens og livets logistik, for »det er min kæreste meget bedre til«.
Ret klogt tænkt af en drengerøv. Gad vide hvorfor pigerøvene ikke kan gennemskue det.

En evig bippen giver ro i sindet

Min bil er usædvanligt pædagogisk indrettet. Den har indbyggede bippere. De bipper, når har jeg glemt at slå det lange lys fra og åbner døren, når jeg ikke har taget nøglen ud, samt når tanken er ved at være tom.
Med andre ord: Min bippende bil redder mig fra at låse mig selv ude, stå med et dødt batteri klokken fem minutter i vigtigt møde samt redder mig fra løbe tør for benzin på Nørre Venneløse Markvej søndag nat i regnvejr.
Da den også bipper – temmelig vedvarende endda – hvis jeg glemmer at tage selen på, redder bipperne mig også fra at flyve gennem forruden og ende mine dage som et abstrakt maleri på en af motorvejens bropiller.
,!Hvordan bilister uden så snakkesalige og formanende biler overlever, er mig en gåde. Og jeg fatter ikke, at de overhovedet tør bevæge sig rundt i trafikken. Tværtimod ser jeg frem til, at bipperne i næste ge-neration af biler er udviklet yderligere:
Bip: Fartkontrol om næste hjørne.
Bip: Blød hat forude. Vær klar til at give fingeren.
Bip: Bliv hjemme. Der er ingen parkeringspladser nede i byen.
Bip. Se til venstre. Der går en 18-årig D-slål.
Faktisk kunne det være beroligende at have en følsom bipper med rundt i hele sin tilværelse:
Bip. Din svigermor er på vej. Træk gardinerne for.
Bip: Træk gardinerne fra igen. Nabokonen er ved at klæde om i soveværelset, og hun har glemt at trække sine gardiner for.
Bip: Sluk tv’et. Der kommer et boligprogram lige om lidt.

Krybdyr er løs på motorvejene

Mennesker har krybdyr-hjerner. Det har jeg lige læst, og denne, forestiller jeg mig, skællede underafdeling af forstanden tager især over, når vi kører bil. I hvert fald ifølge en trafikpsykolog, og det forklarer i så fald en del: For eksempel hvorfor der er så mange sløve padder ude i trafikken. Det er simpelthen krybdyr-hjernen, der har taget magten over føreren.
Det med de sløve padder er centralt i den her sammenhæng. For efterhånden som der bliver flere og flere biler på vejene, bliver køerne længere og længere, og vi kommer for sent til flere og flere aftaler og finder færre og færre ledige parkeringspladser, når vi endelig når frem til vores mål. Med andre ord: Jo længere kø jo kortere lunte. Og så bliver den indre reptil luftet, sagde trafikpsykologen.
Det synspunkt kan jeg sagtens følge. Og jeg kan så rigeligt se mig selv i omegnen af Vejlefjordbroen en lørdag formiddag i sommerhus-sæsonen - som et laverestående væsen spærret inde i en Citroën C3:
Hvæse som en klapperslange og lade tungen spille i retning af de andre bilister. Spjætte med arme og ben som en fugleedderkop på speed og styrte ud af bilen som en psykotisk eremitkrabbe.
Eller falde i den anden grøft: Sidde og stirre fortabt ud i luften som en komodovaran, der blot kan ærgre sig over at tilhøre gruppen af vekselvarmedyr, indtil den kravler om i bagagerummet og graver nogle æg ned mellem advarselstrekanten og to kasser blå Ceres fra grænsebutikken.
Egentlig troede jeg, at krybdyr var sådan nogle tilbagelænede fætre, der kunne sidde på en sten i solen og glo koncentreret ud i intetheden, indtil en eller anden idiot trådte på dem. Men det gælder ikke denne afart af krybdyr-hjernen. Den skal frem. Koste hvad det vil.
Og så må de andre padder bløde.

Kommunikation i minefeltet

En kvinde må hellere sige »Osama bin Laden står ude i entreen« til sin mand end: »Vi må tale sammen«. Sætningen kan få mænd til at svede angstens sved, så de næsten kan vande blomster med det.
Hvorfor? Fordi mænd ved, hvad ordene dækker over:
– Jeg er pissesur over det, du gjorde i torsdags, og nu skal jeg pinde ud hvorfor. Og du holder kæft imens . . .
Det er den hårde version, skal jeg skynde mig at understrege. Der findes en mere elegant udgave:
– Der er noget i vores forhold, vi bliver nødt til at forholde os til. . .
Den er camoufleret, men den erfarne mand ved godt, hvad det drejer sig om: De familiefrokoster, hvor han altid drikker sig fuld og begynder at synge »Down To The River«, mens han svinger med en tændt engangslighter.
Det skal pindes ud. Det bliver det. Og han holder kæft. Alt imens kan tænker på alle de gange, han i skolen blev sendt op til inspektøren. Også dengang blev taletidskortet inddraget.
Når det forholder sig sådan, skal ens retoriske evner forblive famlende. Så nu ved kvinderne, hvorfor så mange mænds kommunikation kan smeltes ned til:
– Hvor er fjernbetjeningen?
– Oven på fjernsynet!
Kort og kontant. Som mænd kan lide det. Fordi de drukner, hvis de lader munden løbe:
– Har jeg sagt, at jeg ville male carporten, købe en minkpels og bestille en udvidet weekend i Paris? Tror du ikke, du husker forkert?
Allerede her mærker han kløen fra de nælder, han har trådt i, og han ved, hvad der er på vej:
– Vi må tale sammen. . .

Et tempel i hastigt forfald

Din krop er et tempel hedder det. Som oplæg til at man skal lade være at spise, i hvert fald ikke noget, der smager godt, drikke, ryge, eller dyrke sex.
Templer skal jo være rene. Og åbenbart også tomme. For når man trækker ovenstående forbud fra, er der dæleme ikke meget at bruge den til. Andet end til pynt, men den skæbne er jo overgået så mange kirker, så hvorfor ikke også kroppens tempel?
Det virker i hvert fald som om, et stort antal mennesker har fået den opfattelse, at deres krop virkelig er en bygning af religiøs betydning og med så høj ejendomsværdi, at de skal aflevere den ubrugt, når de er færdig med den.
Der kan jeg slet ikke være med.
Jeg har altid hyldet det princip, at lidt svineri skal der til, men så vil jeg nok heller ikke lige bruge ordet tempel om min krop, når jeg kigger mig i spejlet.
Der er vel nærmest sådan lidt hangar over den, eller måske er der snarere tale om et uheldigt klyngebyggeri. Ikke at der ikke har været aktivitet på matriklen. Tværtimod kan jeg få øje på flere tilbygninger, der er dukket op. Uden at de sådan set har været planlagt, og noget fornuftigt formål tjener de egentlig heller ikke. Det er ikke den mest begavede arkitekt, der har været på spil, og selve udformningen får ordet byggesjusk til at ligge lige på tungen: Vaklende terrasse. Murværk der mørner. Svamp på loftet, hvor det også trækker. Fugtskader flere steder. Og en forsikring mod skader i skjulte rør kan jeg godt glemme alt om.
Så nej: Ikke noget tempel. Snarere et håndværker-tilbud. Og afgjort ikke til pynt.

Det er skrig, og det er skrål, og det er søndag

Jeg er muligvis den eneste, der undrer mig: Eftermiddag i et af de supermarkeder, der bidrager til at holde nationens stressniveau oppe i det røde felt ved at holde åbent om søndagen.
Med en ti meter kø, der snegler sig af sted, fordi der konsekvent er en kasse for lidt åben. Ved varebåndet står en familie fra Berlingo-segmentet med to spædbørn, der skråler, så snottet bobler. Det har de gjort med røde øjne, siden fa-milien befandt sig midt i køen, alt imens far og mor med smil som Tony Blair, når han er i knibe, skovler kilovis af Pampers og Lillebror Ost op i vognen.
Der kan være flere årsager til, at hele familien skal i byen:
1) Hvis far skal købe ind, glemmer han bare det halve.
2) Mindre børn kan ikke være ude af mors synsfelt og i fars varetægt. Så får de bare lov at spise Matador-miks og se Cartoon Network.
Men meningen kan selvfølgelig også være, at trofæbørn skal tages med her og der og alle vegne, for vi er en familie, og det er vigtigt for vores vaklende selvværd at vise den frem, når vi sådan »får en dag ud af det«.
Hvis det sidste er tilfældet, falder brandet til gulvet. Efter 20 minutter med enerverende sirener og forgrædte øjne må eventuelle barnløse i køen føle deres status som et liv i sus og dus. Samt fred og ro.
Muligvis ville børn være meget mere glade for at være hjemme og hygge sig med den ene forælder, mens den anden køber hverdagens trivialiteter ind. Når vi er i butikker er vi kunder. Far, mor og børn kan vi lege derhjemme.
Og så lige en ting til:
Køen i butikken ville være kortere.

Rappenskralder lever længere

En undersøgelse viser nu, at gifte mænd har bedre helbred end ugifte mænd. Des-værre melder historien ikke noget om hvorfor, men måske er forklaringen, at kvinder efter sigende har såkaldt panoramasyn, mens mænd har tunnelsyn:
Kvinde åbner køleskab:
– Der er er ingen mælk, gryn, brød, kød, salat eller tomater.
Mand åbner køleskab:
– Hvor er øllene?
Nu ved jeg godt, at nogle vil indvende, at mænd faktisk har panoramasyn i enkelte udvalgte situationer. For eksempel kan de fleste af os skanne samtlige D-skåle på hele stranden en sommerdag, men det er en tangens, jeg synes, vi skal forlade.
Tilbage til køleskabet, for det kan anvendes som afsæt for at beskæftige sig yderligere med den ovennævnte undersøgelse. Forskerne konkluderede også, at kvinder, der »udtrykker klare holdninger under et skænderi«, har fire gange lavere dødelighed en kvinder, der forholder sig tavse under en konflikt med ægtefællen. De forknytte kvinder har også flere depressioner og mere tarmiritation end kvinder, der for eksempel griber ovenstående køleskabs-krise an på følgende måde:
– Du har ikke købt ind, hvorfor er det altid mig, der skal sørge for at købe ind, og når du endelig køber ind, glemmer du det halve, og opvasken har du heller ikke taget, det er faktisk også din familie, hvis det ellers er gået op for dig, og jeg har altså også et arbejde, og mit job er lige så vigtigt som dit job, og ved du overhovedet, hvordan en vaskemaskine virker, for vasketøjet ligger også bare og flyder. . .
Hvis manden her tager en dyb indånding og tænker: – Jeg tror jeg flytter på hotel, bør han tænke på følgende:
1) Din kone tager blot vare på sit helbred.
2) Du har altid vidst, at kvinder lever længere end mænd. Nu ved du også hvorfor.
3) Og fis så ned og køb ind. Det giver motion, og måske lever du længere.

Vidensamfund i voldsom vækst

Vidste De, at kvinder har i gennemsnit 11.000 hår på benene – og 2500 hår under armene? Jeg vidste det ikke, og spørgsmålet er: Hvorfor skal jeg vide det? Samme betænkelighed kan man lægge for dagen overfor en oplysning om, at 35 procent af alle verdens kvinder har smidt en sko efter en mand. For slet ikke at snakke om undersøgelser, der afslører, at et gennemsnitligt kvindebryst – hvad det så end er for en størrelse – bevæger sig ni centimeter uafhængigt af kvindens krop, for hvert skridt hun løber på et løbebånd.
Som sagt: Jeg vidste det ikke. Det gør jeg nu. Og det takket være en hjemmeside, hvis eksistens, jeg lige er blevet gjort opmærksom på. Den er en guldgrube af informationer, jeg ikke har brug for. Derfor hedder den da også http://www.ubrugelig.dk. Her kan man også læse, at en sædcelle kan svømme 18 centimeter på en time, og at det er fysisk umuligt at slikke sin egen albue. . . det sidste er en oplagt don’t try this at home-oplysning.
Det eneste, siden desværre ikke informerer om, er hvem dælen, der undersøger alle disse ting. Hvor mange kvinder ringer selv op:
– Nu har jeg gjort det igen.
– Hvad?
– Smidt en sko i hovedet på idioten.
Tjener unge kvindelige studerende til studierne ved at sidde og barbere sig under armene? Og tælle høsten op bagefter?
Men interessant er det da. Til næste gang man skal ned i motionscentret:
– Jeg står aldeles ikke og glaner på dine bryster. Jeg tæller. Ja det er en videnskabelig hjemmeside. . så, nu bevægede sig igen.

Klovn i kræmmerland

Jeg har altid hyldet et princip om at betale mig fra alt, jeg kan betale mig fra. Og betale hvad det koster. Især det sidste gør mig aldeles uegnet til at bo i Jylland. Her har jeg ikke indtryk af, at de godvilligt betaler, hvad det koster. Her opfattes sætningen »betal ved kasse 1« som trussel, der kræver politianmeldelse. Her prutter man, og det gen mangler jeg.
Jeg er ikke ene om handicappet. For en del år tilbage kendte vi en kvinde, der var gift med en mand, der var vestjyde med stort W og vist aldrig havde købt en vare til den pris, der stod på skiltet. Han forhandlede om alt fra letmælk til kummefrysere, og en tur i butikker med ham var et mara-thononløb, hvor han pruttede med ekspedienter, så butikkens tyverialarm næsten gik i gang. Mens konen stod ved siden slog knuder på sig selv i en grad, så hun næsten kunne have fået kælenavnet »Krølle«. Fordi det var så piiiinligt.
Siden blev de skilt. Og hendes liv var ikke længere pinligt.
Som sagt: Prut-genet mangler jeg. Men jeg haft meget fornøjelse af at iagttage mimikken hos ekspedienter i årenes løb:
– Det køleskab tager vi. Hvad koster det? Fint, her. Hvornår kan I levere det?
Så stirrer de for at se, om de kan fange en begyndende vanvid i mine øjne. Eller de stirrer mistænksomt. Måske opstår en mistanke om, at jeg stjålet pengene, når jeg sådan bare slipper dem.
Men et eller andet sted tror jeg på, at hvis alle betalte, hvad det koster, så var alle priser lidt mere gennemskuelige. Men det viser kun, at jeg er fjols, der ikke har forstand på penge.

Sprogblomster i dyreriget

Jeg har lige Google’t på ordene »Jørgen Leth« og »gammel gris«. Der kom godt nok skræmmende mange hits op. Jeg håber ikke, at han selv har foretaget samme eksperiment. Det ville næsten være synd.
Så prøvede jeg at søge på mit eget navn og »gammel gris«. Lukkede øjnene. Og åbnede dem igen. Ingen hits. Fint, så er jeg i det mindste ikke gammel . . .
Men ung og nysgerrig nok til at undre mig over hvorfor vi så ofte trækker paralleller til dyr, når vi skal lufte vores negative holdning over for mennesker. Jeg har for eksempel ikke tal på alle de gange, jeg er blevet kaldt et dumt svin.
Denne sætten i (dyre)bås begyndte allerede, da jeg var lille, og min mor – temmelig ofte forekommer det mig – kaldte mig en lille gris. Hvilket min far omgående korrigerede til somikkel.
I skolen blev jeg hurtigt kendt som en doven hund, og af samme grund var læreren over mig som en høg.
Det med piger var svært. Efterhånden som man lærte dem bedre at kende, udviklede de sig til gæs. Subsidiært finker. Og med visse fælles træk: De viste klør og hejrede op. Især når de skulle have luft for de-res redebygger-trang. Så kunne han, der tidligere var en tyr i deres øjne, hurtigt reduceres til en orm. Det har ikke ændret sig med årene. Nu synes jeg, at jeg render ind i et stigende antal rejekællinger. (Okay, den var lidt langt ude. . .)
I arbejdslivet gør man hurtigt den erfaring, at man er omgivet af ikke så få mider, så det er om at sno sig som en ål, og det bliver sværere, efterhånden som man har udviklet sig til noget af en stud.
Der stort set kun kan se frem til at blive tudsegammel.

Når Gud tænker højt

Man må ikke håbe, at Gud har hørt om intelligent design:
- Hvad har de nu fundet på dernede? Intelligent design. Ja, bare jok i det. De første to eksemplarer, jeg designede, stjal mine æbler og prøvede bagefter at skyde skylden på et krybdyr. Intelligent design? Hallo...
Tilmed var jeg træt og irritabel ovenpå den øvrige produktion og havde egentlig tænkt mig at komme hviledagen i hu. Tilbringe den med benene oppe på bordet foran en Olsen Bande-film. Nu endte jeg med at smide dem ud af min frugtplantage. Det var lidt overilet, men jeg er en god og tilgivende gud, så jeg har tilgivet mig selv. Hø, hø... det var sådan en guddommelig vits.
Der blev for øvrigt en farlig ballade bagefter. Deres to eneste børn var da noget afmarcheret, og den ene slog den anden ihjel. Sikke en redelighed.
Så var der Moses. Han var ret trættekær, og jeg synes egentlig, han var ikke så lidt fræk, da han steg ned fra bjerget med stentavlerne:
- Nu skal I høre. Jeg har to nyheder, en god og en dårlig: Den gode er, at jeg fik ham forhandlet ned på ti bud. Den dårlige: I må stadig ikke begå hor.
Oveni kommer alt det andet bøvl: Babelstårnet - der blev jeg godt nok sur - og dansen om guldkalven. Så er det meget godt at have en syndflod og 13 plager i baghånden, for det behøver jeg i det mindste ikke længere. Menneskene kan sagtens selv opfinde plager: Ringetoner og boligprogrammer i tv. Men at kalde det et resultat af intelligent design... det synes jeg godt nok er en undervurdering af mine evner.

Overskud på kontoen

Jeg går meget ind for praktiske løsninger. I madlavning for eksempel. Her har jeg fundet ud af, at soya-sovs og Uncle Beans sur-søde sovs kan hældes på alt - med citronhalvmåner som mulig undtagelse.
Samme indgang har jeg til haver:
1) Asfaltér den og lej den ud til ungdomsskolen som basketball-bane.
2) Gå rundt og saml naboernes dræbersnegle ind i en spand og hæld dem ud over skidtet.
Men herved har jeg placeret mig blandt underskudsmenneskene. Udtrykket anerkendes vist ikke officielt, men det gør modsætningen: Overskudsmennesker. Og de går bestemt ikke ind for praktiske løsninger. Så meget kan jeg da se over fra den billige langside, hvor der stinker af pommes frites og billig soya-sovs.
Overskudsmennesker indretter deres liv temmelig upraktisk. Tilsyneladende i et hvinende desperat forsøg på at demonstrere, at de netop er overskudsmennesker.
1) De køber et gammelt skrummel af et hus, der skal renoveres fra kvist til kælder. Det skal de selv stå for, for det er ikke til at skaffe håndværkere, og for øvrigt vil overskudsmenesker ikke betale, hvad det koster at få tingene gjort ordentligt. Sådan en smule kan man også sagtens klare selv. Man skal bare skære lidt i nattesøvnen.
2) Subsidiært: De køber en grund og bygger nyt. Og blander sig i enhver detalje. Nattens hede snak består i en diskussion om farven på emhætten og formen på grebene til skufferne. Der røg yderligere en stump nattesøvn - og måske lidt sex.
3) De får en hel røvfuld unger, der alle skal gå til babyrytmik, håndbold, fodbold, tennis, badminton, ballet og river rafting. Og så sagde jeg godt nok gå til. Sandheden er, at de skal køres til. Kørsel er i det hele taget en kerneydelse blandt overskudsmennesker. De finder eller bygger som sagt drømmeboligen, og en del af drømmen består i, at hytten ligger lige langt fra fars og mors arbejde... undskyld karriere... så de skal have to biler.
Og et samtalekøkken.
Og en udestue.
Og en Weber Grill.
Og en fladskærm.
Og en firehjulstrækker.
Samt deltagelse i hvert eneste forældremøde i vuggestuen, børnehaven og skolen, fordi de er deltagere i et mangeårigt kapløb, der handler om at have kontrol med selv den mindste detalje i børnenes liv. Man vil jo gerne have noget ud af investeringen.
Og det får overskudsmennesker sikkert. Mange af dem tænker garanteret også på det, når de er kommet gennem skilsmisse nummer to og står og bager klassens time-kage kvart over midnat. Det er nok lidt upraktisk, men det er et godt liv. Rent overskud.

Grib dagen, grib rattet

Der var en gang, da biler var sådan en rå fornøjelse, der appellerede til rigtige mænd. Sådan noget med krom, olie og hestekræfter. Hvor en mand kunne tillade sig at lade lidenskaben råde og kigge kærligt på en lille, åben topersones sportsvogn, selv om han vejede 135 kilo og havde tre børn og en kone, hvis, lår lignede strandede hvaler.
Da familieudflugterne søndag foregik med børn, der blev proppet ind på bagsædet af en Fiat 600, og turen foregik med fars sikre hånd på rattet. Mens den anden blev brugt til at slå bagud, alt imens far brølede, at ungerne ville blive sat af på næste rasteplads, hvis de ikke holdt op med at sidde og nive hinanden.
Sådan var det en gang.
Sådan er det ikke mere.
Og lade os tage tyren ved hornene: Det er ligestillingens skyld.
Man kan se det i annoncer. Man kan se det, når familien er ude at købe bil. Manden kigger stadig forelsket på en lille topersoners sportsvogn, og konen genner ham hen til en familien Danmark-dyt, der fik seks stjerner i Alt For Damernes test, fordi der er lys i handskerummet. Ren fornuft. Biler, der leveres fra fabrikken med to børn og en sort labrador indbygget.
Hvorfor er det endt sådan?
Fordi biler er så dyre, at selv mænd, der ynder at omtalen konen som hende den langhårede, tænderskærende må se i bakspejlet, at en bil kun dårligt lade sig erhverv uden tilskud fra fruens løn. Og som alle forhandlere, der har fat i den lange ende, stiller kvinderne krav. Om lys i handskerummet og plads til fem kilo vaskepulver fra Bilka.
Samt søndagsture. Med far ved rattet og mor ved magten.

Undskyld, undskyld og atter undskyld

En undskyldning på rette tid og sted kan gøre underværker. Men fænomenet med skamfuldt at bøje nakken og sige be-be breder sig godt nok voldsomt for tiden.
Sidste skud på undskyldningernes hastigt voksende stamme er Tolai-stammen på Ny Guinea, der ifølge Kristeligt Dagblad har sagt undskyld, fordi stammens forfædre i 1878 dræbte, kogte og spiste fire kristne missionærer.
Nu kan man vælge at være spids og indvende, at de var da godt nok lange i spyttet, inden de fik hostet op med den undskyldning. Men den kan jo have krævet mange og lange diskussioner derude i den dampende jungle:
– Jeg synes nu, vi skal stikke en undskyldning.
– Hvorfor det? De smittede os med syfilis og dræbte og stjal. I øvrigt smagte de rædselsfuldt og var seje i kødet. Der var oven i købet krucifikser i suppen. . .
Sådan kan det jo godt være foregået, men tilbage til det principielle:
Vi skal alle sammen godt nok grave dybt i vores samvittigheds sorte huller, hvis vi skal overgå kannibalernes angrende efterkommere. Men vi kan vel forvente undskyldninger fra:
De mænd, der i årevis har ladet deres sagesløse kærester sove på den våde plet.
Helmuth Lotti fordi han har udgivet adskillige plader.
Op til flere pladedirektører fordi de har udgivet dem.
Anders Fogh Rasmussen fordi der vist alligevel er noget at komme efter.
Asmaa Abdul Hamid for gentagne tilfælde af stupiditet grænsende til det ubehagelige i det offentlige rum.
Og hun må godt nøjes med at beklage. Hun behøver skam ikke give hånd.

En hær af individualister

Jeg har lige fået sådan en dansker-jakke. En dansker-jakke er ikke i rødhvide farver. Nej, det er sådan en sort kunststof-satan fra HH - Helvedes Hansen betyder det vist - og den siger som en lystbådehavn i pålandsvind, når man går med den. Sådan en tager alle danskere på, når sommeren er mere våd end varm, og så går vi rundt og ligner nogle, der har været på det samme udsalg i Bilka.
Underligt nok for der er ellers ingen grænser for, hvor individualistiske danskere er. Jeg kender i hvert fald ikke andre nationer, hvor man kan lave en tv-reklame for et Lars og Dorte-køkken. Vi skal endelig ikke ligne alle andre, og derfor skiftede Socialdemokratiet navn til Socialdemokraterne, og derfor spørger vi ind til. Ligesom det jeg hører dig sige er, at du ligesom er et unikt individ. Meget personligt, følt og inderligt.
Og det er her, at min nye dansker-jakke kommer ind og forstyrrer billedet. Og minder mig om, at danskerne er lige så individualistiske som soldaterne i den nordkoreanske hær.
Alle samtalerkøkkener ligner hinanden. Alle der ejer dem, er lige indskrænkede at høre på. Alle vil have fladskærme, og alle er bekymrede for miljøet. Alle børn hedder Stine og Nikolaj. Alle børn bliver kørt til skole i ens Berlingo'er og overflødige firehjulstrækkere. Alle forældre er ansvarlige og sidder bag rattet og udsætter andres unger for livsfare, for skolevejen jo er farlig. Alle børn har taget individualismen til sig og ter som prinser og prinsesser i skolen. Alle lærere, der konstaterer, at nogle børn er udenfor enhver rækkevidde kan ved forældremøder se og høre, at alle disse unger ikke har det fremmede.
Alle vil have skattelettelser. Alle vil have velfærd. Alle partier fedter derfor rundt på den politiske midte. Alle politikere må til stemmetræning og stylist, for deres politik kan ingen høre forskel på. Alle ved, at regnestykket ikke holder en meter og derfor - og for en sikkerheds skyld: Alle arbejder sort.
Og det bedste ved det hele: Ingen føler sig ramt af ovenstående. Naboen burde måske nok. Men ikke jeg. Vi er jo alle forskellige og meget individualistiske.

Guds arbejde kan altså være hårdt

Morede Gud sig under skabelsesværket? Var Vorherre med et moderne udtryk lystarbejder, der ikke tog det så nøje med arbejdstider, frokostpauser og afspadseringsregler?
Noget tyder på, at Den Almægtige faktisk kastede sig over projektet af ren og skær lyst. Han har næppe stået mandag morgen i regnvejr og tænkt:
- Puh ha. På den igen. Hvorfor gider jeg blive ved. Mig selv bevar mig vel.
Det virker simpelt ikke rigtigt. Han fik jo også udgivet en bog om projektet, skal vi tro eftertiden, og det havde Gud næppe gjort, hvis han var sådan en 8-16 type. Tværtimod har han som den ildsjæl, han er, taget del i bogens udformning med liv og evig sjæl:
- Biblen? Er den titel ikke lidt tynd. Hvad med: "Gud – mit liv". Eller "Verdener på 100 måder – heraf én guddommelig". Nå det mener I ikke. Hm, hm. Jamen, så skide være med det. I får Jeres vilje, men hvis den ender i udsalgskasserne, så skal I ikke sige, at Jeg ikke har advaret Jer.
Sådan en personlighed tror jeg, Gud er. Derfor er han løbet ind i det samme problem som så mange andre entreprenante og iderige typer gennem tiden: Projektet voksede ham over hovedet:
- Australien. Hvor hulen lagde jeg nu Australien?
Han har givetvis oplevet kriser undervejs. Gået der med migræne og fejet tabte englefjer op fra de himmelske gange. Måske været oppe at skændes med Djævlen undervejs:
- Det var da helvedes til spektakel. Og behøver I at fyre sådan? Hvor længe skal det stå på? I evigheder siger du. Bare vent til jeg får tjekket lejekontrakten.
Sådan har der været så meget, der har fået Gud til at være tæt på at opgive ævred.
- Den vandrende pind og skovflåten. Hvor får jeg sådan noget fra. Ind i mellem skulle man ikke tro, at jeg var Den Almægtige.
Men så skabte Gud mennesket.
Og dér er jeg ret sikker på, at Gud pludselig syntes, at det var hele besværet værd. Bevares, ikke det rene Børge Mogensen, men designmæssigt ganske vellykket, selv om hannen havde en bekymrende tendens til at stå med ludende ryg og klø sig i skridtet med et ubegavet udtryk i ansigtet. Og for øvrigt havde en dårlig vane med at give andre skylden for sin grådighed. Nu var der kun den anden, model Eva, at give skylden.
Og lige siden har hanner givet hunnerne skylden for følgerne af egen uforstand og pålagt dem skyld for de laster, der begyndte med en ludende idiot i herrens have.
Men skulle Gud få chancen for at skrive et efterskrift til manualen om sit værk, er jeg ret sikker, at han er mandfolk nok til at undskylde:
- Ja, jeg sov i timen dér. Og jeg tabte nok hovedet, da jeg smed dem begge to ud af min frugtplantage bagefter. Nogen har ment, at det var en overreaktion, men jeg var under voldsomt pres. Og jeg prøvede at rette op på det ved senere at pådutte menneskeheden de 13 plager, så de kunne lære det. Og de lærte det jo. Det må man sige. Bare se alle de boligprogrammer i fjernsynet. Det er rent selvhad, men dybest set skulle jeg have stoppet hele processen ved skovflåten. Den var ikke værre, end at man kunne ordne den med klud dyppet i husholdningssprit.

Planlægningens pestilens

Derhjemme er vi ved at lave en bordplan forud for en større fest. Det er altså hårdt arbejde. I hvert fald for mig, der er vokset op med halvfjerdsernes slendrian, hvor vi gik til fester med kondomer i baglommen, men uden vært og plan.
I dag er vi blevet knappet mere op i halsen, så en plan må der til. Der skal ikke være noget at komme efter.
Når jeg er lidt skeptisk over for bordplaner hænger det sammen med, at jeg for en del år siden blev ramt af en ondskabsfuld én af slagsen. Jeg blev placeret ved et bord med plads til seks. Som den eneste alien. De øvrige fem var tilsyneladende alle barndomsvenner, og hele aftenen gik med at snakke om fælles grisefester, gamle skolekammerater og om, hvor store børnene var blevet.
Hver gang jeg forsøgte at dreje samtalen over i en retning af mere almen interesse – såsom hvorfor der ikke er nogen topløse piger på stranden længere – holdt eksperimentet kun i 30 sekunder. Så handlede snakken igen om, hvor store børnene var blevet, og under desserten slog det mig, at det var da ufatteligt, så store de børn var blevet. Rene monstre.
Hvorefter jeg sendte en vred tanke til værtinden:
Det skal blive husket.
Nemlig hvis hun nogensinde dukker op til en fest, hvor jeg står for bordplanen:
– Står der wc på dit bordkort? Jamen, så er det jo nok fordi, du skal sidde derude. Men vi skal nok komme ud med maden til dig. Og bare rolig: Det er dametoilettet. Og der er papir i holderen. Og sæbe ved håndvasken.
Så kan hun sidde og fundere over hvor store, vi er nogle, der ikke er blevet.

Gods goes to Hollywood

Gad vide, hvad der var sket, hvis Gud i sin tid var dukket op i Hollywood med et manus under armen:
- Jo, iscenesættelsen er da flot, men er du klar over, hvad det her vil koste? Jeg mener, bare syndfloden... og så er der lige manuskriptet: Perfekt have, der aldrig skal luges og med frisk frugt året rundt. Hoverpersonen er en klovn med hår på skuldrene, der indleder historien med at stå og klø sig i skridtet, hvorefter han slår figenbladene sammen med en kvinde, der går på æblerov og bagefter skyder skylden på et reptil. Helt ærligt: Var du på noget, da du skrev det her? Hva´ siger du? Er du Gud! Okay, du var på noget.
Hvorfor er ovenstående sjovt? Hvis læseren da synes, at det er sjovt. Det er der helt sikkert nogle, der ikke synes.
Jeg har skrevet ting som ovenstående før, og jeg har hørt fra folk, der ikke brød sig om det.
Men jeg mangler endnu at blive truet. Jeg har endnu til gode at modtage trusler i telefonen, fordi jeg har krænket nogens religiøse følelser. Ingen er løbet mig i møde med en kniv for at skære halsen over på mig som et andet slagtesvin.
Måske fordi det er kristendommen, det her handler om. Så er der som bekendt frit slag i bolledejen, og det skal der være også være. Det var på den måde, vi fandt ud af, at Jorden er rund, fiser rundt om solen, og at kvinder og mænd har lige værd.
Derfor tager vi den lige en gang til:
Gad vide, hvad der var sket hvis Allah i sin tid var dukket op i Hollywood med et manus under armen?
- Okay, historien handler om, at du leder en flok landevejsrøvere, og du fører krig mod alt og alle. På et tidspunkt finder du ud af, at du i virkeligheden handler på Guds vegne, og det er de andre idioters skyld, hvis ikke de kan fatte det. Det plot lyder velkendt... bare spørg de nordamerikanske indianere. Men den der passus med at du giftede dig med en niårig pige, sku vi ikke lige droppe den? Det giver bare vrøvl. Du ved: Folk i Vesten er så pylrede. Hvorfor buler din mave i øvrigt sådan ud? Og hvorfor siger det tik-tik...
Nu er det lige pludselig ikke så sjovt længere. Hvorfor ikke? Og hvor er det lige, at problemet ligger?

Mani med manualer

Indrømmet: Jeg er lige så meget handymand som en sumpskildpadde. For mig er Silvan navnet på en horrorfilm, hvor den motorsavs-massakrerende skurk bevæger sig rundt i sorte træsko, hvide tennisstrømper og Kansas-bukser. Samt en kæk jeg-har-fri-og-slapper-af-kasket, som konen har givet ham lov at gå med i weekenden, bare han får ordnet den køkkenvask.
Den side har jeg simpelthen ikke i mig. For mig er savsmuld noget, der hører hjemme i et cirkus. Ikke i mit hjem. Jeg har ledt efter trangen til at gribe værktøj – og har fået livsvarig karantæne mod at forsøge igen.
Som en direkte følge af det forhold, at mit håndværker-gen en ramt af misdannelse, har jeg en gevaldig respekt for manualer. Faktisk studerer jeg dem så grundigt, at folk tror, jeg er tysker. Nogle gange bliver jeg så opslugt, at jeg først går i stå halvvejs inde i afsnittet på kinesisk eller finsk.
Af indlysende årsager er vores hjem ikke fyldt med værktøj, der kan larme. Men efterhånden som den elektroniske maskinpark vokser, har jeg overvejet at reservere nogle hylder til instruktionsbøger. Mogensens Manual Museum kunne det med tiden blive døbt, og eftertiden kan komme at se samlingen, mens de besøgende lavmælt taler om udstillingen:
– Se, hvor mange æselører, den der har. Han må have haft bøvl med den håndmikser.
Den mani med manualer er bestemt ikke for handymænd. Grundlæggende er der noget decideret udansk over det. Autoritetstro læsning af instrukser passer dårligt til en nation, der heller ikke læser skilte med fartbegrænsninger eller advarselsmærkater på cigaretpakker.
Altså: Man slæber et nyt underholdningsapparat med hjem, flår indpakningen af, giver børnene kassen af lege med, kigger et øjeblik forundret på manualen og smider den så i brændeovnen. Tænder apparatet, der går i sort med et suk. Og ringer til butikken for at brokke sig. Helt uden manual.

Handymand kommer til kort

Nu synes jeg nok, at sparsommelighed er en fin ting. Men da hustruen foreslog, at vi »også bare kunne banke hovedet på plads på den gamle gårdkost«, blev jeg grebet af ødselhed:
– Jeg skal nok købe en ny kost, proklamerede jeg, hvilket faktisk er et offer. Jeg har samme forhold til byggemarkeder, som en muslim har til svinestalde og begyndte at hyperventilere allerede på parkeringspladsen. Indtil jeg opdagede, at gårdkoste var på udsalg og stod i en kasse udenfor butikken. Jeg skulle altså ikke lede efter den i en butik af den slags, hvor jeg ikke engang kan finde mig selv.
Jeg blev lettet, grænsende til det overmodige, greb en kost og indtog butikken med sådan en let slentrende gang, som man har, når man ligner én, der også liiiiige skal have et par rustfri dørgreb. Og følte mig næsten helt godt tilpas i denne verden af mænd i sorte træsko, hvide tennisstrømper og en kæk jeg-har-fri-og-slapper-af-kasket, som konen har givet dem lov at gå med i weekenden, bare de ordner den terrasse.
Så stillede jeg mig i kø ved kassen bag en to meter høj, yngre mand med rank ryg, Camp Danevang-frisure og en røvfuld høvlede brædder under armen.
Der ikke kunne sætte dankortet rigtig i terminalen.
Handymand stod og kiggede hjælpeløst på automaten. Længe. Meget længe.
Indtil den cirka 19-årige kassedame vendte tyggegummiet i munden og forklarede, at den der »gyldne dims skal vende nedad«.
Det stod der sådan set også på et kort på dankort-automaten, men okay, rigtige handymænd læser ikke manualer.

Bloggen vil også dopes

Jeg overvejer at følge i overskudsmenneskenes fodspor: Jeg må simpelthen dopes. Gerne så meget at jeg kommer til at ligne Jan Gintberg på speed. Så kan det være, jeg kan følge med – også uden cykel-shorts og en brystkasse som et par røvballer.
Det med at følge med kniber det efterhånden med. Jeg synes, jeg falder over flere og flere sten, der minder mig om, at jeg er kommet ind på en af livets vildveje. Sådan en skummel sti, der bliver mere og mere tilgroet, og som ingen vegne fører, samtidig med at man kan høre kragerne komme nærmere.
Der er flere advarselssignaler:
1) Jeg er begyndt at kigge efter kvinder over 20 år på gaden.
2) Min mobiltelefon kan ikke klappes sammen.
3) Jeg har aldrig Læst en Harry Potter-bog.
4) Jeg er blevet snuppet i at surfe efter billeder af Ulla Cold på Internettet.
I gamle dage var det sikkert lettere at være en del af det selskab, der ikke kunne følge med. De blev anbragt på en sten i udkanten af landsbyen, hvor de sad i deres vadmelstøj og talte med sig selv.
Så nemt slipper man ikke i dag. Nu er det slet ikke accepteret at ende på B-holdet sammen med enlige ældre, tosserne og tabere, der insisterer på at arbejde på deltid. Man skal holde skruen i vandet konstant, få søvnbesvær og udvide døgnet til 33 timer. Der skal jo også være tid til fælles forargelse over, at elitesportsfolk viser vejen og pumper sig med medikamenter for at nå det ypperlige, fordi mindre ikke kan gøre det i et CV-samfund med lodder og vægte og kompetenceudviklingsskemaer.

Må vi få noget mere kaos, tak

Per definition betyder kaos mangel på orden, og det er der mange, der ikke kan lide. Derfor lægger mennesker planer. Simpelthen for at undgå kaos.
Nu kan det godt være, at det er mig, der er grænsepsykotisk karakterafviger, men jeg har altid været imod for meget plan og orden. Egentlig mener jeg, at et menneske kun behøver én plan og med blot to punkter:
1) Først tager du dine bukser på.
2) Derefter dine sko. Ikke omvendt.
Mere plan behøver et menneske ikke, for så ender alting i vaner og forudsigelighed, og det er tilværelsen i forvejen fyldt med. Forudsigelighed som at:
1) Regninger altid kommer ubelejligt.
2) Dem ved nabobordet får mere lækker mad, end du har bestilt.
3) Telefonen altid ringer, når du er i bad.
4) Det er din mor, der spørger, hvorfor du aldrig ringer.
Nej, vel? Så hellere kaos.
Og kaos bør tages alvorligt. Videnskaben har i hvert fald udviklet såkaldte kaosteorier. Den mest kendte er spørgsmålet stillet af en meteorolog, Edward Lorenz: Hvis en sommerfugl i Kina basker med vingerne, kunne det så få indflydelse på vejret i Nord Amerika?
Det er et fascinerende tankeeksperiment og kræver dyb indsigt. Jeg kan godt nøjes med et mindre perspektiv:
Hvis naboerne starter en plæneklipper søndag før klokken ti, får det så indflydelse på mit mavetarm-system? Svaret er forudsigeligt:
Ja, i allerhøjeste grad.
Og det viser blot hvor trælse størrelser planer og forudsigelighed er.

Så tag dig dog sammen, mand...

Jeg bliver nogle gange ramt af den her følelse af, at nu skal jeg dæleme også tage mig sammen. De fleste kender sikkert den slags anfald: De er ret modbydelige og kan i værste fald gøre fysisk ondt, for eksempel hvis man har en garage, der skal ryddes op i. Godt nok går anfaldene ret hurtigt over – mine gør i hvert fald – men det er slemt, mens det står på.
Oven i købet rammes jeg som regel i weekenderne, hvor man ikke en gang kan ringe til sin læge:

– Nu er den gal igen. Jeg er ramt af iver og energi.
– Luk dig inde på toilettet med en roman af Tolstoj, så du kan få lidt søvn. Og find dig så nogle rigtige problemer. Vi sidder faktisk med syge mennesker her. . .
Den mulighed er som sagt ofte udelukket, så der er ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og stå smerten igennem. Det har kostet mig en nyslået græsplæne op til flere gange.
Som andre kronisk syge er jeg nødt til at indrette mit liv efter, at lidelsen kan slå ned uden varsel. Der er er ting i hverdagen, jeg skal sørge for at undgå: Byggemarkeder, for eksempel, så jeg ikke pludselig står i bryggerset med en kinesisk rystepudser.
Ens hjem skal indrettes efter sygdommen. Altså ingen fuld kælder, der vil ryddes op. Ingen plankeværk, der skriger »Gori« efter mig, men gerne en gammel, vildvoksende hæk, der kan kunsten af dø af sig selv – og helst lidt hurtig, tak.
Endelig skal jeg ruste mig psykisk. Ikke sidde lørdag eftermiddag med Tolstoj slået op på side 148, lade blikke glide ud ad vinduet og tænke:
– Jeg kunne også tage mig sammen og gå ud at. . . .